Forlaget Vandkunsten » Bøger alfabetisk » Carsten Niebuhrs Beskrivelse af Arabien 1772 » Carsten Niebuhrs Beskrivelse af Arabien - introduktionsbladet » Fra mystiske israelitiske indskrifter til nabatæiske graffiti

Fra mystiske israelitiske indskrifter til nabatæiske graffiti

Af John Møller Larsen

Blandt de mange opgaver, der under videnskabelig ledelse af Johann David Michaelis (1717-91) blev stillet til deltagerne i Den Arabiske Rejse, berørte flere palæografiske og epigrafiske spørgsmål. Palæografien er bogstaveligt talt den videnskab, der beskæftiger sig med ‘gammel skrift’, i praktisk forstand studiet af skriftsystemer og deres udvikling i ældre tid. Epigrafik kan betragtes som en underkategori, der særligt omhandler indskrifter. De opgaver, der blev stillet, rakte, som vi skal se, fra det meget konkrete til mere generelt formulerede opgaver.

De orientalske studier i Europa befandt sig i 1700-tallet i en brydningstid, og i det mindste nogle af spændingerne afspejles i Michaelis’ videnskabelige tilgang til den ekspedition, han havde taget initiativet til. Michaelis var uddannet i sin fødeby, Halle (Saale), hvor han bl.a. studerede semitiske sprog (hebraisk, aramaisk, syrisk, arabisk og etiopisk). Under en studierejse 1741-42 kom han under indflydelse af Leiden-professoren Albert Schultens, en af tidens varme fortalere for brugen af arabisk til gammeltestamentlig eksegese, og i England blev han påvirket af deismens rationalistiske syn på religion. Fra 1745 virkede Michaelis som professor i filosofi i Göttingen, men havde teologiske og orientalske studier som sine vigtigste arbejdsområder. I sit arbejde med Det Gamle Testamente var han særdeles åben over for religionshistoriske og antropologiske paralleller, hvor han nu mente, de kunne findes, fx i Mongoliet eller blandt canadiske indianere, men det nærorientalske område, hvor de bibelske fortællinger udspillede sig, indtog selvsagt en helt særlig rolle i Michaelis’ eksegetiske projekt. En videnskabelig ekspedition kunne kaste lys over talrige emner i den gammeltestamentlige forskning, hvad enten det drejede sig om plante- og dyreliv, skik og brug, levevis eller sproglige og palæografiske spørgsmål. Trods Michaelis’ intellektuelle åbenhed og encyklopædiske ambitioner var det altså ikke viden om Nærorienten for dens egen skyld, men for den gammeltestamentlige eksegeses skyld, der var ekspeditionens vigtigste mål.

I forhold til Det Gamle Testamente forfægtede Michaelis det konservative synspunkt, at Moses, selvom han havde rådet over tidligere kilder, var ophavsmand til Mosebøgerne – en holdning, der snart kom under voksende pres. Ekspeditionens planlagte afstikker til Sinaihalvøen var særdeles vigtig på grund af de levn fra den israelitiske udvandring, man håbede at finde der. I den forbindelse knyttede der sig en betydelig interesse til en række mystiske indskrifter, som tidligere orientrejsende havde berettet om.

Ekspeditionens deltagere havde ved afrejsen fået den kongelige instruks og nogle af de konkrete spørgsmål, der skulle besvares. De resterende spørgsmål blev først modtaget undervejs, og den samlede, trykte udgave, Fragen an eine Gesellschaft Gelehrter Männer, die auf Befehlf Ihro Majestät des Königes von Dännemark nach Arabien reisen, nåede først Niebuhr i Bombay i august 1764. Allerede instruksen fremhævede flere gange palæografiske spørgsmål og herunder indskrifterne på Sinai. I sit forord til Fragen nævnte Michaelis, at de rejsende ville få lejlighed til at se “de berømte arabiske indskrifter på vejen til Sinai”, de indskrifter, som “Biskoppen af Clogher, Clayton, ville tilegne en rejse.” Robert Clayton havde i 1753 udgivet A Journal from Grand Cairo to Mount Sinai, and back again, en oversættelse af et manuskript forfattet af den franciskanske præfekt i Ægypten, der beskrev en rejse foretaget i 1722. Heri beretter forfatteren:

[A]s soon as we had parted from the mountains of Faran we passed by several others for an hour together engraved with ancient unknown characters which were cut into the hard marble rock so high as to be in some places at twelve or fourteen feet distance from the ground and though we had in our company persons who were acquainted with the Arabic, Greek, Hebrew, Syriac, Coptic, Latin, Armenian, Turkish, English, Illyrican, German, and Bohemian languages yet none of them had any knowledge of these characters (…)

En sådan beretning kunne nok vække interesse i Europa, og i sit forord til oversættelsen udtrykker Clayton ønsket om, at man kunne sende en rejsende til Sinai, for “[b]y carefully copying a good quantity of these letters, I should apprehend, that the ancient Hebrew character, which is now lost, may be recovered.” Deltagerne skulle derfor på udrejsen besøge Sinahalvøen og blandt andre opgaver udforske de mystiske indskrifter. Instruksens §12 lød således:

Eftersom Vi ønsker, at der på udrejsen først og fremmest skal tages nøjagtige kopier af indskrifterne på Gebel al-Mocatib og yderligere – efter omstændighedernes beskaffenhed – aftryk i gips, så må især professor von Haven med bistand af maleren på flittigst mulig vis drage omsorg herfor.

Spørgsmålene fra det franske Académie des Inscriptions et Belles-Lettres, der i den trykte udgave var tilføjet som en selvstændig enhed efter Michaelis’ spørgsmål, viste en særlig interesse for de indskrifter i ‘himyaritisk’ skrift, der kunne findes i Yemen, rejsens hovedmål, men nævnte også forhåbningen om kopier af Sinai-indskrifterne, et arbejde, der ville være “af ikke ringe fordel for videnskaberne”.

Kun von Haven og Niebuhr kom imidlertid af sted til Sinai i september 1762, mens resten af selskabet, herunder den sygdomsramte maler Baurenfeind, blev tilbage i Suez. Vanskelighederne i forhold til de arabiske rejseførere viste sig større, end nogen havde regnet med, og hvad enten hovedgrunden var mistro eller misforståelser, nåede de to rejsende ikke frem til ‘Gebel al-Mocatib’ (Wadi al-Mukattab), omend de – som vi kan se – faktisk var tæt på målet. Ved andre lokaliteter aftegnede Niebuhr imidlertid nogle få indskrifter, der – ganske rigtigt – var af samme type som dem, tidligere rejsende havde set, og i sin Beskrivelse af Arabien konstaterer han lakonisk:

Indskrifterne i ørkenen på vejen fra Suez til Bjerget Sinai lever ikke op til de store forventninger man havde til dem. Vel har jeg ikke set klipper der var beskrevet halve mil, men jeg har dog antruffet forskellige indskrifter der alle var af samme art som dem Pocock har kopieret før mig og Montagu efter mig. Eftersom alle disse indskrifter, som udelukkende synes at være navne på rejsende, blot er hugget eller snarere slået i den rå sten, har mine afskrifter ikke kunnet blive tydeligere end dem de nævnte rejsende har afskrevet.

Selvom indskrifternes gåde fortsat var uløst, fik Niebuhr ret: Der var ikke tale om levn fra israelitternes formodede vandringer. Derimod drejede det sig om langt senere nabatæiske graffiti, og de var bestemt ikke revolutionerende for bibelforskningen, men var nu vigtige nok i sig selv. Kopier af indskrifterne kom i stigende antal til Europa i 1800-tallet og blev dechifreret i et værk af Leipzig-orientalisten Eduard Friedrich Ferdinand Beer. Værket udkom i 1840. Nabatæerne var et handelsfolk, hvis rige ved sin største udbredelse i det 1. århundrede f.v.t. strakte sig fra Damaskus i nord til Nordvestarabien i syd. Fra det 1. århundrede f.v.t. var romerne til stede i Syrien og Palæstina, men det lykkedes nabatæerne at bevare i det mindste den formelle selvstændighed frem til 106 e.v.t., hvor deres rige blev annekteret af Rom. Mens centrale fundsteder som Petra i Jordan og Mada’in Salih i Saudi-Arabien fremviser lange indskrifter i klassisk nabatæisk monumentalskrift, er de nabatæiske graffiti fra Sinai skriftmæssigt mere simple, og de begrænser sig oftest til korte formulariske udsagn, som fx, dkyr X (btb) “måtte X blive erindret (på god vis)”. Vi kender i dag adskillige tusinder af disse korte tekster, hvoraf de daterede stammer fra 2. og 3. årh. e.v.t.

Selvom de epigrafiske resultater på Sinai altså var beskedne, bød ekspeditionen dog på andre epigrafiske opdagelser, der skulle få særdeles stor betydning. På hjemrejsen fra Bombay lagde Niebuhr, der nu som den eneste overlevende måtte arbejde på egen hånd, i 1765 vejen forbi ruinerne ved Persepolis i det sydvestlige Iran. Med stor omhyggelighed aftegnede han de tresprogede kileindskrifter, og det var på grundlag af disse kopier, at Georg Friedrich Grotefend i begyndelsen af 1800-tallet formåede at tolke indskrifternes oldpersiske dele. Når indskrifterne fra Sinai skuffede, var det ikke kun, fordi det hjembragte materiale vitterlig var temmelig magert, men også fordi forventningerne var for høje. Man ønskede at finde noget ganske bestemt, og det bringer os tilbage til udgangspunktet: Trods nysgerrighed og vidtrækkende ambitioner stod ekspeditionen i bibelforskningens lys. Havde udgangspunktet været mere neutralt, var man ikke nødvendigvis blevet skuffet over de fundne indskrifter, højst over at Niebuhr ikke hjembragte flere af dem. For i en anden af instruksens paragraffer (§38) møntet på von Haven hed det: “Han mærker sig arabernes palæografi og søger at udforske alt, hvad der er muligt vedrørende deres såvel som hebræernes og syrernes alfabet.” Indskrifterne hørte til den nabatæisk-aramæiske skriftfamilie, og i løbet af 1800-tallet blev det klart, at det var her og ikke, som man tidligere havde ment, i den syrisk-aramæiske skrift, den klassiske arabiske skrift havde sit udspring. Dermed udgjorde de tidligere så gådefulde tekster en lille, men ikke uvæsentlig brik i det store puslespil, der udgøres af den semitiske epigrafik.