Forlaget Vandkunsten » Bøger alfabetisk » Grønningen 100 år » Pressen skrev

Pressen skrev

Lektørudtalelse

Kunstnersammenslutningen Grønningen præsenteres her i et pragtværk, der dækker 100 års kunstnerisk produktion inden for snart sagt alle kunstgenrer.

[...] Det er et kaleidoskopisk billede læseren får af den traditionsrige og kendte kunstnersammenslutning. Med Weirups omhyggelige og vidende tekst får læseren en meget omfattende gennemgang. Fine illustrationer og som sædvanligt, når det gælder forlaget Vandkunsten, på et utroligt højt niveau, med stor omhu for detaljerne.

Sanne Caft, Lektørudtalelse, uge 25 2015

Kunstnerisk jubilæum

I de kronede dage på Charlottenborg var kunstnersammenslutningen Grønningens fernisering årets københavnerbegivenhed. Den bragte ikke blot kunstnerne sammen - den var en ren publikumsmagnet. I mange år var Niels Bohr den første, der gik op ad trappen på slaget ét, når dørene åbnedes. Det huskede Grønningens mangeårige sekretær, humørbomben Louise Brems, ved Grønningens 50-års jubilæum, og hende husker også mange ældre kunstglade københavnere endnu.

Grønningen og Charlottenborg hørte i mange år sammen, men 100-året fik kunstnerne ikke lov at fejre her. Denne lidt bedrøvelige historie, men også mange muntre begivenheder, tager kunstanmelder Torben Weirup under kærlig behandling i sit indledende essay. Bogen om Grønningen byder også på et billedgalleri med udvalgte arbejder fra de 100 år, samt lister over udstillinger, medlemmer og gæster.

Hanna Nielsen, Antik & Auktion, 24. september 2015