Forlaget Vandkunsten » Bøger alfabetisk » Ægteskabets 15 glæder » Pressen skriver om Ægteskabets 15 glæder » Weekendavisen skrev

Weekendavisen skrev

Den onde kvindemagt

Indledningsvis vil jeg gerne kåre årets mest mavesure pressemeddelelse.

Jordskredssejren går til Vandkunstens forlægger Søren Møller Christensen for afslutningen på sit følgebrev til nyoversættelsen af middelalderteksten Les Quinze Joies de Mariage, Ægteskabets 15 glæder. Den lyder: »Vi sender jer her et eksemplar til anmeldelse. ( Den anmelder, der som Berlingskes litteraturredaktør Søren Kassebeer ikke længere gider læse klassikere, kan sikkert sælge sit eksemplar til den samme antikvitetsboghandler, som aftog Decameron og Chaucers Canterbury-fortællinger.)« Jeg betvivler ikke, at Christensen har ret i, at Ægteskabets 15 glæder bliver let at afsætte, for den omhandler vi danskeres foretrukne emner sex og køn, og den appellerer umiddelbart til alle bogelskere med sit lækre layout.

Men mavesurheden er ingenlunde dækkende for dette værk, der er ment som en satire over ægteskabet og kun fungerer, hvis man ifører sig det velkendte glimt i øjet. Faktisk må man hellere iføre sig så mange glimt i øjnene, at de kan gøre det ud for refleksbrikker.

VÆRKET udkom anonymt i 1480 og hører til de første trykte tekster ved overgangen fra håndskrift til bogtryk. På dansk udkom det i 1920 og 1946, men som den nye udgaves oversætter, professor, dr. phil. Jens Rasmussen, anfører i sit efterskrift, virker den gamle oversættelse »ikke helt nutidig«. Det overraskende er, at den nye oversættelse heller ikke gør det. Særligt sexscenerne er som taget ud af den gamle Bent H. Claessonssexklassiker Dreng og pige - mand og kvinde fra 1968: »Hvis det er tilfældet, vil hun aldrig mere elske med sin mand, for han er ganske anderledes end hendes ven« eller »måske kan de rigtig hygge sig i ro og mag og give hinanden alle de nydelser, som tænkes kan. Så vil hun helt bestemt kæle med sin ven på alle mulige måder«. Man har vist ikke kælet med sin ven på denne side af 1970.

Titlen, Ægteskabets 15 glæder, er ironisk ment. Gennem femten skæmtende situationsspil beretter den anonyme fortæller om de mange prøvelser, som det franske borgerskabs mænd kom ud for i ægteskabet omkring år 1400.

Mændene er retskafne, sagtmodige og forstående tøffelhelte, der arbejder som gale for at tilvejebringe penge og stille deres elskede koner tilfredse. Men forgæves. Konerne øder pengene bort på nye kjoler og selskabelighed, intrigerer og spiller syge, hvis mændene ikke føjer dem, og hopper i kanen med unge galaner, der kan tilfredsstille dem seksuelt. Det kan ægtemændene nemlig ikke. Dels har alle byrderne, pligterne og bekymringerne suget ungdommens kraft ud af dem, mens kvinderne bare har ligget på langs, og dels »gælder den almindelige regel i ægteskabet, at enhver kone er overbevist om, at hendes mand er den elendigste og mest uformående i verden, når det drejer sig om den intime sag«. Den forestilling skyldes slet og ret, at kvinderne er dårligt begavede: »Den klogeste kvinde i verden har, når det drejer sig om forstand, lige så meget som jeg har guld i øjet.« Fortælleren konkluderer: »Man kan se en høne holde sig fed, mens den lægger et æg om dagen, men det er helt anderledes med hanen.

Den er nemlig så dum, at den ikke bestiller andet dagen lang end at skaffe mad til hønen og stikke det ind i dens næb, og hønen tænker kun på at æde og kagle og have det rart. Den brave gifte mand opfører sig som hanen, og det fortjener han stor ros for.« Man bærer over med al denne med-etglimt-i-øjet-misogyni, fordi man, desværre forgæves, går ud fra, at Jens Rasmussens efterskrift vil nuancere historien om kvinders og mænds faktiske forhold på skrivetidspunktet.

Så fedt var det næppe at være konstant gravid, passe et uendeligt antal børn, stå for husførelse og være tvunget til at bede sin fraværende mand om penge. Det skulle undre mig, om kvinderne ligefrem var vilde i sengen oven på den omgang.

MAN kan trække paralleller til den såkaldte opt-out generation af kvinder, der for ti år siden forlod deres højtbetalte jobs i USA for at gå hjemme hos deres børn. Som New York Times-artiklen The Opt-Out Generation Wants Back In påviser, var disse kvinders husmorlykke kortvarig.

Ti år senere er mange af dem skilt, de har svært ved at vende tilbage til arbejdsmarkedet og ønsker ikke at tale med journalisten. Men de, der indvilliger, udtrykker, at de »havde det svært med de traditionelle kønsroller, der pludselig kom kravlende ind i deres ægteskaber.

Fra at være deres mænds ligeværdige blev de med ét den part, der havde særligt talent for vask, madlavning og rengøring; et laverestående medlem af husholdningen, der sommetider måtte forhandle med manden for at få penge til børnepasning.« Den frustration har datidens franske kvinder vel også haft, selv om Rasmussen finder det mere relevant at præsentere læseren for alenlange udredninger af, hvem den anonyme forfatter kunne have været, men næppe var.

Ikke én gang falder det ham ind at begribeliggøre, hvorfor netop dette værk kalder på en nyoversættelse. Det er ellers det største spørgsmål, teksten rejser.

Rasmussen nøjes med at anføre, at forfatterens sympati ikke entydigt ligger hos de svage mænd, eftersom de er for dumme til at være helte, og at teksten ikke leverer nogen eksempler på, at mændene er deres koner utro, »hvilket nok ikke afspejler de faktiske forhold«. Det tror jeg nok heller ikke.

Endelig nøjes Rasmussen med at notere sig, at værket antyder et alternativ til det ulykkelige ægteskab, nemlig stokkemetoden over for opsætsige hustruer. Det budskab kan man også læse med et glimt i øjet, hvis man ellers kan holde sig vågen.

For monotonien indfinder sig hurtigt, her er utallige gentagelser, og historierne forbliver generelle og dermed svære at engagere sig i.

Læseoplevelsen minder mig om dengang, en af mine bekendte tvang mig til at se filmen The Secret, der på monoton vis gentager budskabet: Universet giver dig alt, hvad du ønsker dig, hvis bare du tænker positivt. Det er the law of attraction.

Her er budskabet i stedet, at alle mænd ønsker sig en kvinde, selv om hun med 100 procent sikkerhed vil ødelægge hans liv.

Alle mænd, der føler sig som ofre for en ond kvindemagt, vil helt sikkert finde brændstof i bogen.

Alle andre vil formentlig opleve, at de spilder deres tid.

»Den [ hanen] er nemlig så dum, at den ikke bestiller andet dagen lang end at skaffe mad til hønen og stikke det ind i dens næb, og hønen tænker kun på at æde og kagle og have det rart. Den brave gifte mand opfører sig som hanen, og det fortjener han stor ros for.«.

Leonora Christina Skov, WeekendAvisen 16. august 2013