Forlaget Vandkunsten » Bøger alfabetisk » Carsten Niebuhrs Beskrivelse af Arabien 1772 » Carsten Niebuhrs Beskrivelse af Arabien - introduktionsbladet » "Det skete ved et under, at Israels børn blev ført ud af Ægypten og kom tørskoet gennem havet" - Fra etbenede mennesker til skepticisme

"Det skete ved et under, at Israels børn blev ført ud af Ægypten og kom tørskoet gennem havet" - Fra etbenede mennesker til skepticisme

Af Allan Sortkær Pedersen

Kortet er blot ét af Carsten Niebuhrs tre kort over Det Røde Hav. Stedet for overgangen var stærkt diskuteret. Carsten Niebuhr selv mener, at overgangen med størst sandsynlighed fandt sted ved Suez. Bogstavet E viser det sted, hvor Niebuhr selv krydsede Det Røde Hav.

Hvad har etbenede mennesker og israelitternes flugt gennem Det Røde Hav til fælles? Det enkle svar er, at de i en periode på 100 år bliver behandlet af to rejsende i området fra Yemen i syd til Persien i øst. Begge rejsende begynder ydermere deres rejse fra et sted i det danske kongerige, og vigtigst af alt, opfatter de to rejsende de nævnte fænomener og begivenheder som undere – altså som noget, der bryder deres forventninger til verden. Det er i denne forbindelse vigtigt at påpege, at ordet under ikke skal forstås i en streng religiøs betydning, men i den brede betydning, som ordet havde i 1700-tallets Danmark. Her betegnede det både undere i naturen og Guds direkte indgriben i verden. I det følgende bruges begge betydninger af under om overraskende, usædvanlige og enkeltstående begivenheder eller fænomener.

Underet ved Det Røde Hav

De to rejsende, der optræder i denne artikel er begge fascineret af underet. Fra den ulærde Anders Christensens beretning om sit liv som slave til Carsten Niebuhrs videnskabelige undersøgelse af Det Røde Hav. Men samtidigt vidner de to rejsendes forskelligartede behandling af underet om radikalt forskellige syn på verden i det 18. århundrede og om en stigende skepticisme.

Anden Mosebog fortæller historien om israelitternes spektakulære flugt fra deres slaveri i Egypten. I første omgang lader Farao israelitterne gå, men han skifter mening og optager forfølgelsen. Historien kulminerer, da Moses rækker sin hånd ud over Det Røde Hav, hvorefter vandene deles og skaber en passage for de flygtende israelitter. Da egypterne følger efter, rækker Moses endnu en gang sin hånd ud over havet, og Gud får vandet, der har stået som to mure omkring israelitterne, til at lukke sig om Egypterne. Episoden er spektakulær, fordi den demonstrerer Guds magt over verden og Hans vilje til at gribe afgørende ind i historiens gang. Den udgør afgjort et under.

Ét af bibelforskeren Johann David Michaelis’ udarbejdede spørgsmål til Carsten Niebuhr og selskabet af lærde mænd på den arabiske rejse drejer sig om netop dette under ved Det Røde Hav. Overskriften lyder: »Om ebben ved den yderste spids af Det Røde Hav, dens tid, styrke, og dybden, samt bunden af havet på det sted, hvor israelitterne er gået igennem: ligeledes om koraller.« Den videre uddybende tekst, der breder sig over knap seks sider, kan opsummeres til ét spørgsmål: Hvordan gik det til?

Når spørgsmålet overhovedet stilles, er det et forsøg på at forklare episoden uden Guds indblanding, altså modsat af hvordan episoden forklares i Anden Mosebog. Derfor skulle en hel række fænomener, der alle kunne forklare episoden på naturlig vis, undersøges: Geografien omkring Det Røde Hav, ebbe og flod, ebbe på ebbe forårsaget af vind, revenes omfang og havbundens soliditet. Ganske vist havde spørgsmålet om, hvor israelitterne havde passeret Det Røde Hav optaget rejsende og lærde gennem flere hundrede år, men det var kulminationen på en udvikling, der havde været kortere tid undervejs, at Michaelis ønskede at forklare Guds under på naturlig vis.

En anden verden

Før spørgsmålet uddybes, er det nødvendigt at undersøge forudsætningerne. De kan belyses ved en gennemgang af Anders Christensens og Carstens Niebuhrs holdning til underet. Ved en sammenligning er det muligt at spore to meget forskelligartede opfattelser af undere i 1700-tallet; fra Christensens ukritiske accept til større skepticisme hos Niebuhr.

Mellem 1677 og 1698 rejste Anders Christensen til fods fra Sana i Yemen til Persien. Altså til dels samme rute som Carsten Niebuhr fulgte næsten 100 år senere. Som rejsende var Christensen ulærd, og det skyldtes en stor ulykke, at han overhovedet skrev om sin rejse. Christensen rejste således som slave, da skibet, hvor han tjente som barber, blev kapret af pirater i 1677. Historien skal ikke genfortælles her, refereres skal blot en enkel episode fra hans beretning. Mod slutningen af beretningen, kort efter ankomsten til Persien stødte Christensen på en flok børn, der lå i græsset og vogtede kreaturer. Da Christensen nærmede sig børnene

[…] begyndte [børnene] at raabe og skrige ligesom Ulve-Unger, nogle fiint og nogle groft, vi blev stille staaende, og saae med Forundring paa dem, at disse Unger kunde løbe saa, og havde ikkun [det vil sige kun] een Fod, [vi] begyndte at blive bange, der kom imod os meere end 300 Mand, som alle havde ikkun een Fod, der var iblant dem 6 Mand til Hest, som sadde tvers paa Hesten, som Qvinder i vores Lande […] alle som bleve fødde udi det Land med lige Skabning; Kongen, Dronningen og alt Folket havde ikkun en Foed. […] Vi forundrede os allesammen, og tænkte at være kommen udi en anden Verden.

Christensen pendulerer i det korte citat flere gange mellem det usædvanlige syn og sin egen forbavsede reaktion. Synet er forunderligt. Derved skriver Christensen sig ind i en fast etableret tradition, hvor underet er uløseligt forbundet med det at rejse til fjerne egne. Underet har bestemte karakteristika og kan kort beskrives som et enestående fænomen eller begivenhed, der er løsrevet fra beskuerens forventninger til verden. Synet er, som Christensen formulerer det, som befinder man sig i en anden verden.

Naturlig eller overnaturlig

Det er uklart, hvornår Christensens beretning udkom første gang. Det første kendte eksemplar er et tryk fra 1728, men Ludvig Holberg refererer til Christensen i en komedie fra 1723. Det betyder, at Christensens historie var kendt af et københavnsk publikum enten fra et ukendt tryk, cirkulerende håndskrifter eller fra ham selv. Da trykket i 1728 kom med titlen Kort og sandferdig JOURNAL Af Anders Christensens lykkelige og u-lykkelige Reise skrev Christensen sig ind i en fast etableret tradition om naturens undere, men også i en tradition i hastigt forfald. Videnskabshistorikerne Lorraine Daston og Katharina Park fortæller således i bogen Wonders and the Order of Nature om, hvordan underet bevægede sig fra centrum af den naturhistoriske forskning i starten af 1600-tallet til i stigende grad at blive miskrediteret mod slutningen af århundredet og i begyndelsen af 1700-tallet. Naturens undere som for eksempel etbenede folkefærd skiftede i 1700-tallets lærde miljøer status fra at være objekter, der kunne demonstrere lærdom til ikke at være værd at beskæftige sig med. Forklaringerne på udviklingen er mange, men grundlæggende er der ikke tale om, at underet derefter blev forklaret rationelt og videnskabeligt – nærmere blot ignoreret.

Ganske sigende for den nye kritiske holdning lader en lærd som Ludvig Holberg sin lidet oplyste komediefigur Herman von Bremen bedømme Christensens rejseberetning med det etbenede folkefærd som »politisk og lærd« i stykket Hexerie eller Blind Allarm. Men da Herman von Bremen er kendt som et fjols fra den Den Politiske kandestøber, og stykket generelt handler om overtro, er der god grund til at opfatte udsagnet som gennemsyret af ironi. Holberg er skeptisk, og Christensens rejseberetning er det modsatte af politisk og lærd. Bogen er udtryk for et syn på verden, som allerede er forældet og utroværdig for lærde som Holberg.

Mod 1750 bliver naturen regelmæssig og forudsigelig i kraft af naturlovene og mister sin evne til at lege og skabe forunderlige fænomener. Det betyder, at underet næsten fuldstændig forsvinder ud af naturhistoriske undersøgelser af verden. Ganske sigende for denne udvikling ser Niebuhr ingen etbenede mennesker eller andre fænomener af samme slags. Han overraskes ikke af naturen og er grundigt forberedt med hensyn til, hvad han skal undersøge på sin rejse.

Når Michaelis stiller spørgsmålet om israelitternes flugt gennem Det Røde Hav, har det klare forudsætninger i den oven for skitserede udvikling. Det er dog klart, at Bibelen som tekst og vidensområde modsat 1600-tallets naturhistorie har en helt anderledes autoritativ status, der gør at undere ikke bare kan ignoreres, men udgør et legitimt objekt for en videnskabelig ekspedition. De er værd at undersøge. Men samtidig er 1700-tallets lærde skepticisme tydelig i den måde spørgsmålet stilles på. Kan israelitternes passage gennem Det Røde Hav forklares naturligt?

Det handler om en ændret holdning til underet. Et tidligt trin på denne udvikling, før skepsis sætter ind, er Anders Christensens etbenede mennesker. Underet fortsætter som fokuspunkt og endog som videnskabelig kategori for både Michaelis og Carsten Niebuhr. Men fra Christensen til Michaelis og Niebuhr er der sket en kraftig reduktion af mulige undere i verden, idet naturens er forsvundet. Og for de undere Bibelen dokumenterer, og som stadig er værd at undersøge, gælder, at de er omgærdet af skepticisme og kræver helt anderledes grundige belæg end Christensens etbenede mennesker.

Ganske sigende fylder Michaelis spørgsmål knap seks sider, og Carsten Niebuhrs svar fylder sytten og indeholder en mængde referencer og yderligere dokumentation i kraft af tre kort. Som helhed er Carsten Niebuhrs svar et balanceret forsøg på at tage hensyn til både fornuft, sandsynlighed og Guds magt. Grundlæggende ser Niebuhr dog ikke nogen mulig naturlig forklaring. Og selv hvis fænomenet er muligt, ville israelitterne sandsynligvis ikke søge at krydse havbunden, hvor det ikke normalt kunne lade sig gøre, uden Guds anvisning. Alt dette søger Niebuhr at tage hensyn til, før han konkluderer: »Er alt dette gået helt naturligt til, da ved jeg ikke hvad de lærde egentlig forstår ved ordet underværk.« Carsten Niebuhr er skeptisk i sin videnskabelige tilgang, men Guds indgriben og Bibelens autoritet finder han ikke empirisk belæg for at afvise.

---------------

<Billedtekst>