Forlaget Vandkunsten » Bøger alfabetisk » Ægteskabets 15 glæder » Pressen skriver om Ægteskabets 15 glæder » Politiken skrev

Politiken skrev

Kørrenes kamp i sengen

En af bogsæsonens første nyheder er 600 år gammel. En fransk satire fra ca. 1400 om ægteskabets genvordigheder, der stadig virker saftigt munter og provokerende - »det finder man ikke hver dag på landevejen«, som Klods-Hans sagde.

Nyudgavens flotte omslag og kapiteldelinger ligner på én gang forrevne fi-skegarn og forrevne netstrømper. Det associerer vittigt både til den ruse, som mændene lader sig indfange i, til kvindernes forførelsesmidler og til, hvad kønskampen kan koste af skrammer på tøj og sjæl. For titlen ' Ægteskabets 15 glæder' er den sorteste ironi.

Satiren begynder med denne ' gåde' på skrømt: Hvordan kan det ske, at en munter ungersvend, der bare vil gå med flotte hoser, synge ballader og kurtisere smukke damer, lynhurtigt ender slavebundet i ægteskabet? Hvorfor ser han ikke, hvordan snu koner lufter deres ' problemer' netop »dér, hvor deres mænd er mest underdanige og tilbøjelige til at opfylde deres ønsker, nemlig i sengen«? ÆGTESKABETS første ' glæde' består i, at den nygifte frue på hovedpuden jamrer over, at hun må gå klædt under sin stand, mens andre borgerfruer er i skarlagensrød silke og gråværk efter sidste mode. Manden vil da gerne glæde sin »prægtige juvel«, men de har jo indrettet nyt hus, så der er ikke råd. Efter flere afteners sengesurmuleri får hun endelig sine dyre kjoler - og manden går fallit.

Sådan oprulles ægtemandens plager i 15 scenarier. Han bliver hanrej, fordi fruen går på bal og scores af frække galaner.

Hun er doven, så han må lave mad til sine forretningsforbindelser og til hendes hoverende veninder. Han må punge ud til dyre pilgrimsrejser. Han skuffer i sengen, så fruen skaffer sig »sin ration« ude i byen. Han bliver gift igen, med en magtsyg og liderlig gammel enke, eller han får en ung kone, der afskyr hans hosten og dårlige ånde. Han griber fruen på fersk gerning og pines af jalousi, men hendes medsammensvorne bilder ham ind, at han har set syner.

I NOGLE tilfælde oplever kvinderne vanære - ved skilsmisse eller graviditet uden for ægteskab. Ellers er det manden, der betaler prisen for ægteskabsfælden.

Til slut er han bare en tandløs bjørn i lænke, »og ynkeligt vil han ende sine dage«. Med denne formel slutter alle de 15 ' glæder'. De retoriske formler hører til genren ' moralitet', også når den som her er drejet til kras satire.

Stereotyperne er mest påfaldende i kvindebilledet. Hustrufigurerne tegnes som pynte-og herskesyge, beregnende, lunefulde, ødsle, krakilske og kronisk utro, til fals for smiger og guldbælter.

Deres faste hjælpere - moderen, ammen, kammerpigen - er lige så intrigant løgnagtige. Og alle sværger de på deres uskyld »ved min sjæls frelse«, »ved alle djævle«, »ved Vor Frue i Puy-de-Dôme«. ' Ægteskabets 15 glæder' fortsætter tilsyneladende den kvindefjendske linje i de senmiddelalderlige skæmtedigte og -historier, men hvis man ser nøjere efter, er satiren mere raffineret og dialektisk.

Den har faktisk eksempler på ægteskabelig lykke, men især er pointen, at den typiske mand ikke formår at give kvinden modspil. Enten er han tossegod og bange for hende - »så tam at man kan føre ham rundt i en snor«, og hun mister al respekt. Eller også vil han ' opdrage' hende med tørre tæsk.

Og i epilogen vender forfatteren overraskende sin satire 180 grader rundt.

Han siger nu, at han lige så godt kunne kritisere mændene, fordi de »med vold og ufornuft« udøver »uret, forulempelse og undertrykkelse« over for kvinderne.

Er det skrevet på skrømt? Det mener nogle kommentatorer, men man kan også se værket som led i en gradvis civiliseringsproces i forholdet mellem kønnene.

Det samme er teksten litterært set. Den vender tingene på hovedet som en travesti af traktaten ' Jomfru Marias 15 glæder'.

Men de 15 episoder er med deres novellepræg og dialog også båret af en fin realisme i billedet af hverdagsliv og omgangsformer - som kapitel 5, der detaljeret gennemgår »den intime sag«, dvs. elskovslegens greb.

Sådan er ' Ægteskabets 15 glæder' et mellemled mellem 1200-tallets grovkornede skæmtegenrer og 1500-tallets nye prosakunst hos Marguerite de Navarre og Rabelais.

OG HVEM kan have skrevet det værk? Udgiveren Jens Rasmussen, specialist i 1400-tallets litteratur, mener i sin instruktive efterskrift, at forfatteren kan være en frit tænkende munk eller præst, der selv lever i cølibat, men fra skriftestolen kender ægteskabets kon-flikter - og måske selv i smug har smagt på sengens glæder.

Jeg tilføjer endnu et argument for, at forfatteren er en klerk: Værket vrimler netop ikke med alle de liderlige prælater, der i de satiriske genrer giver ægtemændene horn. At det angriber de to tiggerordener franciskanere og dominikanere for at lade kvinderne købe sig syndsforladelse antyder, at det er udgået fra en anden orden.

JAMEN, er det morsomt? Kan det læses her 600 år efter? Ja, »ved alle djævle« - det er grotesk morsomt. Også tankevækkende, for trods de civilisatoriske fremskridt er der træk, man genkender fra kønnenes kamp i dag - med det ægteskabelige spil som købmandshandel og sex som styringsredskab.

Den elegante nyudgave erstatter en fejlbehæftet oversættelse fra 1920. Her har vi så den muntre klassiker på det fi-neste nudansk, uden falsk patina og uden kunstig modernisering.

Det dementerer også den sortseende forfatters påstand: at ægtemænd ender som drøvtyggende kvæg, for udgiveren Jens Rasmussen er i topform - i en alder af 97.

Der er krummer i ungdommen.

Hans Hertel, Politiken den 17. august 2013