Forlaget Vandkunsten » Bøger alfabetisk » Carsten Niebuhrs Beskrivelse af Arabien 1772 » Carsten Niebuhrs Beskrivelse af Arabien - introduktionsbladet » Langt væk og dog tæt på

Langt væk og dog tæt på

Af Hans Christian Fink

Da jeg i 2002 blev bedt om at oversætte Carsten Niebuhrs Rejsebeskrivelse fra Arabien og andre omkringliggende lande, var Carsten Niebuhr for mig ikke ret meget andet end et navn. Jeg vidste, at et institut var opkaldt efter ham. Jeg havde Thorkild Hansens roman, Det lykkelige Arabien, stående på min reol, men havde med skam at melde ikke læst den.

Det var i den periode, hvor nyoversættelserne af de guldrandede klassikere begyndte at udkomme. Nyoversættelse var der jo i dette tilfælde ikke tale om, det var alle overbevist om. Vel havde rejsebeskrivelsen dannet grundlag for Thorkild Hansens roman, men der måtte vel være en grund til, at ingen havde tænkt på at udgive det gamle værk fra 1774-1776. (De sidste 200 sider udkom faktisk først posthumt i 1837). Grunden var i sin gribende enkelhed, at værket havde ry for at være lige så tørt som sandet i den arabiske ørken.

Frits Andersen er i en artikel i Bogvennen nr. 4/2006 inde på, at Thorkild Hansen, samtidig med at han gjorde Carsten Niebuhr berømt, også kom til at skygge for Niebuhrs egen tekst. "Carsten Niebuhrs optegnelser og rejsedagbog blev skjult under den moderne roman, kun tilgængelig i mølædte tyske udgaver som en kuriositet for specialister og freaks."

Mølædt er den udgave, jeg oversatte efter, vel ikke ligefrem, men temmelig utilgængelig må den i dag føles for de fleste danske læsere under halvtreds. Den er nemlig trykt med det, tyskerne kalder fraktur og vi gotisk skrift. Stilen er typisk 1700-tal. Man kommer til at tænke på Ludvig Holberg, Johannes Ewald eller Jens Baggesen. Hvilken sprogtone skulle man vælge? Der var ikke tid til større forstudier. Thorkild Hansen valgte jeg helt bevidst at lade vente, til jeg selv var færdig. Jeg gik simpelt hen bare i gang med en prøveoversættelse af de første halvtreds sider og opdagede forholdsvis hurtigt, at det måske gik an at krydre Niebuhrs tyske tekst med et passende udvalg af udtryk hentet hos ovennævnte 1700-tals forfattere. Det havde den indlysende fordel, at jeg derved kunne lægge mig langt tættere op ad Carsten Niebuhrs særlige sprogtone, end det normalt er muligt, når man oversætter fra tysk. Jeg vil faktisk vove den påstand, at dansk og tysk lå betydeligt tættere på hinanden i 1700-tallet, end de gør i dag.

Mit kriterium for valget af de udtryk, som ligger/lå nærmere tysk end de gør i moderne normalprosa, har været, at de skulle optræde i Ordbog over det danske Sprog med eksempler fra anerkendte forfattere, som også kendes og læses i dag. En oversætters mulighed for at vælge nye ord er temmelig begrænset. Til gengæld mener jeg, at oversætteren i ganske særlige tilfælde har mulighed for at vælge gamle skrivemåder og måske dermed være med til at genoplive næsten glemte ord og udtryk. Mulighed for så at sige at sætte dem i omløb på ny. Et kriterium var endvidere, at de gamle udtryk ikke måtte kunne fejllæses. "Billig" i betydningen "rimelig" vil for eksempel ikke kunne anvendes i alle sammenhænge.

Når Niebuhr rejser rundt i Arabien og oplever ting og sager, som han finder værd at notere – også selv om han ikke altid forstår dem – kalder han dem "merkwürdig". Det er jo ligetil; det skal selvfølgelig oversættes med "mærkværdig" eller hvad? Så radikalt turde jeg ikke gå til værks i Rejsebeskrivelse fra Arabien, hvor det blev til "bemærkelsesværdig". Senere er det gået op for mig, at ordet faktisk også er ved at glide ud af tysk. I min store Duden i 6 bind er det ikke optaget; det er det derimod i Wahrig med følgende betydningsvifte: Det, der vækker opmærksomhed, egenartet, forunderligt, sælsomt, påfaldende, fordægtigt. Hvad siger Ordbog over det danske Sprog? Den har to betydninger: 1) (med tryk på første stavelse, ligesom på tysk) det, der er værd at bemærke; 2) (med tryk på anden stavelse) det, der i høj grad er mærkeligt. Kan en oversætter tillade sig at aktivere den næsten glemte første betydning? OdS' seneste eksempel er fra 1923. Det mener jeg, og i den nu udkomne Beskrivelse af Arabien lader jeg Niebuhr opleve mærkværdige ting og sager.

Apropos nyoversættelse eller genoversættelse. Det har vist sig, at første del af rejsebeskrivelsen faktisk blev oversat og udgivet på Gyldendals Forlag i 1794. Oversættelsen (der er anonym) indgår i Samling af de bedste og nyeste Reisebeskrivelser i et udførligt Udtog, hvori gives en nøiagtig Efterretning om adskillige Landes og Folks Religion, Regierings-Forfatning, Handel, Sæder, Naturhistorie, og andre andre merkværdige Ting.

En rejse i sproget

At læse og oversætte Carsten Niebuhr er en rejse i sproget i mere end én forstand. Mens det lærde selskab opholder sig i Cairo fra november 1761 til august 1762, udnytter Niebuhr ikke blot tiden til at måle Cairo og pyramiderne op. Han går også von Haven i bedene, idet han begynder at aftegne hieroglyfferne, hvilket ellers var von Havens opgave. Men denne er bange for "pøbelen", som stimler sammen af bekymring over, om de fremmede måske vil berøve de magiske sten deres trolddomskraft, siden de aftegner de uforståelige tegn. Uforståelige er de også for Niebuhr, der lærer sig selv en "stenografisk teknik", så han lynhurtigt kan skitsere hieroglyfferne og derefter rentegne dem hjemme. Under rentegningen gør han sig allerede tanker om systemet i hieroglyf-sproget. Hans tegninger er med til at danne grundlag for knækningen af hieroglyf-koden. Det samme er hans aftegninger af kileindskrifterne i Persepolis. De omhyggelige aftegninger gør det i 1802 muligt for den tyske filolog Georg Friedrich Grotefend at dechifrere nogle af den oldpersiske skrifts 41 tegn.

Niebuhr lærer efterhånden det arabiske talesprog så godt, at han er i stand til at forsyne sine detaljerede landkort med stednavne, som ikke hidtil havde været nedfældet på skrift. Blandt andet er han den første, der sætter navnet Kuwait på landkortet – vel at mærke et kort, som han selv udfærdiger. Disse og andre arabiske ord gengiver han i lydskrift. Transskription af bl.a. lydskrift er et særligt kapitel i oversættelsens teori og praksis. De forskellige sprog betjener sig af forskellige regler. Her har jeg nydt godt af bistanden fra Carsten Niebuhr Instituttets kompetente medarbejdere. På det felt er den danske oversættelse hverken patineret eller antikveret, men i overensstemmelse med de nyeste videnskabelige principper.

Man diskuterer af og til, om oversætteren skal flytte teksten hen til læseren, eller hjælpe læseren hen til teksten i al dens fremmedartethed. Jeg selv holder mere af en formulering, som jeg læste i et hollandsk tidsskrift, hvor det i en anmeldelse af en nyoversættelse af Montesquieu hed: "Oversætteren bør især roses for at have gjort det nederlandske sprog så rummeligt, at det er blevet i stand til at gengive endnu flere nuancer af den særlige montesquieu'ske écriture." Niebuhrs tekst er fjern i dobbelt forstand. Den er skrevet på et sprog, som de færreste yngre danskere tør give sig i kast med, selv om det ligger langt tættere på dansk end noget andet sprog. Måske med undtagelse af nederlandsk, som vi normalt opfatter som endnu mere eksotisk, men som i virkeligheden ligger endnu tættere på – i hvert fald på mit modersmål, som er sønderjysk. Niebuhrs sprog er også fjernt i historisk forstand. Jeg har bestræbt mig på at præsentere ham i en sprogdragt, der tydeligt viser, at han har levet ikke for tyve år siden, men for to hundrede år siden. Min ambition har været at forsøge at leve op til idealerne i den hollandske Montesquieu-oversættelse.

Jeg var sammen med min forlægger med til at fastsætte oplaget af Niebuhrs Rejsebeskrivelse til 2000 eksemplarer. Vi havde ikke i vores vildeste fantasi forestillet os, at flere kunne være interesseret i at læse så gammelt et værk. Der tog vi jo grundigt fejl. Jeg kan ikke dy mig for at citere Frits Andersen igen: "Mere interessant er det imidlertid, at kritikkens enige vurdering af udgivelsen som en sensation var baseret på en overraskelse over, at Niebuhrs tekst trods sin høje alder var så let og levende, og tilsyneladende kunne bringe læseren langt tættere på den arabiske verden end vores nutidige mediers ublufærdige anstrengelser for at løfte de sidste slør. Denne omvending af anmelderens og læserens forventning om nærhed og afstand var det egentligt sensationelle ved mødet med Niebuhrs tekst."

Niebuhrs liv og virke er gjort af det stof, som genererer myter. En af de mere massive lancerede Thorkild Hansen i 1962 med sin dokumentarroman, Det lykkelige Arabien. Det er myten om eneren, det miskendte geni. Han beskriver sin (identifikations)helt i overensstemmelse med det klassiske eventyrmønster: hjemme - ud - hjem. Hjemme og hjem er for Thorkild Hansen Danmark. Carsten Niebuhr er i Thorkild Hansens optik dansk.

Men Carsten Niebuhr skrev nu altså på tysk; dels fordi det var hans modersmål, dels fordi det gav ham et større læserpublikum. Han udgav selv sine bøger hos Kongelig Hofbogtrykker Nicolaus Möller i København. De blev trykt med henblik på salg på bogmesserne i enten Frankfurt eller Leipzig. Det var for at komme piraterne i forkøbet. Beschreibung von Arabien lod han selv oversætte til fransk. Efter sigende var han ikke så heldig med valget af oversætter. Hans ry i Frankrig var dog så stort, at man her i 1779 besørgede en revideret og korrigeret pragtudgave forsynet med nystukne kobbere. Det hollandske marked nåede han ikke at forsyne. I 1774 udkom en piratudgave i Amsterdam og Utrecht.

"Hvorfor kalder I ham dansk"? er Michael Harbsmeier, som har skrevet introduktionen til Rejsebeskrivelse af Arabien, ofte blevet spurgt af tyske universitetskolleger. Da bogen udkom på dansk, blev jeg ringet op af en journalist fra Norddeutsche Rundfunk. Han skulle til København for at lave en reportage i anledning af "Dogme-projektets" tiårsjubilæum og var af sin chef blevet bedt om at kontakte mig. Hvorfor, vidste han ikke. Da han kom to uger senere, havde han sat sig ind i sagen og udbrød spontant: "Han er jo en af vore; det bliver til en udsendelse i vores lokalradio." Den irakiske eksilforfatter Muniam Alfaker bad om at måtte interviewe mig til Al Jazeeras telegrambureau. Da jeg tre måneder senere spurgte ham, om hans interview var blevet bragt, svarede han: "Ja, i tres arabiske aviser." Niebuhr er åbenbart også en af deres.

Med de flotte udgivelser af Rejsebeskrivelse fra Arabien og andre omkringliggende lande og nu også Beskrivelse af Arabien og i landet selv samlede efterretninger affattet af Carsten Niebuhr kan vi måske endelig tillade os at kalde ham en af vore.

* Revideret udgave af artiklen ”En rejse i sproget”, Fra det ene sprog til det andet. Modersmål-Selskabets Årbog 2008. Forlaget Vandkunsten.