Forlaget Vandkunsten » Bøger alfabetisk » Tyrkiske breve » Tyrkiske breve - introduktionsbladet » Paven og Tyrken. Konspiration og apokalypse i Christian 4.s kroningsoptog 1596

Paven og Tyrken. Konspiration og apokalypse i Christian 4.s kroningsoptog 1596

Af Bent Holm

Christian 4.s kroningsfestiviteter i 1596 udgør en storslået, programmatisk eksponering af fyrstens politiske og religiøse rolle. Samtidig er det en lancering af den allegoriske, spektakulære iscenesættelse med rødder i bl.a. antikkens triumfprocessioner og renæssancens, f.eks. den florentinske renæssances, trionfi, som ikke før var set på dansk grund på et sådant niveau. Renæssancens mangeartede performative ekspressivitet slår her for alvor igennem.

Man har ofte hæftet sig ved pragt- og spektakularitets-glæden som det centrale. Overdådigheden er da også i sig selv et udsagn om overskud og styrke. Udfoldelsernes mere omfattende betydningspotentiale har i mindre grad været systematisk behandlet. Det følgende skal ses som et forsøg på at læse festiviteterne dels i lyset af centralbegivenheden, selve kroningen, dels i perspektiv af de overordnede sammenhænge, kroningen skriver sig ind i: de religiøse og militære omstændigheder. En specifik optik prioriteres: relationen til Osmannerimperiet. Den er prismet, hvori begivenhedens enkeltkomponenter brydes.

Fokus vil i særlig grad være på Tyrken, der sammen med Paven indtager hovedrollen som fjendebillede. ”Tyrken” forstås som en imaginær størrelse i kompleks betydning: dels en mental billeddannelse, dels en gestaltning i performativ praksis; dette til forskel fra osmannerne, som var dem, man stredes med på den materielle slagmark.

Konfrontation og fjendebilleder

Det helt overordnede perspektiv for kroningsfestiviteterne handler om en konfrontation mellem to imperier: Osmannerimperiet og det Tysk-romerske, habsburgske Kejserrige. Romerriget var i senantikken blevet delt i en vestlig og en østlig del, hvorefter sultan Mehmet 2., Erobreren, havde erobret – eller befriet – Konstantinopel den 9. juni 1453. I kristen forståelse var byen faldet til Antikrist. Mehmet titulerede sig herefter Kaisar-i-Rum, romersk kejser, og titlen gik videre til efterfølgerne. Det Vestromerske Rige blev ført videre gennem de tyske kejsere. Delingen gav grobund for en aggressiv dynamik. Østimperiet ved Mehmet så en mission i at samle riget ved erobring af vestdimensionen, mens Vestimpiriet ved habsburgerne havde en underliggende opfattelse af, at imperiet skulle kompletteres ved en tilbageerobring af østdimensionen. Fra begge sider indgik en religiøs motivering om at befri landområderne til den sande tro, henholdsvis islam og kristendom.

Også den mere umiddelbare ramme for kongekroningen i 1596 angår sammenstødet mellem det osmanniske og det habsburgske imperium, som indebar en konfrontation mellem islam og kristenheden, der ydermere var spaltet i to blokke – den katolske og den protestantiske. Presset fra osmannerne fik på den ene side de to former for kristendom til at fremstå samlet som en kristenhed. På den anden side udløste det i begge lejre apokalyptiske forståelser med modsatte fortegn: den ene blok repræsenterede i den andens optik Antikrist. Luther var Antikrist. Paven var Antikrist. Dog var Tyrken i begge optikker en svøbe, i sammensat betydning af et Guds strafferedskab og et Djævelens instrument, og i konspiratorisk kompagniskab med henholdsvis Luther og paven.

Sådanne indskrivninger af militære og politiske begivenheder i religiøse tolkningsrammer forekom i alle lejre, osmanniske, katolske, lutherske. Begivenhederne blev læst som tegn, der blev tillagt en betydning, som indebar, at der var en mening med det hele. Det kristne skrækscenario var, at Tyrken gik efter at erobre Occidenten og udslette den kristne tro, som er forudsætningen for den evige salighed. Den ultimative pris var på spil.

Stridigheder mellem habsburgere og osmannere brød i 1593 ud i Den Lange Tyrkerkrig, som stod på til 1606. I 1596 belejrede og indtog tyrkerne Erlau i grænselandet mod Østrig og Polen. Herefter fulgte slaget ved Kereszetes, anført af sultan Mehmet 3. under profeten Muhammeds hellige fane, hvor over 30.000 tyske og ungarske tropper faldt. Osmannerne triumferede, og Ungarns tilbageerobring var i de næste mange årtier ikke noget punkt på dagsordenen.

Kroningen

Kroningen af den danske kong Christian 4. i 1596 fandt sted under Den Lange Tyrkerkrig. Indbudt var tyske fyrster, der var direkte involveret i kampen med osmannerne, og hvoraf enkelte måtte melde afbud med henvisning til ”den Fare, som det Romiske Rige stod udi, for Tyrckens Indfald”.[1] Tyrken var således inde i billedet som andet end eksotisk symbolik; Tyrken var også osmannerne.

Et centralt tema var markeringen af Christian som luthersk fyrste, den væbnede arm til forsvar af den rene tro og lære. Fjenden var kætteri og vantro. Kætteriet, altså vranglæren, var først og fremmest pavekirken, mens vantroen i særlig grad blev repræsenteret af Tyrken og hans falske religion.

Kroningen indebar dels kirkelige, egentligt rituelle handlinger, dels en række spektakulære iscenesættelser i ritualistisk form. Den symbolske eliminering af fjendebilleder i de festiviteter, der fulgte, var også ritualistisk i kraft af referencen til selve den grundlæggende og forandrende rituelle handling, kroningen.

Paven og Tyrken

Forståelsen af kroningen og udlægningen af troens fjender, kætteriet og vantroen, personificeret ved Paven og Tyrken, var baseret på Luther, især hans traktater mod Tyrken, skrevet i umiddelbar sammenhæng med Süleyman 1.s belejring af Wien i 1529.[2]

Luther læste de konkrete begivenheder ind i det store verdensdrama i kampen mellem Gud og Djævelen. Med afsæt i profeten Daniels apokalyptiske syner påviste han, at først var den skinbarlige Antikrist, Paven, udsendt for at myrde de troende åndeligt, og dernæst den skinbarlige djævel, Tyrken, for at dræbe dem legemligt. Den bagvedliggende strategi var klar: ”Således må Djævelen, fordi verdens ende er nær, først angribe Kristenheden på det grueligste med begge sine magter og give os det rette afskedsbæger, før vi farer til himmels […] Tyrken […] er […] forløberen for Helvede og den evige straf, for Daniel siger 7,26, at efter Tyrken skal dommen og Helvede strax følge.”[3] Daniel taler strengt taget ikke om Tyrken, men for Luther er der tale om indiskutable sandheder, bevisligheder, der hviler på sindrig og systematisk læsning af profetens ord.

Et knudepunkt i Daniels profeti er synet er de fire hæslige dyr, der stiger op af havet. I Luthers udlægning er det de fire imperier, som historieskrivningen opererede med: det assyrisk-babylonske, det persisk-mediske, det græske og det romerske. Om det sidste dyr, det med jerntænder og kobberklør og ti horn, siges det, at et ellevte horn vil skyde frem. Det vil være udstyret med øjne og en stortalende mund og vil støde tre af de andre horn af. For Luther betyder det, at om end Romerriget, Det Hellige Romerske Rige af Tysk Nation, er det sidste af de fire imperier, så skal dertil lægges Osmannerriget som en afsluttende, destruktiv protuberans. Tyrken har allerede erobret tre landområder, Asien, Grækenland og Egypten – det er de tre horn, der blev stødt af – og nu hamrer han løs på de tyske grænseflader. Krigen har eskatologisk perspektiv.

Tyrken er altså en absolut fjende, han repræsenterer ”Djævelen selv”,[4] og man kan fortrøstningsfuldt udgyde hans blod, da Gud via Daniel har fordømt Tyrken til Helvedes ild. De kristne handler som gode undersåtter, når de ”med glæde bruger næverne og trøstig gør indhug, dræber, røver og gør fortræd, så meget de kan, så længe de kan røre et lem”.[5] Tyrken på sin side udgyder nådesløst uskyldigt kristent blod. De, som falder for hans grænseløse blodtørst, kommer direkte i Paradis. De bliver straks martyrer. Derved narrer Tyrken sig selv, for jo før Herrens rige fyldes op med martyrer, desto før sker Frelserens genkomst. Tyrkens grumhed er hans dumhed.

Til sammenligning skal indskydes, at for osmannerne var sagen klar: krigsførelsen var en religiøs akt, bogstaveligt under Profetens hellige fane, krigeren gik mod martyriet. I sidste instans altså analoge grundpræmisser. Komparation mellem fundamentale principper i de to imperier er ikke ærindet her. Men den er grundlæggende relevant. Forudsætningen er en optik, der ikke ser den ene dimension som fortrolig, den anden som eksotisk, men tager afsæt i en strategi, der baserer sig på defamiliarisation.

Ifølge Luther er de sidste faser i den afgørende kamp, som leder op til Dommedag og Frelserens genkomst, tydeligvis nært forestående. Hans fremstilling refererer ydermere til Johannes’ Åbenbaring i en række billeder, der på forskellig vis indgår og gestaltes i Christian 4.s kroningsfestligheder, som altså indrammer centralbegivenheden, selve kroningsritualet.

Budskabet om kætteriet og vantroens realiteter og implikationer blev indpodet i alle lag af befolkningen i Danmark via salmer, bønner og prædikener. Den pointe, at den sande kristne bør demonstrere sin foragt for papismens ceremonier og ritualer, er særligt interessant i relation til den antikatolske, parodisk-performative dimension af Christian 4.s kroningsfestiviteter.

Kætteri og vantro

Kroningsfestlighederne var i sig selv en gigantisk politisk og propagandistisk iscenesættelse, som involverede en række europæiske fyrster og deres entourage, i alt hundredvis af personer. Christians kommende svigerfar, fyrstebiskoppen af Magdeburg og kommende kurfyrste, Joachim Friedrich af Brandenburg, af huset Hohenzollern, deltog således med et følge på over 200 personer og 500 heste.

Kroningsbegivenhederne åbnedes og lukkedes med symbolsk nedkæmpning af Tyrken. De fyrstelige gæster blev budt velkommen ved en storstilet pyroteknisk udslettelse på Valby Bakke af en 13 meter høj tyrkerfæstning med halvmåne på spiret. Tilsvarende endte festlighederne med martialsk tyrkiske fyrværkerier på Kronborg.[6]

I forbindelse med kroningen søndag den 29. august i Københavns Domkirke fremførtes betragtninger om den tilstundende verdens ende, tilmed under henvisning til Daniels profeti. Det hedder ordret bl.a., at:

effterdi alle Verdens Riger oc Regimenter begynder fast at helde, oc den ringeste Part, som nu i denne affeldige oc arrige Verdens sidste Tid er tilbage, staar alleniste paa Jernbeen oc Leerbeen, huilcken den store Steen, som skal riffuies [: rives] ned aff Himmelen uden Hender, Daniel: 2, vil sønderknuse, nedersla, oc giøre en Ende paa det alt sammen. Det er: Vor Herre Jesus Christus vil hastig paa denne yderste Dommedag komme, oc giøre Ende paa all denne Verdens Riger, Mact oc Velde, oc oprette sit euige Rige, som aldrig skal omstødis.

Hver og en af os skal derfor bede til Gud om at ”beuare sin Kirche […] fra all Ketteri oc Vildfarelse”[7] og velsigne og beskytte kongen. Kongen er landets værn mod vranglære og vantro.

Dagen efter kroningen opførtes om aftenen et pyroteknisk drama om dyd og selvopofrelse, repræsenteret ved den heroiske Marcus Curtius, som i det 4. årh. f.v.t. frelste Rom ved til hest og i fuld rustning som repræsentant for den ædleste romerdyd at kaste sig i et truende gab, der havde åbnet sig på Forum Romanum. Renæssance-forståelsen af Curtius rummede Kristus- og martyr-paralleller. En bro førte fra et fæstningstårn til den ”brendendis Pøl” med drager og djævle, hvortil kom personifikationer af anti-dyd i form af Hedenskab og Kætteri: dels "en Indiansk Herremand [og] en Tyrck, i Tyrckisk Klædning", dels en smilende kvinde ”met lange Asens øren, vdi rød Klædning”, fortil udstyret med et dragehoved, bagtil et hornet dyrehoved, og en lang række af allegoriske detaljer. Betydningen af de mange enkelttræk i det fristende og frastødende kvindemenneske stod forklaret i rim på soklen: ørerne betyder uforstand, smilet bedrag, dragetrækkene afmaler den djævelske lærdom, pungen viser pengegriskhed: ”Gods jeg søger, ey Guds Ære.” Og dog hykler hun hellighed, med klar adresse til romerkirken i de didaktiske rim:

Met min Bibel i min Haand:

Gudelig mig acter huer Mand

Naar de seer min Pater Noster,

Meer end Nonner udi Kloster.

Bugen vidner om vellevned, forklares det. Hjortebenene viser adræthed til at undslippe jægeren, Marias søn. Hendes halssmykke – som ikke er beskrevet – angiver hovmod. Hendes bryster er runde af løgn. Følger du denne bedrageriske kvinde, agt da på dragehalen, thi det vil så ende med "en ond Samvittighed/ Met Diefflene i Euighed". Den røde klædning identificerer hende yderligere som Den babyloniske Skøge fra Johannes’ Åbenbaring. Koblingen til romerkirken er analog med konventionen for afbildning af Antikrist som et vrængbillede af Paven. Som anskuelsesundervisning personificeres Kætteriet gennem papismen. Modstillet tro(skab) i Curtius’ skikkelse placeres altså Vantro og Kætteri: Tyrken og Paven.

Curtius blev nu fulgt af de tre figurers udslettelse, da han kastede sig i flammegabet, som udtryk for den unge konges beredthed til selvopofrelse og hans beslutsomhed på bekæmpelse af vantro og vranglære, tyrkeri og papisme. Nedstyrtningen af de onde magter i ildpølen refererer til Johannes’ Åbenbaring, hvor den falske profet og dyret begge kastes i ildsøen som optakt til Tusindårsriget, Frelserens genkomst og verdens skabelse påny. Således sluttede den første festdag.

De to følgende dage fremførtes de såkaldte inventioner i byen, som gik forud for turneringerne på Amager Torv: processioner og vogne med reference til religiøse, ideologiske eller politiske temaer. Kongen var førstedagens mantenador, det vil sige indbyder. Invitationen til turneringen blev udsendt i pave Sergius 6.s navn. Den blev opslået på slotsporten og forkyndtes på alle tværgader af herolder under trompetfanfarer. Kongen var med andre ord pave for en dag.

Men hvem er pave Sergius 6., som Christian gestaltede? I rækken af paver havde der kun været fire Sergius’er; den sidste i begyndelsen af 1000-tallet. Sergius 6. er altså en fiktiv figur, om end hans navn er velkendt i sammenhængen. Det er navnet på en nestoriansk eller ariansk, med andre ord kættersk, munk, der ifølge en legende bistod Muhammed med udformningen af Koranen.[8] Legenden om ham – han kaldes undertiden også Bahira – figurerer op gennem middelalderen og var vidt udbredt i tidlig moderne tid,[9] så valget af navnet Sergius til Christians bespottelige pavegestalt indebærer en eklatant islamhenvisning. Den papistiske ritualitet udstilles herved nådesløst til hån, spot og latterliggørelse, og samtidig er Muhammed og al hans falskhed integreret med Paven, som det også lå i de teologiske forståelser, f.eks. hos Palladius, hvor Muhammed står som en åndelig bror til Paven.

Inventionen drog herefter ind på pladsen anført af kongelige musikere, hvorefter fulgte en bygning udstyret med gejstlige, musikere og sangere klædt som munke og eremitter, og på siderne bemalet med romerske prospekter af Vatikanet, Pavepaladset, Belvedere, Engelsborg og Pantheon. Den var forspændt to mænd, der på forunderlig vis syntes at trække det hele i små bånd – reelt blev den drevet frem af folk underneden. Det dekadente Rom modstilles på den måde det antikke, der stod for fundamentale dyder. Hernæst fulgte to munke med røgelseskar, to domherrer i messesærke, to munke med vievand og stænkekoste, alle ledsaget af svejtsergarden; dernæst Pavens kammertjenere, en munk med guldkors, svejtsergardister, og endelig blev Paven selv – i rødblomstret gylden kappe og med tiaraen, den tredobbelte, ædelstensbesatte guldkrone – båret frem i bærestol betrukket med rødblomstret fløjl og under en himmel fremført af ti rødklædte personer med lange kjortler. Sluttelig sås bl.a. to domherrer i messesærke, to bisper med hat og stav, ledsaget af svejtsergardister, tre kardinaler i rødt, ridende på mulæsler og medførende Pavens ringridningsspyd. Paven hilste og velsignede turneringsdommere, fyrster og damer. Som mantenador forblev han på pladsen, steg af bærestolen, aflagde den tunge krone til fordel for en let kalot og satte sig til hest.

Efter Paven fulgte optog af eksotiske vantro anført af kongens kommende svigerfar, fyrstebiskoppen af Magdeburg Joachim Friedrich. Han var klædt i blå og hvid kjortel som en "fremmet hednisk Herre"[10] i skikkelse af en tyrkisk kriger med krumsabel, bue og pil og prydet med sølvvinger ved ørerne, hvide halvstøvler, to sølvvinger bag sadlen og en hvid ørn med udbredte vinger malet på hver side af dækkenet ”paa Hedniske vjs”. Fyrstebispens invention omfattede bl.a. hans søn markgreve Johan Sigismund, udstafferet som faderen, ledsaget af ryttergrupper, klædt ligeså, hvortil kom tyrkisk kostumerede musikanter. I en henvendelse fra den tyrkiske herre hed det nu, at ”Mehemet aff Guds Naade, Fødd aff den Kongelige Stamme til Fessa, Aruing til Natolia, Hertug offuer den Vindiske Marck, Græffue udi Berba, Øffuerst General, til Land oc Vand, udi det Kongerige Fessa" anmoder dommerne om, at hans eksotiske optog må passere. I så fald vil Hans Nåde "storligen berømme" dem i sine lande. Blomstrende proklamationer og titularier er et karnevalesk træk, og man kan derfor roligt tale om et kongeligt karneval.

Igen er der grund til at hæfte sig ved navnet. Tyrken kalder sig ”Mehmet”. Mehmet 2. var den sultan, der indtog – eller befriede – Konstantinopel i 1453. Mehmet 3. var trådt til i januar 1595 og var en nøglespiller i den netop stedfindende habsburgsk-osmanniske krig, den omtalte Lange Tyrkerkrig. De nævnte lande er dele af hans rige, herunder området Fessa i de nordafrikanske Barbaresker med byen Fez, der siden 1579 var osmannisk. Det vindiske land er Kroatien, som ligeledes var underlagt osmannerne. Magdeburgeren fremstod tilmed ikke blot som en konventionel tyrk. Han var udstyret som en deli, en af de krigere, der var særligt berygtede for deres grusomhed og hensynsløshed. Han fremstår som specificeret grum i sin tyrker-gestaltning. Delier var kendt fra afbildninger, men jo også fra den faktiske slagmark. Den performative praksis involverede således på flere niveauer den imaginære Tyrk – det mentale og det gestaltede billede – såvel som den faktiske osmanniske dimension.

Anmodningen om passage tilstodes de eksotiske fyrster af dommerne, og fyrstebispen og markgreven dystede nu med Majestæten. Efter kampene "foer denne Første Inuention igen fra banen, udi lige saadan Ordning, som den tilforne vaar opkommen". De to beskrives her som én samlet invention. De drager ind på og forlader igen turneringspladsen i den rækkefølge. ”Tyrken” fulgte altså “Paven”. I turneringen var fyrstebispen/Tyrken kongens/Pavens førende aventurine, det vil sige udfordrer. Paven var den stærkere af de to. Men de drog ud i samlet trop.

Hver for sig havde både Paven og Tyrken tidligere været genstand for symbolske eliminationer ved fejring af betydningsfulde begivenheder i kongehuset. Det kunne være som pyroteknisk opvisning. Ved Christian 4.s dåb i 1577 sprængtes Paven som Antikrist i luften sammen med en gruppe af munke i en fyrværkeriborg i Københavns Slots gård, og indvielsen af Kronborg i 1585 blev fejret ved en sprængning af den vantro Tyrk. Pointen ved kroningsfestlighederne er imidlertid de to fjendefigurers samtidige tilstedeværelse.

Montagen af Paven og Tyrken i den lineære procession er i sig selv signifikant: en gestaltning af ondskabens akse i en konspiration, som var alment kendt og anerkendt som en kendsgerning. Betydningen var aflæselig for et luthersk publikum: Antikrist og Djævelen drager ind i den historiske rækkefølge og går i konfrontatorisk interaktion.

Den pavelige procession var således den lutherske fyrstes groteske gestaltning af modstanderen, en eksponering af kætteriet i forlængelse af den skrækkelige personifikation, Kætteriets Gudinde, der blev elimineret i fyrværkeriopvisningen dagen efter kroningen, og som tilmed via Sergius-navnet var involveret med det andet Djævelens værk, vantroen. Som i Curtius-fyrværkeriet blev Kætteriet altså fulgt af Hedenskaben i skikkelse af Tyrken.

Satans stormtropper

De to hovedskikkelser i tidens politiske og religiøse spændinger, som var i spil, var begge gestaltet af kirkeligt relaterede ledere. Christian som sand luthersk fyrste, troens forsvarer mod kætteri og hedenskab; Joachim Friedrich som fyrstebisp. Paven og Tyrken bekæmpede hinanden, men var dybest set allierede. De gestaltede anti-dyd dimensionen, som satte kongens dyder i relief. Ved således at udstille sig til latter potenserede Herskeren sin status snarere end at svække den. Han demonstrerede sin suverænitet ved at optræde som antagonisten. I ritualistisk henseende blev antagonisterne bemestret ved at blive gestaltet i grotesk form af deres overmænd. Ondskaben blev neutraliseret.

Kroningsfestlighederne var i sig selv en overvældende demonstration af kraft og dynamik. De finere nuancer i afkodningen har afhængt af kulturelle forudsætninger, men Paven og Tyrken som Satans stormtropper var indarbejdet stof.

Bent Holm (f. 1946) er dr.phil, lektor på Institut for Kunst og Kulturvidenskab, Københavns Universitet. Han har bl.a. skrevet Tyrk kan tæmmes. Osmannere på den danske scene 1596-1896 (København 2010), Skal dette være Troja? Om Holberg i virkeligheden (2004), Solkonge og Månekejser. Ikonografiske studier i Francois Fossards Cabinet (1991) og Den omvendte verden. Dario Fo og den folkelige fantasi (1980). Han modtog Holberg-medaljen 2000.



[1] August Erich: Klarlige oc visse Beskriffuelse om den hoyb. Førstis Christians den Fierdis kongelige Kroning, holden udi Kiøbenhaffn, d. 29. Augusti, A. 1596, Henrich Waldkirch, København 1598, upagineret.

[2] Er udgivet på dansk i 1999 af Tidehvervs Forlag sammen med skriftet mod jøden Mod tyrken og jøden.

[3] Luther, s. 54f.

[4] Ibid., s. 62f.

[5] Ibid., s. 67.

[6] Detaljeret gennemgang hos Erich; se endvidere Karen Skovgaard-Petersen: “Danske konger og romersk herskersymbolik” i Due og Isager (red.): Imperium Romanum II, Sfinx, Aarhus 1993, s. 410ff., og Steffen Heiberg: Christian IV – en europæisk statsmand, Gyldendal, København 2006, s. 51ff. og 331ff.

[7] Den kirkelige handlings tekster gengives hos Erich.

[8] Robert Irwin: Af begær efter viden. Orientalisterne og deres fjender, Forlaget Vandkunsten, København 2007, s. 28, 31 og 95.

[9] Se bl.a. Melanchtons tekst. Om muhamedanernes sekt og rige, der tillige forelå på dansk. Martin Schwarz Lausten: Tyrkerfrygt og tyrkerskat. Islamofobi, religion og politik hos teologer og regenter i reformationstidens Danmark, Anis, København 2010, s. 44ff.

[10] Erich.