Forlaget Vandkunsten » Bøger alfabetisk » Den sande tro. Kristne og muslimer mellem konfrontation og sameksistens » Den sande tro - introduktionsbladet » Gensidig tolerance eller censur i Libanon?

Gensidig tolerance eller censur i Libanon?

Af Hanna Ziadeh

Af Hanna Ziadeh

Hvad gør en leder af et trossamfund, hvis en medievirksomhed fremstiller den centrale skikkelse i hans religion på en ’krænkende’ måde? Kalder han til demonstration mod krænkelsen? Opildner han til boykot? Nej, han ringer til politidirektøren. Politidirektøren sender en patrulje ud til virksomheden, hvor krænkelserne censureres uden at møde modstand. Ingen opstand, ingen demonstrationer og ingen undskyldninger.

Her er ikke tale om kontrafaktisk historieskrivning vedrørende sagen om de satiriske tegninger af profeten Muhammed, som Jyllands-Posten annoncerede, bragte og nægtede at undskylde for. Dette er, hvad der virkelig hændte i Libanon i august 2010, da to shiitiske tv-kanaler, Hizbullahs Al Manar og Amal-bevægelsens NBN, under ramadanen sendte en tv-serie om Jesus.

Al Manars Kristus

Serien Kristus er en iransk produktion om Jesus. Umiddelbart er der intet krænkende ved den shiitiske version af Jesus-skikkelsen; Kristus ligner til forveksling den endimensionelle figur, som er kendt fra populære film, som kristne kanaler i Libanon viser i forbindelse med påsken. Ser man nærmere på Al Manars Kristus, konstaterer man imidlertid, at i stedet for at præsentere en islamisk version af Jesus som profeten Issa, fremstiller Al Manar-serien en Jesus-figur, som følger det såkaldte Barnabas-evangelium.

Barnabas-evangeliet er et pseudoepigrafisk, italiensk skrift fra slutningen af 1500-tallet, som hævdes at være Barnabas’ beretning om Jesu liv. Ifølge den generelt accepterede kristne tradition var Barnabas en følgesvend af Paulus i det 1. århundrede og ikke, som Barnabas-evangeliet påstår, én af de tolv disciple, som var vidne til Jesu liv. Al Manar-serien fremlægger Barnabas-evangeliet som den sande beretning om Jesus, mens de af kirken anerkendte evangelier betragtes som forfalskede. Barnabas’ beretning falder sammen med den muslimske opfattelse af Jesus/Issa på vigtige punkter. Jesus betragtes af Barnabas, ligesom Issa i Koranen, som et menneske, en profet, ikke som Gud eller Guds søn. Ligesom i Koranen bliver Jesus heller ikke korsfæstet, men farer til himmels.

Krænkelsen

Kirken i Libanon, med den maronitiske biskop af Byblos, Beshara al-Ra’i, i spidsen (ham der ringede til politiet), mente, at tv-serien udgjorde en krænkelse af de kristnes tro. Al-Ra’i erklærede, at tv-serien følger en ’kristen’ beretning, som kirken ikke anerkender, og som benægter korsfæstelsen og dermed foretager den største ”krænkelse mod Herre Jesus og Kirken”. Biskoppen gjorde også gældende, at ”tv-serien underminerer alle religioner og spreder borgerstrid”. For at kunne gennemtvinge kirkens ønske om censur af den shiitiske tv-serie måtte biskop al-Ra’i bruge et kneb, så han ikke kræver censur af Koranens version af Jesus/Issa, men af den falske, ikke-kanoniske kristne version af Jesus. Den græsk-katolske kirke fordømte også tv-serien ud fra samme præmisser, fordi den er baseret på ”den falske beretning i Barnabas’ bog og strider imod Bibelen og Koranen”.

Men er det kirkens teologiske argumenter, der har fået Hizbullah, som er en stat i staten, til at acceptere kirkens censur og afbryde udsendelsen? Nej. Det er opportune politiske overvejelser, der har motiveret Gudspartiet til at droppe tv-serien. Som led i det uoverskuelige libanesiske, sekteriske magtdelingssystem har Hizbullah indgået et tæt samarbejde med én af de største kristne politiske fraktioner, Den Fri Patriotiske Bevægelse. En åben konflikt med kirken ville udstille denne ’unaturlige’ alliance, som allerede har kostet Hizbullahs kristne allierede en svækkelse af deres popularitet.

De to tv-stationer protesterede rituelt, mens informationsministeren Tarik Mitri erklærede sig tilfreds med, at ’dialogen’ med tv-stationerne har overbevist dem om nødvendigheden af at stoppe udsendelsen. Mitri, der tilhører den græsk-ortodokse trosretning, har været minister i landets sidste to regeringer hovedsageligt på grund af sin lange karriere inden for kristen-islamisk dialog. Mitri udtalte, at han af princip er imod censur, men at det var på sin plads her, fordi “Libanon er et særligt land, et land baseret på dialog og et land, hvor kristne og muslimer mødes”! Mitris selvmodsigende udsagn finder genklang i de fleste udtalelser fra andre instanser inden for den ’kristne-islamiske dialog’, som alle hilste tv-stationernes ’ansvarlige beslutning’ velkommen og opfordrede til ’respekt’ og ’dialog’ mellem religionerne.

Gensidig accept af censur

Sagen om Jesus-tv-serien viser at, det ikke er ’dialog’, ’respekt’ og ’ansvarlighed’, der regulerer muslimernes og de kristne indbyrdes forhold, når det drejer sig om, hvordan de skal håndtere hinandens religiøse overbevisninger. Det kan snarere sammenlignes med en terror-balance: Rør ikke ved mine hellige ikoner, så rører jeg ikke ved dine. Slutresultatet er, at hvad både kristne og muslimer kalder ”Budskabets Hjemland” har oplevet en udvidelse af tabu- og censurkulturen. Sagen påviser, at kristendommen ikke er spor bedre end islam, hvad angår censur. I Libanon har kirken stadigvæk den magt til at udføre censur, som den har tabt i Europa. Mens danske, muslimske imamer kunne drømme om at tvinge en dansk avis til at trykke en undskyldning for ret dristige satiriske tegninger, har kirken i Libanon formået at få næsten alle de af kirken betragtet som uacceptable, kunstneriske produktioner forbudte. I Libanon har det været forbudt at vise Scorceses Jesu sidste fristelse og at udgive Da Vinci Mysteriet. Som led i byttehandlen støtter kirken uden tøven det islamiske establishments krav på at forbyde alt det, som muslimerne betragter som krænkende, fra Salman Rushies roman De Sataniske Vers til profettegningerne, som begge aldrig blev tilladt trykt i Libanon.

Hanna Ziadeh (f. 1965) er født i Libanon og har boet i Danmark siden 1986. Han er forfatter og ph.d.-stipendiat ved Center for Menneskerettigheder med speciale i den arabiske verdens moderne historie. Hans forskning er koncentreret om statsdannelse og nation-building fra et menneskerettighedsperspektiv i Libanon, Irak og Yemen.