Forlaget Vandkunsten » Hvem? » Gunnar Ekelöf

Gunnar Ekelöf

Gunnar Ekelöf, 1907-68, svensk digter. Om Ekelöf skrev den danske litteraturkritiker, Torben Brostøm, den 12.11. 1996 i Information:

”I et notat fra 1960érnes begyndelse udbrød den store svenske digter Gunnar Ekelöf: ”Dante gik ud fra Aeniden, Joyce fra Odyseen. Om jeg bare kunne finde et mønster – eller en historie – som satte mig i stand til at skrive min samlede erfaring!”

På sin vis fik han gjort det med den såkaldte Diwan-trilogi, en trefløjet samling af digte skrevet og udgivet i hurtig rækkefølge 1965-67, udløst af en enkelt begivenhed, men egentlig forberedt gennem mange år. I sin ungdom deltog Ekelöf i en spiritistisk seance, og på spørgsmålet: Hvem er jeg? Fik han svaret ”Fyrsten af Emgion”.

Det dukker op som signalement hist og her i hans lyriske forfatterskab, der tog sin begyndelse med den mageløse og måske aldrig overgåede Sent på jorden (1932).

Stimuleret af en gammel tanke om at skrive en ”divan” i orientalsk stil havde Ekelöf foretaget indgående studier i byzantinsk kultur og mødt det store epos fra 1000-tallet om heltekongen Digenis Akritas’ krigeriske bedrifter. Gnisten, der så fik det stof til at eksplodere og blive ramme om hans personligt opfundne fyrste af Emgion tændtes ved et besøg i et lille kapel i Istanbul.

(…) Var Ekelöf arret på sjælen, bl.a. af den særlige fortvivlede barndom, som svenske digtere må gennemleve, var det intet mod ansigtet, der var skrammet af utallige fald og kvæstelser, da han nærmest systematisk ødelagde sine reflekser med heftig alkoholisme, kæderygning og påfølgende final elendighed. Den før-omtalte gnist, der tændte inspirationen til Fyrste-suiten, indfandt sig efter en kortere, nødtvungen afholdenhed, der undertiden stod på, når mavesåret brændte. Men Ekelöf skrev altid. En eksistensform, en mening, som holdt andre engagementer borte i en rastløs, men fordybet tilværelse, altid beskæftiget med fantasier, beskyttet af to af de tyre kvinder, han blev gift med, de to, der var søstre, i en tilsyneladende problemfri vagtafløsning. Livet gav ham, hvad han forlagte, ”drømme til at leve”. Giften til at dø, sørgede han selv for, hedder det. Gunnar Ekelöfs digte er tit ret lærde, med utallige referencer, indfiltrede af læsefrugter. Men det er ikke fordi de vil meddele læserne denne specielt erhvervede viden. Det drejer sig om den ekspansion i følelse og intellekt, som lærdommen har givet anledning til. (…)”

Diwan