Forlaget Vandkunsten » Bøger alfabetisk » RUMI før og nu, øst og vest. Jalal al-Din Rumis liv, lære og digtning » Rumi - introduktionsbladet » At lede efter solen i Tabriz

At lede efter solen i Tabriz

Af Rasmus Christian Elling

”Solen fra Tabriz,” Shams-e tabrizi (d. 1248), kaldte man Rumis åndelige vejleder og sjælefrænde, igennem hvem han oplevede en spirituel omvæltning, der skulle ændre hans liv og inspirere ham til at skrive de fantastiske digte, han i dag er kendt for over hele verden. Efter en periode med intens udveksling af tanker og ideer, forsvandt Shams-e Tabrizi pludselig i 1246, hvorefter Rumi, grebet af længsel efter ham, skrev de bevægende digte i samlingen Divân-e Shams-e Tabrizi.

Shams’ hjemby i det nordvestlige Iran, Tabriz, har spillet en stor rolle i mellemøstlig historie som center for viden, kunst og filosofi og som et midtpunkt på Silkevejen med dens transport af varer og tanker fra øst og vest. Fra de centralasiatiske stepper, igennem kaukasiske bjergpas og via mesopotamiske og anatolske handelsruter er Tabriz igennem historien blevet beriget af persisk, arabisk, tyrkisk, mongolsk og europæisk kultur. Tabriz var i middelalderen centrum for sekter, sufiordener og teologiskoler og i moderne tid har byen været midtpunkt i både grundlovsrevolutionen 1905-11 og den islamiske revolution 1978-79.

Jeg tog til Tabriz for at få et indtryk af den kultur, der findes under Solen fra Tabriz.

Det oplyste Tabriz

Shams sagde, at Tabriz på hans tid var som et hav af viden, fyldt af vise mænd, og at han i deres skygge kun var som en kvist, der lander på kysten efter en storm. Min ven Hashem, som er en yderst velbevandret guide i Tabriz, sammenligner også byen, som den står i dag, med et hav: et drilsk hav, der virker lavvandet set fra oven, men som – når man dykker ned i det – viser sig at være fyldt med dybder af viden og indsigt. På overfladen er Tabriz da også en gennemsnitlig iransk provinsby med omkring to millioner indbyggere og en kaotisk facade af moderne og middelalderlig arkitektur, ufærdige nybyggerier og spredte levn fra en svunden tid. Men idet vi langsomt dykker ned i basaren, i moskeerne og i Tabrizs historiske undergrund, viser Hashem mig de gruber eller brønde af indsigt, der er blevet dybere og dybere igennem århundrederne, og som – trods samfundsomvæltninger og undertrykkende herskere – stadig nærer byens ånd og forestillingsevne.

”Min familie har 400 års historie i denne by,” fortæller Hashem, imens vi vandrer op ad Tabrizs brede boulevarder og langs den næsten udtørrede flod, og han hilser høfligt på forbipasserende gentlemen i gamle jakkesæt og Bogart hatte. Hashem holder sig hele tiden tæt til mig, imens han stolt fremviser sit ’hjertebarn’: ”Folk siger, vi bør sælge vores hus og flytte til Teheran ligesom alle andre. Men jeg elsker Tabriz.” Hashem er et omvandrende leksikon over lokalhistorie og iransk mystik: Vi stopper konstant ved bygninger, gyder og pladser, og Hashem fortæller i ét åndedrag om stedets tusindårige historie. Han er dog langt fra den eneste belæste iraner, der betegner sig selv som rowshanfekr, ’oplyst’ eller intellektuel: Sammenlignet med flere lande i regionen er iranerne et højtuddannet folk, og mange har litteraturen og studiet af de historiske poeter og helgener som deres helt store hobby.

Kærlighedens remse er ikke at finde i en bog

Men ikke alle Tabrizs historiske figurer var litterater. Flere af de store sufier var angiveligt analfabeter, og havde lært Koranen, Profetens overleveringer og de islamiske videnskaber ved at lytte og gentage. De anså de stivbenede, formalistiske videnskaber for et slør, der skærmede for menneskets evne til at indse guddommelige sandheder. Denne uortodokse og anti-autoritære holdning gjorde folk som Shams til det, Franklin Lewis kalder for en ”sufi bohemian”: Karismatiske excentrikere og omvandrende enspændere, der enten var analfabeter eller – i Shams’ tilfælde – forsøgte at lægge de konservative skolers indspiste pindehuggeri bag sig, når de satte ud på sufiens vej mod horisonter af indsigt. Legenden fortæller f.eks., hvordan Shams bad Rumi smide alle sine bøger i en flod, for at finde Gud i hjertet, i stedet for i teksten. ’Kærlighedens remse er ikke at finde i en bog,’ siger et persisk ordsprog. Eller som Rumi sagde:

Sufiens bog er ikke blæk og ord

Det er blot et hjerte, hvidt som sne

Vær som et blankt papir, uden skrift

Eller som Shams sagde:

Det, der vil befri dig, er Guds tjener, ikke uhåndgribelige tekster

Den, der følger ordene på en side papir, er allerede vildfaren.

Hashem fortæller også hvordan mange af byens vise mænd i virkeligheden ikke havde akademiske eller gejstlige uddannelser, men alligevel var bredt belæste og boede i huse fyldt til randen med bøger. Han forklarer, at mange af datidens sufier var vævere, slagtere, apotekere eller – som Shams selv i perioder – byggearbejdere. ”Men de var fulde af viden om universets gåder!” fortæller Hashem, der selv er ingeniør og ikke har studeret emnet akademisk. ”En mand, jeg husker tydeligt fra min barndom, var skomageren. Hele byen havde stor respekt for ham fordi han var dyb: Han havde en dyb indsigt i livet og skæbnen,” fortæller Hashem. ”Han giftede sig aldrig, han ejede ikke meget, havde ingen penge; men byens folk respekterede ham for hans viden og fromhed. Alle kom til ham, spurgte ham til råds og sagde: ’Husk mig i Deres bønner, hajji!’” Hashem fortæller hvordan den slags mænd og kvinder plejede at flokkes til Tabriz, og at de i dag bliver færre og færre.

Man må have hjertet med

For langt de fleste iranere er det at kunne læse og studere af allerstørste betydning, og takket være 50 års statskampagner har Iran i dag relativt få analfabeter. Omkring to millioner iranere studerer således i dag på hundredvis af universiteter over alt i landet. Men ifølge Hashem, der begræder den fremmarcherende materialisme, er den unge generation kun interesseret i at læse for at få en succesfuld karriere og blive rige. ”Det er ærgerligt. Jeg mener, at man bør studere det, man brænder for. Kun hvis man virkelig går op i noget med ånd og sjæl kan man udrette noget og skabe noget nyt. Man skal have hele hjertet med, når man begiver sig ud på kundskabens vej,” siger Hashem og tilføjer, at den unge generation lader til at have vendt sufiernes idealisme ryggen.

”I sine Maqâlât (”Artikler”) kritiserer Shams for eksempel de teologistuderende,” fortæller Hashem og læser en passage fra Shams’ bog: ”Hvorfor studerer du den hellige videnskab for en bid jordisk brød?!” Han lægger den tunge bog fra sig og siger: ”I gamle dage var en faqir højt agtet i befolkningen.” På persisk betyder ordet faqir, eller fakir, faktisk ’fattig’, og i sufismens verden var disse de rigeste i guddommelig indsigt. ”Når Shams var sammen med teologistuderende og mullaher legede han dum, og påstod han aldrig havde læst Koranen,” forklarer Hashem. ”Men enhver, der kom tæt på ham, kendte ham som en lærd og belæst mand.” Denne uigennemskuelige og drilske facade kaldes på persisk for rendi, der kan oversættes med ”snyd og bedrag”, men i virkeligheden var rendi en af de mest beundringsværdige kvaliteter hos sufier. En rend kunne på den ene side virke som ulærd og udsvævende og på den anden side som kyndig og kundskabsrig. Han kunne præsentere sig som analfabet, samtidig med, at han blev hyldet som hâfez, ’en, som kan Koranen udenad’. Render sad som asketiske og afholdende munke på kroerne og skrev ekstatiske hymner til vinens berusende glæde: På overfladen var de blanke og lavvandede, men i virkeligheden dybe og gådefulde.

Vi er i Hashems hus, der består af en tre-etagers bygning i lysegule mursten med buer og hvælvinger inspireret af den gamle arkitektur, og en gård skabt efter den traditionelle model, med et lille bassin i midten. Det er nowruz, det iranske nytår, og traditionen tro er der guldfisk i huset og i bassinet i gårdhavn, hvor vi sætter os. ”Her i Iran tænker alle på at investere, på at spekulere i ejendomme og sælge hver eneste centimeter af deres grund til at bygge lejelejligheder.” Vi drikker te og spiser baklava. ”Men jeg besluttede mig for at bygge et hus efter den gamle model. Ligesom i de traditionelle huse har vi en daruni og biruni, en ’indre’ og privat del af huset, og en ’ydre’ eller offentlig del, hvor vi tager imod gæster,” fortæller Hashem. ”Man sagde til mig, at jeg var tosset, at jeg burde købe en moderne lejlighed. Men jeg føler at jeg kender mig selv bedre her, jeg føler mig hjemme, jeg ville gå til i en lejlighed. Og vigtigst af alt er gårdhaven – den giver mig ro og samling.”

Hashem viser mig kælderen, hvor kvinderne samles omkring de religiøse højtider og laver mad i kæmpe kasseroller. Det uddeles til alle i kvarteret. ”Det er en fast del af vores kultur: At give mad til kvarteret giver en god fornemmelse og savâb, himmelsk belønning i efterlivet.” Huset udstråler gæstfrihed på samme måde som rejsende i århundreder har fortalt i deres breve og dagbøger fra Iran. Hashem fortæller om venetianske handelsdelegationer, og om engelske, franske, russiske og tyske diplomater, aristokrater og ingeniører, der havde tætte forbindelser til byens spidser, og som beskrev Tabriz i rosende vendinger i deres erindringer. Hashem peger mod porten og siger: ”Jeg har plantet den jasmin ved indgangen, så gæster bliver mødt med en dejlig duft, når de kommer ind.”

Fortid og nutid

Der er langt fra det Tabriz, som de tidlige sufier beskrev, til det Tabriz, man ser i dag. Bayazid Bestami (804-74), der bad sin discipel vandre fra Khorasan i det østligste Iran til Aserbajdsjan i vest for at udbrede troen i det 9. århundrede, advarede:

”Bland dig ikke for meget med Tabriz’ befolkning, thi tabrizierne er svære at blive venner med ... de tilbeder fjolser og falder for fiduser og sætter ikke pris på vise mennesker.” Men i løbet af det 12. århundrede blomstrede Tabriz og blev til et af den islamiske civilisations centre. Allerede i 1100-tallet skrev den persiske sufidigter Khaqani:

Så længe jeg er i Tabriz og har to ting –

et halvt brød og Mehran-flodens vand –

så behøver jeg intet mere!

Bøger som Rowzât-ol-jenân af Hafez Hosein Karbala’i beskriver hvordan Tabriz bugnede med sufiordenernes gæstehuse og klostre, med karavanseraier og basarer, og med teologiskoler og moskéer. Byen var befolket af ”De 70 Helgener”, sufimestre, hvis ånder, i form af duer, efter sigende flyver op fra Tabriz ved nattetid. Som alle andre steder i Iran fik mongolernes invasioner i slutningen af det 13. århundrede umiddelbart katastrofale konsekvenser, men da Djengis Khans efterkommere slog sig ned i byen Maraghe syd for Tabriz blev de inspireret af den lokale kultur, og med deres støtte oplevede Tabriz sin storhedstid. Digtere, dervisher, koranfortolkere, musikanter, billedkunstnere, arkitekter og astronomer mængede sig med hinanden og berigede den smeltedigel af persisk, tyrkisk og arabisk civilisation som blev til den iranske nationalkultur. Det var således tyrkisk-talende sufier, der i byen Ardabil nord for Tabriz dannede Safavide-ordenen i 1400-tallet, som med Shah Ismails kroning i 1501 lagde grundstenen til den iranske nationalstat. Med en ideologi baseret på islam, iransk mytologi og tyrkisk folklore, og med en kombination af sufismens folkelige budskab og shiismens revolutionære symbolik, indtog safaviderne land fra Bagdad til Indusfloden og fra Kaukasus til den Persiske Golf. Med shiismen som statsreligion gav man iranerne en nationalidentitet, der adskilte dem fra osmannerne i vest, centralasiaterne i nord og inderne i øst.

Det var også i Tabriz at det moderne Iran blev født. Her opførte Hajji Mirza Hasan Roshdiye i 1880’erne den første iranske folkeskole hvor han, for første gang nogensinde, underviste i det perso-arabiske alfabet med moderne, pædagogiske metoder. I Tabriz byggede man det første trykkeri, den første biograf og det første offentlige bibliotek, og i dette sprudlende miljø diskuterede de iranske intellektuelle, revolutionære og frimurere emner som bolsjevisme, pan-tyrkisme, sekularisme og religionens plads i det samfund, de var med til at grundlægge. Det var også tabrizierne, der førte an i Irans grundlovsrevolution, der kulminerede i indførslen af landets første forfatning og parlament.

Modsætningsfyldt og flersidig arv

”Mit hus repræsenterer for mig en bastion i et samfund, der udvikler sig så hurtigt, at det ofte glemmer hvor fra det stammer,”siger Hashem. ”Indenfor dette hus’ fire vægge bærer vi ilden: En ild, som stammer fra Zarathustras tid og blev videreført til sufierne, gnostikerne og filosofferne i middelalderen til safaviderne og Tabrizs frihedskæmpere og videre til vores fædre.” Han holder hånden op foran mig, som en mand, der strammer grebet om en fakkel. ”Det er nu, vi skal passe på, at vi ikke lader ilden dø ud.”

Hashem henviser hele tiden til den persiske litteratur, og han taler det fineste højpersisk, når han taler til mig. Og med familien slår han over i aserisk, det tyrkiske sprog, som dele af Irans befolkning taler ved siden af persisk. ”Vi er aserbajdsjanere, men vi er først og fremmest iranere,” understreger Hashem. Den ene væg af familiens stue består af reoler fyldt med digtsamlinger, opslagsværk, ordbøger og noveller. Hashem tager en bog ud af hylden – Nasimi (1369-1417), en aserbajdsjansk sufi-digter – og slår op et tilfældigt sted og begynder at læse fra den 700 år gamle tyrkiske tekst med samme lethed som han ville have læst avisen fra i går. ”Nasimi var horufi, dvs. tilhænger af en sufiskole, der tillagde ordet, skriften og bogstaverne stor guddommelig kraft. De opbyggede en kompleks, magisk numerologi baseret på Koranens bogstaver. De troede også på genfødsel,” siger Hashem og smiler indforstået: ”Ligesom buddhisterne.” Nasimis pir, eller åndelige vejleder, var Fazlollah ’Nâ‘im’ Astarabadi, der blev henrettet som en kætter for sine tanker. Nasimi selv blev flået levende i Aleppo i Syrien. ”Der vil altid være kræfter, der føler sig truet af nye tanker,” fortæller Hashem og lader sig rive med af digtet.

Det er et paradoks, hvordan det nuværende styre i Iran ser på landets heterodokse, spirituelle traditioner. Staten har nødvendigvis et meget komplekst forhold til den sufistiske litteratur, som på den ene side er umådelig populær og spirituel, men på den anden side er en iboende udfordring mod præsteskabets religiøse myndighed. Dog lader det ikke til, at magthaverne nogensinde kan eller vil forbyde den sufistiske litteratur. Samtidig med at de ved, at sufismen er en potentiel trussel mod deres krav på legitimitet, så er de også udmærket klar over, at de ikke kan kvæle poesien og kreativiteten. Iranerne holder traditionen i live, lærer digtene udenad og studerer helgenernes historier. Blandt de anonyme iranske gentlemen på gaderne i Tabriz, Teheran og Shiraz går mænd som Hashem rundt, med en dyb viden om landets modsætningsfyldte og flersidige arv.

Vi sidder igen i gården, den sidste trafik summer lavmælt i baggrunden, igen har jeg en rygende kop varm te med kandis i hånden, og i skæret af månen, der næsten er fuld, fortæller Hashem om sin barndom. Han var forelsket i månen, og når den var fuld, greb han en kikkert, satte sig ud i sin faders gårdhave, og stirrede på månen i timevis. ”Til sidst blev min krop løftet fra jorden, og jeg blev suget op til månen. Jeg kunne føle det med hele mit væsen, jeg var der rent faktisk. Det er jo også netop det, sufierne fortæller os: Vi kan alle blive løftet op, vi kan alle komme tæt på Gud, vi er alle en del af Gud. Intet er umuligt.”

Og så går Hashem ind ad det store vindue mellem gården og stuen og graver endnu en bog frem, og jeg venter spændt på næste dyk ned i sufismen og det næste skær af Solen i Tabriz.

* Rasmus Chr. Elling (f. 1978) er ph.d. stipendiat ved Carsten Niebuhr Afdelingen, Københavns Universitet. Han har bl.a. skrevet “State of Mind, State of Order: Reactions to Ethnic Unrest in the Islamic Republic of Iran”, i Studies in Ethnicity and Nationalism, vol. 8, nr. 3, 2008; “All Eyes on Iran: the Nuclear Ambitions of a People and a President”, i Intelligence and National Security, vol. 24, no. 3, 2009 og “'Persisk E-Samizdat: Internetmedier i den islamiske republik Iran”, i Mette Thunø (red.): Globale Medier i Verdens Brændpunkter, Museum Tusculanum, 2009.