Forlaget Vandkunsten » Bøger alfabetisk » Det moderne gennembrud set igennem Erik og Amalie Skram » Pressen skrev

Pressen skrev

De sled hinanden op

Medrivende bog om den glemte forfatter Erik Skram og hans kendte kone Amalie midt i 1880' ernes og 90' ernes kulturkamps politiske og erotiske drama.

Erik Skram - hvem husker det navn i dag? Han var en af de stille i riget og i Herrens vingård, men historikeren Kristian Hvidt gør det kunststykke at belyse tiden 1870-1910 ved at genoplive ham som en af det moderne gennembruds reserveofficerer.

Helt bogstaveligt: reserveofficer. Jernset banedirektørsønnen Erik Skram (1847-1923) slap som 17-årig med i krigen 1864, blev såret og endte dybt skeptisk mod nederlagets ansvarlige og de nationale myter, men han fortsatte som løjtnant af reserven og var livet ud engageret i forsvarssagen - modsat vennerne på venstrefløjen. I 49 år ernærede Skram sig som rigsdagsstenograf og endte som protokolsekretær, men hans indre skønånd havde forfatterdrømme. Han blev revet med af Georg Brandes' kulturrevolution, deserterede fra sit nationalliberale miljø og opnåede optagelse blandt 'Det moderne Gjennnembruds Mænd', Brandes' generationsbog fra 1883, i kraft af den dristige roman ' Gertrude Colbjørnsen'.

Romanen blev et one shot. Skram blev redaktionssekretær på Venstres københavneravis Morgenbladet, men nåede dog at blive lukket med ind, da Hørup og Edvard Brandes i 1884 startede Politiken. Hans funktion blev at være brobygger, for den statelige krigerskikkelse med det blonde skæg - kaldet ' Obersten' - egnede sig til repræsentative roller som formand for Studentersamfundet og dets Frie Teater.

SKRIBENTEN SKRAM var bedst som kritiker og journalist - som i ' Hinsides Grænsen' (1887) fra det tabte Sønderjylland, og Kristian Hvidt gengiver en stærk reportage fra Nakskov 1882 om en af de sidste offentlige henrettelser - med økse og beruskarpretter, akkompagneret af kristeligt hykleri. Hårrejsende læsning. Skrams vigtigste litterære indsats blev partnerskabet med den norske forfatter Amalie Skram (1846-1905). Hun levede i Kristiania-bohèmen, ramponeret efter et ægteskab med en skipper, hun og Skram forelskede sig ved Bjørnsons digterjubilæum i 1882, blev gift og slog sig ned på Øster Farimagsgade, Kbh. Ø.

Den begavede og ' sydlandske' Amalie betog mændene og forargede konerne i Københavns selskabsliv ved at være åbenmundet, indtage cognac og store cigarer. Hun følte sig fri af »den norske kvæleluft«, og Erik Skram blev en utrættelig mentor, der forstod at udfolde og til dels styre hendes naturkraft. Til dels.

Hun fik form på vigtige romaner som firebindsværket ' Hellemyrsfolket' (1887-98), hvis dystre socialrealisme var for kras selv for Brandes. Men deres kærlighed blev ædt op af penge-og søvnmangel, uforenelige temperamenter og hendes let antændelige jalousi.

Hendes gamle psykose sprang op og endte i nervesammenbrud, misbrug, selvmordsforsøg og katastrofal psykiatrisk behandling. Otte uger i helvede på 6. afdeling og Skt. Hans omsatte hun til høj kunst i romanerne ' Professor Hieronimus' og ' På Skt. Jørgen' (1895), men ægteskabet lod sig ikke redde. Parret skiltes i 1900, og hun døde nedbrudt i 1905. Hvidt konkluderer: »de sled hinanden op«. Det er en historie, der kan bevæge en sten.

AMALIE SKRAM HAR SIDEN 1980' erne haft højstatus i nordisk kvindelitteratur. Erik Skram har hidtil figureret nederst på rollelisten blandt ' øvrige medvirkende', men med denne bog løftes den glemte mand ind på scenen som kronvidne. Kristian Hvidt kombinerer sin indsigt i tiden 1870-1910 med mange typer kilder - artikler, breve, dagbøger, sygejournaler - til et eminent billede af både den ydre og den indre kulturkamp. Fra Skrams centrale udsigtspost følger man dels provisorieårenes forfatningskamp mellem det skrupelløse Højre og det forvirrede Venstre, dels det politisk-litterære Venstres felttog for folkestyre og frigørelse.

Og via ægteparret Skrams tragiske trakasserier følger man 1880' ernes ' store nordiske krig om seksualmoralen', som den udspilles i privatlivet mellem en kvinde med beske erfaringer og en dybt erotisk mand, hvis »livsanskuelse grundet på elskov« (en programtitel fra tiden) omfattede lange udenomsægteskabelige forhold før og måske også i ægteskabet - og i alt fald kunne generere destruktiv jalousi.

Bogen fortæller meget nyt om den hidsige tid, da Danmark var ved at blive moderne. Velresearchet, velfortalt, medrivende, perspektivrig. En uventet gave.

Hans Hertel, Politiken, 15. oktober 2015 (5 hjerter)

Selskabsfiguren

Vedhæng. Ny bog forsøger forgæves at give Erik Skram - Amalie Skrams mand - mere plads i det moderne gennembrud

.Erik Skram var en smuk og statelig mand, beleven af væsen, imponerende i fremtoning. Han voksede op med Holger Drachmann som sin bedste ven i skolen. I 1864 meldte Skram sig frivilligt til krigen i en alder af kun 17 år. Efter at være blevet hårdt såret vendte han tilbage til København og studerede blandt andre sammen med J. C. Jacobsen. Nogle år senere fik han ansættelse som stenograf i Rigsdagen.Gennem familie på moderens side havde han sin vante gang på herregården Marienborg på Møn, hvor han mødte D. G. Monrad. Senere kom han i kontakt med Brandes-brødrene og det moderne gennembruds mænd. Som det antydes ovenfor, vrimlede det med kendte historiske skikkelser omkring Skram. (...)

Historikeren Kristian Hvidt kan i sin nyligt udsendte bog, Det moderne gennembrud set gennem Erik og Amalie Skram, med god ret beskrive ægteparrets korrespondance som en af de »mest gribende brevvekslinger i nordisk litteraturhistorie«. Op mod 600 breve blev det til i perioden 1882-99 ikke sjældent af mere end ti siders længde.

Måske er det hans andel i den korrespondance, der tildeler Skram en plads i litteraturhistorien. (...)

Positivt bedømt er bogen en mosaik af tidsbilleder; Georg Brandes' legendariske forelæsninger, sædelighedsfejden, forsvarssagen, provisorieårene, tilblivelsen af avisen Politiken og andre af de gængse fortællinger om tiden. Dertil kommer fine beskrivelser af dagligdagen i Rigsdagen på Christiansborg og efter branden i 1884 i kasernelokalerne i Fredericiagade og også maleriske passager om selskabslivet i 1880ernes København, ligesom bogens mange og lange brevcitater er velvalgte og talende. I betragtning af, at Hvidt kender perioden som sin egen bukselomme, er det overraskende, så overfladisk bogen er. Hvidt vil ikke lade Erik Skram bære fortællingen, hvorfor der med løs hånd strøs et celebert persongalleri ud omkring ham, mens tidens store spørgsmål males som bagtæppe. Jeg forstår ikke, hvorfor Hvidt ikke er gået dybere og har forsøgt at skrive en regulær biografi om manden, en historie om at være vedhæng til Brandes-kliken, om at være middelmådig, om at være gift med en større kunstner end én selv. Det forbliver blot antydninger i bogen.

Ulrik Langen, Weekendavisen, 23. oktober 2015

Lektørudtalelse

Historikeren Kristian Hvidt beskriver perioden 1864-1900, en af de mest spændende i nyere dansk historie Om det moderne gennembrud i politik, litteratur og kønskamp med forfatterparret Amalie og Erik Skram som omdrejningspunkt. (...) Overordenlig interessant beskrivelse af perioden, der også fungerer som en fin dobbeltbiografi om Amalie og Erik Skram, hvor især deres komplicerede kærlighedshistorie og forhold er interessant læsning. Et solidt tidsbillede om tidens store personligheder i det danske samfunds- og kulturliv. (...) Kan både anbefales til historisk interesserede og læsere til historiske biografier.

Kent Skov, DBC, uge 47 2015