Forlaget Vandkunsten » Bøger alfabetisk » Den velklædte mand » Pressen skrev

Pressen skrev

Individualistiske flokdyr

Herretøj handler om funktionalitet, detaljer og traditioner, og Torsten Grunwald formidler stoffet på en positiv, engageret facon, så man som læser ikke føler sig talt ned til.

(...) Undervejs øser Grunwald af den viden, han også deler ud af på bloggen Stiljournalen, og ' Den velklædte mand' har blik for alt fra tweed og skjortekraver til polotrøjer og pyjamas.

(...) Man kan læse bogen som en guide, men den er også en kulturhistorie om et broderskab, der i århundreder har knyttet mænd sammen.

Niels Pedersen, Politiken, 28. november 2014.Politiken synes

Mode-Madsen

Han er kendt som hjerneforsker. I denne måned sprang han ud som model med sans for detaljen. Men faktisk mener Peter Lund Madsen, at samfundets evindelige fokus på detaljer og petitesser er møgirriterende -og en masse andet.

Thue Ahrenkilde Holm, Århus Stifttidende, 29. november 2014

Den tænkende mands garderobe

(...) Torsten Grunwald med Peter Lund Madsen aka Hjernemadsen som biperson har udgivet bogen " Den velklædte mand" som et bud på et kompas, når vi skal navigere i klassisk herremode. Kan du ikke føle storheden i en sætning som " Den rette skjortestrygning har en vis magi over sig, ikke ulig skopudsning", er bogen ikke noget for dig. Ryk tilbage til Føtex, og køb dit tøj dér, som du plejer.Vi andre med mere stamina og en vis forkærlighed for klassisk herremode fortsætter ufortrødent.

(...) Stilarter og kombinationen af dem hjælper bogen dig med, og der er også et bud på, hvad du bør have. Brug bogen som håndbog, når du skal binde slips eller sløjfe eller have tjek på korrekt foldning af lommetørklædet til jakkens brystlomme.

(...) "Den velklædte mand" er en nichebog, som nok vil tale til de lidt ældre og i forvejen frelste: vi, der har lagt os fast på en bestemt stil og står ved den, ikke gider hurtig mode og er stået af det forbrugsræs, vi ikke kan vinde alligevel. Bogen betragter først og fremmest herremode som klassisk engelsk herremode, og har man det fint med det, er bogen en god rettesnor, som gør en klogere.

(...) Investerer du de 349,95 kroner, bogen koster, er du i gode hænder hos en forfatter, som ved umådelig meget om klassisk herretøj.

(...) Vi er et stykke fra Mads Christensens Blærerøvsbøger. I " Den velklædte mand" er sproget humoristisk på en lidt underspillet, gammeldags måde. I afsnittet om transport står der blandt andet " Bærbare instrumenter kan beskyttes i læderetuiet", hvor andre ville skrive en tablet eller ligefrem en Ipad.

Mogens Kruse, Fyens Stiftstidende, 17. januar 2015.

Hjerne-Madsen bliver klædt klassisk på i en ny bog

(...) Læseren får en udførlig indføring i de emner, man skal forholde sig til, når man skal beslutte sig for herrebeklædning: snit, farver og mønstre, tekstur (klædestoffets konsistens og overflade), situation, personligt temperament og fysik.

(...] Bogen er rigt illustreret med tegninger og billeder. Den er skrevet af en meget vidende forfatter, og den er en fornøjelse at læse og bladre i for såvel tøjentusiaster som for dem, der blot vil underholdes og lære nyt.

Ulla Bechsgaard, Jyllands-Posten, 21. december 2014

Lektørudtalelse

(...) Er man til klassisk herremode, hvor forfatteren netop gør den dyd ud [af], at du ikke behøver have modelmål for [at] gå klassisk velklædt, er det en glimrende guide.

Guiden er velskrevet og kommer fortrinligt omkrig den klassisk velklædte mand...

Carsten Güllich-Nørby, DBC, uge 2, 2015.