Forlaget Vandkunsten » Bøger alfabetisk » Blodhingst

Blodhingst

Gerdur Kristný: Blodhingst. Udgivet november 2011. 1. udgave. 1. oplag. 120 sider. Hæftet. 199 kr. ISBN 978-87-7695-273-0.

Tilrettelagt af Anne Rohweder, oversat af Erik Skyum Nielsen.

Køb

Oversat og med efterskrift af Erik Skyum-Nielsen. 12 x 21 cm, tilrettelagt af Anne Rohweder.

En prisbelønnet nydigtning af "Skirners rejse", som vender sit forlæg, den fortællende digtsuite fra Den ældre Edda, på hovedet og ser Skirners bruderov fra den røvede kvindes synsvinkel.

Erik Skyum-Nielsen skriver bl.a. i sit efterskrift:

Fristelsen blev simpelt hen for stor, da den islandske lyriker og prosaist Gerður Kristny fik den idé at omdigte og videreføre og som kvinde modsige et af digtene fra den såkaldte Ældre Edda, “Skírnismal.

Følgen af hendes indfald blev digtkredsen “Blóðhófnir”, som her præsenteres på dansk.

Udgangspunktet for “Skírnismál”, dvs. “Digtet om Skirner”, af Martin Larsen i hans danske edda-oversættelse kaldet “Skirners Rejse”, er at frugtbarhedsguden Frej en skønne dag sætter sig op på Odins udkigssted Lidskjalv, den nordiske mytologis pendant til Google Earth – stedet, hvorfra den ledende blandt aser kan se ind i alle verdener.

Herfra får Frej øje på den dejlige jættekvinde Gerd, eller Gerda, eller Gerður, for den sags skyld, og betages særligt voldsomt af hendes dejligt lysende arme. Hende må han have! Men eftersom aserne og jætterne tilhører to skarpt adskilte verdener, henfalder Frej i tungsind af længsel. Hans far Njord beder da Skirner, som er tjener eller “skosvend” for Frej, om straks at opsøge sin herre og spørge, hvad i alverden der er i vejen med ham.

Da Skirner hører hans elskovsklage, tilbyder han at drage over og hente pigen, hvis bare han med sig kan få: en hest, som kan splitte “murens mulmflamme”, og et sværd, som kan hugge til trolde og turser.

Skirner rider nu til Jætteland og til Gymers gård, hvor der står olme hunde bundet foran bjælkehegnet. Gerd hører dundren af hestehove og siger til sine tjenestefolk, at de skal byde gæsten indenfor, selv om hun fornemmer, at han for at slippe igennem afspærringerne har dræbt hendes bror, der sad på vagt udenfor.

Skirner tilbyder Gerd elleve ildgyldne æbler og en armring, fra hvilken der hver niende nat drypper otte nye ringe. Men pigen afviser begge dele. Da forsøger Skirner sig med skrappe trusler: Med sværdet, som han holder i sin hånd, skal hoved skilles fra hals på Gymer, hendes far. Og sidenhen skal hun selv aves med stok og sættes ud i ødemarken, og ligge i en ørnerede, glemt af alle og enhver. Af trolde skal hun pines, og enten skal hun ægte en trehovedet turs – eller helt mangle en mand.

Således udæsket eller tvunget – gennem et tilbud, hun ikke kan afslå – lover Gerd at give efter:

“Barre hedder,
som vi begge ved,
en lund lunt stille;
først om ni nætter
skal Njords søn der
glad favne Gerd.”

Hvad foretager monstro Gerd sig i løbet af disse ni nætter, inden hun skal elske med Frej og føje sig under hans viljes styrke? Og hvad sker der i grunden bagefter? Herom mæler eddadigtet ikke en lyd. Men det er disse spørgsmål, Gerður Kristny har stillet og søgt at besvare poetisk. I løbet af de ni ventenætter tænker Gerd naturligvis på sin mor og på den verden, hun skal forlade. Og da hun har givet efter for Frej, får hun selvfølgelig en søn, der som hun selv givetvis vil være splittet mellem to verdener, således at hendes hjemlængsel fremover vil videreføres i ham.

Det er på denne basis nærliggende, i Gerður Kristnys digtkreds at læse en kvindelig eller sågar feministisk protest imod mænds kærlighedsform. Men digtet lader sig tillige læse som en kritisk nedbygning eller ‘dekonstruktion’ af den kosmos-konstruktion, man finder i den nordiske mytologi.