Forlaget Vandkunsten » Bøger alfabetisk » RUMI før og nu, øst og vest. Jalal al-Din Rumis liv, lære og digtning » Rumi - introduktionsbladet » Da Vesten opdagede sufismen

Da Vesten opdagede sufismen

Af Mark Sedgwick

Første gang vi hører om en sufi der har optrådt på en europæisk scene, er i 1783, nemlig ved den forsinkede premiere på Gotthold Ephraim Lessings Nathan den Vise, som var kommet i 1779, men som var for kontroversiel til at blive opført for offentligheden med det samme. Lessings sufi beskrives som en dervish og har ikke fået noget navn. Han har kun en mindre rolle og forlader scenen efter at have erklæret at ville vende tilbage til Ganges: ”hvor jeg let og barfodet / med mine lærere betræder det varme sand”. Der er tydeligvis tale om en sammenblanding. Ganges ligger naturligvis ikke i ørkenen. Den er hellig for hinduer og er uden betydning i islam. Men sammenblandingen peger på et vigtigt træk ved Vestens opdagelse af sufismen, nemlig relationen til hinduisme og østlig religion i almindelighed. Et andet vigtigt træk er betydningen af den europæiske kontekst. Selvom Lessings skuespil almindeligvis opfattes som ”et glødende forsvar for religiøs tolerance”, er det i virkeligheden en anti-klerikal udstilling af deismen. Det bruger muslimske og jødiske figurer til at fremsætte synspunkter som Lessing uden tvivl betragtede som universelle, men som i et historisk lys fremtræder som udpræget europæiske.

Man finder større præcision i sufismens næste møde med tysk litteratur: Johann Wolfgang von Goethes West-östlicher Divan fra 1819. Goethe føjede omkring 300 sider noter til sin hovedtekst, som gav læserne en god sammenfatning af den daværende vestlige forskning i Østens historie og litteratur med særlig vægt på islam og sufisme, især 1300-tallets fremtrædende sufidigter Muhammad Shams al-Din Hafez. Goethes interesse for østlig poesi var blevet vakt af hans læsning af den østrigske videnskabsmand og diplomat Joseph von Hammer-Purgstalls oversættelse af Hafez’ Divan fra 1812, men den skyldes også i høj grad den fremspirende romantiske bevægelse.

Det var således som litterær form at sufismen første gang satte sig spor i den vestlige bevidsthed, og det er stadig i den form at den har sin største indvirkning. Rumi og Hafez læses i dag i vide kredse, især i Amerika hvor de er bestsellere sammen med Dante og Milton og Khalil Gibrans Profeten, som er den der sælger bedst af alle. Poesi og det spirituelle følges naturligt ad, og det er uden tvivl den væsentligste forklaring på sufidigtningens popularitet i et land hvor islam som sådan er alt andet end populær.

Tidlige vestlige sufier

De fleste Rumi- og Hafez-læsere værdsætter formentlig først og fremmest poesien; spiritualiteten i bred forstand kommer i anden række. Det gælder dagens læsere såvel som læsere fra 1820’erne. Forholdsvis få går så langt som til at søge den sufisme der har inspireret og præget digtningen. Men der findes bemærkelsesværdige undtagelser. I løbet af det 19. århundrede opstod der i både Europa og Amerika en interesse for østlige religioner som en kilde til religiøs sandhed, samtidig med at de kristne kirker mistede deres tiltrækning og efterlod en utilfredsstillet længsel efter det åndelige. Interessen samlede sig især om hinduisme og dernæst om buddhisme, men sufismen nød også godt af den. Det Teosofiske Selskab, som blev grundlagt i New York i 1875 af Helena Blavatsky og oberst Henry Steel Olcott, havde i flere år usædvanlig stor succes og spredte interessen for det universelle, det esoteriske og, i vid udstrækning, for østlige religioner. Teosofien inspirerede Alexander Russell Webb, USAs konsul på Filippinerne, til at læse om islam. Læsningen overbeviste ham om at ”teosofi og esoterisk muhamedanisme [hans klassificering af sufisme] er næsten identiske”, og det resulterede i at han i 1888 konverterede til islam. Til trods for Webbs interesse for sufisme koncentrerede hans senere ”mission til Amerika” sig mest om eksoterisk islam, og det begrænsede i meget høj grad tiltrækningen. Hans vigtigste tale som repræsentant for islam i Religionsparlamentet i Chicago i 1893 blev for eksempel kritiseret for hvad der forekom at være et forsvar for polygami. Webb fik kun en beskeden varig indflydelse på amerikansk religiøsitet, men han var den første amerikanske eksponent for sufisme som et universelt esoterisk system.

Den svenske maler Ivan Aguéli (oprindeligt John Gustaf Agelii) var også medlem af Det Teosofiske Selskab. Aguéli flyttede til Paris, hvor han i 1894 begyndte at læse Koranen og i 1898 eller 1899 konverterede til islam. Aguélis interesse for islam erstattede hans tidligere interesse for hinduisme og sanskrit, som han havde studeret ved den berømte École des langues orientales, og fik ham endog for en tid til at holde op med at male. I 1902 sluttede han sig til en sufiorden i Egypten, og i 1911 oprettede han i Paris sin egen lille sufiorden, som fik en kort levetid. Den bestod af nogle få franskmænd som interesserede sig for esoterisk gnosticisme, taoisme og frimureri – blandt dem René Guénon, som senere blev Europas mest indflydelsesrige sufi. Det var Aguéli der ikke alene introducerede sufismen for Guénon, men også introducerede den store (og vanskelige) sufifilosof Muhyi al-Din ibn al-Arabi for et ikke-videnskabeligt europæisk publikum. Aguéli udgav en fransk oversættelse af og kommentar til en bog som han – fejlagtigt skulle det vise sig – tilskrev Ibn al-Arabi. Alligevel lagde han grunden til den tendens at sufiforfattere blev fortolket for det vestlige publikum af vestlige sufier.

Tidlige vestlige sufiordener

Selvom enkelte vesterlændinge før første verdenskrig havde opdaget sufismen som en religiøs vej og ikke blot som digtning eller spiritualitet, var det perioden mellem første og anden verdenskrig som for alvor oplevede oprettelsen af sufigrupper i Europa. Den bedst kendte var ”The Sufi Order”, senere ”The Sufi Order International”, som blev grundlagt i 1920 i London af Inyat Khan, en indisk muslim som var begyndt som lærer i indisk musik i Amerika. Khan var ikke selv teosof, men havde tilhængere som var det, og han præsenterede sufismen i almene vendinger som noget der var adskilt fra islam og hinsides islam. Det er en opfattelse der fortsat er udbredt i Vesten og som delvis forklarer sufipoesiens og sufismens popularitet til trods for at islam generelt ikke er populær. Khan betroede sin dagbog at hans præsentation af sufisme som liggende uden for islam var den eneste måde at komme uden om vestlige fordomme over for islam; på en måde har tiden givet ham ret. Trods denne udflugt bevarede Khans lære det væsentlige ved den egentlige sufisme.

Sufismens almindelige popularitet i 1920’erne illustreres af den måde som andre brugte navnet sufisme på til at legitimere mere personlige og eklektiske systemer. Det lader til at have været tilfældet med Georges Gurdjieff, som i 1922 uden for Paris oprettede sit Institut for Menneskets Harmoniske Udvikling. Gurdjieffs lære er siden blevet en af de dominerende retninger inden for vestlig ikke-kristen spiritualitet. Han fortalte historier om sine møder med sufier, som han måske ikke havde tænkt skulle opfattes bogstaveligt, og som i virkeligheden ikke kan være andet end fiktion, men som de fleste tog for pålydende. Selvom en del af Gurdjieffs lære er forenelig med sufisme, er den også forenelig med mange andre systemer.

Det nærmeste man i praksis kom regulær sufisme, var en gren af en algerisk orden, Alawiyya, grundlagt i 1933 i Basel af tyskeren Frithjof Schuon. Schuon og hans tilhængere afholdt en ugentlig hadra-ceremoni, hvor de iførte sig ”traditionelle” arabiske dragter og i nogen grad fulgte shariaen. De adskiller sig imidlertid fra sufierne i den muslimske verden, fordi deres endelige referencepunkt var en traditionalistisk filosofi udviklet af Aguélis ven René Guénon. Den indlemmede meget hindu metafysik og mange teosofiske perspektiver, selvom den i almindelighed kritiserede teosofien voldsomt.

Sufisme og modkulturen

Den næste fase i den vestlige opdagelse af sufismen kom efter anden verdenskrig, navnlig i årtiet efter 1968, som var det år hvor the Beatles besøgte en ashram i Indien. Sufismen spillede en lille, men direkte rolle i modkulturen, da en tilhænger af Khans internationale sufiorden, Samuel Lewis (i pressen kendt som ”Sufi Sam”), begyndte at prædike sufisme og zen for hippierne i San Francisco i 1967.

Men i det store og hele distancerede vestlig sufisme sig fra hippierne, selvom den åbenlyst nød godt af mange af de strømninger der havde skabt dem. Tidligere grundlagte sufiordener tilpassede sig den nye tid og blev udbredt. Schuons Alawiyya bredte sig for eksempel fra Schweiz og Frankrig til England, Italien, Sverige, Argentina og – især – Amerika. Efter at Schuon i en række syn havde set Jomfru Maria, tog den navneforandring til Maryamiyya og blev mere universel og indarbejdede elementer fra nordamerikanske indianeres religion. Dens betydning blev forøget, efterhånden som medlemsskaren kom til at indbefatte et stigende antal universitetsprofessorer og forfattere. I slutningen af det 20. århundrede havde Schuon og de mest betydningsfulde af hans tilhængere i alt udgivet omkring 230 bøger på forskellige sprog, mange af dem med stor succes. Maryamiyya-ordenen og dens udløbere har også været den drivende kraft bag oversættelsen og fortolkningen af Ibn al-Arabi i Vesten, særligt i Frankrig og Amerika; man har fulgt det mønster der var lagt af Aguéli i 1911, men med større nøjagtighed hvad angår referencerne.

I denne periode dukkede der også nye sufier op. Idries Shah, en englænder af delvis indisk afstamning, slog sit navn som bestsellerforfatter fast med en række bøger der præsenterede sig som sufibøger, men som måske trak mere på Gurdjieff. Shahs tilhængere hævder at hans bøger solgtes i 15 millioner eksemplarer, et tal der ikke kan bekræftes. Selvom Shah ikke stiftede nogen orden, var hans værker på et tidspunkt afgjort meget udbredte og med til at fremme opfattelsen af sufismen som universel begyndende med Khan – og før ham med teosofien.

Islamiske sufier

Den sidste fase i Vestens opdagelse af sufisme begyndte i 1972, da Muhammad Nazim, et tyrkisk medlem af Naqshbandi-ordenen, kom til London for at oprette en vestlig afdeling af ordenen. Han var blevet sendt til London af sin egen shaykh, som kan være blevet opmærksom på den vestlige interesse for sufisme efter et besøg af John Bennett, en tidligere tilhænger af Gurdjieff og senere tilhænger af Idries Shah. Siden 1972 har Nazims Naqshbandi-orden bredt sig ud over Europa og i Amerika. Den adskiller sig fra alle andre tidligere nævnte vestlige sufiordener ved at følge islamiske normer, ikke alene i sine ritualer men også i sin tro og i den livsstil som den opmuntrer sine tilhængere til at anlægge. Alternativ vestlig religiøsitet findes i mange europæiske og amerikanske naqshbandiers tidligere historier, og måske også stadigvæk i deres fortolkninger, men det alternative har ingen officiel plads i ordenen som sådan.

Flere andre sufiordener fra den muslimske verden har oprettet afdelinger i Europa og Amerika. For eksempel Budshishiyya, en marokkansk orden som er almindeligt anerkendt i Frankrig, og i hvis medlemsskare der både kan findes franske konvertitter (ofte intellektuelle og tidligere læsere af Guénon) og indvandrere fra Marokko. Som man kan forvente det, opstår der undertiden spændinger mellem disse to grupper. I det store og hele synes indvandrernes fortolkninger at vinde.

Øst og vest

Ligesom sufidigtningens popularitet i Vesten er et aspekt af digtningens popularitet i almindelighed, var sufismens oprindelige popularitet i Vesten et aspekt af vestlig alternativ religiøsitet. Det begyndte, som så meget andet, med Det Teosofiske Selskab. Det udviklede sig sammen med og undertiden under gensidig påvirkning af fænomener som Gurdjieff og 1960’ernes modkultur. Dets oprindelige tiltrækning på visse vesterlændinge må derfor ses i det lys.

Vestlig sufisme er imidlertid ikke rent vestlig. Siden tilsynekomsten af ordener som Naqshbandiyya og indvandrere fra den muslimske verden har mange vestlige sufigrupper nærmet sig klassisk islam. Omvendt læser man nu også vestlige sufier i den islamiske verden. Det gælder især maryamier som Seyyed Hossein Nasr, en iraner der som student i USA i 1950’erne opdagede maryamierne. Nasr er blevet oversat til mange sprog og læses i Qom og Istanbul såvel som i Washington.

Så det kan godt være at Vestens opdagelse af sufismen begyndte med Goethe og teosofien, men det ser ud til at det ender med stigende integration. Den udsprang af den begyndende globalisering; den stigende globalisering ser ud til at ville lukke det rum den engang udfyldte.

Oversat af Birgitte Rahbek

* Mark Sedgwick er lektor ved Aarhus Universitet, afdeling for religionsvidenskab, hvor han er koordinator af Faggruppen for Arabiske og Islamiske Studier. Han har tidligere i mange år undervist på Det Amerikanske Universitet i Cairo. Han har bl.a. udgivet Against the Modern World: Traditionalism and the Secret Intellectual History of the Twentieth Century (New York: Oxford University Press, 2004), Sufism: The Essentials (Cairo: American University in Cairo Press, 2000) og Islam and Muslims: A Guide to Diverse Experience in a Modern World (Boston: Intercultural Press, 2006).