Forlaget Vandkunsten » Bøger alfabetisk » Samtaler med professor Y » Pressen skrev

Pressen skrev

Dingelig derudaf, Slapsvans!

Louis-Ferdinand Céline forsvarer og besynger sin skrivestil i sarkastisk vrangvillig poetik.

Det gik ikke synderlig godt for Céline i årene efter Anden Verdenskrig. Hans bøger blev grundigt ignoreret af pressen og af læserne, han var flygtet til Danmark, hvor de tåbelige danskere internerede ham i Vestre Fængsel, mens franskmændene ventede på at få ' landsforræderen' udleveret, han var mildest talt ugleset for sine tre antisemitiske pamfletter fra trediverne, hans stil blev anset for at være brutal og manisk, ingen kunne lide ham, bøgerne solgte ikke. Hvad gør man så? Gallimard, Célines forlag, opfordrede ham til at skrive om sin stil og metode til tidsskriftet N. R. F. (...)

Det er nok den besynderligste poetik, jeg nogensinde har læst. Og en af de mest spruttende krasbørstige.

Selvbesyngende, overdrivende, fornærmende, men ikke uden blik for komikken i alt dette, i overbevisningen som sådan. Hæsblæsende, farceagtigt boblende, fuld af insinuationer, syrligt ironiske tirader, parader og hib til andre (navngivne og unavngivne) forfattere og, hvorfor ikke, også til Célines redaktør og til forlæggeren, Gaston Gallimard, som friskt nok fremstilles som en profitfikseret nærigpind.

Ætsende præcis

Baggrunden er altså, at sidstnævnte har opfordret Céline til at »spille spillet« og ved hjælp af et »interviouw«, som det latterliggørende staves, forsøge at tilbageerobre lidt eksponeringstid i medierne, hvilket forfatteren kun har sarkastisk vrangvilje tilovers for, altså for at optræde som »den geniale forfatter Ulæsli«, som han med karakteristisk veloplagt pindsvinsk ironi og selvironi skriver.

For nok er Céline bitter over at være miskendt, men bitterheden og selvynken er så humørfyldt offensiv og stedvist ætsende præcis, at den i stedet for at forplumre i jammer kaster sig i struben på alt og alle, skarpest i kritikken af de såkaldte ' kromo'-forfattere, konformisterne og selvkopisterne, dem, der modsat Céline får Goncourt-priser og skriver i en mumificeret høj stil, uden at fatte at filmen, skriver Céline, for længst har gjort deres tilgang over-flødig. (...)

Jeg synes i hvert fald, man skal give den her samtalebog en chance, den er skarp, morsom, plat og snedig.

René Jean Jensen, Information, 21. november 2015

I en park i Paris

Den geniale galning. Louis-Ferdinand Céline, fransk litteraturs enfant terrible, kaldte i 1955 sig selv for »århundredets eneste forfatter«.

»Sandheden, værsgo, helt enkelt, boghandlerne lider under en alvorlig salgskrise. Tro ikke på et eneste nul i alle de såkaldte oplagstal på 100.000! 40.000! ja, selv 400 eksemplarer! fæblikfang film, fjernsyn, scootere skader bogen enormt I virkeligheden er der slet ikke nogen, som sælger noget længere!« Sådan, ja, så brutalt begynder den berømte og berygtede franske forfatter Louis-Ferdinand Célines lille, energiske, pamfletagtige roman Samtaler med professor Y. Romanen udkom i 1955 i på det franske forlag Gallimard, men dens klagesang om faldende salgstal i bogbranchen og de elektroniske mediers magnetiske tiltrækningskraft på massepublikummet kunne sagtens være sunget af nutidens forfattere, forlæggere og boghandlere. (...)

I den lille bog lader forfatteren sig i en park i Paris interviewe - eller rettere »interviouwe«, som han med irritabel ironi kalder det - af en vis professor Y, der under det meste af samtalen skal tisse, og som knap nok får lov at stille sine spørgsmål, før forfatteren afbryder ham med aggressive udfald mod alt og alle.

Louis-Ferdinand Céline er »århundredets eneste forfatter« får vi at vide. »Det skrevne sprog var på spanden,« udbryder han og fortsætter: »Det er mig, der har givet det skrevne sprog følelsen tilbage! det siger jeg Dem!. og det var ikke bare med et snuptag, det kan jeg love Dem.« TRODS sit vrængende tonefald er Samtaler med professor Y imidlertid et overordentlig subtilt metalitterært manifest. Hvad der ved første blik tager sig ud som en strøm af skældsord, er i virkeligheden en ganske præcis redegørelse for forfatterens poetik og samtidig et glimrende eksempel på hans praksis.

Bogens oversætter Troels Hughes Hansen fortæller i sit udmærkede efterskrift, hvor vanskelig oversættelsesopgaven har forekommet ham. Han har løst den fint. Bogen kan så absolut anbefales til de mange, der ikke kan få nok af den genialt velskrivende galning Louis-Ferdinand Céline.

Trods sit vrængende tonefald er Samtaler med professor Y imidlertid et overordentlig subtilt metalitterært manifest.

Jørgen Herman Monrad, Weekendavisen, 23. december 2015

Århundredets forfatter taler ud

Louis-Ferdinand Célines emotive metro buldrer af sted i den glimrende oversættelse af forfatterens lille, provokerende storskrydende og ditto klynkende poetik.

Den 29. Juni 2012 var en trist dag for danske Célineaficionados. Da afgik oversætteren Marianne Lautrop nemlig ved døden; en af litteraturens usynlige helte, der oversatte fire af den koleriske franskmands hovedværker og dermed gjorde det muligt at læse andet end mirakeldebuten, "Rejse til nattens ende" (1932), på dansk. Derfor er udgivelsen af Célines lille roman "Samtaler med professor Y" (1955) i den grad godt nyt - på to niveauer. For det første er det glædeligt, at en ny, kapabel (kip med kasketten til efterord + noteapparat!) Céline-oversætter har manifesteret sig: Troels Hughes Hansen, der løfter arven fra Lautrop og den vilde opgave, det er at få Célines særlige delirisk kværnende stil og tone til at klinge videre i vor kartoffeltunge. For det andet skal man smile bredt over, at en af forfatterskabets nøgletekster nu også er tilgængelig for ikke-franskkyndige. "Samtaler med professor Y" er nemlig det nærmeste, Céline kommer på en poetik.(...)

For "Samtaler med professor Y" er nemlig ikke en forklaring eller beskrivelse af Célines stil. Den fungerer snarere som en demonstration af det, som Célines kalder sin "emotive metro"; den vrængende, hidsige skrift, der ustoppeligt (holdt sammen af de karakteristiske "") smadrer derudaf.

"Samtaler med professor Y" tydeliggør eksempelvis dét, man kunne kalde Célines konfrontatoriske greb. Brugen af "samtalepartneren" professor Y-figuren understreger nemlig, hvordan kernen i Célines skrift er tiltalen; den direkte og aggressive henvendelse til en modtager - læseren. I forlængelse heraf drejer konfrontationen hos Céline - jævnfør professor Y's tøvende modvilje - sig også om at etablere læseren som en modstander (»De er jo snotdum!« ). Og det sker via de evindelige hyperbolske provokationer som i "Samtaler med professor Y" særligt tager form af jegets megalomane lovprisning af sit eget litterære geni og nedgørelse af alle, alle andre forfattere (»det var mig som var det eneste ægte geni! århundredets forfatter!« ) på den ene side, og på den anden den konstante klynkende iscenesættelse af sig selv som forfulgt uskyldighed (»alle de andre var jaloux« ). (...)

Men det ændrer ikke ved, at "Samtaler med professor Y" er en forrygende, fortumlende og seriøst skæg (jeg glemmer altid, hvor stor en humorist Céline er!) læseoplevelse. Og en enestående mulighed for at blive klogere på en af den moderne litteraturs største stilister.

Nicklas Freisleben Lund, Jyllands-Posten, 14. februar 2016

Samtaler med Professor Y

Det er vist ingen hemmelighed, at et forlag, der udgiver romaner, gerne vil tjene penge. I den forbindelse er det god forretningsgang at markedsføre de forfattere, man nu engang har i sin stald. En ting er nemlig værre end alt andet; hvis en forfatter bliver glemt, og dermed ikke læst og dermed ikke sælger bøger. Forlaget Gallimard bad derfor forfatteren Céline om et lille skrift, hvori han skulle skrive om sit forfatterprojekt. Det gjorde han så. Og tak skæbne for et skrift!

(...) Så måske var forlaget Gallimard selv skyld i det rablende skrift Samtaler med professor Y fra 1955, da man i marketingsøjemed bad Céline forfatte en lille pamflet, der kunne forklare hans litterære projekt og dermed øge salgstallene. De fik smæk for skillingerne, og det i en sådan grad, at skriftet ikke på nogen måde går på kompromis med Célines ånd og væsen. Gudskelov. Céline rabler løs om litteratur - andre forfattere i almindelighed og sit eget geni i særdeleshed. Til tider er man i gang med et interview, så kastes man brutalt frem og tilbage i en romans strukturer. Hvad der er op og ned er ikke altid lige klart, men godt, det er det!

Forlaget Vandkunsten har på smukkeste vis søsat denne lille hidsige pamflet, der egentlig kun vil sig selv og kun kan rumme en mere nørdet læser, der for en tid vil overgive sig betingelsesløst. Det er et mesterværk og en vigtig brik i Célines forfatterskab. Måske kunne et godt råd være at læse oversætterens efterskrift, så man har et kompas igennem den stormomsuste tekst. Skriftet står ganske klart selv, men konteksten er vigtig, især da Céline ikke har travlt med at redegøre for sit projekt i klare og analytiske vendinger. Det er ikke en akademisk tour de force, som man kender fra Vladimir Nabokovs gennemgang af forfattere og litteraturanskuelser; nej, det her er et kig ind i et maskinrum, hvor det hele pumper og brager løs, og man til en vis grad selv må orientere sig. GidSamtaler med professor Y må finde mange danske læsere - om end den nok vil insistere på et liv i marginalen af oversat litteratur.

Caspar Andreas Dyrehauge, KultuNaut, 17. november 2015

Offentlighedens hyggespinderi

Få indblik i en » lille opfindelse « inden for skrivekunst. Forfatteren Louis-Ferdinand Céline giver i denne lille bog »Samtaler med professor Y « en prøvesmagning, du sent vil glemme. Er du til fransk litteratur og har kendskab til franske forfattere, der levede i det 20 århundrede, så har du en væsentlig fordel. (...)

Nu har Forlaget Vandkunsten udgivet disse samtaler på dansk, og jeg har efter bedste evne forsøgt at følge med i Cèlines tankerækker, som de kommer til udtryk i bogen, når han interviewes af en fiktiv professor, der undervejs viser sig at være en oberst. Bare det kan tolkes som et billede på Célines mening om kvaliteten og værdierne i samfundet: Det er ikke viden men magt, der styrer. Desuden er der i interviewet fokus på » hvor mange skrevne sider til interviewet har du nu « , » han tæller « : Det er altså ikke indholdet men mængden, der er vigtig. Undervejs skændes de to og nedgør hinanden, og der bruges skældsord, krænkelser, verbale overgreb og utallige fornærmelser af andre forfattere, personer og samfundets holdninger undervejs.

Céline hævder, at han har gjort en lille bitte opfindelse, en ny skrivestil, som alle andre efterligner og tjener penge på. Offentligheden er efter hans mening et vildt mentalt debilt dyr, der lever af hyggespinderi. Sproget er direkte talesprog med masser af afbrudte sætninger.Dette har nok til formål at fange det talte sprogs følelser, så de kommer til udtryk i det skrevne.

Sproget blæser dig omkuld Det var en af de opgaver Celine fik af sit forlag. Bare slå op på en hvilken som helst side i bogen og du blæses omkuld af sprogets hvasse og bizarre udtryk (...) Jeg er ikke kender af fransk litteratur, og jeg er nok gået glip af en del, selv om der er gode noter sidst i bogen samt et forklarende efterskrift af oversætteren (...)

Lilly Jensen, Helsingør Dagblad, 9. januar 2015

Lektørudtalelse

I en samtale med professor Y lægger Louis-Ferdinand sig ud med nærmest hele litteraturhistorien for at vise sin egen stils overligenhed. For interesserede i Céline og fransk litterær kultur. (...) Ved første øjekast virker det som om, Céline langer d til højre og venstre, men samtidig er stilen også en visning af hans eget litterære stilgreb og projekt; at vise det traditionelle skriftsprogs utilstrækkelighed og nødvendigheden af profaniteter og abrupt sætningskonstruktion for at gengive det talte sprogs følelse. Bogen er både udstyret med oversætterens efterskrift og et rigt noteapparat, der forklarer forfatterens henvisninger. (...) Bogen giver dog på bagvendt vis en god introduktion til Célines litterære projekt og personlige megalomani.

Tina Schmidt, DBC, uge 50 2015