Forlaget Vandkunsten » Bøger alfabetisk » Kaput » Pressen skrev

Pressen skrev

Kim Leine om Kaput

"'Kaput' er en krigsroman, en reportage, en skrøne og en selvbiografi, der med en blanding af sadistisk klarhed, indignation og ond humor giver nogle uforglemmelige billeder afkrigens lidelser og absurditet."
Kim Leine, Villabyerne, 19. marts 2013.

Den bedste bog jeg har læst i år

”Det er en fuldstændig genial bog skrevet af italienske Malaparte, der er en meget kontroversiel forfatter. Bogen er inspireret af hans oplevelser under Anden Verdenskrig, som han oplever fra de ondes point of view, hvilket er dybt interessant og meget morsomt, og så er hans kritik af tyskerne genial. Mads Brügger, Euroman, 19. december 2014


På den onde side

Kaput«, der netop er udkommet i en nyoversat udgave, er genremæssig svær at definere, og man kan hævde, at den formmæssigt var langt forud for sin tid. I dag vil vi kalde den »autofiktion«, idet forfatteren selv er hovedperson i historien, som i passager ligner mere reportage, selvbiografi og rejseberetning end roman.
Romanen beskriver Malapartes rejser rundt i Europa under Anden Verdenskrig; til Finland, Rumænien og Polen. Udgangspunktet er et besøg hos den aristokratisk isolerede prins Eugen i det neutrale Sverige, hvor Malaparte overbringer forskelligt nyt fra sine oplevelser i den krigshærgede omverden.
Det er i denne spænding mellem den aristokratiske arrogance og den stumpe, meningsløse krigsvold, at en af romanens store styrker findes. Malapartes besøger nemlig både toppen af den fascistiske kransekage (han er i sauna med Himmler og til middagsselskaber hos den tyske generalguvernør i Polen, Hans Frank) såvel som forfulgte og sultende jøder og russiske krigsfanger. Fremhæves skal også hans skildringer af dyrene under krigen. Lugten af en død hest uden for et natligt logi, en flok nedfrosne heste i en finsk sø, de stumme fugle i Ukraine - alt sammen beskrevet på en måde, så krigens meningsløshed står funklende klart for læseren.
»Kaput« er en af den slags bøger, der er uhyrlig at læse, men som man ikke vil være foruden.
Vi takker Vandkunsten og Conni-Kay Jørgensen for, at de har givet os muligheden."
Per Krogh Hansen, Berlingske 25. november 2011.

Skrækkeligt, men uomgængeligt

"Den italienske forfatter Curzio Malaparte udgav i 1944 kultromanen "Kaput" om et ruineret og ødelagt Europa.
Den trækker delvist på forfatterens erfaringer som krigskorrespondent blandt gesandter og generaler langs Østfronten, men iblandet eventyrlige elementer og højlitterært sansede beskrivelser.
Første kapitel henviser ikke tilfældigt til Marcel Prousts "På sporet af den tabte tid" med overskriften " Le côté de Guermantes".
Romanen udkom allerede kort efter krigen i en række europæiske lande, herunder Danmark, og blev en succes ...
Når Vandkunsten nyoversætter romanen nu kan det ses som en del af en litterær tendens, hvor særligt den intellektuelle tyske magtelite er i fokus i romaner som Jonathan Littells "De velvillige" og Kjartan Fløgstads "Den yderste grænse", hvilket der delvis peges på i et fint efterord.
Men "Kaput" er ikke som disse en moralsk interesseret roman og kan derfor også placeres inden for en helt anden tendens, hvor krigens rædsler formidles i markante kunstneriske formudtryk som for eksempel i Kevin Vennemanns "Nær Jedenew".
For "Kaput" er først og fremmest en særegen blanding af smukke visuelle tableauer, pointerende fortællinger stedvis med eventyrtræk som guldkareter og hvide heste, rædselsvækkende beretninger og mat træthed.
Den er uafrystelig og en stor oplevelse."
Kristine Kabel, Kristeligt Dagblad 21. november 2011.

Malapartes dødskarneval

"Bogen er en velturneret elegi over krigens grumme uvæsen og en omfavnelse af de skæbner, der kommer i klemme og knuses under Historiens store hjul. Det er ikke et direkte opgør med fascismen, men det gennemgående fokus på brutale overgreb, sanseløse myrderier og ufrihed efterlader indtrykket af en forfatter, som ikke var begejstret for voldskampagnen imod de såkaldt »mindreværdige racer«. Bogen er skrevet i perioden efter den tyske invasion af Sovjetunionen i sommeren 1941 og færdiggjort kort efter det fascistiske Italiens sammenbrud i september 1943. Det er en skildring af et forkrøblet Europa, ødelagt af Hitler-Tysklands ærgerrige tusindårsplaner om at herske over kontinentet. Titlen udtrykker temaet ganske præcist: den tyske drøm er kaput og ligger i ruiner. Fordelt over seks kapitler, der alle har navne efter dyr ( Hestene, Rotterne, Hundene, Fuglene, Renerne, Fluerne), beretter forfatteren om forskellige episoder fra krigen i Polen, Ukraine, Rumænien, Finland og Italien. Vi bliver ført rundt til både frontafsnit og bagland, og møder almindelige soldater, værgeløse ofre og kultiverede bødler.
Navnlig de sidstnævnte i skikkelse af ledende SS-generaler og generalguvernøren i Polen, den notorisk berygtede Hans Frank, er spændende at læse om. Malaparte - eller hans fiktive alter ego - spiser overdådige middage og drikker dyre årgangsvine med disse i egne øjne noble aristokrater. De udveksler bonmots på fransk og fører dannede samtaler om politik, kunst og filosofi, alt imens unævnelige grusomheder finder sted uden for vinduerne.
Malaparte har en giftig pen og en ikke mindre spids tunge, at dømme efter de konversationer, han gengiver. Han er bestemt ikke videre sympatisk, snarere øretæveindbydende, men man tilgiver ham, fordi han på flabet vis udstiller de stramtandede ideologer, som mener sig sikre på at have fundet de vises sten.
Den manglende evne til at tvivle og lade hånt om bombastiske paroler skaber nederlag, synes at være budskabet.
Det kan siges meget enkelt: Kaput er fremragende. Og ikke bare det, den er uafrystelig. Glem Tolstojs Krig og Fred og læs Malapartes »skrig og skred« ; skrig fra de forpinte mennesker og dyr, skred i den civilisatoriske idé."
Adam Holm, Weekendavisen 2. december 2011.

En vendekåbe i vadestedet

"Det ækle ved Kaput er selviscenesættelsen.
Malaparte er til middagsselskaber med bl. a. Hans Frank, den tyske generalguvernør i Polen, som nazisterne kaldte for Frank-Reich, og i sauna med den berygtede SS-leder Heinrich Himmler. Her bliver genreblandingen til frivol selvmytologisering.
Hvad er ellers formålet med de usandsynlige beretninger om, hvordan fortælleren holder nazisterne for nar ved f. eks. at spøge med, at Hitler er en kvinde, og slipper godt fra det? Trods sin kritik af krigens vanvid finder Malaparte ingen anledning til selvransagelse: »Lad det være klart at jeg foretrækker dette kaputte Europa frem for Europa af i går eller for tyve eller tredive år siden. Jeg foretrækker at alt laves om frem for at skulle acceptere alt som en uforanderlig arv.« Curzio Malaparte er mere værdsat i udlandet end i hjemlandet, hvor han betragtes som et symbol på en national arketype: il voltagabbana, vendekåben. Det mest fascinerende ved Kaput er, at romanen også kan læses som et selvportræt af en italiensk vendekåbe i vadestedet."
Mads Frese, Information 30. december 2011.

Lektørudtalelse

"Med intenst og kompakt sprog giver Malaparte en dyster og uafrystelig skildring af menneskelig fornedrelse, ligegyldighed og amoral."
Poul Flou Pedersen, uge 50, 2011.