Forlaget Vandkunsten » Bøger alfabetisk » Tyrkiske breve » Tyrkiske breve - introduktionsbladet » Busbecq og Lorck. To enestående kilder til det tyrkiske samfund i 1550'erne

Busbecq og Lorck. To enestående kilder til det tyrkiske samfund i 1550'erne

Af Mikael Bøgh Rasmussen

Busbecqs fire rejsebreve er en af de mest udførlige og samtidig bedst formidlede kilder om det tyrkiske samfund på det tidspunkt, da Osmannerriget oplevede sin blomstringstid. Der findes talrige skildringer af Det Osmanniske Rige fra 1500-tallet, men Busbecqs iagttagelsesevne, den intensitet og nuancerigdom i beskrivelsen af stort og småt, han fremviser, er af en ganske særlig kvalitet, og krydret med en sympatisk, nedtonet humor og båret af en retorisk træning gør den formidlingen af stoffet levende og ligefrem på samme tid.

Som en parallel til denne rige sproglige kilde finder man en visuel kilde af ligeså enestående og kvalitativt overbevisende karakter i den danske kunstner Melchior Lorcks billeder af rigets befolkning, sæder og skikke. Billederne synes ligesom Busbecqs ord bestræbt på mere at vise og berette end at tolke. De propaganderer ikke, fordømmer eller forherliger ikke. Lorck kan ligesom Busbecq tydeligvis begejstres eller frastødes, men ikke på forhånd. Derved bliver begges formidling af Tyrkiet både troværdig og stærk, og derfor passer de så godt sammen.

Der er dog også en anden grund til, at skribent og kunstner deles om siderne i Tyrkiske breve: De var der sammen. Busbecq, der blev sendt til Konstantinopel som ambassadør af den østrigske ærkehertug og snart tysk-romerske kejser Ferdinand 1. af Habsburg, fik i cirka tre et halvt år selskab af Lorck som kontubernal i det herberg, der var stillet til rådighed for de habsburgske udsendinge ved sultanens hof. De så og oplevede langt hen ad vejen det samme, og selvom Lorck ikke ser ud til at have tegnet noget nævneværdigt for Busbecq, og de måske slet ikke fik etableret noget samarbejde i egentlig forstand, ligger det meget nært at se de skrevne og de visuelle nedfældninger af den tyrkiske verden som to sider af samme mønt, der tilsammen giver et fascinerende og fascineret billede.

Konstantinopel-prospektet

Melchior Lorck er den første kunstner i den danske konges lande, man kender et større sammenhængende livsværk af. Han blev født i Flensborg i 1526 eller 27 og rager op som en ener i Nordeuropas kunst i anden halvdel af det 16. århundrede. Hvor Busbecqs fire rejsebreve hører til de mest underholdende og rigest facetterede af deres slags fra renæssancen, er et af de mest betagende af alle tiders bybilleder således uden tvivl Melchior Lorcks prospekt over Konstantinopel. Den 12 meter lange, farvelagte tegning viser den kulturelle og økonomiske metropol i blomstring for 450 år siden. Konstantinopel, eller Istanbul, havde, da prospektet blev lavet, i 100 år været centrum for det store, stadigt ekspanderende Osmanniske Rige. Det var nu som før et skæringspunkt mellem kulturerne, mellem øst og vest, mellem Europa og Asien, mellem kristendom og islam.

Prospektet emmer af liv og historie. Byens skyline af minareter og kupler fra moskeer og kirker, indimellem afbrudt af levn fra antikken, er sekunderet af en vrimmel af skibe og både i havnen, der næsten gør livet i byen hørbart. Man fornemmer blæsten, bruset og de fjerne råb, kommandoer og forhandlinger på flere sprog imellem hinanden.

Hævet over alt dette står en ung mand med ryggen til os, kunstneren selv, i en position som vor egen, men med armene bredt ud i en på samme tid favnende og fremvisende stilling. Han er udpræget elegant klædt, har vendt hovedet halvt om imod os, så vi fornemmer hans lyse lokker under huen og kan se hans fine profil. Hans spinkelhed og fornemhed understreges af en kæmpe med turban, der assisterer ham ved at holde et bæger med blæk. Med sine ekstremt lange fingre har den unge mand netop dyppet pennen i bægeret og skal til at sætte den til papiret, en lang rulle, der ligger på brystværnet mellem ham og den prægtige by. Vi ser det, han ser, men også det, han skaber, for rullen er den vi selv er fordybet i: prospektet.

Tyrkerværket

Melchior Lorck er og var da også især kendt for sine øjenvidneskildringer fra det Tyrkiet, der under sin voldsomme ekspansion havde opslugt Det Byzantinske Rige og i hele det 16. og 17. århundrede truede med at gøre det samme med store dele af resten af Europa. Hans held havde været at blive sendt til Konstantinopel i 1555 som del af det tyske gesandtskab, der under ledelse af den næsten jævnaldrende Ogier Ghiselin de Busbecq skulle forsøge at handle en acceptabel fred på plads med tyrkerne. Under sit ophold tegnede han i hundredvis af skitser til protrætter og skildringer af folkeliv, arkitektur og militær, som han senere omsatte i træsnit.

Træsnittene, der findes i det såkaldte Tyrkerværk, er af en høj kunstnerisk standard, og det var motiver, som samtiden havde en umættelig hunger efter – både den del af Europa, der konstant var indblandet i krig med tyrkerne og anså deres tilsyneladende uimodståelige fremmarch som tegn på Guds straf, Antikrists komme og tidernes ende, og den del, der var allieret med dem. Der var utallige bøger om tyrkerne, men billeder, der byggede på selvsyn, manglede de stort set alle. Lorck var derfor velkendt af den nordeuropæiske humanismes elite, og forlæggerne flokkedes om ham for at få fingre i det enestående materiale. For uanset om man var interesseret i topografi, i militære eller politiske emner, i sæder og skikke eller i antikke levn, så havde Lorck billederne. Og sikke billeder! Deres kildeværdi er – selv i dag – ligeså uomtvistelig som den kunstneriske, og helt frem til omkring år 1800 var de blandt de væsentligste referencer, når man i Vesten skulle sætte billeder på tyrkerne, deres sæder og skikke. De træsnit, Lorck fik fremstillet på baggrund af sine tegninger fra den anden side af datidens jerntæppe, blev brugt af kunstnere som f.eks. Rembrandt, Stefano della Bella og Nicolas Poussin, da de op til 100 år efter Lorcks rejse skulle bruge forlæg for deres egne fantasier om orientalere.

Tyrkerværket, som indeholder over 120 træsnit af tyrkiske emner, findes i en fornem og meget sjælden førsteudgave på Det Kongelige Bibliotek. Det så dog aldrig dagens lys i Lorcks egen levetid, men blev trykt så sent som i 1626, hvor det fremkom som en ren billedbog, helt uden tekst.

Den tidligere overinspektør ved Den Kongelige Kobberstiksamling i København, Erik Fischer, har forsket i Lorck i mange år, og er nået frem til, at Lorck foruden billederne også må have lavet et manuskript, der uddybede og forklarede dem og dermed havde planlagt et næsten encyklopædisk værk om kristendommens arvefjende, der var lige så foragtet for sin tro som han var frygtet for sin militære styrke og beundret for sin samfundsmæssige disciplin. Lorck havde faktisk, i en pamflet han udgav i 1574, lovet at publicere en udførlig beskrivelse af tyrkernes samfundsmæssige og militære organisation og deres sæder og skikke, og der er næppe tvivl om, at han hermed sigtede til Tyrkerværket. Blandt de mange nye indsigter, som Erik Fischers forskning har medført, er bl.a., at en del af et egentligt manuskript til sådan en bog fra Lorcks hånd sandsynligvis har eksisteret og er overleveret i fragmentarisk form. Da Tyrkerværket blev udgivet anden gang i 1646 indeholdt det således et forklarende register, der bl.a. henviser til et originalmanuskript, med en hel række forklaringer, der ikke på nogen måde kan udledes af billederne selv, men må have samme kilde som dem. Og endelig, da Tyrkerværkets træsnit blev genbrugt som illustrationer til aviser om de tyrkerkrige, der hærgede i 1680’erne, fulgte der med billederne en ofte ret udførlig tekst, som i mange tilfælde kan antages at bygge på samme kilde som billedernes skaber, altså på Melchior Lorck selv.

Ambitioner og rastløshed

Til Lorcks kunstneriske evner føjede sig et ambitiøst sind, der blev medskyldigt i, at hans projekter voksede sig mindst lige så store som forventningerne til dem, og følgelig alle måtte lide skibbrud og forblive ufuldendte.

Tyrkerværket blev som nævnt først udgivet efter hans død – og det i fragmentarisk form – og Konstantinopel-prospektet, der ser ud til at skulle have været udgivet, sikkert i træsnit, kom aldrig så vidt. De prægtige tegninger efter antikkerne i Konstantinopel, som f.eks. af Theodosius-obelisken og dens relieffer på Hippodromen, der kan ses den dag i dag, eller den i dag forsvundne spiralsnoede Arcadius-søjle, en pendant til Trajan- og Marcus Aurelius-søjlerne i Rom, blev heller aldrig tilgængelige for en større kreds.

Tegningerne, der ofte bærer præg af at være gennemarbejdede med publikation for øje, befinder sig i dag, sammen med en stor del af Lorcks øvrige værker, i Den Kongelige Kobberstiksamling på Statens Museum for Kunst i København. Men Lorcks værker hører i øvrigt til samlingens stoltheder på museer og biblioteker verden over og er både kostbare og sjældne. Lidt over 250 forskellige tegninger og grafiske blade, foruden nogle ganske få malerier, kan i dag tilskrives ham, med dateringer fra ca. 1543 til 1583. Over halvdelen af værkerne har tyrkiske emner.

Melchior Lorcks liv formede sig som en lang række strålende muligheder, der aldrig blev fulgt helt til dørs, men efterlod os nok fragmenter til at ane hans format. Fra hans fødsel i Flensburg i 1526 eller 1527 til han forsvandt ud af kilderne i 1583 bevægede han sig rastløst rundt i Europa, uden evne til at slå sig til ro, hverken privat eller professionelt. Som ung lovede han Christian 3. at træde i hans tjeneste, men opfyldte først sit løfte overfor Frederik 2. mere end 30 år senere. Af de bevarede kilder kan vi se, hvordan han gang på gang søgte at undgå at blive knyttet for fast til et sted. Uanset om han arbejdede for kejseren i Wien, for byrådet i Hamburg, for humanisterne i Antwerpen eller for kongen i Danmark havde han altid lige noget han skulle nå, noget vigtigere, et nyt og endnu større projekt, der lokkede, samtidig med at han forsøgte at holde alle sine påbegyndte projekter i gang sideløbende. Lykkeligvis var der dengang som nu folk, der anerkendte hans enestående evner, samlede og bevarede hans værk for eftertiden, så den flygtige kunstners kunst overlevede til lige dele forundring og beundring for eftertiden.

Nu står hans billeder side om side med Busbecqs fortællinger i Tyrkiske breve, og de kan følges ad, med hver deres blik på tingene; et parallelt forløb mellem værkerne, ligesom mellem Busbecq og Lorck i det fremmedartede fjendeland dengang i 1550’erne.

Mikael Bøgh Rasmussen (f. 1970) er kunsthistoriker, ph.d. Han har arbejdet på Den Kongelige Kobberstiksamling på Statens Museum for Kunst og på Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot og er for tiden ansat på Danmarks Kunstbibliotek. Han har blandt andet skrevet German Drawings before 1540 (København 2000) og er medforfatter på Erik Fischer: Melchior Lorck (København 2009-2010).