Forlaget Vandkunsten » Bøger alfabetisk » Levende begravet » Pressen skrev

Pressen skrev

Mørke midt på dagen

Sadeq Hedayats prosa hører til verdenslitteraturens mørkeste og smukkeste. Nu foreligger en række af hans noveller på dansk. (...)

Nu har forlaget Vandkunsten samlet nogle af hans noveller i bogen »Levende begravet«, og hvis man ikke lader sig afskrække, ja, måske endda føler sig tiltrukket af tanken om at læse en stor forfatter, for hvem mørket var at foretrække frem for lyset, så bør man ikke snyde sig selv for netop ham.

Som det gælder al stor litteratur, der handler om det fortrængte, det mærkelige, det dødsmærkede, det nogle gange uudholdelige, er det nemlig ikke deprimerende at læse Sadeq Hedayat. Ikke engang, når han, som i titelnovellen i den aktuelle samling, er inde i hovedet på en opiummisbruger, der skriver sådan her om sig selv: »Lige nu hverken elsker eller hader jeg livet, jeg er i live uden hensigt, uden lyst, en overnaturlig og usædvanlig kraft holder mig tilbage. Jeg er fastsurret med stållænker i tilværelsens fængsel«.

Hos Sadeq Hedayat er der intet, der er for sært og mørkt til ikke at finde plads. I novellen »Tre dråber blod« kan man læse sætninger som denne: »Som De ved, spiser sløruglen tre hvedekorn, der tilhører et barn. Hver nat galer den op, indtil der drypper tre dråber blod fra dens strube«. Skræmmende er også novellen »Dukken bag gardinet«, hvis hovedperson, Mehrdad, var sådan indrettet, at »blot han hørte en kvindes navn, rødmede han helt ud i øreflipperne«. Sådan præsenteres han i novellens start, og historien handler da om en kærlighedsaffære mellem denne Mehrdad og en kvinde, der ikke er af kød og blod, men en dukke af den slags, der står i butikker, iklædt det tøj, der nu engang skal vises frem. Mehrdad har i øvrigt en forlovet, Derakhshande, som har ventet tålmodigt på ham i seks år, og som for at vække hans in teresse prøver at ligne dukken, og hvordan dét ender, skal ikke røbes her, men vi tør godt sige så meget, at det ikke ender superlykkeligt..

Sadeq Hedayat, der døde i dybeste ensomhed, nåede at blive centrum i en kreds af iranske, nationalistiske intellektuelle, der hverken brød sig om kongedømmet eller islam. Derom beretter et lille efterord af bogens efter alt at dømme fortræffelige oversætter, Jakob Poulsen, og det er fint og på sin plads, at dette aspekt af hans person kommer med, til gengæld savner man nogle ord om Sadeq Hedayats status - eller mangel på samme? - i nutidens Iran.

Uanset hvad: Anbefales skal han, Sadeq Hedayat, nu da muligheden for at læse ham igen er der på dansk. Han er en af verdenslitteraturens store, skønt næppe kendt af mange herhjemme. Tak til forlag og oversætter for at minde os om dét. Selv om det ser sort ud.

Søren Kassebeer, Berlingske, 2. januar 2015

Når døden spiller kostbar

Sadeq Hedayat var en af persisk litteraturs store fornyere. ' Levende begravet' samler hans tidlige noveller.

Jeg kendte ærlig talt ikke alverden til iranske Sadeq Hedayat(1903-1951), før jeg fik den her bog i hånden; en samling noveller, der blander persisk folklore med noget mere vestligt. Noget modernistisk a la Kafka og makabert a la Poe.

Og jeg må sige, at det er noget af det mest deprimerende og uforsonlige, jeg er stødt på i et stykke tid, og det er selvfølgelig ment rosende. De psykologiske afgrunde lyses op, så man kan kigge hele vejen ned, og det er på en måde både et ubehageligt og et tilfredsstillende syn. (...) Samlingens titelnovelle er skrevet som et selvmordsbrev og beskriver foruroligende klart, selvbevidst og afslappet det opløste sind; tanker forvrænger alt, mens sætninger er kølige og i kontrol. Det er her, jeg tænker Kafka. (...)

Det, vi møder her, er altså en iransk forfatter, der sidder i mellemkrigstidens Paris (og til tider i Teheran) og sætter individets forhold til selvet ind i en moderne litterær form, og som skriver om at være fremmedgjort, om det absurde, det menings-og gudløse, flere år før nogen havde hørt om Sartre og Camus. (...) Da det i 1951 lykkedes Hedayat at gasse sig ihjel i sin lejlighed, efterlod han penge til begravelsen. Og så efterlod han sig et forfatterskab, der gjorde ham til en stor modernistisk fornyer af persisk litteratur.

Alexander Vesterlund, Politiken, 29. august 2015

Zombien fra Teheran

Den iranske forfatter Sadeq Hedayat skriver fra en mellemtilstand mellem det levende og det døde, det raske og det gale. (...)

Dermed sluttede et forfatterskab, der fra begyndelsen var hjemsøgt af døden. Hedayat er mest kendt for romanen Den blinde ugle, men han nåede også at skrive et antal essays og flere novellesamlinger, som Vandkunsten har udgivet et lille udvalg af under samlebetegnelsen Levende begravet. Titlen er velvalgt, for de fleste af Hedayats figurer vånder sig i en uudholdelig zombie-agtig mellemtilstand mellem det levende og det døde, det raske og det gale, skønheden og det vanskabte, hvor drømmen om lykken tæres af en nagende bevidsthed om den altgennemtrængende meningsløshed.

I modsætning til almindelige zombier er Hedayats imidlertid hyperreflekterede. Den akratiske apati, der gør, at de ikke forlader sengen, eller forsøger at bryde ud af sindssygehospitalet, giver dem rig mulighed for at filosofere over umuligheden af at leve videre og umuligheden af at gøre noget ved det. I to af de ni noveller bliver vi lukket direkte ind i den grå masses desperate univers, hvor vi gennem fortællernes øjne ser djævleblændte projektioner af galskab skifte med alt for klarsynede analyser af tilværelsens fakta. I de noveller er Hedayat påtrængende, insisterende, vedholdende og skriver sig ind i rækken af litteraturens store mistænkere.

Sætningerne syder af Leopardis livslede, Gogols galskab, de Quinceys opiumsrus, og de foregriber Sartres kvalme og negationens brødre: Beckett og Bernhard. Han skriver med en indre nødvendighed, hvor alt er på spil, og man ved, det ender galt.

I de andre noveller kan man trække vejret mere roligt. Den heftige intensitet viger for en afdæmpet melankoli. (...)

Anders Engberg-Pedersen, Weekendavisen, 29. januar 2015.

Med selvmordet i sig

Irans første rigtige modernist hedder Sadeq Hedayat og har skrevet både frenetiske og psykologisk indfølte prosaværker inspireret af europæiske klassikere. (...)

Han var her egentlig for at studere, men brugte det meste af sin tid på at læse sig ind i nyere europæisk litteratur; Kafka, Guy de Maupassant, Anton Tjekhov, Edgar Allan Poe.

Den inspiration er tydelig i det forfatterskab, han for alvor tog hul på, da han i 1930, efter fire år i Frankrig og stadig uden eksamen, vendte hjem til Iran. Jakob Poulsen fortæller i sin korte efterskrift, at Sadeq Hedayat var omdrejningspunkt for en lille gruppe unge intellektuelle og forfattere med en stærk national bevidsthed og en kritisk kant vendt mod bl. a.arabere og islam. Det er med til at forklare, hvorfor flere af hans bøger er forbudt i vore dages Iran eller kun tilladt i censurerede udgaver. (...)

Historierne om den pukkelryggedes ensomhed, om en melankolsk sommerforelskelse og om manden, der af »angst for det levende menneske« forelsker sig skæbnesvangert i en mannequindukke er mere naturalistiske og psykologiske indfølende menneskeportrætter. Mere Maupassant og Tjekhov end Kafka og Poe. Den sidstes gotiske uhygge spøger dog enkelte steder, især i den ejendommelige gyser ' Tre dråber blod', der passende nok afslutter bogen og peger fremad.

Bogen udgives i Vandkunstens stærke serie Store fortællere i lommeformat, hvor den fra nu af vil lyse op blandt andre gode tilføjelser til allerede livsforsikrede klassikere.

Thomas Thurah, Information, 5. december 2015

Moderne iranske noveller fra det 20. århundrede

Novellesamling præsenterer forfatteren Sadeq Hedayat, der tidligt skrev om eksistentiel fremmedhedsfølelse, før han begik selvmord i Paris i 1951.

I titelnovellen " Levende begravet" af iranske SadeqHedayat er fortællerens liv præget af selvdestruktion og selvmordstanker. Selvmordet udpeges af ham som noget iboende, skæbnebestemt, i en meningsløs verden. Det er en sådan grundtone, der kan læses i alle de ni noveller, som forlaget Vandkunsten har sammensat for at præsentere Sadeq Hedayats forfatterskab for et større dansk publikum, som oversætter Jakob Poulsen skriver i et efterord. (...) Jeg holder af disse oversatte noveller, der er skrevet mellem 1929 og 1933. De indeholder fint sansende beskrivelser, der vækker genklang af et Europa før senere krige og terror. Af moderne litteratur og den unge mands dyrkelse af selvmordet og mistrøstigheden fra Goethe over Rilke til den senere franske eksistentialismes fokus på meningsløshed. (...)

Trods oplevelsen af genkendelighed har Hedayat sin egen stemme, næsten simpelt ikoniserende, når badende mænd og kvinder beskrives ved en solnedgang i Trouville, eller halvfærdige bygninger i skumringslys uden for en bymur et sted i Iran beskrives med mørkeblå bjerge som baggrund. Der er et motiv, der går igen i de fleste af novellerne, og det er, at mennesker selv helt tæt på hinanden enten ikke genkender hinanden eller ikke ser hinanden som dem, de er. Det er et både enkelt og stærkt billede på en fremmedhedsfølelse. (...) Motivet med forvekslinger forplanter sig således gennem " Levende begravet" til en manglende identitetskerne, en indre splittelse hos bogens hovedpersoner. Det er noveller, der sætter sig, klare og sørgmodige.

Kristine Kabel, Kristeligt Dagblad, 17. februar 2016

Lektørudtalelse

Noveller om tragiske menneskeskæbner med personer, der ikke har evnen eller lysten til at leve. For alle voksne litteraturinteresserede og alle med interesse for moderne persisk litteratur efter 1. verdenskrig. I de korte noveller kredser skiftende jeg-fortællere om døden, ensomhed og fremmedgørelse. Historierne foregår i tiden efter 1. verdenskrig i Teheran og Paris, med hestekærrer og automobiler i gaderne. (...)

Hadayat er en eminent fortæller, der i et elegant dannet, dramatisk og beskrivende sprog formidler absurditeten i livet og angsten for at gribe kærligheden. Kan sammenlignes med Malte Laurids Brigges optegnelser (Ved Karsten Sand Inversen) hvor Rainer Maria Rilke også var optaget af døden og af at beskrive det moderne individ som en betragter.

Lotte Klemens Thomhave, DBC, uge 45 2015