Forlaget Vandkunsten » Bøger alfabetisk » Rdo - en Richard Winther ABC » Pressen skrev
Pressen skrev
Alfabetisk rejse i et kunstnerisk univers
Det er en spændende og meget oplysende, til tider dramatisk alfabetisk rejse direkte ind i Winthers univers akkompagneret af Jørgen Gammelgaards kommentarer. Bogen åbner selvsagt ikke døren til alle rum, og det er langt fra hele historien om den sære kunstner, som levede sine sidste år i Vindeby, der præsenteres, men den er et fint redskab for den, der har lyst til at komme tættere på " Vindeby-mesteren" og hans vidtstrakte kunstneriske verden.
K.E. Watz, Lolland-Falsters Folketidende, den 5. august 2013.
Boghåndværk
I levende live nåede multikunstneren Richard Winther (1926-2007) at sætte sit eget præg på så talstærk en mængde af store og små publikationer, at det må have været noget af en udfordring at samle et koncentrat af hele det store og sprudlende værk i en handy lille bog, der ikke mindst henvender sig til begyndere udi det wintherske univers. Titlens kryptiske førstestavelse er såmænd navnet på Winthers hus og nuværende mindested på Lolland. Valg af papir til både omslag og indhold, og valget af skrifttypen Courier giver bogen et skarpt udtryk, og man sidder tilbage med en fornemmelse af en troværdig dokumentation af Richard Winthers værker gennem tiderne, og helt instinktivt opsluges man af bogen fra start til slut. Bogen lykkes altså. Dog er det lidt ærgerligt, at bogens omslag slår sig lidt, omend det rigeligt opvejes af dens mange andre kvaliteter.
SS, Foreningen for Boghaandværk, 2013
Lektørudtalelse
En inspirerende, original og charmerende introduktion til en af det 20. århundredes betydelige danske kunstnere.
Jørgen Bartholdy, Lektørudtalelse, uge 2013/35