Forlaget Vandkunsten » Bøger alfabetisk » Den sande tro. Kristne og muslimer mellem konfrontation og sameksistens » Den sande tro - introduktionsbladet » Kristne og muslimer i Nigeria

Kristne og muslimer i Nigeria

Af Niels Kastfelt

Af Niels Kastfelt

Da jeg i slutningen af 1970’erne for første gang besøgte den lille by Numan i det nordøstlige Nigeria, levede byens kristne og muslimske indbyggere fredsommeligt sammen. Hovedparten af befolkningen var kristne, men der var også et stort muslimsk mindretal. Det var normalt, at muslimer besøgte deres kristne naboer for at markere jul og påske, og kristne besøgte deres muslimske naboer for at hilse på dem ved ramadanens afslutning eller ved deres hjemkomst fra pilgrimsrejsen til Mekka. Da jeg igen var i Numan i 2004, udbrød der pludseligt voldsomme kampe mellem byens kristne og muslimer. Mere end 100 mennesker blev dræbt, mange kirker, moskeer, forretninger og huse blev nedbrændt, og hundreder af mennesker blev hjemløse eller måtte flygte.

Begivenhederne i Numan er ikke et enkeltstående tilfælde, men derfor skal man ikke tro, at forholdet mellem muslimer og kristne i Nigeria kun handler om sammenstød og vold. Forholdet mellem de to religiøse grupper er blevet voldsomt skærpet i de seneste 20 år, men samtidig lever mange fredeligt sammen i deres daglige liv, og som noget nyt er islamiske og kristne reformbevægelser begyndt at inspirere og påvirke hinanden. Derudover skal man være opmærksom på, at både radikale kristne og islamiske grupper har en interesse i at tegne et ensidigt billede af kristen-islamisk konfrontation for at tiltrække økonomisk støtte fra deres trosfæller i andre dele af verden.

Fra konkurrence til konflikt

Nigeria har en befolkning på ca. 150 millioner mennesker, hvoraf 60-70 millioner er kristne, og ligeså mange er muslimer. Nigerianeres religiøse tilhørsforhold har altid været tæt forbundet med bredere samfundsmæssige forhold. Det skyldes ikke mindst landets religiøse geografi: Hovedparten af Nordnigeria er muslimsk, mens Sydnigeria overvejende er kristent, og de to dele af landet har altid konkurreret om den politiske magt. Derudover lapper religiøst og etnisk tilhørsforhold ofte over hinanden, og da etniske grupper spiller en afgørende rolle i nigeriansk politik, hænger religion, etnicitet og politik uløseligt sammen.

Mødet mellem kristendom og islam i Nigeria begyndte for alvor i kolonitiden mellem 1900 og 1960. Islam havde på det tidspunkt eksisteret i Nordnigeria i mere end 600 år, mens kristendommen først rigtigt kom til Nigeria i løbet af det 19. og især det 20. århundrede, hvor europæiske og amerikanske missionærer begyndte at arbejde i landet og ikke mindst så det som deres opgave at standse, hvad de opfattede som den islamiske fremmarch i Afrika. En situation som har slående lighed med begyndelsen af det 21. århundrede og de forestillinger om en global konfrontation mellem kristne og muslimer, som er udbredte i dag. Både kristendommen og islam profiterede imidlertid af den engelske kolonimagts politik, fordi den gjorde aktivt brug af muslimer og kristne i sin administration, men dermed blev grundlaget også lagt for en politisk konkurrence mellem kristne og muslimer, og den er fortsat lige siden.

Kampen om staten

Indtil 1980’erne viste konkurrencen sig især i forsøg på at hverve så mange tilhængere fra hinanden som muligt. Men selvom kristne og muslimer konkurrerede med hinanden, var der samtidig en udbredt religiøs tolerance. I den sydlige del af landet, hos yoruba-folket, var det f.eks. ikke ualmindeligt, at en mand og en kone kunne have forskellig religion, og at nogle af deres børn var kristne, mens andre var muslimer. Siden 1980’erne har forholdet mellem kristne og muslimer imidlertid ændret karakter og er blevet voldsomt politiseret. Muslimer og kristne har udkæmpet en hård kamp om kontrollen over staten og dens indretning og politiske embeder, ligesom de er stødt sammen over adgang til landets naturressourcer, ikke mindst de omfattende olieforekomster. Da Nigerias militærdiktator, general Babangida, i midten af 1980’erne meldte Nigeria ind i Organisation of Islamic Conference, lød der f.eks. et ramaskrig fra de kristne, der så det som et forsøg på at islamisere Nigeria. Det gjorde der også, da muslimske politikere op gennem 1980’erne og 1990’erne forsøgte at få oprettet en sharia-appeldomstol på højesteretsniveau – et spørgsmål, som fik den ene forfatningskonference efter den anden til at bryde sammen. Omvendt mente muslimer, at staten var opbygget efter vestlige og dermed kristne politiske og juridiske ideer, som var diskriminerende over for muslimer. Eller de klagede over, at søndagen og ikke fredagen var offentlig fridag. Denne konkurrence kulminerede med indførelsen af de nye sharia-straffelove i 12 af Nigerias 36 delstater, som begyndte i 2000, og som har ført til de voldsomste konflikter nogensinde.

Lokale sammenstød vokser

På lokalt plan er konflikterne mellem kristne og muslimer også vokset siden 1980’erne. En faldende levestandard og stadig mørkere fremtidsudsigter for ikke mindst unge nigerianere har skabt en mere radikal social situation, som har ført til mange sammenstød. Små lokale bataljer kan på ingen tid føre til omfattende kampe, ødelæggelse og død. En muslim kan hævde, at en kristen har pakket svinekød ind i en side fra Koranen, eller en kristen kan påstå, at en muslimsk handelsmand har snydt ham, og det kan hurtigt eskalere til vold. Muslimske nomader og kristne bønder er stødt sammen, når nomadernes kvæg er trængt ind på bøndernes marker, og hurtigt har det udviklet sig til omfattende konflikter mellem kristne og muslimer som sådan. Det er stadig det normale, at kristne og muslimer lever fredsommeligt side om side i deres daglige virke, men antallet af sammenstød er vokset eksplosivt og har kostet tusindvis af menneskeliv.

”Muhammed frelser”

Dette slagord så jeg for nogle år siden malet på en islamisk taxa i Jos i Nordnigeria. Udtrykket er interessant, fordi det er et ekko af de nye pinsekirkers slogan ”Jesus frelser”, og det ville have været utænkeligt for 20 år siden. I den mellemliggende tid er antallet af nye og stærkt missionerende kristne og islamiske bevægelser vokset voldsomt. Som i andre dele af verden har de nye pinsekirker bredt sig og er blevet en magtfaktor i landet. De er stærkt anti-islamiske og har bevidst slået sig ned i muslimske områder for at drive en ofte pågående mission. Samtidigt er nye islamiske reformbevægelser vokset hurtigt og har rettet skytset mod både den nigerianske stat og mod de kristne.

De nye kristne og islamiske bevægelser står skarpt over for hinanden, men hvad der er mere interessant, har de også mange ligheder og påvirker hinanden. Nye islamiske bevægelser inspireres f.eks. af pinsekirkernes ”prosperity gospel” og dets understregning af religionen som kilde til personlig udvikling og velstand, og unge muslimer drages af pinsekirkernes gudstjenester og deres musik. De nye islamiske bevægelser begynder at overtage pinsekirkernes missionsmetoder, ikke mindst den aktive offentlige mission med brug af store gademøder, kæmpehøjtalere, musik osv., og nogle begynder ligefrem at tale om en ny ”pinse-islam”. Omvendt er kristne bevægelser især blevet påvirket af muslimer ved at udvikle en mere juridisk og politisk form for kristendom, som lægger vægt på Bibelen som grundlaget for statens og retsvæsenets indretning.

Forholdet mellem kristne og muslimer i Nigeria er altså sammensat. Fra at have levet sammen i fredelig konkurrence er de stødt sammen i en kamp om den politiske kontrol med staten og landets ressourcer, men samtidigt fører konfrontationerne mellem de nye kristne og islamiske bevægelser til gensidige påvirkninger, hvor de skaber sig i hinandens billede.

Niels Kastfelt (f. 1950) er historiker og lektor ved Center for Afrikastudier og Afdeling for Kirkehistorie på Københavns Universitet. Hans forskningsområde er Afrikas kirke- og religionshistorie, især Nigerias. Hans vigtigste publikationer er Religion and Politics in Nigeria (London 1994), Scriptural Politics. The Bible and the Koran as Political Models in the Middle East and Africa (London, 2003) og Religion and African Civil Wars (London, 2005).