Forlaget Vandkunsten » Bøger alfabetisk » Der var engang en kvinde, som ville slå sin nabos baby ihjel » Pressen skrev
Pressen skrev
Russisk og mærkeligt på den gode måde
Når man åbner dette lille bind med eventyragtige fortællinger, bliver man mindet om, at den nogle gange lidt kiksende Petrusjevskaja er genial.
Marie Tetzlaff, Politiken, august 2014
Den onde fe
Grotesk. I en årrække blev værker af den russiske forfatter Ljudmila Petrusjevskaja censureret. Hendes mørke, kyniske og dybt mærkværdige fortællinger blev anset for farlig litteratur.
På dansk får vi nu samlingen af fortællinger, eventyr og grotesker med den ildevarslende titel Der var engang en kvinde, som ville slå sin nabos baby ihjel. Og den foruroligende tone, som dermed slås an, passer sådan set meget godt til det repertoire, som værket består af. Der er tale om en iscenesættelse af menneskets mest golde, sorte og hensynsløse steder, peppet godt op med groteske forhold, en drømmelignende logik, eventyrlige vækster og, indimellem, briser af en sagte medmenneskelighed og en nærmest beruset morskab.
Petrusjevskaja er afgjort en forfatter med sin helt egen, skrattende lyd: På en gang direkte, gennemskærende og brutal og samtidig sært drømmende, foruroligende og eventyrlig. Det er bestemt en stemme, der er værd at lytte til.