Forlaget Vandkunsten » Bøger alfabetisk » Historien om den 1002. nat » Pressen skrev

Pressen skrev

En psykolog af de store

Historien om den 1002. nat" (1939) er Joseph Roths sidste roman. Han døde forarmet og nedbrudt af alkohol, men forbavsende nok forblev hans kunst usvækket og knivskarp til det sidste, hvad denne fornemme bog vidner om. For sidste gang beretter den elegante stilist og eminente ironiske fortæller om tilværelsen som blændværk og om den skuffelse, der altid bor i begæret. Det skorter ikke på desillusion og melankoli, men hvor er det dog en nydelse -helt ned i den enkelte sætning -at få sløret revet fra sine øjne. Da shahen af Persien gæster Wien og får lyst til lidt vestlig elskov, begynder baron Taittingers nedtur. Shahen ønsker at beligge en grevinde, men for at afværge skandalen klæder baronen sin elskerinde ud som den attråede, og nummeret lykkes da også. Dette lille illusionsnummer får imidlertid hurtigt meget virkelige konsekvenser, for den neddyssede skandale og dens efterspil vil ikke dø og forfølger Taittinger til den bitre ende.

(...) Roth er en stor psykolog, og det er først og fremmest hans portræt af Taittinger, der gør bogen så god. Den selvtilfredse og overfladiske barons uafvendelige nedtur skildres i alle dens faser med smertelig præcision, og man ender utroligt nok med at omfatte ham med en vis sympati, i takt med at livet tager ham i skole. Alt i romanen er rettet mod sex og penge, men Roth kender begærets mekanik, der indebærer, at ingen sand opfyldelse nogensinde er mulig. Menneskene sidder det overhørig og indkasserer skuffelse på skuffelse.

Den overlegne kompositionsteknik, med hvilken Roth gennemspiller denne bitre erfaring, er mesterlig, og den store kompleksitet, der ligger under den forholdsvis enkle historie, åbner for et væld af fortolkninger. Det er kort sagt stor fortællekunst, og man kan ikke ønske sig at miste sine sidste illusioner på en skønnere måde.

Jens Eichler Lorenzen, Fyens Stiftstidende, 5. december 2014

Utak er verdens løn

(...) Joseph Roth er en sprogets mester af de sjældne og dertil en stor psykolog. En menneskekender med en vidunderlig underfundig humor (...) Og hvordan kan det være en ligefrem nydelse at følge denne på alle måder elendige skæbne frem til den totale selvdestruktion? Hvordan kan det forklares? Det kan udelukkende forklares derved, at Joseph Roth er en sand mesterfortæller. Den lette, ironiske tone, hvori baron Taittingers tunge skæbne er beskrevet, går overalt hånd i hånd med en sikkert gennemført pastiche, der stråler og funkler i sproglig veloplagthed. Dertil kommer, at den totalt desillusionerede afsløring af begærets ødelæggende forfængelighed og pengegriskhedens uskønne alliance med forløjethed og brutal umenneskelighed er beskrevet med en psykologisk indsigt, der ganske enkelt er medrivende i sin nuancerigdom og underfundighed.

Doris Ottesen, Kristeligt Dagblad, 21. januar 2015

Da Shahen forlod Wien

(...) Roth skriver med romanforfatterens sproglige præcision, med kriminalreporterens sans for det lurvede og fordækte, med alkoholikerens halve tro på rusens eventyrlige kimærer og med alderens resignerende længsel efter det tabte. Smilet stivner, men man lytter godt efter, for selv når Roth affortryller verden, er det så underholdende og skarpt, at man ville ønske, det ikke var enden, men begyndelsen på tusind flere af Roths sørgmodige historier om den kejserlige og kongelige fortid.

Anders Engberg-Pedersen, Weekendavisen, 21. november 2014

En vildt kunstfærdig dumhed

Historien om den 1002. nat. er, som man måske har luret, en slags eventyr fortalt gennem ironiens slør, et voksdukkespil, som det mere end antydes, da en voksdukkemager på sidste side siger: »Jeg kunne måske lave dukker, der havde hjerte, samvittighed, lidenskab, følelser, anstændighed.

(...) Her i verden vil man have kuriositeter, man vil have uhyrer.« Og det får man så. I Roths af ironi næsten overbelyste og arkaiserende stil. Der er dømt 1001 nat-pastiche i et maliciøst sprog med rokokosnirkler, som tenderer mod det lettere vatterede, tomgangsciselerende, synes jeg. Men der er nu også en hel del vellykkede signalementer af uhyrerne i de bedre wienske kredse. Om en kvinde læser man f. eks., at hun »ved siden af mandens dystre alvor mindede () om et omvandrende blomsterbed, som blev passet og plejet af døden personligt.«

René Jean Jensen, Information, 7. november 2014

Dobbeltmoral i det dobbelte monarki

(...) I sin sidste roman tegner Joseph Roth et ætsende portræt af dobbeltmoralen og forfaldet i det hendøende Østrigungarske Rige.

Mikael Busch, Jyllands-Posten, 13. december 2014.

Fædreland og fortid

Joseph Roths sidste roman er et stykke melankolsk nostalgi. Men Historien om den 1002. Nat er også en spydig ironisk fortælling om bristede drømme og en dyb længsel efter noget, der ikke længere er.

(...) Esther Kielberg har med sin oversættelse til fulde bevaret Joseph Roths kokette og arrogant ironiske stil, der samtidig gemmer på en grundlæggende melankoli og nostalgi. Sproget er altmodisch og næsten pedantisk fokuseret på titler, ordener, silkestrømper og seletøj – på overflade og pral. Og med de mange indskudte sætninger, sidebemærkninger og hånlige udleveringer af snart den ene, snart den anden figur er der noget bedøvende og dumpt verdensfjernt over romanen, der gør HISTORIEN OM DEN 1002. NAT til en særpræget attraktion.

(...) den er en absolut fryd at læse

Felix Rothstein, LitteraturNu, 23. december 2014

BIBLIOTEKET ANBEFALER

" Historien om den 1002. nat" er en ældre roman fra 1939 og er et af de mindre kendte værker af Roth. Men hvilken roman det er! Titlen er en allegori over " 1001 nats eventyr", og fortællingen er mindst ligeså farverig og fantasifuld som denne. Oven i er sproget en ren fornøjelse at læse, og litterært fuldt af overskud.

(...)Hvor er det godt, at Forlaget Vandkunsten har gravet romanen frem og har udgivet den!

Ulla Bengtsson, Rudersdal Avis, 21. maj 2015

Lektørudtalelse

(...) Sprogligt vellykket lille mesterværk af manden bag klassikeren Radetzkymarch. For alle der sætter pris på stor litteratur eller ønsker at stifte bekendtskab med en af det 20. århundredes store forfatterskber.

(...) Med en hvæsset pen og flotte omend snirklede sproglige metaforer, formår Roth på forne vis at spidde det klassedelte samfund, hvis eneste fællesnævner er griskheden.

Steffen Gordon Nielsen, DBC, uge 49 2014