Forlaget Vandkunsten » Bøger alfabetisk » Tyrkiske breve » Tyrkiske breve - introduktionsbladet » Melchior Lorcks religiøse digtning

Melchior Lorcks religiøse digtning

Af Martin Schwarz Lausten

En af deltagerne i Ogier de Busbecqs gesandtskab (1555-1559) til sultan Süleyman var den danske undersåt Melchior Lorck (1526/27-ca. 1583). Efter tyrkisk skik blev gesandtskabets medlemmer indespærret i nogen tid, men fik også mulighed for at bevæge sig rundt i Konstantinopel og andre steder. Melchior Lorck kunne derfor lave det væld af skitser og tegninger af bygninger, monumenter, klædedragter, personer og meget andet, som han senere bearbejdede med henblik på udgivelse. Som det er velkendt, foreligger det nu i pragtværket Erik Fischer, Ernst Jonas Bencard og Mikael Bøgh Rasmussen: Melchior Lorck I-IV, Forlaget Vandkunsten, København 2009.

Mindre kendt er det, at Melchior Lorck også forsøgte sig som digter. Hans planlagte Tyrkerværk blev ikke udgivet i samtiden, og digtet Ein Liedt vom Türcken vnd Antichrist, Hamburg 1568, er faktisk det eneste skrift, som er bevaret af hans egne udgivelser. Melchior Lorck beskæftiger sig her med det, som alle europæere, der fulgte med, var optaget af: tyrkerfaren. Efter tyrkernes aggressive militære fremfærd mod Europa, kulminerende med besættelsen af Wien (1529), bredte der sig en omfattende tyrkerfrygt, som bl.a. gav sig udslag i en ny litteraturart, Türckenbüchlein. Denne litteratur hævdede at give korrekte oplysninger om tyrkernes religion, sæder og skikke, militære og sociale indretninger. Den oplyste om tyrkernes påståede onde hensigter og karaktertræk og kunne detaljeret berette, hvorledes tyrkerne ville slagte besejrede kristne mænd eller gøre dem til slaver, at de ville voldtage kvinder, kaste spædbørn i luften og spidde dem på spyd. Ydermere ville de afbrænde kirker og klostre, dræbe præster og andre gejstlige og gennemtvinge islam overalt. Det hele var ofte illustreret med grusomme billeder, og forfatterne var som regel teologer, både katolske og lutherske, som ikke lagde fingrene imellem. Deres formål var at drive de kristne til et liv i bod og bedring, da de var overbeviste om, at tyrkerne var et strafferedskab, som Gud havde sendt mod de kristne på grund af deres syndige, ubodfærdige liv.

Ein Liedt vom Türcken vnd Antichrist

Det er i denne sammenhæng, Melchior Lorcks skrift om tyrkerne og Antikrist skal betragtes. Det består af selve digtet og en efterfølgende uddybning af den kristne trosbekendelse fra Oldkirken. På titelbladet angiver Lorck også forslag til melodier, man kan anvende, hvis man vil afsynge digtet. Bl.a. passer, skriver han, Johann Walters melodi (1524) til Martin Luthers salme Af dybsens nød, O Gud, til dig mit bange råb jeg vender [i Folkekirkens nuværende salmebog nr. 496].

Selvom Lorck ikke har nummereret de rimede vers eller typografisk angivet det, består digtet af tre store afsnit. Først beskrives tyrken i skikkelse af sultan Süleyman og hans fremfærd mod de kristne. Sammen med sine uhyrer agter han at bemægtige sig hele verden. Han vil behandle de kristne som dyr, kræve store gaver for at indgå fred, sværge ved sol, måne og stjerner, og alle de kristnes besiddelser vil han give Muhammed som gave. Derefter beskrives de lidelser, som vil overgå de kristne. Lorck følger her teologernes tankegang: Det er Gud, som gennem tyrkerne svinger svøben over de kristne. Lorck henviser til de bibelsteder, som ofte citeres i tidens Türckenbüchlein og forklarer, at det skyldes de kristnes blindhed, kætteri, list, hykleri og falskhed. Hvem driver mennesker til dette? Det gør Antikrist, den forfærdelige skikkelse, djævelen over alle djævle, som vil vise sig i de sidste tider, når jordens undergang er forestående. Lorck appellerer derfor indtrængende til de kristne om at vågne op og rette sig efter Guds ord og i øvrigt se sig om efter en stærk kristen konge, som med en løves mod kan forsvare kristenheden. Digtets sidste del er formuleret som bønner til Gud om at gribe ind og sende en sådan mand, som kan gøre en ende på alle Mahometisten (muslimer). Den anden del af skriftet er formuleret som en bekendelse til Gud, Kristus og Helligånden og som en tro på, at Gud ikke vil lade sine børn gå til grunde.

Fordomsfrie billeder, men islamofobisk digtning

Medens Melchior Lorcks talrige billeder er neutrale gengivelser, er hans digte religiøse. I dem er han grebet af samme tyrkerfrygt som tidens teologer. Han er selv luthersk, men da han var ansat hos den katolske kejser, undlader han at omtale paven som Antikrists medhjælper og kollega, hvilket ellers var ganske almindeligt i lutheranske skrifter mod tyrkerne. Hans tyrkerfrygt leder ham dog til de samme overdrivelser i skildringerne af Süleyman og hans folk, som kendes i teologernes skrifter. Her adskiller han sig i øvrigt fra Busbecq, som ikke veg tilbage for også at skrive anerkendende ord om Süleyman og det kulturelle niveau, tolerancen og den høje moral i det osmanniske samfund.

Litt.: Martin Schwarz Lausten: Tyrkerfrygt og tyrkerstat. Islamofobi, religion og politik hos teologer og regenter i reformationstidens Danmark, Kbh. 2010.

Martin Schwarz Lausten (f. 1938) er professor emer., dr.theol og har været tilknyttet Institut for Kirkehistorie ved Københavns Universitet siden 1965. Han er forfatter til Danmarks Kirkehistorie og har bl.a. skrevet monografier om biskop Peder Palladius, Christian 3. og Christian 2.. I 2007 udkom Jødesympati og jødehad i folkekirken, som afslutter hans værk i seks bind om forholdet mellem folkekirken og jøderne i Danmark siden Reformationen. I Tyrkerfrygt og tyrkerstat (2010) redegør han for den udbredte tyrkerfrygt blandt danske teologer i 1500-tallet.