Forlaget Vandkunsten » Bøger alfabetisk » Simultan. Fortællinger » Pressen skrev

Pressen skrev


En kvindelig, grænsedepressiv narcissisme der tages alvorligt

Det er prosa så skøn, at guderne må lade sig røre ... Denne topografi af linjer og forbindelser er også Bachmanns prosas, og at vandre i den er en lyst. For en stund slår man følge med en bevidsthed, der er i konstant bevægelse, fra tanke til tanke, fra ord til ord, og må frydes ved alt det sprogløse, der pludselig får et sprog. Eller måske ved det, som er simultantolkens længsel: gennem sprogløsheden at finde et eget sprog.

Lilian Munk Rösing, Information, 10. december 2010.

En wienerinde i centrum

Den østrigske forfatter Ingeborg Bachmann ( 1926-1973) har indtil i dag være så godt som ukendt i Danmark. Siden forlaget Arena i 1963 udsendte en samling af hendes tidlige noveller, har hun været en forfatternes forfatter, som er læst og elsket af alt for få.
Med Karsten Sand Iversens nye, strålende oversættelse af Bachmanns sidste prosafortællinger er det tiden at gøre op med hemmeligholdelsen af en af de største europæiske forfattere i det 20. århundrede.
Ingeborg Bachmanns prosakunst glimrer ved en usædvanlig refleksionsgrad, en spontan sanselighed og en næsten uforståelig kærlighedsmystik.
Når man læser hendes fortællinger, som vel at mærke ikke er noveller, bliver man grebet af en voldsom fascination over, hvor stærk visse menneskers længsel efter kærligheden er, og hvor smertefuldt det er, når skæbnen gang på gang knuser den elskendes forhåbninger.
Men selv ikke i den allerværste krise er resignation en mulighed for Bachmanns kvindeskikkelser. De kendetegnes ved modet til at leve fuldt ud og hyller sig ikke i bekvemme løgne, fordi de tror så inderligt på, at den store kærlighed eksisterer, om end de måske aldrig formår at fastholde den ...
Ingeborg Bachmanns prosa er en suveræn udfoldelse af det kærlighedssøgende menneskes inderste væsen.

Anders Juul Rasmussen, Kristeligt Dagblad, 13. januar 2011.

Åh, at være kvinde

Suverænt oversatte noveller af den østrigske lyriker Ingeborg Bachmann må være en af årets julegaver. ...Et er, at Karsten Sand Iversen har oversat så både engle og djævle synger falset, noget andet, at Bachmann ... fremstår som den sidste arvtager i en sort østrigsk perlerække, der går fra Wittgenstein over Musil og videre til Thomas Bernhard og så til Bachmann ... Karsten Sand Iversen er alt andet end stæreblind; vi må fremhæve ham for en helt og aldeles fremragende oversættelse og et godt, informativt efterskrift. "Simultan" vil i størrelsen passe ind i langt de flestes jakke- eller frakkelommer, og dér vil den forhåbentlig kunne leve et godt juleliv efter 24. december.

Mikkel Bruun Zangenberg, Politiken, 4. december 2010.

Politiken synes

Fortællinger fra et andet Tyskland

I dag opfattes Bachmann nok primært som feminismens grand old woman. En radikal feministisk optik på tilværelsen kommer således tydeligt til udtryk i novellesamlingen ”Simultan”, som blev Bachmanns sidste bogudgivelse.

Mikael Busch, Jyllands-Posten, 11. december 2010.

Kvindelige spejlinger

Ingeborg Bachmann skriver dybdeborende og tankevækkende smukt om erotik og kønsroller. … ”Simultan” er ikke blot en fornem læseoplevelse med nuancerigdom og overraskelser, den giver stof til fornyet diskussion af kønsroller og kvinder og mænds forskellige oplevelsesmåder.

Eva Pohl, Berlingske Tidende, den 26. november 2010.

Feministisk forløber

Simultan" består af fem noveller, oversat af Karsten Sand Iversen med sædvanlig præcision, selv titelnovellen med de mange flersprogede elementer. Iversen har også forsynet samlingen med et fremragende efterskrift ... "Simultan" markerer endnu engang Ingeborg Bachmanns banebrydende og centrale placering i det 20. århundredes tysksprogede litteratur.

Jens Henneberg, Nordjyske Stiftstidende, 5. december 2010.

Valgslægtskaber

Bachmann er falden, dømt af sig selv til at opsøge det fortrængte, og lyriker, der kan finde billeder, der bryder tabuernes urørlighed. Det kommer ikke mindst til udtryk i novellesamlingens største novelle »Tre veje til søen«, om en kvindelig stjernefotograf, der med jævne mellemrum besøger sin far i Klagenfurt og forsøger at bade i Wörthersee, som er næsten utilgængelig på grund af en motorvej under opførelse, og som også er et tabusted. Man kan læse novellen som en tekst om en kvinde, der et øjeblik nærmer sig tabuerne, men ender med at leve et liv i succes og fremmedgørelse, men det dementeres af novellens sidste billeder, der hele tiden er i stand til at redde det efterladte/ fortrængte op i lyset: »Det er ikke noget, det er ikke noget, der kan jo slet ikke ske mig noget. Der kan ske mig noget, men der må ikke ske mig noget.« Det er en klar parataktisk konstruktion, først hjælpeløs besværgelse, sprogets angstgestik i gentagelsen, men derefter brydes mytens magt og gentagelsestvangen, i den klare sætning »der kan ske mig noget« og af den sidste sætning, hvor hun tager sit liv op i sin egen tænkning.

Henning Goldbæk, Litteraturmagasinet StandArt, 28. marts 2011.

Lektørudtalelse

Ingeborg Bachmanns tekster er fremragende. Det er kras og besk læsning, hvor mødet med ordet er en forløsning, og en nødvendig rejse rundt i menneskesindets ydre og indre landskaber.

Poul Flou Pedersen, uge 02/2011.

Begravet under ordmasser

Bachmann er sprogligt overlegen i Karsten Sand Iversens fænomenale oversættelse, men man skal virkelig holde tungen lige i munden for ikke at blive begravet under ordmasserne, som det hedder i titelnovellen SIMULTAN. Den handler om en kvindelig simultantolk og vrimler derfor med fremmede gloser og manglende identifikation mellem sproget og verden. Det gør teksten sværttilgængelig og gør, at man som læser risikerer at komme til at sidde fast i sprogets og formens leg og aldrig rigtig komme længere ind. Til gengæld kan man nyde den uovertrufne skrift, for Bachmann jonglerer virkelig med ord og lydleg.

Anna Møller, LitteraturNu.dk. Læs hele anmeldelsen her.