Forlaget Vandkunsten » Bøger alfabetisk » Visheden om smerten

Visheden om smerten

Carlo Emilio Gadda: Visheden om smerten. Udgivet juni 2013. 1. udgave. 1. oplag. 308 sider. hæftet. 299,95 kr. ISBN 978-87-7695-289-1.

Tilrettelagt af Carl-H.K. Zakrisson.

Køb

12,3 x 20 cm, tilrettelagt af Carl-H.K.Zakrisson, Polytype

En selvbiografisk roman af Italiens vigtigste moderne prosaist.

"Visheden om smerten fortæller en gammel, enkel historie, bortset fra at der for en så stor forfatter ikke findes enkle historier og heller ikke nogen gamle. Her kommer endnu en gang, og på ny, fortællingen om den borgerlige verdens undergang.

Hovedfigurerne: en gammel dame, hendes søn, den døde faders spøgelse. Scenen: en landejendom, halvfeudal, uden for en stor industribys porte. Handlingens sted: Lombardiet, oversat til et imaginært Sydamerika. Tiden: den italienske fascisme, også den oversat og ironisk formummet som vægterstat." Hans Magnus Enzensberger i anmeldelse af den tyske udgave i Der Spiegel.

Her er et lille uddrag fra bogen:

Der gik de særeste rygter om ham (...) José, landarbejderen, bedyrede at han inde i maven havde samtlige syv dødssynder, lukket inde i maven som syv slanger der hev og sled i ham fra morgen til aften og også om natten når han sov. Han sov helt til klokken 8 om morgenen eller endog halv 9 og fik bragt kaffe på sengen af Fruen der løb op og ned ad trapperne for sin søn, stakkels gamle kone!, og også aviserne, hvorpå han i ro og mag læste dem igennem og bællede dem i sig, aviserne og kaffen, strakt ud på sengen som en ko (det sagde landarbejderen), og han havde tilmed nogle bøger oven på chiffonnieren, så han også kunne kigge lidt i dem, som om aviserne ikke var nok, og dét i sengen! Mens bønderne klokken 8 allerede har svedt i tre timer og skal til at hvæsse leens æg igen. Det var hvad han sagde og hvad folk gentog.

For nylig var der opstået flere rygter, alle voldsomt nedslående eller ligefrem frastødende. At han var en hidsigprop og også en drivert, det havde man vidst længe. Nu forlød det så at han, hidsig som han var, under bestialske raserianfald mishandlede sin gamle mor. (...) Det forlød at han var grådig og forslugen efter mad og vin og grusom allerede som barn, mod firbenene som han nederdrægtigt slog løs på, mod Giuseppes høns (...) som han styrtede efter med en løbsk pisk og nogle gange fik til, så stor var deres skræk, at lette fra jorden og nærmest flyve!, prøv lige og tænk jer det!, flyve!, som var de jagtfalke, hønsene!

Eftersom en jødisk underviser i matematik i Pastrufazio ved hjælp af kalkulation havde demonstreret for ham at det altid lykkes en kat (uanset hvilken tagrende den falder ned fra) at lande i god behold på jorden på alle fire poter, hvilket er en forunderlig gymnastisk anvendelse af impulsteoremet, kastede han flere gange en nuttet kat ned fra villaens anden sal for at efterprøve teoremet. Og når det landede gav det stakkels dyr ham rent faktisk hver gang, hver eneste gang!, den ønskede bekræftelse, ligesom en tanke der under omskiftelserne aldrig ophører med at være evig, men fordi den var kat døde den kort tid efter med øjnene sløret af uigenkaldelig bedrøvelse, melankolsk over krænkelsen. For enhver krænkelse er døden.