Pressen skrev

Den irakiske Kristus' er en frygtelig god bog. Vidste jeg noget om Irak før, føler jeg nu, at jeg har set et stykke af landets postapokalyptiske sjæl.

Blasim skriver en slags selvantændelig prosa, der er lige så klar i skildringen af hverdagen i Bagdad under og efter Saddam Hussein, som den uforudsigeligt og irrationelt kan rapportere fra de kortsluttede hjernebaner. (...)

DET ER EN genresprængt samling, hvor hver novelle ligesom opfinder nogle nye spilleregler. Det er absurd fantastik a la Kafka, når fortælleren i 'Kære Bitu' er en hund med menneskelig bevidsthed. (...) Og når novellerne både alvorligt og spøgefuldt - men også (lidt for) metakryptisk - filosoferer og lader universer forskyde, ligner det Borges (...) Hjerteskærende er til gengæld den sødme, der præger samlingens magisk-realistiske tekster. Her er mennesker høje som palmetræer - det overnaturlige formidles umærkeligt, og et stort persongalleri foldes ud - bedst i ' Tusind og én kniv', der er en rørende fortælling om mennesker, der kan få knive til at forsvinde.

Det så typisk for genren fortællemæssige overskud smerter, når man næsten havde glemt, at rammen er krig og tortur - når en mand, vi var lokket til at holde af, uden særlig grund får amputeret arme og ben. (...)

Blasims egensindige jegfortællere hidser sig ikke op, men fortæller med samme kølige og uimponerede - og derfor også frygtindgydende - sprogtone, når en levende død begraves, og når der bare spilles fodbold. Det makabre og det normale går hånd i hånd. OG NÅR DET kan føles, som om novellerne ikke kommer ' til sagen', er det ikke, fordi de sjusker.

De kan bare ikke koncentrere sig om én dramatisk begivenhed, sådan som en novelletradition ellers har foreskrevet. Det er hårdt at komme ind i historierne, det er besværligt at være der, og det er svært at vide, hvordan man skal træde ud af dem igen. Sådan kommer vi i nærheden af at mærke det traumatiske. Novellerne er som hele romaner tvunget ind i alt for små rum - de kan næsten ikke rumme sig selv. Fortællerne har ikke mulighed for at forfine sproget og nørkle med at finde de helt ' rigtige ord'. Metaforikken er overvældende og alt andet end afklaret. Hverken eksistens, religion eller politik kan formuleres entydigt.

Det giver på en måde mening, at disse noveller, før de blev oversat og samlet i bogform på engelsk - og i øvrigt siden blev forbudt i Jordan - levede deres eget liv på nettet. Det er noveller i eksil.

Alexander Vesterlund, Politiken, 3. september 2015.

Som en seriemorder skærer pølse

Koldsved. Den irakiske forfatter Hassan Blasims kulsorte og groteske noveller om flygtningestrøm, terror, død og galskab er et brutalt og dybt interessant bekendtskab, der - som virkeligheden - ofte er for meget. (...)

Novellesamlingen Den irakiske Kristus udkom i 2013 og har siden vundet flere prestigefulde priser, deriblandt The Independent Foreign Fiction Prize. Nu udkommer novellesamlingen, bestående af 13 uheldsvangre noveller, så i mesterlige (Tusind og én nat) Ellen Wulffs oversættelse - på Vandkunstens Forlag.

Og det er en tiltrængt og dybt interessant udgivelse, der ikke bare rammer en højspændt aktualitet, men også giver et indblik i, hvordan skønlitteratur fra mellemøstlige krigszoner, ungarske asylcentre, terrorbombninger, myrderier, selvmord og galskab også kan se ud.

Hassan Blasim har nemlig sin helt egen stemme og stil, hvormed der berettes fra disse virkelighedens uhyrlighedszoner. For det første kombinerer han virkelighedes krigspartikler med elementer fra eventyret, fantastikken, det groteske og flere arabiske myter og overtro. (...) Indimellem formår Hassam Blasim dog at komme tættere på dette mere fokuserede udtryk, og når han har helt kontrol over sin misantropiske coolness, er han på toppen: Så skærer han sætninger - og især tekstafsnit - som en seriemorder skærer charcuteri af en køleskabskold menneskekrop og udstiller dem herefter i en slags ' nisse-møder-psykopatlandskab' sammen med andre af hverdagens fredelige objekter. Hvor genstandene og begivenhederne parres køligt og effektivt. (...) Dette - og mange andre mørke grotesker - har Hassan Blasim et skarpt poetisk blik for - når han altså husker at træde ind i rollen som kølig seriemorder. Dér er han skræmmende cool.

Nanna Goul, Weekendavisen, 9. oktober

Arabisk stjernelitteratur fra Finland

Mesterlige noveller griber intenst verden, når den falder sønderreven fra hinanden.

Blandt de mange referencer i denne urovækkende og overdådige novellesamling fra et Bagdad i opløsning optræder blandt andet et citat af svenske Ingmar Bergman: " Hvordan kan jeg få mit personlige liv til at harmonere med min bevidsthed om at en verden falder fra hinanden foran mig?".

Citatet er sigende for de i alt 13 noveller, der primært foregår i et lovløst, hærgende samfund i tiden før og efter Saddam Husseins fald. Amerikanske styrker vælter statuen af diktatoren i én novelle, mens Kuwait angribes af Irak i en anden. Historisk genkendelige begivenheder fra 1990' erne og 2000' erne optræder dog blot som baggrundstæppe i disse intense noveller, der i stedet lader ulykker og meningsløs vold træde i forgrunden. Almindelige mennesker traumatiseres, deres verdener sønderrives.

Helt overlegent indfanges en irakisk eller måske til alle tider menneskeligt genkendelig krisetilstand. Det gøres med skarp absurditet, nøgternhed og smukke poetiske glidninger ud af det realistiske. (...)

Den egentlige virkelighedsforvandler er imidlertid litteraturen selv i disse noveller, der på mange forskellige måder har fokus på forholdet mellem grusomme begivenheder, der fortaber sig, og reelle traumer. At omgås disse traumer med andre historier er en strategi, som personerne i novellerne benytter, og novellerne benytter selv samme strategi ved at arbejde med et stærkt billedsprog, drømmeagtige elementer og et udsigelsesniveau, hvor der springes mellem forskellige stemmer.(...)

Forfatteren Hassan Blasim, der også er filmskaber, har siden 2004 boet i Finland, og enkelte noveller foregår i hans nye land eller langs flugtruter gennem Tyrkiet og Ungarn. Voldtægter, tortur, tilfældige og gruopvækkende drab, og en gennemgribende råhed optræder som en konstant i " Den irakiske Kristus", men side om side med håb, poesi, forvandling og omskabende strategier. Blasim er blevet kaldt magisk realist, men han er det med kant fra Kafka og med litterære strejf fra både Beckett og " Tusind og en nat". Jeg kan stærkt anbefale disse noveller til mørke efterårsaftener, de er grusomme, intenst poetiske, aktuelle og fremragende oversat af Ellen Wulff.

Kristine Kabel, Kristeligt Dagblad, 26. oktober 2015

Berusende brutalitet

Alt fungerer i Ellen Wulffs enestående oversættelse af irakiske Hassan Blasims hypede krigsnoveller. (...)

Med krig, ødelæggelse og traume som gennemgående temaer maler de 13 noveller således tilsammen et tydeligt billede af et Irak i fysiske såvel som psykiske ruiner. Alligevel minder novellerne bemærkelsesværdigt lidt om hinanden. Nogle udspiller sig under den bagende sol i Bagdads støvede og larmende kaos. Andre finder sted i stille, kolde og mørke Finland, hvor forfatteren i dag lever i eksil, og hvor der for alvor er plads til at lade tankerne spille dig et pus. En af de bedste noveller udspiller sig netop i en dunkel og deprimerende lejlighed, der lige så godt kunne have dannet rammen for et sensibelt hverdagsdrama af Per Petterson. Her er hovedpersonen tilsyneladende godt i gang med et nervøst sammenbrud, idet han er overbevist om, at en ulv ligger på lur uden for hans badeværelse (...)

Andre noveller er tydeligt inspirerede af Mellemøstens folkefortællinger og -mytologi, der er foreviget i TUSIND OG ÉN NAT. I novellerne optræder blandt andet en menneskeædende djinn og hemmelig kult, der ved tankens kraft kan få knive til at forsvinde. Og ikke mindst møder vi Den Irakiske Kristus, der kan spå, hvad der vil ske på slagmarken. Handlingen i novellerne er således vidunderligt varieret, og det samme gælder form og fortællestil. Blasim eksperimenterer blandt andet med fabulerende meta-snak og abrupte skift i fokus og fortællerperspektiv. Det er forvirrende, og man føler sig til tider som et barn, der er blevet væk i suq’en og febrilsk prøver at finde tilbage til sin mor. Men mest af alt er det charmerende, og det har vi i høj grad Ellen Wulff at takke for. Oversættelsen er eksemplarisk og ligesom med TUSIND OG ÉN NAT bliver man igen mindet om, hvor fuldstændig uvurderlig Ellen Wulff er for arabisk litteratur på dansk.

DEN IRAKISKE KRISTUS har for alvor givet Blasim vind i sejlene. Som den første araber nogensinde har han modtaget den britiske litteraturpris ’The Independent Foreign Fiction Prize’, og The Guardian går så langt som til at kalde ham ’perhaps the best writer of Arabic fiction alive’. Det er store ord om en forfatter med et så relativt beskedent bagkatalog. Men Blasim er bestemt værd at holde øje med, og DEN IRAKISKE KRISTUS fortjener afgjort alverdens hype.

Simon Lykke, LitteraturNU, 28. oktober 2015

En finsk iraker giver den sortsvedne virkelighed et sprog

Ingen, som ikke har oplevet krig, forstår krigens rædsler, men "Den irakiske Kristus" formidler de rå erfaringer i en absurd og magisk realisme, som ikke er til at misforstå. Sprogets muligheder er uendelige, synes vi, men når det gælder krig, ødelæggelser og menneskelig fornedrelse, falder de alligevel ofte stumt til jorden, medmindre de får vinger og flyver lige ind i fantasiens fabulerende rige, som det sker i den dystre novellesamling "Den irakiske Kristus". (...) Tortur, forfølgelse, frygt og meningsløs død brænder sig ind på nethinden, og hverken nordisk kølighed eller krydret duft af fyrrenåle kan få bugt med erindringen om varmen fra en eksploderet bombe eller lugten af et forkullet lig.

Hos den irakiske forfatter smeltes den rå, sortsvedne virkelighed ned i eventyrets elastiske støbeforme, hvor magi, symboler og slørede hallucinationer fortæller historien om det, som dybest set ikke kan fortælles.

De fortrængte billeder af voldtægter, overgreb, selvmordsbomber, rygende biler og pinsler hinsides al forstand kommer ud som de særeste parabler hos den uregerlige forfatter. Alt det unævnelige får et sprog og en ramme at være i, mens sandheden om verdens lidelser og den menneskelige forråelse tilføres endnu en deform brik. (...)

Som i novellen "Tusind og én kniv", der er en usædvanlig hjertevarm og humoristisk fortælling om at manøvrere i de barske vilkår. I denne novelle falder følgende tankevækkende, metalitterære bemærkning: »Hvad kunne en metafor udrette i denne verden?« Hvem ved, måske er netop metaforen og dermed Hassan Blasims snørklede noveller vejen frem? De giver ikke altid nogen mening, og alligevel flammer de ind i bevidstheden som små stikkende glimt af erkendelse.

Henriette Bacher Lind, Jyllands-Posten, 13. februar 2016

Krig ødelægger

Hassan Blasim: "Den irakiske Kristus" Hvis man vil lære et land at kende, er det en god ide at læse det pågældende lands forfattere.

Forlaget Vandkunsten har udgivet en samling eksilirakiske noveller, som er grufuld læsning. Undervejs længes man efter en hel irakisk bogreol, der kunne afbøde virkningen, nuancere, modsige eller få en til at glemme. Den samlede virkning af de 13 noveller er forfærdende forfærdelig, og det er ikke til at holde ud. (...) Novellerne fungerer som en magnet, der ordner de hidtidigt spredte spåner i et mønster. Det er så meget mere indtrængende, fordi det som menneskeligt dokument sætter alle ens spejlneuroner på overarbejde. Pludselig er der indlevelsesmulighed, nærvær og erfaringstæt sansning, så man føler sig hensat til de daglige vilkår, en hel befolkning har levet med i over 12 år. Forfatteren er hudløs, det må han være, men hudløsheden smitter, så godt skriver han. Virkemidler er mange og forskellige, der er en hel del magisk-realistiske træk.

Hans Gregersen, Nordjyske Stiftstidende, 10 december 2015

Håbet er blandet i blodet hos hvert eneste menneske

Ytringsfriheden er stærkt vanedannende

Den irakiske forfatter Hassan Blasim skriver om hjemlandets grufulde realiteter tilsat fantastiske elementer. Mord, terror, kup, opstande, krige og invasioner bearbejdes med inspiration fra Borges og Kafka. (...) »Årene under Saddam Hussein og hele flugten efterfølgende har taget noget fra mit indre,« erkender forfatteren på arabisk over telefonen og tilføjer »men flugten har også givet mig noget.« I eksil har Hassan Blasimblandt andet skrevet den anmelderroste bog The Madman of Freedom Square. En makaber magisk-realistisk novellesamling med fortællinger om krig, sult, kannibalisme, terror, galskab, mareridt, mord og blasfemi. Blasims seneste bog Den irakiske Kristus - som sidste år vandt The Independent Foreign Fiction Prize og netop er udkommet på dansk påforlaget Vandkunsten -fortsætter i nogenlunde samme stil. Med en blanding af Iraks grufulde realiteter og det fantastiske fortæller Blasim tretten historier om et dybt traumatiseret irakisk folk. (...)

Hassan Blasim erkender, at hans magisk-realistiske stil delvis stammer fra hans kærlighed til Kafka, Borges og italienske Calvino.

Men kærligheden til de tre forklarer ikke alt, siger han.

»Irak har jo gennemlevet vold på en så massiv skala, at det er helt ufatteligt. Landets moderne historie er oversmurt med blod.

Den har stået på snigmord, kup, opstande, krige og invasioner i så lang tid, at folket ikke en gang aner, at traumer kan bearbejdes,« siger Blasim spydigt og konkluderer efter et lille suk: »Realiteten i Irak er jo vanvittig. Den er både virkelig og uvirkelig på samme tid. Den er både realistisk og surrealistisk, ikke sandt?« Blasim understreger, at han hverken ønsker at formidle eller viderebringe et bestemt budskab om Irak med sine bøger. Han skriver bare. Mest ud fra de oplevelser, der har formet hans tilværelse. Men alligevel. Over telefonen kan man mærke en vis foragt overfor den måde, hvorpå krige og konflikter formidles i medierne. Blasim sammenligner nutidens medier med junkfoodindustrien: hurtig, hul og kvalitetsløs. (...)

Men vi må bare insistere på at snakke om tingene. Og gu' er det håbløst, situationen taget i betragtning. Men hallo, har vi andre muligheder? Nej vel? Så vi bliver ved!« Blasims engagement mod tabuerne har kostet ham dyrt.

Engang var det Saddams mænd, der stod i vejen. I dag står et hav af militsmænd og venter. De vil givetvis gøre det af med ham, såfremt han betræder irakisk jord. Af samme grund har forfatteren opgivet drømmen om at vende tilbage til Irak. Og det piner ham frygteligt. Men Blasim har efterhånden lært at vænne sig til tanken, forklarer han. For blandt de finske fyrretræer kan den 42-årige iraker trods alt gå lange ture, læse og tænke frit. Han kan skrive makabre fortællinger og engagere sig i kampen mod tabuerne. Helsinki er et godt sted at bo.

»Ytringsfriheden hér er jo stærkt vanedannende. Når du først har givet dig i kast med den, er der bare ingen vej tilbage. Det er jo helt selvindlysende, ikke sandt?«.

Waleed Safi, Uddrag fra et interview med Hassan Blasim i Atlas, 4. november 2015

Lektørudtalelse

Noveller som skildrer Bagdads ragnarok efter Saddam Hussains fald i form af absurde satiriske historier hvor det handler om at overleve krigens konsekvenser. For interesserede i Irakkrigene og moderne engageret samtidslitteratur. (...)

Udfordrende og genial øjenåbner rent sprogligt. Utrolige historier på grænsen mellem det magiske og realistiske. En ganske unk bog, men kan dog sammenlignes med en forfatter som Roberto Bolano og klassikere som Kafka og Borges. Overrumplende novellesamling af høj kvalitet (...)

Henrik H Pedersen, DBC, uge 41