Forlaget Vandkunsten » Bøger alfabetisk » Elskeren fra Nordkina » Pressen skrev

Pressen skrev

Jeg kan ikke leve uden kvinder

Den franske forfatterinde Marguerite Duras værker har jeg kendt i mange år, både hendes film og hendes bøger. For en del år siden skrev hun bogen 'Elskeren'. Den handler om, da hun boede i det gamle Fransk Indokina, hvor hun indledte et forhold til en kineser, der var meget ældre end hende. Hun kunne dog ikke lide filmatiseringen, den var for romantisk. Derfor skrev hun i sin alderdom en ny version, nemlig 'Elskeren fra Nordkina'. Jeg læste den for nyligt. En vidunderlig roman. En sanselig roman. Den bedste erotiske roman, jeg har læst. Hun er en stor forfatter. Jeg sympatiserer med den måde, hun skriver på. Det er knapt. Økonomisk. Men meget sanseligt. Det vibrerer af liv.

Interview med Jørgen Leth i Jyllands-Posten, 16. september 2012.

Duften af silke, hud, te og opium

Om det er rytmen i beretningen, sammenknytningen af landskab og lidenskab, eller det er den smertefulde adskillelse fra kineseren, der griber mest, er vanskeligt at afgøre. For det er netop den tætte sammenfletning af kærlighedsoplevelsen, flodens strømmende bevægelse, den sproglige musikalitet med mange pauser og duften af silke, hud, te og opium, der løfter romanen op på et højt kunstnerisk niveau.
Eva Pohl, Berlingske, 2. juni 2012.

Det gør man ikke

Intensiteten og poesien, klarsynet og vreden mod kolonialisme, løgn og lurvethed gør denne roman til det 20. århundredes kærlighedshistorie uden konkurrence, vil jeg påstå. Som læser bløder man indvendigt flere dage efter, men hvor er den uundværlig!

Lars Bonnevie, Weekendavisen, Forsidehenvisning og forsiden af Bøger, 1. juni 2012.

Romeo og Julie noir

Marguerite Duras skriver i den store tradition i fransk litteratur. Fra Racine og fremad handler den om lidenskaberne: l'amour og la mort, kærligheden, skæbnen og døden. Duras er samtidig en eksperimenterende og formbevidst forfatter. Som andre eksperimenterende kunstnere arbejder hun serielt og på tværs af genrerne: Det er de samme temaer, ofte fra barndommen i Indokina, der går igen i romaner, skuespil, film og journalistik. Og det er ofte svært at se, hvor skellene går mellem selvbiografiog digtning. Med den blanding af det strømførende lidenskabelige, det normbrydende og det formelt eksperimenterende er det ikke så sært, at Duras er blevet en inspiration for den nyeste generation af danske forfattere.

Tanja Ørum, Information, 1. juni 2012.

Kødets fortvivlede lykkefølelse

Det gør ondt at læse Duras. Det gør ondt at læse noget, der skærer ind til benet af den nærhed og den adskillelse, som det er eksistensens udfordring at kunne håndtere. Men det er også en stor fryd. Fryden ved en sanselig silkeprosa, der med enkel poetisk skønhed lægger sig om de ben, den skærer ind til, og favner det paradoksale. En prosa, der lader fortvivlelsen og lykken ved at være til, at kunne mødes og skilles, forplante sig til læserens kød.

Lilian Munk Rösing, Politiken, 12. maj 2012. Læs hele anmeldelsen her.

Begæret efter den kinesiske mand

Det skønneste ved "Elskeren fra Nordkina" er dens rumliggørelse, en fysisk behandling af følelser, nænsomt og elegant. Selv forholdet mellem barnet og kineseren billedliggøres som et sted. Det er som et fjernt barndomskina, et ukrænkeligt rum, der beskytter dem mod livet, at være voksen, døden, sørgmodigheden, står der undervejs. På samme måde viser tabet sig af dette rum og af andre mennesker sig som ydre skrig. På oceandamperen væk lyder det som et ekko af barnets indre: "Folk skreg overalt. Det kom fra dækkene, fra maskinrummet også, fra havet, fra natten, fra hele skibet, alle vegne fra. Først lyder der et enkelt skrig, så samler de sig i klynger, som bliver til et eneste skrig, råt, øredøvende, skræmmende." Efter endt læsning står en litterær oplevelse, der kun kan anbefales stærkt.

Kristine Kabel, Kristeligt Dagblad, 25. juni 2012.

Film i romanformat

Romanen er gennemstrømmet af den ungdommelige verdenssmerte og tristesse, [Duras] oplevede i det umulige kærlighedsforhold: hun havde forventningen om den helt store og vel ganske irreale kærlighed. Kinesisk tradition, gustne overlæg og hendes families situation forpurrede den (...) Romanen virker som et filmmanuskript. Her er hastige overgange og pludselige spring i billedrækken, som kendes fra filmens klippeteknik, og her er filmens hurtige fortællekunst (...) Det er en stærk og bevægende historie, der endnu engang rulles op af den pessimistiske Duras, for hvem alt er tomhed og meningsløshed.

Jens Henneberg, Nordjyske Stiftstidende 15. maj 2012.

Elskeren fra Nordkina

Lille erotisk udgivelse med selvbiografisk materiale viser Marguerite Duras som den elegante forfatter, hun er. Indholdet er en anelse pikant, men meget dybtfølt og oprigtigt. Kærlighedsforholdet mellem den 15-årige pige og den væsentlig ældre kineser er fra starten så aparte, at man ved det ikke vilde holde. Men skildringen fra Duras' hånd er eksotisk og meget betagende.

Caspar Dyrehauge, KultuNaut 30. maj 2012. Læs hele anmeldelsen her.

Lektørudtalelsen

Det er svært at finde en bås til denne roman, men giv den til læsere af stor littratur med poetiske, intense og grumme skildringer af kærlighed og had ...
Elskeren fra Nordkina [er] en helt anden roman [end Elskeren fra 1984]: Filmisk på bekostning af det episke, mere intens, sansemættet og erotisk, nok smukkere og mere grum.

Marianne Majgaard Jensen, uge 25 2012.

Marguerite Mon Armour

Josefine Klougart: Det er en smertefuld oplevelse at læse Duras. Man ser noget i mennesket, som man anede fandtes der, men som man ikke før kunne samle og se klart i ét billede. (…) Som smerten i Duras forfatterskab bliver menneskets adgang til verden, sådan blev Duras min adgang til et andet sprog og en udforskning af kærligheden og erotikken.

Amalie Smith: Jeg tror, at Duras’ film og tekster har givet mig mod til at opholde mig i det mørke, hun taler om, som findes mellem tekst og billede, og jeg håber, at hun også kan give mig mod til at bevæge mig længere ind i det. (…) Også Elskeren fra Nordkina, som er en genskrivning af romanen Elskeren efter filmatiseringen, var en stor oplevelse for mig at læse.

Ida Marie Hede: Duras skriver med en paradoksal blanding af autoritet og sensitivitet. Hun har en skarp opmærksomhed rettet mod sine omgivelser, mod naturens transformationer og derved også mod døden som et grundlæggende vilkår. Hun giver form til det sanselige og taktile (…) Når jeg læser Duras, bliver jeg grebet af en fornemmelse af, at det at skrive er alvor. Der er ikke noget pis!

Lise Ulrich: Men Duras gengiver sin historie forskelligt fra gang til gang, vender magtforhold og bevæggrunde på hovedet, indtil grænserne mellem virkelighed og fiktion, forfører og objekt forsvinder. Med sin voldsomt ligefremme prosa leger hun med dødstung melankoli og svælger svulstigt i sin ungdoms søgende seksualitet (…) Det er på én gang for meget af det gode og så besnærende smukt, at man ikke kan vriste blikket fra papiret. Og så sanseligt fortalt, at man som læser uundgåeligt bliver suget ind i Duras’ verden som en usynlig kameramand ved hendes side (…) Man kan derfor roligt konstatere, at den gode Marguerite Duras i disse år oplever en litterær renæssance i Danmark, hvor Forlaget Vandkunsten desuden sidste år udgav den første danske oversættelse af forfatterindens mesterlige Dæmningen mod Stillehavet (1950) og tidligere i år den lille fænomenale tekstsamling At skrive (1993).

Fra et portræt af Marguerite Duras i september udgaven af Eurowoman 2015

Radioprogram om Duras

Hør Skønlitteratur på P1s udsendelse her.