Forlaget Vandkunsten » Bøger alfabetisk » Ægteskabets 15 glæder » Pressen skriver om Ægteskabets 15 glæder » Kristeligt Dagblad skrev

Kristeligt Dagblad skrev

Satirisk saltlage i en agurketid

Vi er i agurketiden, og de aflange gevækster kan være både beske, syltede og sure.

Sådan er det med den agurk, der hedder ægteskabet. Bittert smager den, og runken ser den ud.

Det ved man ( og " man" er mændene), efter at Forlaget Vandkunsten netop har udsendt det anonyme middelalderværk " Ægteskabets 15 glæder", nyoversat og med et fyldigt efterord af professor Jens Rasmussen. Værket, hvis franske originaltitel er " Les Quinze Joies de Mariage", er lidt af et klenodie.

Det hører til de første trykte tekster ved overgangen fra håndskrift til bogtryk, udkom som bog i 1480 og regnes for et af hovedværkerne inden for fransk prosa i senmiddelalderen.

Der er tale om små anekdotiske situationsspil, en genremæssig blanding af skæmt og belæring, fuld af gentagelser og ordspil, faste i opbygningen, men løse i strukturen.

Forfatterens identitet kendes ikke. Måske var han en frisindet munk med trang til frivole hip og drøje hug - og med kun én medicin mod den skrækkelige tosomhed: cølibat. Det antyder Jens Rasmussen i efterordet. Med hellig respektløshed refererer titlen i hvert fald til Jomfru Marias 15 glæder, hellere Maria end Mariage, forstås. Men vi ved det ikke, og det er nok godt det samme. Anonymiteten kan have beskyttet den kamplystne forfatter mod det, der er værre end ægteskabet: tusindvis af kvinders harme.

For ih, hvor vi udstilles! Også selvom der trækkes lidt i land til sidst, for husordenens skyld. Ægteskabet er som en ruse, manden lokkes ind i af den unge kvindes yndigheder.

Snart klapper fælden.

Og den yppige skønhed forvandles til en pyntesyg, begærlig, utro, løgnagtig, fordrukken og forlystelsessyg furie.

Det er en overraskende moderne pointe, at den fysiske akt mellem mand og kvinde spiller så afgørende en rolle.

Manden er selvfølgelig igen dømt taber, fordi han bogstaveligt slider og slæber sin potens ud af kroppen, og alle tekster slutter derfor med samme konklusion: " ynkeligt vil han ende sine dage".

Da kvindens seksuelle begær er lige så stort som mandens, er hun konstant utilfredsstillet i ægteskabet. Hun mister nemlig ikke, står der, nær så hurtigt ungdommens kraft. Snart tager hun en elsker, muntrer sig med ham og veninderne, mens ægtemanden knokler for at skaffe penge til de nye kjoler, hun bestandig kræver. " Kvinder vil altid smigres, og der er ikke den løgn - den være sig nok så mærkværdig - som hun ikke straks tror på, blot den tildeler hende ros", som det ( så smigrende) hedder.

De 15 tekster er altså advarsler til manden. Gå ikke ind i rusen. Men det er også en munter erkendelse af, at han alligevel gør det. Han kan jo slet ikke lade være! Har de så noget at sige os i dag? Ikke rigtig ud over det kuriøst litteraturhistoriske, vil jeg mene. Dertil er teksterne for løse, gentagelserne for mange, pointerne for bombastiske, og som genre har satiren tydeligvis sin tidsafhængige begrænsning. Vi er heldigvis kommet videre. Og som kvinde kan man ikke engang blive sommerfornærmet.

Men spøg og skæmt er det.

Satirisk saltlage i en agurketid.

Lieselotte Wiemer, Kristeligt Dagblad den 12. august 2013