Forlaget Vandkunsten » Bøger alfabetisk » Kasper Heiberg. Maler, billedhugger og pioner på stedets betingelser. 1928-1984 » Pressen skrev om Kira Kofoed: Kasper Heiberg

Pressen skrev om Kira Kofoed: Kasper Heiberg

Kasper Heiberg-biografi er fantastisk og eksemplarisk.

"Biografien er så god, at den burde være standard for alle kunstnerbiografier.Kasper Heiberg ville ifølge forfatteren Peter Laugesens ord lære os at se.Det er al ære værd. Men forfatteren til bogen, Kira Kofoed, er klar over problemerne. Heiberg var offer for en naiv idealisme på andres vegne.

Men hvis vi nu skal igennem en kunstners liv og værk for at begræde det tabte og forstå det hele, så er denne biografi en af de bedste, jeg nogensinde har læst. Dens debatterende og perspektiverende tilgang bør være standard for alle kunstnerbiografier fremover.I denne bog kommer både kunstneren og offentligheden til orde. Men ikke nok med det. Kira Kofoed tør have en mening, og hun tør sige sin mening om begge parter.

Bogens forfatter holder både Heiberg og os kærligt i hånden, når hun viser os vej gennem værkerne. Når Heiberg konkluderer, at »kun få mennesker har set rent hvidt« så forstår læseren, at på trods af hvad man nok tror, så kan man aldrig bestemme en farves tone, når den står alene.


Som sagt er biografien fantastisk og eksemplarisk. Det skyldes også en næsten fuldendt grafisk tilrettelæggelse udført af Anne Rohweder, der har et professionelt kendskab til kunstnerens arbejde med i bagagen.Det er også på højde med de bedste træk i den internationale museumsverden, når godt forskningsarbejde følges op af udstillinger, som da KØS, Museet for kunst i det offentlige rum, lod forfatteren kuratere den første store udstilling om Kasper Heiberg, der blev afholdt i 2013 under titlen ’Pioner i farver’.Det kunne være til gavn for alle forsømte kunstværker og for nationen med sådan nogle landsdækkende kunstformidlende og -bevarende karavaner."

Henrik Holm, Politiken 9. januar 2014 Politiken synes

Demokratisk avantgardist

"Kira Kofoed har stået på hovedet i et utal af arkiver og billedsamlinger, blandt andet med henblik på at få billeddokumenteret Heibergs værker. Og hun har kigget i avisarkiver og har talt med en mængde folk, der har kendt og samarbejdet med ham. Hendes bog er bygget kronologisk op, men med tematiske nedslag om hans film, farvesyn, tegninger og så naturligvis en gennemgang af alle hans projekter for det offentlige rum. Den slutter med en registrant over Heibergs værker og et kort over, hvor man i dag kan finde hans udsmykninger.

Det er en forbilledlig kraftpræstation. Første - meget vægtige - skridt hen imod en bedre integration af Kasper Heiberg i dansk kunsthistorie er nu taget."

Mette Sandbye, Weekendavisen, 13. december 2013

Verden som maleri

"Kira Kofoeds smukt producerede bog om maleren KasperHeiberg kunne blive fast pensum i alle kunstneriske uddannelser, teoretiske og praktiske, her i landet."

Peter Laugesen, Information, 2. april 2014