Forlaget Vandkunsten » Bøger alfabetisk » Hjertetid » Pressen skrev

Pressen skrev

Når digtere elsker

Brevvekslingen mellem Ingeborg Bachmann og Paul Celan er historien om to store digtere, der hverken kunne leve med eller uden hinanden. (...)

DET ER en vidunderlig romance for lyrikelskere; den jødiske flygtning og den østrigske studerende deler samme poetiske arv og kastes i hinandens arme. Forholdets første skriftlige vidnesbyrd bliver Celans digt om de døde jødiske kvinder (Ruth, Noemi, Mirjam), der kan kaldes op af den fremmedes øjne: »Du skal smykke dem, når du ligger hos den fremmede./Du skal smykke dem med den fremmedes hår af skyer«. Nøjagtigt ti år efter, at Celan har dedikeret dette digt til hende, sender Bachmann ham digtet ' I rosernes torden': »Hvorhen vi os vender i rosernes torden, er natten oplyst af torne«. En lynild af billeder, hvor kærlighedens og kristendommens rosensymbol bliver til et voldsomt uvejr, og lidelsens tornekrone glimter tvetydigt mellem frelse og apokalypse. Det er intet mindre end nogle af de stærkeste vers i tysksproget poesi, der udveksles mellem de to elskende, som skulle blive to af århundredets største digtere (...)

I de danske oversætteres velskrevne efterord kan man læse om, hvad der sker mellem brevene, og også hvordan det siden gik. I 1970 drukner Celan sig i Seinen. I 1973 besvimer Bachmann i badeværelset med en tændt cigaret og dør efterfølgende af sit brandsår. Celan fyldte den unge Ingeborgs værelse med valmuer og dedikerede 23 af digtene fra samlingen ' Valmue og erindring' til hende. Korrespondancen vidner om to, der hverken kan leve med eller uden hinanden. Breve gennem ild og vand. Rosenlyn og øjenvand. Hun dør i ild, han dør i vand.

Lilian Munk Rösing, Politiken, 4. oktober 2015

Hjertetid

To af efterkrigstidens helt store tysksprogede forfatteres korrespondance udgives som en lille bog under titlen ”Hjertetid”. Det er et kig i personlige breve, der på godt og ondt beretter om et både venskabeligt og kærligt forhold. Man aner intensiteten og bekymringer, og samtidig ved man, at det hele peger frem mod Celans sammenbrud. Det er virkelig en stor bog i et lille format.

Paul Celan (1920-1970) og Ingeborg Bachmann (1926-1973) mødtes i maj 1948. I årene efter skrev de nogenlunde stabilt sammen. En del om deres litterære udgivelser, en del om deres forhold. De fik ikke hinanden i ægteskabelig henseende, men på mange måder var deres forhold centralt for begge, hvilket ses i brevene. (...). Nogle breve bærer præg af statusopdateringer og er meget formelle. Andre er følelsesladede og indikerer noget, man skal kende den nærmere kontekst for at forstå, hvilket der redegøres for både i efterordet og tidslinjen.

Forlaget Vandkunsten har igennem de senere år lanceret en bogserie, der hedder ”Store fortællere i lommeformat”, og som har mod til at dykke ned i små litterære detaljer og værker, der ikke ville have en chance som bestsellere. Hjertetid passer som fod i hose til det koncept, og man undres og betages flere gange under læsningen af de mange breve. Man kommer helt tæt på to mennesker, der i den grad må ses som to af de væsentligste forfattere i efterkrigstidens Tyskland. (...) Hjertetid er en udgivelse, der sidder i én lang tid efter – og man vender tilbage til de forfatterskaber, hvis forfattere så reflekterende og ømt skriver sammen.

Caspar Andreas Dyrehauge, KulturNaut, 19. oktober 2015

En desperat kærlighedsforbindelse

Historien om de to tyske efterkrigsdigtere Paul Celan og Ingeborg Bachmanns kærlighed gennem deres overkommenterede breve.

At de to store eksklusive digtere i tysk efterkrigslitteratur Paul Celan og IngeborgBachmann havde et nært forhold, der fra starten og indimellem undervejs var et egentligt kæresteforhold, vidste mange dengang i 1950' erne. Om ikke andet, så fortalte Hans Magnus Enzensberger gerne gode venner om det, når der var forfattertræf rundtom i Europa, f. eks. i Danmark.

Men at deres forbindelse var så dokumenteret, som det har vist sig at være tilfældet, anede de færreste. Måske nok Max Frisch, der i en periode (1958-1962) var gift medIngeborg Bachmann og dermed også på en måde med Celan. For Celan var altid, hvor Bachmann var, om ikke i bogstavelig forstand - snarere tværtimod: De sås til tider kun med års mellemrum - så i form af breve, telegrammer, problemer, tanker og skrupler. Og utvivlsomt vidste den franske kvinde, der giftede sig med Celan i 1951 og gjorde ham økonomisk uafhængig, en hel del. Hun lærte endog til sidst sin rivalinde at kende. De to lyrikeres omfattende korrespondance blev frigivet for en halv snes år siden, og først efter svære betænkeligheder, især hos Ingeborg Bachmanns søster. Det er forståeligt. Man møder gang på gang en hudløs og psykisk labil kvinde i brevene. Og omsider var der basis for en udgivelse. Resultatet blev et fyldigt bind, som fik titlen Herzzeit, som kom i Tyskland i 2008. For forståelsens skyld er også medtaget breve fra henholdsvis Max Frisch til Celan og fra enken efter Celan i Paris. (...)

Brevvekslingen er oversat til dansk af Jørgen Herman Monrad og Judyta Preis, der også står for en efterskrift, som der i al fald er lagt mange kræfter i. (...)

Det er på sin plads at slå fast, at der er tale om en dokumentation af en kærlighedsforbindelse, der allerede på tysk kræver meget stor baggrundsviden og kun kan indtages og begribes med talløse realkommentarer, som der er et helt appendiks med. Sammenlignet f. eks. med Franz Kafka og Felice Bauers berømte brevveksling spiller omverdenen og ydre begivenheder i denne korrespondance en meget større rolle og kræver løbende oplysning. I en dansk udgave er disse krav endnu større, da hardcore-interesserede og mere eller mindre indviede må tænkes at have læst bogen på tysk. De danske oversættere har som nævnt præsteret en efterskrift. Den er bedre end den tyske udgaves, alene ved at den leverer hovedpersonernes biografier. (...)

Niels Barfoed, Information, 24. oktober 2015

Stille breve

Ingeborg Bachmann og Paul Celans nyoversætte brevudveksling Hjertetid giver et indblik i livets tåbelige misforståelser og pinligheder.

Bachmann og Celans breve er først og fremmest en fortælling om ulykkelig kærlighed.

Brevene beretter om forfatternes liv og deres afhængighed af hinanden. Man mærker det allerede fra det første digt Ægypten, som Celan dedikerede til Bachman i 1948 efter deres første tid sammen i Wien. Her føler man smerten og Celans fascination af Bachmann: »Du skal smykke den fremmede ved siden af dig smukkest. / Du skal smykke hende med smerten over Ruth, over Mirjam og Noemi.« Med Celans vanlige referentielle stil til Anden Verdenskrigs jødiske traumer i form af de tre jødiske navne, placerer han den fremmede, her læst som Ingeborg Bachman, sammen med de tre kvindenavne. Ingeborg er den fremmede, hvori han ser et håb så smukt, men hun må smykkes med smerten, hun må iklædes Celans erfaringer. Således blev Bachmann fra starten delagtiggjort i Celans grufulde erfaringer fra krigen. Brevene fortæller om to digtere, der blev altafgørende for efterkrigstidens litteratur. Det er netop tåkrummende, men ikke pinligt, nej, smertefuldt at læse, hvordan disse to plagede mennesker igen og igen sårer hinanden med deres gensidige afhængighed. (...)

Først og fremmest er Hjertetid et historisk dokument over kærligheden -men også over deres indbyrdes forfatterskab. De giver hinanden velmenende råd og hjerteskærende kritik, der svares med dundrende tavshed, og de deler deres betragtninger i forhold til begivenheder, der i dag står som centrale begivenheder i europæisk litteraturhistorie. Som da Ingeborg rådgiver Celan om, hvilke digte han skal læse op til den legendariske forfattersamling, Gruppe 47s, årlige møde: »Og læs under alle omstændigheder -trods alt -»Todesfuge« -for jeg tror, at jeg kender lidt til Gruppe 47.« I dag er det kendt, at Celan blev mødt af hån og spot for det, der i gruppens øre lød som ren kunstfærdig musik og slet ikke levede op til gruppens idealer om benhård realisme.

Med oversættelsen af Hjertetid har vi fået et afgørende stykke litteraturhistorie på dansk, der åbner de to hermetisk tillukkede digtere op for en bredere offentlighed. Hjertetid er et blik direkte ind i sorgen og misforståelsen, lige ind i Europa i de første 20 år efter krigen.

Victor Boy Lindholm, Atlas, 4. november 2015

Hjerter i tidens træ

Glimt i tiden. Brevveksling mellem Paul Celan og Ingeborg Bachmann er vidnesbyrd om kærlighedens forrykte tale.

Det var egentlig ikke meningen, at korrespondancen mellem to af efterkrigstidens vægtigste tyske digtere, Paul Celan og IngeborgBachmann, skulle gøres tilgængelig for offentligheden før 2023. Af samme grund var det intet mindre end en litterær sensation, da det tyske forlag Suhrkamp allerede i 2008 fik efterkommernes tilladelse til at udgive brevvekslingen.

Herzzeit (på dansk Hjertetid) som samlingen blev kaldt med reference til digtet »Köln, Am Hof«, som Celan sendte til Bachmann i 1957 efter genoptagelsen af deres erotiske forhold, er sidenhen udgivet på over femten sprog - herunder dansk - og består af 196 breve, telegrammer, postkort og digte som Paul Celan og Ingeborg Bachmann skrev til hinanden, og som regel sendte, mellem 1948 og 1967. (...) Men med udgivelsen af brevvekslingen virker deres plads blandt historiens helt store kærlighedsaffærer sikret. (...)

»Hvad tænker jeg om kærlighed? Faktisk tænker jeg intet, når det gælder kærlighed. Jeg ville være mere end tilfreds med at vide, hvad det er.« Også i Celan og Bachmanns brevveksling er mørklægningen et vilkår. Brevene, der er udformet over en periode på næsten tyve år, er glimt i tiden efterfulgt af lange perioder med stilhed - herunder når de elskende rent faktisk mødes. Der er spørgsmål, som aldrig besvares, breve der aldrig sendes og indforståede referencer, som aldrig forklares. Brevvekslingen udgør tilsammen en fortælling, men det er en fortælling, som først blev til undervejs og tog sin endelige form da de enkeltstående breve blev samlet til én korrespondance efter de to digteres død. (...)

Hjertetid er forbilledligt oversat. Derudover er samlingen suppleret med de to oversætteres velskrevne og oplysende efterord, noter, samt en hjælpsom tidstavle over de to digteres liv sammen og hver for sig. (...)

Kathrine Tschemerinsky, Weekendavisen, 27. november 2015

For mig handler det altid om dig

Bachmann og Celans HJERTETID er et inderligt indblik i sorgen, fortvivlelsen og ulykken ved ikke at kunne være sammen og et væsentligt litteraturhistorisk dokument over to af det 20. århundredes største tysksprogede forfattere.

Der er noget ret fjernt og også lidt foruroligende over at få indblik i et fremmed pars intime følelsesliv gennem en brevveksling. Dels fordi brevet som medie i dag virker nærmest forældet, dels fordi en brevveksling kan være utrolig intens og selvudleverende, og dels fordi den her anmeldelse til tider har føltes som en anmeldelse af et forlist parforhold.

Ingeborg Bachmann og Paul Celan var to af efterkrigstidens største tysksprogede forfattere, og det er deres egne udlægninger af den umulige forelskelse, adskillelse og fortvivlelse, som Forlaget Vandkunsten nu har udgivet på dansk i form af den årelange korrespondance HJERTETID. EN BREVVEKSLING. (...) Brevene er af forskellig længde og med meget forskellig tyngde. I perioder er det små kærlige beskeder, så er det dedikationer i digtsamlinger, så er det lange, bebrejdende breve, og så er det korte, kontante telegrammer, der bare lyder sådan her: ’JEG TÆNKER PÅ DIG//INGEBORG’ og ’I MORGEN KLOKKEN TI TREOGTREDIVE//PAUL’ Men de fleste af brevene bærer alligevel et tragisk islæt i sig, en vished om kærlighedens umulighed. (...)

Blandt brevene findes også flere digte af både Bachmann og Celan. De er billedmættede og oftest meget lydlige, og poesiens sprog fungerer i værket som kontrast til den meget klare, patosfyldte og intime kommunikation, der finder sted i brevene. Men samtidig afspejler også digtene kærligheden de to digtere imellem. Eksempelvis i Celans ’Brændemærke’: ’Vi sov ikke mere, for vi lå i tungsindets urværk/og bøjede viserne som vidjer,/og de svirpede tilbage og piskede tiden til blods,/og du talte om voksende mørke’. Ligesom litteraturen er en væsentlig del af digternes forhold til hinanden, er forholdet en del af deres litteratur og begge forfatteres forsøg på at finde et nyt sprog i lyset af krigens katastrofe.

HJERTETID er med vanlig sikkerhed og kvalitet oversat af makkerparret Jørgen Herman Monrad og Judyta Preis, der også har suppleret brevvekslingen med et voluminøst noteapparat, der fornemt sætter brevene i kontekst, forklarer de huller der her og der er i kommunikationen, samt fortæller om de litteraturpolitiske begivenheder, Bachmann og Celan tog del i. (...)

Laurits Nikolajsen, LitteraturNU, 17. november 2015

Kærlighedens kunst

Disse intense kærlighedsbreve mellem den østrigske digter Ingeborg Bachmann og den jødiske digter Paul Celan er både brudstykker af et umuligt kærlighedsforhold og et stærkt stykke litteraturhistorie som om det nødvendige nybrud i den tuske efterkrigstids poesi. Forbindelsen mellem dem er både intim og fremmedgjort, og såvel krigens konsekvenser som de personlige tragedier præger kærligheden og begges poesi. De to ting kædes smukt sammen i denne samling, der udmærker sig ved at tydeliggøre den kunsneriske følsomhed, der ligger som en dirrende nerve i kærlighedsforholdet. Nyd den smukke oversættelse og de ikke hidtil publicerede digte, og svøm hen i denne kærlighedsrelation, der er ubærlig og smuk og meget hjertegribende.

Amirit Maria Pal, Alt for damerne, 19. november 2015

Hjertetid - en korrespondance mellem Ingeborg Bachmann og Paul Celan

En kærligheds -brevveksling mellem de to digtere Ingeborg Bachmann (datter af en nazist) og Paul Celan (jødisk herkomst fra Czernowitz i det daværende Rumænien, i dag Ukraine) oversat og med oplysende og velskrevet efterord af Judyta Preis og Jørgen Herman Monrad. Denne intense og indimellem snigende uhyggelige brevveksling mellem disse to digtere, hvor Ingeborg Bachmann viser sig som den personligt klareste af de to, vil jeg nok mene, er helt uomgængelig, hvis man vil vide lidt om baggrunden for noget af den mest eksplosivt interessante lyriske digtning i efterkrigstidens Tyskland. (...) Altså en bog om kærlighed, digtning, nervepirrende kunstnerisk følsomhed og forfængelighed eller antisemitisk forfølgelse eller lidt af det hele. Psykiske sammenbrud. Store kunstneriske triumfer. Liv, momentvis lykke, ulykke, selvmord, død. Og digte. Mange digte. Det hele på smukt dansk. (...)

Thomas Boberg, Promenaden, 4. oktober 2015

'Hjertetid' Ingeborg Bachmann & Paul Celans brevveksling

To digteres passionerede og sværmeriske kærlighedsforhold får man indblik i igennem denne hjerteskærende brevveksling. Efter afslutningen på Anden Verdenskrig kom jødiske Celan til Wien som flygtning og forelskede sig i den universitetsstuderende Bachmann. Kærligheden var gengældt, men de fik aldrig mulighed for at danne par på grund af omstændighederne i efterkrigstidens urolige Europa. Sammen med brevene sendes også en masse mesterlige digte frem og tilbage, og det virker meget inspirerende på én, når kærligheden er langt væk

Jonathan Carstensen West og Alexander Weile (First Flush), Politiken, 4. maj 2019

Lektørudtalelse

Et møde i Wien blev startskuddet til en kærlig og passioneret korrespondance mellem de to forfattere Paul Celan og Ingeborg Bachmann. Deres forhold skete på trods af meget forskellige baggrunde, forudsætninger og syn på livet. Til dannede læsere af korrespondancer mellem store litterære skikkelser.

(...) Bogen er til de garvede lyriklæsere der også har et indgående historisk kendskab. Det gennemgående i bogen er ikke lyrikken, men de passionerede breve de sender til hinanden. Som læser er man nødsaget til at bruge det omfangsrige notesapparat i bogen, med mindre man er meget velbevandret inden for kultur og historie. (...) kaster et fint lys over kærligheden mellem to store digtere.

Allan Thomsen Volhøj, DBC, uge 45 2015

Mørkekammer. En meget kort introduktion til Paul Celan og Ingeborg Bachmann

Oversætternes egen introduktion til Hjertetid, udgivet i tidsskriftet Baggrund. Læs den her.