Forlaget Vandkunsten » Bøger alfabetisk » Dæmning mod Stillehavet » Pressen skrev

Pressen skrev

Den mest besynderlige nat med Marguerite Duras

(...) DET ER med andre ord gennemgribende godt, at forlaget Vandkunsten og oversætteren Lone Bjelke med denne første oversættelse af ' Dæmning mod Stillehavet' til lyslevende dansk minder os om 100-året for Marguerite Duras' fødsel. Og om, at her er endnu en af de (kvindelige) (franske) forfattere, der burde have fået nobelprisen.

Lise Garsdal, Politiken, 19. oktober 2014

I malstrømmen

(...) Men »Dæmning mod Stillehavet«, der i 100-året for hendes død for første gang er oversat til dansk, er i hvert fald en stor, stærk og sørgelig læseoplevelse - og samtidig interessant, fordi den peger frem mod den stil og motivkreds, der siden skulle gøre Duras til en central skikkelse i moderne europæisk litteratur.

Som et sortsmukt - og veloversat - monument over ulykke, skam, opløste drømme og barndommens uudslettelige mærke. Det skrev Duras om i 1950. Og livet ud.

Jeppe Krogsgaard Christensen, Berlingske, 30. august 2014

På dansk efter 64 år

I Duras' på samme tid nøjsomme og lyriske prosa er stemningen i en fattig, hvid kolonifamilie skrevet frem som chokerende barsk og håbløs. Hun er ubarmhjertig i sit uflatterende portræt af ikke bare moderfiguren, men også de halvvoksne børn, Joseph og Suzanne, som mangler opdragelse og empati i deres konstante stræben efter rigdom og frihed. I de skarptskårne sætninger ligger antydningerne i lag og danner et flerstemmigt, urovækkende billede af den unaturlige kombination af fattigdom og kolonimagt...

Margurite Duras er et forbillede for flere yngre, danske forfattere og bør læses af alle med interesse for sprog og de mørkere sider af den menneskelige psyke.

Naturen er slem, kulturen endnu værre

Det er en lykke, at gennembrudsromanen nu omsider føjer sig til de andre værker oversat til dansk.

(...) For udover at være den personlige gentagelse af en tragedie, med et simpelt håb om at slippe ud med en handling eller en tanke, er Dæmning mod Stillehavet både politisk og eksistentialistisk gennemtrængt af en indignation over den koloniale - og kapitalistiske uretfærdighed. Glemte jeg at sige, at Dæmning mod Stillehavet dermed også er et politisk manifest for enhver ung pige og dreng? Et stort velkommen til Danmark til dette hovedværk.

Tine Byrckel, Information, 5. september 2014

Det prostituerende blik

I denne mistrøstighed i starten af det 20. århundrede skifter moderen mellem forsøg på omsorg, umulig natlig regnskabsføring, legesyge og depressiv tilstand. Den eneste udvej synes at være datteren Suzanne, som har udseendet til at finde en rig ægtemand.Hun modnes fra barn til ung kvinde gennem et spirende begær, og ender med selv at indtage verden med sin krop. Samme form for udvikling skildres også i de senere og filmisk nedbarberede " Elskeren" og " Elskeren fra Nordkina", men " Dæmning mod Stillehavet" er præget af en mere billedskabende og vurderende fortæller, hvor for eksempel hele kolonien beskrives som et bordel. I virkelighedens verden førte udgivelsen til, at moderen brød med datteren i raseri over det, hun opfattede som en kompromitterende roman.

(...) For alle os andre er den mest et sensibelt portræt af en mor fanget i tilstande af besættelse og desperation, og så er den en roman om en ung piges udvikling, skrevet distanceret og fintmærkende.

Kristine Kabel, Kristeligt Dagblad, 1. november 2014

Ingen kære mor

Fransk Indokina er ikke et land for gamle kvinder i Duras’ stærke roman. Dæmning Mod Stillehavet foregår i det, der engang hed Fransk Indokina, en fæl koloni befolket af korrupte embedsmænd, opiumsrygere, absintsmuglere og udsultede risbønder. Beskrivelserne af de indfødte børn er noget af det stærkeste, jeg længe har læst.

(...) Ifølge bogens bagside regnes Dæmning Mod Stillehavet for ’en af de helt store romaner i fransk litteratur i det 20. århundrede’, og den er jeg helt med på. Det er en illusionsløs skildring af kolonialismens fortrædeligheder og et rørende portræt af en kvinde på randen af sammenbrud, skrevet med skønhed og præcision. Stor cadeau til Vandkunsten for at udgive den – og til Lone Bjelkes oversættelse, som fungerer godt.

Martin Lykke Nielsen, LitteraturNu, 17. juni 2015

Biblioteket anbefaler

Duras' prosa er på samme tid nøjsom og lyrisk, og stemningen i en fattig, hvid kolonifamilie beskrives som chokerende barsk og håbløs. Duras er nådesløs i sit brutale portræt af både morfiguren og de halvvoksne børn, Joseph og Suzanne, som mangler opdragelse og empati i deres ustandselige og usympatiske stræben efter rigdom og frihed. Antydningerne ligger i lag i de skarptskårne sætninger og skaber et flerstemmigt, urovækkende billede af den unaturlige kombination af fattigdom og kolonimagt.

Flere yngre, danske forfattere har Duras som forbillede, og alle med interesse for originalt sprog og de mørkere sider af den menneskelige psyke bør kaste sig ud i læsningen af den kontroversielle forfatter, der udfordrede den klassiske romanform og skabte sin egen stil.

Christine Fur Fischer, Villabyerne, 9. juni 2015

Marguerite Mon Armour

Josefine Klougart: Det er en smertefuld oplevelse at læse Duras. Man ser noget i mennesket, som man anede fandtes der, men som man ikke før kunne samle og se klart i ét billede. (…) Som smerten i Duras forfatterskab bliver menneskets adgang til verden, sådan blev Duras min adgang til et andet sprog og en udforskning af kærligheden og erotikken.

Amalie Smith: Jeg tror, at Duras’ film og tekster har givet mig mod til at opholde mig i det mørke, hun taler om, som findes mellem tekst og billede, og jeg håber, at hun også kan give mig mod til at bevæge mig længere ind i det. (…) Også Elskeren fra Nordkina, som er en genskrivning af romanen Elskeren efter filmatiseringen, var en stor oplevelse for mig at læse.

Ida Marie Hede: Duras skriver med en paradoksal blanding af autoritet og sensitivitet. Hun har en skarp opmærksomhed rettet mod sine omgivelser, mod naturens transformationer og derved også mod døden som et grundlæggende vilkår. Hun giver form til det sanselige og taktile (…) Når jeg læser Duras, bliver jeg grebet af en fornemmelse af, at det at skrive er alvor. Der er ikke noget pis!

Lise Ulrich: Men Duras gengiver sin historie forskelligt fra gang til gang, vender magtforhold og bevæggrunde på hovedet, indtil grænserne mellem virkelighed og fiktion, forfører og objekt forsvinder. Med sin voldsomt ligefremme prosa leger hun med dødstung melankoli og svælger svulstigt i sin ungdoms søgende seksualitet (…) Det er på én gang for meget af det gode og så besnærende smukt, at man ikke kan vriste blikket fra papiret. Og så sanseligt fortalt, at man som læser uundgåeligt bliver suget ind i Duras’ verden som en usynlig kameramand ved hendes side (…) Man kan derfor roligt konstatere, at den gode Marguerite Duras i disse år oplever en litterær renæssance i Danmark, hvor Forlaget Vandkunsten desuden sidste år udgav den første danske oversættelse af forfatterindens mesterlige Dæmningen mod Stillehavet (1950) og tidligere i år den lille fænomenale tekstsamling At skrive (1993).

Fra et portræt af Marguerite Duras i september udgaven af Eurowoman 2015

Radioprogram om Duras

Hør Skønlitteratur på P1s udsendelse her.