Forlaget Vandkunsten » Bøger alfabetisk » Den sande tro. Kristne og muslimer mellem konfrontation og sameksistens » Den sande tro - introduktionsbladet » De kristne i Irak

De kristne i Irak

Af Pernille Bramming

Af Pernille Bramming

Det er et turbulent og blodigt kapitel af historien om forholdet mellem kristne og muslimer i Irak, der er blevet skrevet i de senere år. Samtidig rummer det også det paradoks, at den kristne minoritet både er truet af en forholdsvis stor udvandring og oplever en opblomstring i de kurdiske områder. De kristnes historie i Irak går helt tilbage til det første århundrede af vor tidsregning, hvor kristendommen blev den største religion i Mesopotamien. Der er et dusin forskellige kirkesamfund, som kan inddeles i tre hovedgrupper: katolske, ortodokse og protestantisk-anglikanske. Langt den største er den kaldæisk-katolske kirke, der følger østkirkens ritualer, og hvis overhoved har titel af henholdsvis patriark af Babylon og kardinal i den romersk-katolske kirke.

Paradokset er tydeligst i den kristne by Ainkawa, der ligger ved den kurdiske hovedstad Erbil. Her er der siden Saddam Husseins fald i 2003 sket en rivende udvikling takket været den fremherskende fred og ro i Kurdistan. Den kurdiske regionalregering har øget tilskuddene til de kristne kirkesamfunds aktiviteter, og det har betydet, at en vifte af kulturforeninger og ungdomsklubber har fået forbedret lokaleforhold og mulighed for langt flere aktiviteter end førhen. På de kristnes skoler undervises der fortsat på aramæisk og også assyrisk, og flere af foreningernes tidsskrifter er flersprogede og har sektioner på henholdsvis aramæisk, assyrisk og arabisk. En række klostre, der ligger i området ved Erbil, er blevet meget smukt restaureret med kostbare materialer, og de spiller nu en fremtrædende rolle som samlingssted og udflugtsmål under højtider.

De kristnes udvandring

Samtidig er den udvandring, der har foregået siden 1950’erne, men som for alvor tog fart i 1990’erne på grund af den kurdiske borgerkrig og den dybe økonomiske krise, fortsat i de sidste syv år. Til gengæld var over 2000 kristne familier fra Bagdad flygtet dertil i perioden frem til 2006, og indbyggertallet i Ainkawa er nu mere end fordoblet siden 2003. Den megen vold i kølvandet på Saddam-regimets fald har også ramt de kristne direkte, om end konflikten primært har udspillet sig mellem sunni- og shiamuslimer. I foråret 2007 belejrede al-Qaeda-folk al-Durah kvarteret i Bagdad, som var kendt for at rumme mange kristne, og begyndte at opkræve ”jizya”, en skat ikke-muslimer i perioder er blevet pålagt som en form for beskyttelsespenge. I dette tilfælde skal beløbet have været på cirka 200 kroner. Alternativet til at betale var at konvertere og gifte døtrene med al-Qaeda folk. Flygtede de kristne, ville deres ejendomme blive konfiskeret. Der er også blevet dræbt en række præster og ødelagt kirker. Også shia-muslimske militser har deltaget i kristenforfølgelser, selv om de politiske ledere har forbudt det.

En voldsom optrapning af vold mod de kristne blev imidlertid indvarslet med et terrorangreb begået af al-Qaeda på en kirke i Bagdad den 31. oktober 2010, hvor mindst 52 mennesker forsamlet til gudstjeneste blev dræbt. Efterfølgende fandt flere mindre angreb sted i Irak, og nytårsnat gennemførte al-Qaeda også et terrorangreb mod en kirke i Alexandria i Egypten, hvor 21 mennesker blev dræbt og over 100 såret.

Konferencer om sameksistens

I alle de arabiske lande har såvel kristne som muslimske religiøse ledere reageret med fordømmelse, fatwaer mod drab på kristne og opfordringer til at værne om en fredelig sameksistens. Siden er der også blevet afholdt en stribe konferencer verden over, hvor religiøse ledere fra de forskellige trossamfund har diskuteret mål og midler til at sikre fredelig sameksistens. En af disse konferencer fandt sted i København i januar måned i år og var et resultat af et samarbejde mellem Udenrigsministeriet, Institut for Menneskerettigheder, Københavns Stift og Foundation for Relief and Reconciliation in the Middle East, der blev stiftet af Andrew White i 2005, samme år som han blev kannik ved den anglikanske kirke, St. George Church, i Bagdad. Andrew White tog allerede i 2004 initiativ til at samle en række af Iraks mest fremtrædende religiøse ledere fra henholdsvis kristne, sunni- og shiamuslimske samfund, og gruppen har holdt en række møder siden da, herunder også ét i København i 2008. På konferencen i januar måned synes der at have været enighed om, at det er den manglende lov og orden i Irak, der er det grundlæggende problem, fordi det gør det muligt for kriminelle som al-Qaeda folkene at gennemføre terroraktionerne. Forholdet mellem kristne og muslimer i Irak har dog historisk set rummet lange perioder med undertrykkelse af de kristne, og de er altid blevet diskrimineret.

Det vides ikke med sikkerhed, hvor stort antallet af kristne er i Irak. Der cirkulerer mange forskellige tal i medierne, som ikke kan verificeres. Antallet blev senest opgjort i forbindelse med folketællingen i 1965, og det lød dengang på 250.000, det vil sige 3,1 procent af befolkningen. I 1947 fremgik det af en folketælling, at der var 156.000 kristne, det vil sige 3,2 procent af befolkningen. Folketællingen i 1987 opgjorde den samlede befolkning til 16 millioner, men angav ikke antallet af kristne. Mens irakiske kirkefolk angiver, at tallet skulle være på en million, anfører forskere, at det korrekte tal for 1987 snarere er cirka 600.000 kristne, det vil sige 3,5 procent af befolkningen. I dag er Iraks befolkning fordoblet til 32 millioner, og den kristne befolkning anslås til at være på mellem 300.000 og 600.000, det vil sige mellem 1 og 2 procent. Det kristne mindretal er dermed på vej til helt at miste sin historiske og kulturbærende betydning. Et af de største irakisk-kristne samfund uden for Irak findes i dag i Sverige og tæller omkring 50.000 mennesker ifølge deres egne oplysninger. Også i USA, Canada og Australien er der større samfund.

Pernille Bramming (f. 1959) er debatredaktør på Weekendavisen, hvor hun også dækker de arabisktalende lande. Hun er uddannet cand.mag. i samfundsfag og fransk fra RUC og har boet i Cairo fra 1991-1996, hvor hun var Mellemøsten-korrespondent for dagbladet Politiken. Hun har foretaget rejser til de fleste arabiske lande samt Iran og
Afghanistan og har bidraget med artikler om Mellemøsten til diverse antologier og tidsskrifter. Hun er medlem af Carsten Niebuhr Bibliotekets redaktion.