Forlaget Vandkunsten » Bøger alfabetisk » Timer i litteratur » Pressen skrev

Pressen skrev

Det gælder om at skælve

Skal man være en nørd eller have pløjet sig gennem verdenslitteraturen for at få noget ud af professor Nabokovs forelæsninger? Overhovedet ikke. De er skrevet i et sprog, som alle kan forstå, og peger, netop fordi de handler om de mange måder, man kan være menneske på, tilbage på alt det, vi almindelige dødelige går og bakser med; angst og bæven, venskab og kærlighed, vægten af vore synder.

DET VIGTIGSTE ved at læse er ifølge Nabokov at opleve »denne skælven i alle områder af tanke og følelse«. »Vi risikerer at gå glip af det bedste i livet, hvis vi ikke ved, hvordan vi skælver«, siger troldmanden, der forvandlede sig selv fra russer til amerikaner og tryllede med ordene, så det stadig er en dirrende fryd i det øverste af rygmarven at læse ham.
Jeg siger, nap en Nabokov - og skælv!

Jes Stein Pedersen, Politiken, 4. februar 2012.

Lektørudtalelse

Fremragende, medrivende litteraturformidling.

Torben Wendelboe, lektørudtalelse uge 34, 2011.

Femina

Skøn og saftig læsning!
Femina, 24. november 2011.

Den gode læser

Forfattere må finde sig i at blive anmeldt, mens det samme ikke gælder deres læsere. Det er sjældent, at nogen indlader sig på at definere, hvad en god læser er.
Men det gør Vladimir Nabokov (1899-1977) i bogen Timer i litteratur som optakt til fem forelæsninger over skønlitterære mesterværker af Stevenson, Turgenjev, Tjekhov, Flaubert og Kafka.
Forelæsningerne blev afholdt i perioden fra 1941-59 på to amerikanske universiteter i Massachusetts og New York, hvor Nabokov var professor, og naturligvis holdt han langt flere end fem. Vandkunsten har udvalgt en håndfuld fra samlingerne Lectures on Literature og Lectures on Russian Literature, der udkom efter Nabokovs død - og gid oversætteren Henrik G. Poulsen må fortsætte, hvor han slap, så vi også får at læse på dansk, hvor meget Nabokov foragter Dostojevskij, chokeres over Cervantes' brutalitet og frydes over Tolstoj ...
[Og] hvordan er Nabokov selv som læser? Ja, han insisterer strengt på at læse værkerne på deres egne kunstneriske præmisser og må naturligvis fnyse over, at nogen kan tro, at Kafkas anstrengte forhold til sin autoritære far har spillet nogen som helst rolle for tilblivelsen af novellen Forvandlingen , der handler om en stakkels mand, der en dag vågner op som en stor fed bille, som hverken hans far, mor eller søster vil kendes ved, selv om de udmærket godt ved, at det er Gregor. Og Gud forbyde, at nogen læser Den ejendommelige sag Dr. Jekyll og Mr. Hyde som en allegori over kampen mellem det gode og det onde, for Dr. Jekyll var jo ikke kun god, men en blanding af godt og ondt, og Mr. Hyde sørgede jo pligtskyldigt for gang på gang at genopstå som Dr. Jekyll igen, som Nabokov påpeger. Kunsten må ikke reduceres til freudianske fortrængninger, letkøbt moral eller samfundskritik: Kunst er magi.
Problemet for Nabokov er bare, at magi unddrager sig analyse ...
Men misforstå mig ikke: Selvfølgelig skal man da læse Nabokovs forelæsninger, for han skriver så godt, at det er ligegyldigt, om han har ret eller ej. Desuden smitter hans begejstring (jeg har lige været på biblioteket og låne Kafkas Amerika): Man får lyst til at læse verdenslitteratur.


Anna Libak, Weekendavisen 22. juli 2011.

Forfatter med læsebriller

»Alle store kunstnere er store bedragere.« Sådan skriver Vladimir Nabokov i forordet til »Timer i litteratur«, som præsenterer fem forelæsninger, han holdt på Wesley College og Cornell University.
Det var i årene inden 1959, hvor han slog eftertrykkeligt igennem med »Lolita« og endelig kunne leve af sit forfatterskab.
Hans egen roman levede også op til ordene om, at store kunstnere er store bedragere.
Hans skildring af en ældre mands besættelse af en ung pige virker i hvert fald provokerende autentisk den dag i dag.
I forordet til »Timer i litteratur« forstår man imidlertid, at det kun er den mindre gode læser, der læser en bog biografisk eller på anden måde forsøger at forbinde den med »de verdener, vi kender i forvejen«. Den gode læser betragter derimod det enkelte værk som en autonom enhed, et eget system, og de største forfatteres bøger er for Nabokov det »vidunderligste legetøj«, man kan finde.
I forelæsningerne »leger« han med Robert Louis Stevenson , Ivan Turgenjev, Gustave Flaubert, Franz Kafka og Anton Tjekhov, og særligt interessant er læsningen af Stevensons »Dr. Jekyll og Mr. Hyde« fra 1885, som de fleste vel kender som en historie om Det Gode mod Det Onde.
Men Nabokov skriver: »Vær venlig at se fuldstændig bort fra, glemme, fortrænge, afhuske og udviske en hvilken som helst forestilling, I må have haft om, at ' Dr. Jekyll og Mr. Hyde' er en slags gyser, en detektivhistorie eller en film«. Og så demonstrerer han ellers, hvordan fortællingen netop ikke handler om modsætningen mellem godt og ondt, men om hvordan det onde bor i det gode. Altså et langt mere nuanceret portræt af den menneskelige psyke end det, der fremlægges i de sensationssultne eller Disneyficerede udlægninger af historien, som populærkulturen er fuld af ...
[N]etop skriften og engagementet er hans force. Sproget er smidigt, præcist og smittende, og ... den »magi«, Nabokov finder i de store bøger, ja, den skinner ... igennem i hans ord, og man får lyst til at læse alle forfatterne.
Alle de »store bedragere«.

Jeppe Krogsgaard Christensen, Berlingske 12. august 2011.

Stilen fører ind til bogens hjerte

Storartet udvalg af forfatteren Vladimir Nabokovs forelæsninger lærer os, hvordan man bliver en bedre læser ...
For at blive en god læser skal man lægge mærke til og holde af detaljerne, siger Nabokov og fortsætter: "Vi må altid huske på, at et kunstværk undtagelsesfrit er en nyskabt verden, og derfor er det første, vi bør gøre, at studere denne nye verden så indgående, vi kan, og behandle den som noget splinternyt, der ikke har nogen given forbindelse med de verdener, vi kender i forvejen".
Det er en litterær kunstner, der således forsøger at skabe læsere, som kan se værket med den kunstneriske skabers øjne - ikke med den akademiske kritiks instrumenter.
Og for en sådan skaber er det næsten vigtigere, hvordan han/hun får sine personer til at gå fra et rum til andet, end hvilke overordnede synspunkter de udstyres med.
Helt suverænt formår Nabokov at føre os ned på dette skabelsesplan - og derfor er han så interesseret i en kunstners stil, det plan, hvor detalje føjes til detalje, og det overordnede skabes af kombinationer og strukturer i det skabte. Og allermest er han optaget af de greb, en forfatter gør for at få os læsere til at tro på den fiktive verden, han/ hun har rejst. For kunst er et levende menneskes fantasi - ikke virkelighed, fastslår Nabokov igen og igen.
Han samler " godbidder" eller detaljer sammen og glæder sig over den verden, der bygges op af dem. Han er ikke ude efter symbolforståelse først og fremmest, for som han så rigtigt siger, når vi har uddestilleret et symbol af en tekst, har vi mistet glæden ved den.
Og den glæde ved det kunstneriske håndværk er det altoverskyggende hos Nabokov. Man kan spørge sig selv, om udgivelsen af sådanne læsninger som Nabokovs er et symptom på, at vi skal til at læse på denne kunstneriske måde igen, nu hvor litteraturen er så truet, og den akademiske institution så hullet, at den ikke kan redde den? At følge Nabokovs langsomme læsning er som at kende en tegner og vide, hvor meget vigtigere en stregs bevægelse på denne tegning er, end hvad den betyder...

Bo Hakon Jørgensen, Kristeligt Dagblad 13. august 2011.

En halt pony og en god læser

Flere af Nabokovs romaner er udstyret med en dårlig (men fiktiv) læser i forordet.
I hovedværket Pale Fireer det den sindsforvirrede Charles Kinbote, der helt bogstaveligt har tilranet sig den tekst, det hele drejer sig om, og i Lolita er det John Ray Jr., der i forordet udlægger romanen - blot for i efterordet at blive latterliggjort af Nabokov selv. Det er, som om Nabokov parodierer den dårlige læser for at opdrage sine egne læsere til bedre vaner. Og hvis man ikke vidste bedre, skulle man tro, at oversætter Henrik G. Poulsen var forfatter til endnu et af Nabokovs fiktive forord.
Det kan næsten kun være tænkt som en ironisk kommentar til dårlig oversættelsespraksis, at Lectures on Literature oversættes til »Timer i litteratur« ( hvilken time? Klavertime, klassens time?), når lectures nu så let lader sig oversætte til 'forelæsninger'.
Man kan næsten ikke tænke andet, end at Poulsen har ofret præcision for at fange en snert af bogstavrimet i den engelske titel. I 'Oversætterens bemærkninger' bliver det endnu morsommere, når Poulsen oplyser, at de russiske tekster er oversat fra engelsk, og at han har skelet til de forhåndenværende danske oversættelser. Det lyder fuldstændig som Charles Kinbote, når Poulsen skriver, at der »her og der er hapset en sproglig godbid.« Nabokov griner i mørket.

Nikolai Thyssen, Information 2. september 2011

Og så gik anmeldelsen ellers i stå ...

I Informations Bøger den 2. september kritiserer Nikolai Thyssen min oversættelse af et udvalg af Nabokovs Lectures on Literature, Timer i litteratur og koncentrerer sig om titlen, indholdet og mine indledende oversætterbemærkninger.
Lectures, mener han, skal være 'forelæsninger' og ikke 'timer', og han spørger retorisk: »... hvilken time? Klavertime? Klassens time?« Som han selv andetsteds fremhæver, er en god læser ifølge Nabokov en, der har en ordbog, og lad os da se, hvad der kan komme ud af sådan en: Tager vi nu Kjærulff Nielsen, Engelsk-Dansk Ordbog, får vi ganske vist ikke meget mere ud af det end »forelæsning», men slår vi op i f. eks. Roget's Thesaurus (som forresten var Nabokovs foretrukne engelskordbog), får vi besked om, at lecture rummer en del flere betydninger, herunder lesson, som ifølge Kjærulff Nielsen bl. a. betyder 'time' ( forstået som undervisningstime) ...
Endelig gør Thyssen sig lystig over, at jeg i forordet har oplyst, at de russiske tekster i bogen (de mange citater fra de gennemgåede værker) er oversat fra engelsk, og at jeg har skelet til de danske oversættelser, samt her og der hapset en sproglig godbid.
Som jeg også antyder i forordet, er disse engelske tekster på det nærmeste autoriseret af Nabokov selv, idet de er udvalgt og endda forbedret af ham og anvendt i hans undervisning til illustration blandt andet af de mange stilistiske særegenheder og finesser, der omtrent er hovedsagen for ham.
Jeg har ment bedst at kunne få disse ting frem på denne måde, og man må have mig undskyldt, at jeg ikke kan russisk, hvis det er det, der menes.
At jeg har kikket i sidemændenes bøger og også nuppet et par småting undervejs, tror jeg, er almindelig oversætterpraksis, og jeg har ment, det var rimeligt også at vedkende sig det som en tak for lån.

Henrik G. Poulsen, Information 23. september 2011.