Forlaget Vandkunsten » Bøger alfabetisk » Kong Salomons tempel i Berlin. Reportager 1920-1930 » Pressen skrev

Pressen skrev

Berliner-stemning

[Roths] styrke er den lille refleksion over storbyens mangfoldighed af miljøer og menneskeskæbner. Intet miljø er ham fremmed, og for en nutidig Berlin-elsker, der vandrer i de samme gader, gør Roths artikler det fjerne nært; i hans hverdagsskildringer fra verden af i forgårs genkender vi os selv.

Claes Kastholm Hansen, Berlingske Tidende, den 4. februar 2011.


Berlinerdandys reportager er som sendt fra himlen

... først i år synes der for alvor at være opstået en ubændig tørst efter hans journalistik. Derfor kommer Judyta Preis og Jørgen Herman Monrads fine udvalg, kloge kommentarer og lydefri oversættelse af Roths berlinerreportager som sendt fra himlen.

Peter Wivel, Politiken, den 29. oktober 2010. Læs hele anmeldelsen her.

Hjemløse historier

Roth færdes blandt de hjemløse, blandt jøderne i ghettoen, han er til seksdagesløb, i varehuse, i toget, på badeanstalt og på knejper og cafeer. Det er små reportager holdt i grænselandet mellem den umiddelbare impression og småessayet ... 29 af de berlinske reportager er nu udgivet i en fin, lille bog.

Arne Hardis, Weekendavisen, den 29. oktober 2010.

Berlin af igår

Kong Salomons tempel i Berlin er en lille litteraturperle. Ikke mindst de af oversætterne skrevne noter og forklaringer gør bogen læsevenlig for en dansker så mange år efter. Roth er på en og samme tid storbyens forfatter og beskriver, men han tegner også et billede af de mindre flatterende sider; de hjemløse, de forsvundne, som ingen forventer dukker op igen, og de store varehuses tilsynekomst ... Joseph Roth er en forfatter, man bliver ved med at vende tilbage til, … nærværet og autenticiteten er så eklatant, at man uden videre begejstres.

Caspar Andreas Dyrehauge, Kultunaut. Læs hele anmeldelsen her.

Reportager fra det dekadente Berlin

Reportagen - hvor journalisten tager ud i byen og fortæller om det, han ser - er i dag en næsten uddød genre, velsagtens fordi fjernsynet nu ser for os, men i mellemkrigstiden levede genren i bedste velgående, og Roth var en god iagttager.
Han havde nu også den fordel, at der i tyvernes Berlin mildest talt var noget at se på: Vokskabinetter med levende mennesker, 6-dagesløb med en vanvittig stemning, og - nå ja - politik, men her bliver valgplakaterne borte »i vrimlen af luskende alfonser, udmajede gadepiger, elskovssyge spadserende og ravende berusede,« som Roth skriver.
Reportagerne er i det hele taget så stilistisk blærede, at kunne misundelse fra denne skribents side forhindrer, at de får topkarakter.

Søren E. Jensen, Holbæk Amts Venstreblad, den 31. december 2010.

En stank af levnedsmidler og politik

Strålende udvalg af reportager og fortællinger fra Joseph Roth ...

Rasmus Steffensen, Litteraturmagasinet StandArt, 28. marts 2011.

Lektørudtalelse

En læseværdig artikelsamling, der giver liv til Berlin i 1920'erne i et flot sprog, der holder trods alderen.

Per Månson, uge 49/2010.