Forlaget Vandkunsten » Bøger alfabetisk » Tyrkiske breve » Tyrkiske breve - introduktionsbladet » Busbecqs Tyrkiske breve i Francis Bacons Essays og Advertisement Touching an Holy War

Busbecqs Tyrkiske breve i Francis Bacons Essays og Advertisement Touching an Holy War

Af Claus Asbjørn Andersen

Busbecqs Tyrkiske breve er en af de helt store latinske klassikere i den tidlige moderne tid. Antallet af oplag er et første indicium herpå. Det første brev udkom første gang i 1581, og allerede i 1582 fulgte en revideret udgave, som også bragte det andet brev. I 1589 fulgte endelig den første samlede udgave af de fire breve. Tyrkiske breve blev hurtigt til en sand bestseller. Alene i 1590’erne blev værket trykt mindst syv gange. I perioden fra og med førsteudgaven af det første brev til og med 1761 er vi oppe på 25 oplag af mere eller mindre fuldstændige udgaver af den latinske tekst, som i flere af udgaverne blev trykt sammen med andre værker af Busbecq. Dertil kom en lang række oversættelser. I 1594 udkom således en tjekkisk oversættelse af de to første breve, i 1596 en tysk oversættelse af alle fire breve, i 1610 en spansk oversættelse af de to første breve, i 1646 en fransk oversættelse af alle fire breve, som i 1652 også udkom i en hollandsk oversættelse. Den første engelske oversættelse af de fire breve udkom i 1694. Flere af disse oversættelser udkom flere gange. Først i meget senere tid, i det 20. århundrede, er værket også udkommet på tyrkisk, og i dag foreligger der desuden en række nyere oversættelser på en række europæiske sprog.[1]

Med en historikers ånd og værdighed

Udbredelsen af Busbecqs Tyrkiske breve kan således ikke beskrives som andet end ret så overvældende. Hvad var det, der gjorde dette værk så exceptionelt populært? Uden tvivl skal værkets succes ses i sammenhæng med dets utrolige mangesidighed, som meget godt opsummeres af den store engelske historiker Edward Gibbon i hans bemærkning om Busbecq. Gibbon, der også flere gange i sit berømte værk The History of the Decline and Fall of the Roman Empire henviser til Busbecq, fremhæver således Busbecqs mange faktuelle oplysninger om tyrkiske forhold, hans generelle nysgerrighed overfor nyt fra fjerne lande, hans interesse for antikke skrifter og monumenter og endelig de mere underholdende sider af værket. ”Med en historikers ånd og værdighed beretter han om Mustafas og Beyazits tragiske skæbner,” skriver Gibbon. Vi ville i dag nok sige ”med en romanforfatters ånd og opfindsomhed ...”, for netop om disse ulykkelige sultansønner beretter Busbecq med en udpræget sans for det dramatiske og underholdende. Gibbon fremhæver også – og det er værd at bemærke her – Busbecqs stilistiske kvaliteter: hans elokvente latin, hans levende stil og hans dømmekraft. Også disse træk og Busbecqs mange henvisninger til den klassiske litteratur (”bøgerne, mine gamle venner, som endnu aldrig har svigtet mig”) har uden tvivl gjort værket så attraktivt for det lærde publikum i det sene 1500-tal og i de følgende århundreder. Busbecq er næppe kun blevet læst som beretter om fremmede forhold, men netop også som deltager i og formidler af den latinske tradition.

Tyrkerne, et stygt folk, som dog holder meget af dyr

Busbecqs Tyrkiske breve må have gjort et stort indtryk på hans yngre samtidige, den engelske filosof og statsmand Francis Bacon (1561-1626). I mindst to af Bacons sene værker findes en tydelig påvirkning fra Busbecq. Mest iøjnefaldende er påvirkningen i Bacons Essays, der sjovt nok har det tilfælles med Busbecqs Tyrkiske breve, at de udkom i tre udgaver, før værket fik sin endegyldige form. I den første udgave, som udkom i 1597 og indeholdt 10 essays, findes intet spor af Busbecq. Det samme gælder den første reviderede og stærkt udvidede udgave fra 1612. Men det forholder sig anderledes med den endegyldige udgave, som er den, der læses i dag. Den udkom i 1625 og er noget af det sidste, vi har fra Bacons hånd. I denne udgave er essayene forøget til 58, men derudover er de fleste af de gamle essays blevet kraftigt revideret.

I et af disse essays, der bærer titlen ”Of Goodness, and Goodness of Nature” (Essays XIII)[2], der oprindeligt fandtes i 1612-udgaven, har Bacon i den senere udgave indsat en passage med en direkte reference til en historie, som Busbecq fortæller i det tredje brev. En af Busbecqs bekendte i Konstantinopel, en guldsmed fra Venedig, fik den idé at fastgøre en levende fugl til sin dør. Med en pind blev dens næb holdt åbent, så de forbipasserende kunne se ned i dens påfaldende store svælg. Men da tyrkerne så, at fuglen var i live, blev de rasende på manden og slæbte ham med til en dommer, som idømte ham stokkeslag; en straf han kun undgik, fordi den venetianske ambassadør i sidste øjeblik greb ind. Bacon bruger historien til at illustrere, ikke manglende godhed hos venetianske guldsmede, men at godhed er til stede hos alle mennesker i en sådan grad, at hvis den ikke vendes mod andre mennesker, så vendes den mod andre levende væsener. Således også hos tyrkerne, ”et stygt folk, som dog holder så meget af dyr, at de giver almisser til hunde og fugle”. Den sidste oplysning har Bacon med sikkerhed også fra Busbecq, som generelt viser stor interesse for tyrkernes affektive forhold til dyr.

At Bacon i den nævnte passage låner fra Busbecq er åbenlyst, fordi Busbecq dér nævnes ved navn. Men ser man efter, findes der også mange skjulte lån fra Busbecq. I essayet ”Of Empire” (Essays XIX), hvor Bacon kommer ind på det fænomen, at flere monarkers regeringsmagt har været truet af deres hustruers rænkespil, nævner han f.eks., at Roxolana, Süleyman den Prægtiges hustru, fik Süleyman til at gøre det af med Mustafa, Süleymans førstefødte, for at en af hendes egne sønner kunne blive sultan.[3] Denne begivenhed, som var med til at destabilisere Osmannerriget, fandt sted kort før Busbecqs ankomst til Konstantinopel i 1555, og Busbecq beretter udførligt om den i det første af de Tyrkiske breve. Et lignende eksempel findes i essayet ”Of Deformity” (Essays XLIV), hvor Bacon som illustration af, at krøblinger for at overvinde deres vanheld ofte udvikler sig til at være gode mennesker, henviser til en anden af Süleymans ulykkelige sønner, den pukkelryggede Gihangir. Også her er kilden uden tvivl Busbecq, der i det første brev beskriver Gihangirs skæbne. Ydermere finder vi, at Bacon i en tilføjelse fra 1625 til essayet ”Of Nobility” (Essays XIV) bemærker, at en stat, hvor der ingen adel er til at begrænse monarkens magt, må udarte til tyranni, som det netop er tilfældet hos tyrkerne. Og en ting, som Busbecq, der selv var uægteskabelig søn af en flamsk adelsmand, lagde særligt mærke til i Tyrkiet, var netop fraværet af adel. Alle mænd blev målt efter deres fortjenester og ikke efter byrd. Det er derfor meget sandsynligt, at Bacon her tager udgangspunkt i Busbecqs tekst.

Tanker om krig og fred

I de nævnte eksempler (der kan let findes flere) benytter Bacon stof fra Busbecqs Tyrkiske breve til illustration af til tider finurlige moralske pointer. Også i sine tanker om krig og fred er Bacon påvirket af Busbecq. Advertisement Touching an Holy War er et ufuldendt skrift, der også daterer sig fra Bacons senere år (1622). I dette skrift, der er skrevet i dialogform, diskuterer Bacon berettigelsen af en religiøst motiveret krig mod Det Osmanniske Rige. Den ene dialogpartner er en militærperson ved navn Martius, som går ind for projektet. Han fremhæver, at de kristne herskere i de sidste halvtreds år kun har bekriget hinanden og beriget sig med guld fra fjerne verdensdele. Det er på tide, at man forener sig imod fjenden i øst.[4] En anden deltager i dialogen er en statsmand ved navn Eupolis, men fragmentet bryder desværre af, førend han får lejlighed til at formulere sit syn på sagen. Han formodes at skulle have repræsenteret Bacons egen, uden tvivl noget mere nuancerede mening. Martius’ tale minder meget om en passage i Busbecqs første brev, hvor Busbecq undrer sig over, at det kristne Europa handlingsløst har set Grækenland blive løbet over ende af tyrkerne, som han frygter også vil trænge meget længere frem i Europa, end de på det tidspunkt var, hvis ikke de vesteuropæiske herskere tager sig sammen. Passagen er ingen opfordring til religiøst motiveret krig, men en opsang til tidens mægtige om at tage forsvaret af Europa alvorligt. Busbecq selv har tydeligvis set sin mission i Konstantinopel som en fredsmission, hvilket måske kommer klarest til udtryk i den følgende passage fra det tredje brev:

”Men hvis jeg blev, blev håbet om fred også. Så længe budbringere var på vej frem og tilbage, trak det ud, og i den tid kunne der opnås meget, som kunne gavne vores sag. Desuden bør alt forsøges, før man blindt styrter sig ud i krigens blinde rasen.”

Bacon, der i essayet ”Of the True Greatness of Kingdoms and Estates” (Essays XXIX) beskriver krigsførelse som en slags sund gymnastik for staten, var næppe enig med Busbecq på dette punkt. Men da vi fra eksemplerne fra Bacons Essays ved, at Bacon i sine sidste leveår var optaget af Busbecq, som åbenbart var så vigtig, at han skulle nævnes i den sidste udgave af essayene, må vi gå ud fra, at Bacon har kendt Busbecqs tanker om krig og fred særdeles godt, og at disse også danner i det mindste en væsentlig del af baggrunden for den ufuldendte dialog. Vi kan endda formode, at Busbecq for den sene Bacon har været hovedkilden til tyrkiske forhold. De Tyrkiske breve er et forrådskammer af eksempelmateriale, som Bacon flittigt benytter sig af i sine Essays. Bacons beskæftigelse med Busbecqs værk er dermed et vigtigt eksempel på, hvordan de Tyrkiske breve blev modtaget i generationen af lærde, der kom efter Busbecq.

Claus Asbjørn Andersen (f. 1976) er filosof, ph.d-kandidat på universitetet i Bonn, hvor han arbejder med en afhandling om skolastisk metafysik i 1600-tallet. Han har tidligere oversat bøger af Immanuel Kant og Johannes Duns Scotus til dansk.



[1] Der findes en fortegnelse over alle kendte udgaver af Busbecqs værker i Zweder von Martels, Augerius Gislenius Busbecquius. Leven en werk van de keizerlike gezant aan het hof van Süleyman de Grote, disputats, Groningen 1989, side 515-522.

[2] Henvisningerne er til 1625-udgaven af Bacons Essays, der findes i The Works of Francis Bacon, ed. James Spedding, Robert L. Ellis & Douglas D. Heath, Cambridge, Mass., 1857, vol. XII. Bindet bringer alle tre versioner af Bacons Essays. I Busbecq-forskningen er Bacons mest åbenlyse lån fra Busbecq blevet bemærket, men så vidt jeg ved aldrig nærmere belyst; jf. f.eks. von Martels, Augerius Gislenius Busbecquius, op. cit, s. 34. For en behandling af Bacons vane med at revidere sine tidligere skrifter se Brian Vickers’ standardværk Francis Bacon and Renaissance Prose, Cambridge University Press 1968.

[3] Bacons essay er oprindeligt fra 1612, men den nævnte passage er først kommet med i udgaven fra 1625.

[4] The Works of Francis Bacon, op. cit., vol. XIII, s. 193-194; også beskrivelsen af tyrkiske forhold på s. 98-199 synes at trække på stof fra de Tyrkiske breve.