Forlaget Vandkunsten » Bøger alfabetisk » De elendige » Pressen skrev om De elendige

Pressen skrev om De elendige

Miseren uden ende

Litterær revolution. Victor Hugos mesterværk om De elendige har aldrig tidligere været udgivet på dansk i sin helhed. Måske fordi de næsten to tusinde sider har virket for uoverskuelige. Men nu foreligger den romantiske prosas endelige mesterværk omsider i en guillotineskarp fordanskning. Den er nærmest uendelig - og uendelig god...

(...) Det kolossale værk er sammensat af uendelig mange detaljer, men forbløffende nok rummer bogen også nogle af verdens bedste essayistiske passager. Faktisk er vel omkring en fjerdedel af værket irrelevant for plottet i den forstand, at det ikke driver handlingen fremad, men i stedet driver en moralsk pointe hjem eller bare flotter sig med mere eller mindre triviel - og derfor vidunderlig - viden...

(...) De mange detaljer får hele værket til at rejse sig lyslevende - skønt dets fortællinger i grunden er fiktion. Kritikken kalder det meget rammende for imaginær realisme. Også i fortællerens egen bevidsthed, hvilket han afslører på en af de mest kreative måder, verdenslitteraturen endnu har set. Med andre ord er der altså tale om den højeste realisme - på et fundament af den luftigste fantasi...

(...= Hugo var ængstelig for udgivelsen og var derfor taget på ferie. Sammen med sin forlægger satte han i maj 1862 verdensrekord i kortfattet korrespondance - rekorden er tilmed anført i Guinness' Rekordbog: Hugo telegraferede »?« til forlæggeren. Denne svarede med et »!«. Det samme udråbstegn sætter mange efter selve romanen. Den anses af nogle for ligefrem at være den vigtigste, den største, den mest gennemførte roman nogensinde. Andre, især samtidens kritikere, kaldte den vulgær, sentimental og umoralsk, ikke mindst fordi den gennem litteraturen tog en dømt kriminel til nåde. Hvis man skulle være så heldig at få Hugos mesterværk i julegave, skal man ikke kaste sig i Seinen i fortvivlelse. Det gør de fleste nu nok alligevel, billedligt talt, et sted midt i første bind, hvor man flere gange tager sig selv i at tænke, at titlen - De elendige - må være møntet på læseren og de mange, mange timer, man skal bruge, for at komme helskindet igennem bogen. Men i stedet for at se et uoverskueligt værk - oprindelig udgivet i fem bind, som hver igen er opdelt i et hav af »bøger«, der igen er inddelt i kapitler - skal man bare huske på, at De elendige har lige præcis 365 kapitler i alt. Så hvis man starter den 1. januar, kan man læse hele bogen på et år ved blot at læse ét kort kapitel på et par sider om dagen...

(...) De elendige er en oplevelse, som alle burde unde sig selv én gang i deres liv. Ikke som fad og letfordøjelig musical eller som en mildt karikeret Bille August-film. Men som sand roman - som en litterær milepæl og en humanitær magtdemonstration.

Kristian Ditlev Jensen, Weekendavisen, 18. december 2014.

Den ultimative alt i en-roman

En uventet gave: Victor Hugos ’De elendige’ på dansk i fuldlængde – en raslende fortidsøgle af en roman, men et ustyrligt mesterværk med aktuelt perspektiv. KæmperomanenDe elendigefra 1862 er berømt allerede ved sit omfang, og dog er det en af fransk litteraturs mest elskede klassikere – ligesom Victor Hugo selv. Da den gamle kæmpe døde i 1885, blev sørgetoget fulgt af én million parisere.

(...) Ikke et ondt ord om Les Miz, for historien holder til det hele. Men nu har vi altså fået en uventet gave på dansk: den ægte varefor fuldt udtræk 2,7 kg på køkkenvægten! Det er en begivenhed.

(...) De elendige’ er en alt-i-ét-roman: person- og miljøskildring, socialhistorie, politisk teori, religiøs traktat og melodrama. Denhøjst alvidende fortæller taler konstant med som ”vi” og ”jeg”,springer op og ned i tid og stopper frækt alt muligt i sin sæk...

(...) Fortælleren siger om sit budskab: ”Det er nødvendigt, at samfundet ser disse ting, for det er samfundet, der har skabt dem” ved sine overgreb mod individet. Romanen lægger op til rets- og socialreformer, men Hugos vision virker højaktuel nu, hvorsvælget vokser mellem samfundets nederste og øverste. Det er en fantastisk roman – og fantastisk, at vi nu har den i en mesterlig total-oversættelse, i et på én gang klassisk og nutidigtdansk. Ikke en spurv eller en fugleklat falder til jorden uden Hans Peter Lunds vilje. Hvert ord kan tages på ordet...

Romanhistorisk er ’De elendige’ et monstrum, langt fra Balzacs stringens, lysår fra Flauberts revolution af fortællesproget. Den megalomane bredde kan virke som et endeløst godstog – som at blive kørt over af ord, ord, ord. Men som en student siger i starten: ”Lad os feste langsomt”. Jeg har strakt de 1700 sider over en måned så får man nuancerne med, når Hugo åbner for sin menneskelige og sociale indsigt, dropper en sarkasme eller et olieblad af visdom og poesi...

Jo, ’De elendige’ er en raslende fortidsøgle af en roman, men på sin ustyrlige måde et mesterværk med langt perspektiv. Også aktuelt perspektiv.

Hans Hertel, Politiken, 25. december 2014 Politiken synes

Udgavens form er et eventyr for sig med Carl-H.K. Zakrissons grafiske tilrettelægning og Anne Rohweders kasette-indbinding, hvorfra Victor Hugo ser ud som mellem fængselstremmer. Årets bedste boghåndværk.

Med sjælen som mål - fra materien til englen (Anmeldelse af 1. bind)

Nyoversættelsen af " De elendige" af Hans Peter Lund overbeviser om, at Victor Hugos klassiker er et kristent værk hele vejen igennem

(...) Værket fortæller den ene digression efter den anden, og man har svært ved at se, hvad man skal bruge alle disse detaljerede beskrivelser til, indtil trygheden efterhånden indfinder sig: Alt skal nok blive bundet sammen efterhånden.

Forsynet og/ eller forfatteren forklarer alt til slut! Ja, selve fortælleformen er en tiltro til forsynet (Gud), der mystisk griber ind for at fremme det gode i kampen mod det allestedsnærværende onde. Og psykologisk er fortællingen bundet dels til evangliets og kristendommens viden, dels til alle de erfaringer, som mennesker før Freuds teori sammenfattede i viser, ordsprog og folkelige eventyr.

Dertil er selve historien så spændende som en kriminalfortælling. (...) Det er længe siden, jeg har bladet frem i en bog for at se, hvordan en situation endte, eller hvordan hovedpersonen kom ud af sin knibe. Men det er sket gang på gang, når jeg gik død i en uoverskuelig digression, som senere viste sig at være vigtig. Forlaget Vandkunstens nye pragtudgave i tre bind bringer hele værket, som tidligere har været oversat til dansk i forkortede udgaver, første gang allerede 1862. Hans Peter Lunds oversættelse i denne nye udgave er en nydelse af de helt særlige. Nyt og gammelt sprog omfavner hinanden, og man glider ubesværet gennem siderne, når man har vænnet sig til særhederne, særheder som man efterhånden forstår som en slags forform af ens egen nutidige bevidsthed.

(...) Små historier erstatter senere tiders metaforiske beskrivelser, og stilen transporterer andre steder i bogen så mange detaljer fra et liv i en førteknologisk tidsalder, at man virkelig kommer til at føle sig hjemme i en fortidig verden som trappetrin frem mod ens egen. Selv siger fortælleren, at han yder fortiden al respekt, men kun når den vil være død og ikke strække sin undertrykkende magt ind i fremtiden! Hans mål er selv at forlade fortidens fattigdom, ondskab og elendighed. Og så er vi endda kun gennem de første 700 sider. En vandring fra det onde mod det gode. En kristen bog helt igennem med sjælen som mål, fra materien til englen.

Bo Hakon Jørgensen, Kristeligt Dagblad, 27. december 2014

Den vidunderlige romantik (Anmeldelse af 2. bind)

(...) Man skal i det hele taget ikke være bleg for, at det også er et slid at kæmpe sig igennem den store roman, men stadig bliver man belønnet med nogle hæsblæsende afsnit, hvor handlingen går over stok og sten! Har man læst mange klassikere fra 1860' erne og frem, ser man, hvordan Hugo er en slags plotmaskine for for eksempel Dostojevskij og vores egen Goldschmidt.

(...) Men det mest betagende ved Hugo og hans opdængende stil, hvor led på led klistres på, er dog den særlige idealisme. Det unyttige for de rige kan blive det nyttige for de elendige. Betydningen, meningen, findes i mange forskellige former, og man skal ikke foragte den ene eller den anden...

Bo Hakon Jørgensen, Kristeligt Dagblad, 16. januar 2015

Gud virker i menneskets tilfældigheder (Anmeldelse af 3. bind)

I dette tredje bind af " De elendige" skal alle knuder løses op. Og det bliver de!

(...) Det har været en stor oplevelse at kæmpe sig gennem denne dybest set kristne roman, hvor alt det gode tilskrives forsynet eller Gud. At se, hvordan den mest modstridende mangfoldighed løftes til tegn på en højere enhed.

(...) Men hvordan var det gået det gode menneske Jean Valjean, hvis han ikke fra forfatterens side var udstyret med overmenneskelige kræfter og en stor pengesum, han ved passende lejligheder kunne tage af? Og med forsynets hjælpende baghold, som lod ham dumpe ned i den frelsende kloak, medens barrikaden over ham blev skudt i sænk under opstanden i juni 1832? Gud virker i det, mennesker kalder tilfældigheder.

Bo Hakon Jørgensen, Kristeligt Dagblad, 17. januar 2015

Knaldroman med kristen opbyggelighed

Det vil nærme sig helligbrøde efter endt læsning at sætte den nye danske oversættelse af Victor Hugos kæmperoman De elendige (1862) op på en reol. Nej, den i begge sider åbne papkasse med tre tykke bind i trikolorens farver bør tværtimod stå fremme på et bord, så hele herligheden kan beses fra alle sider: Fra ryggen, hvor forfatternavnet og titlen står med klodsede, stemplede typer som på en stor pakkasse i en havn. Fra fløjene, hvor vi ser den arme, fattige, moderløse lille Cosette. Og fra papirsiden, hvor de tre bøger tilsammen viser forfatterens milde, kloge, men også sørgmodige ansigt.

(...) Med sikker sans for spændingsopbygning indleder forfatteren med at præsentere os for biskoppen i en mindre by, Digne, og dermed introducere et centralt motiv i romanen, nemlig barmhjertigheden, opfattet som en på samme tid menneskelig og guddommelig evne. Alt eksisterende er »for denne gode og sjældne præst en stadig grund til sørgmodighed og et forsøg på at trøste«. Elsk hinanden! Dette er bispens eneste læresætning, som han efterlever, idet han giver den tidligere straffefange husly og lyver politifolkene lige op i deres åbne ansigter, da disse kommer tilbage med nattegæsten og to svære sølvlysestager, som han tog med sig.

(...) Skal Jean og Cosette skjules i et kloster, fordrer det en omhyggelig analyse af klosteret som en bolig for det uendelige i mennesket. Og skal læseren på plausibel vis forstå, hvad Marius' far - soldaten og baronen - engang har haft at skaffe med hr. Thénardier, den krovært, der så skammeligt hundsede med Cosette, ja, så behøves der næsten 80 siders krigshistorie over slaget ved Waterloo! Selv Paris' topografi, det særlige sprog i en retssal og gadens på en gang rå og raffinerede slang, på fransk kaldet ' argot', her tolket som et »elendighedens sprog«, må ydes plads og tid i dette brede og langstrakte værk, hvis forfatter lægger øret til civilisationen og derved må erkende, at »den sande skelnen mellem mennesker er mellem dem i lyset og dem i mørket«. Hvor jorden ender og sølet begynder, dér må en forfatter færdes, hvis han vil vide, hvorfor lidelse avler vrede.

Hugo påbegyndte sit udødelige mesterværk i 1845 og arbejdede på det, lige til Februarrevolutionen i 1848 satte en stopper for skriveriet.

Først i 1860-61 blev det genoptaget og ført til ende, 1.700 sider i alt. Men ikke én for meget! Hans Peter Lunds mundrette og præcise nyoversættelse giver os det hele, på enkelte steder lempeligt forklarende og i fodnoter ved visse sider med udlægninger af latinen. Læg hertil en fin, oplysende efterskrift, og vi har en optimal formidling af dette værk, hvis bedrift består i sammenføjningen af en enkelt persons skæbne og moralske udvikling med den historiske proces fra Napoleons krige og kejserens fald frem til de folkelige revolutioner i det 19. århundrede...

Erik Skyum-Nielsen, Information, 27. marts 2015

Jean Valjean i fyrstelige gevandter

Man kunne godt have Forlaget Vandkunsten mistænkt for en meget legitim form for subtil læserbestikkelse, når man tager et kig på den nyoversatte pragtudgave af Victor Hugos store 1800-tals-roman DE ELENDIGE. Tre store bind i blå, hvid og rød, trikolorens farver, står indsat i en lækkert røggrå papbeholder, åben fortil og bagtil med et billede på siderne af det stakkels pigebarn Cosette i en vammel kjole, træskoklædt, helt igennem beskidt og lidende, bærende en tung og ond spand. Vender man beholderen udad, står bogens forfatter og titel indbrændt i kraftige typer på tværs af de tre bind, men drejer man den 180 grader, prydes bøgernes bagside af Victor Hugos stateligt seriøse forfatteransigt, hvis retfærdige øjne, retfærdige mund, veltrimmede vismandsskæg og stridt hvide forbryderkarsehår er sat bag tremmer af mellemrummene mellem bindene. Så snart man åbner første bind, knitrer det mildt fra siderne i takt med, at det sorte tryk på forsnittet vristes åbent. Inde i bøgerne mødes man af et Hugo-portræt i halvfigur og uden tremmer, mens skrifttypen er holdt i lækkert varm og elegant Lyon-stil ætset ned i tykt, gavmildt og blidt beige kvalitetspapir. Der er kort sagt tale om endnu et mundvandsfremkaldende bogobjekt fra Forlaget Vandkusten, og naturligvis bliver man som læser overbevist om værkets værdi allerede fra første blik på den stilfulde indpakning. Hvordan skal man overhovedet kunne forholde sig kritisk til så smuk en perle til bogsamlingen?Og heldigvis gør bogens indhold og forfatterens stil det en lille smule nemmere, i takt med at den mest brusende nyforelskelse i DE ELENDIGES fysiske fremtræden aftager..

(...) Hugos stil er højklassisk, fint spundet af århundreders fransk litterær tradition, men meget ligetil og med kraftige sammenligninger og billeder. Hans Peter Lund har haft en god fornemmelse for denne tone hos Hugo, som også indbefatter en historisk udredende skolemesterattitude som indledning til mange af kapitlerne.

Troels Hughes Hansen, LitteraturNu, 13. januar 2015

Foreningen for Boghaandværk

(...) Derfor kræver det mod at søsætte den fulde version af dette storværk i tricolore-farver og andet godt, men resultatet er formidabelt. De tre tykke og solide papbind spiller titeltypografisk sammen og fungerer i kraft af dygtig typografering også hver for sig. På forsnittet skuer Victor HUgo illusionsløst på sin læser, og hele herligheden, herunder det sorte snit, holdes sammen af en kassette med et lidt uformidlet billede af en lille 1800-tals pige. Et vellykket, på én gang monumentalt og kongenialt klassikeromslag.

Christian Kaaber, Årets bedste bogarbejde 2015.

De elendige af Victor Hugo

Man kan med fordel glemme alt om moderne minimalisme og gå om bord i denne ekstremt lange og fuldkommen fascinerende, klassiske roman, der byder på et væld af svinkeærinder.

(...) Her får vi den ægte vare, romanen i sin fulde, imponerende udstrækning, for første gang tilgængelig for danske læsere i en glimrende oversættelse i et flydende, overvejende moderne sprog med et lige tilpas gammeldags præg. Hugo er en forfatter, der maler med sproget. Han er ikke bange for at svinge sig op til store, følelsesmæssige højder, men han kan også være helt jordnær, og endog ironien behersker han.

(...) hvilket overskud, hvilken herlig ødselhed ligger der ikke i de mange, uhyre detaljerede sidespring. Forfatteren, der træder meget tydeligt frem, kan ikke nære sig for at udbrede sig vidt og bredt om perifere emner, som da Jean Valjean flygter gennem Paris’s kloakker, og Hugo benytter lejligheden til at fortælle kloakkernes historie. Og godt for det – det er en af de mange små gaver til den tålmodige læser.

(...) Det moderne, fortravlede menneske kunne passende bruge bogen som kur mod stress og sjælelig tomhed. Uden forbehold at lade sig opsluge af romanens univers og give sig god tid er en udsøgt nydelse." Læs hele anmeldelsen her.

Jytte Kjær Schou, Litteratursiden, 2. februar 2015.

Lektørudtalelse

(...) For alle erfarne romanlæsere, der nyder en godt fortalt og bredt favnende fortælling om en urolig periode i Frankrigs historie...

(...) Det er en stor læseoplevelse at grave sig ned i de godt 1.700 romansider, der er en vrimmel af farverige personer og et virvar af utrolige historier, berettet af en forfatter fuld af fantasi og fortællelyst. Tillige er boghåndværket er stor æstetisk nydelse...

(...) Denne uforkortede pragtudgave bør alle hovedbiblioteker kunne tilbyde, og slidte eksemplarer af de tidligere udgivelser kan kasseres.

Poul Flou Pedersen, DBC, uge 7 2015

Kristent storværk

(...) Indtil nu har Fr. Winkel Horns bearbejdede 1898-oversættelse været den, " man brugte". Det rådes der imidlertid effektivt bod på nu! Forlaget Vandkunsten har med gode fonde i ryggen udgivet den første fuldstændige version af værket. Gode og fortjenstfulde gerninger skal man ikke udfordre, så her tages Hans Peter Lunds fænomenale arbejde til respektfuld efterretning; flaget hejses, og der kippes med hatten.

Romanen er blevet kaldt en af verdenslitteraturens allermest farverige. Vi følger den tidligere straffefange Jean Valjean, der efter at have udstået sine 19 år som tvangsarbejder resten af livet må kæmpe for sin ret til at leve et agtværdigt liv.

Der er mange paralleller mellem den tid og vores egen, viser det sig. Han er " ingenting", en elendig. Som en anden asylansøger på tålt ophold melder han sig hos biskoppen, som den simple forbryder samfundet ser ham som.

Kristian Kristiansen, Udfordringen, 28. maj 2015