Forlaget Vandkunsten » Bøger alfabetisk » Carmen

Carmen

Søren E. Jensen: Carmen. Udgivet november 2011. 1. udgave. 1. oplag. 208 sider. Hæftet. 249,95 kr. ISBN 978-87-7695-239-6.

Tilrettelagt af Anne Rohweder.

Køb

CARMEN - ET VANVITTIGT ERHVERVSEVENTYR

Da Kalundborgs lokale radioforhandler, Arne Bybjerg, i tresserne satsede hele sin formue på elektriske papilotter i form af Carmen Curlers, skabte han ikke kun et ikon, som enhver i +40-segmentet stadig kan genkende lige på stedet; succes'en var også så stor, at et amerikansk tidsskrift på et tidspunkt har kåret Carmen som tressernes hurtigst ekspanderende virksomhed på verdensplan.

Den voldsomme ekspansion medførte en desperat jagt efter arbejdskraft blandt bønderkoner i stadigt fjernere egne, fabriksudvidelser som foregik i treholdsskift, og egne busser til at hente Carmen-damerne på det halve Sjælland. Men midt i travlheden blev der også plads til dekadente liv i form af internationale fotomodeller, Kalundborgs første Rolls Royce og fester så vilde, at vidnerne i dag er flove over at tale om dem.

Som sådan er historien om Carmen et modsvar til Peter Øvig Knudsens meget omtalte hippiebog: Nej, de store ændringer i Danmark var ikke forbeholdt flipperne i Thylejren. Også en gårdkone i Svinninge oplevede i sentresserne pludselig et helt nyt liv, da roejernet og suppegryden blev skiftet ud til en fabrikshal og animerede fester.

Søren E. Jensen skrev i foråret en lang artikelserie om Carmen Curlers turbulente historie for de daværende aviser, Holbæk Amts Venstreblad og Kalundborg Folkeblad - nu sammenlagt til Nordvestnyt - på baggrund af interview med gamle Carmen-medarbejdere, artikler og et helt enestående men ubrugt arkivmateriale fra Kalundborg Museum.

Artiklerne er nu blevet kraftigt omarbejdet til bogen om Carmen, som udover omfattende illustrationer også rummer et ervhverseventyr så medrivende, at der allerede er forhandlinger om filmrettighederne.