Forlaget Vandkunsten » Bøger alfabetisk » Carsten Niebuhrs Beskrivelse af Arabien 1772 » Carsten Niebuhrs Beskrivelse af Arabien - introduktionsbladet » Om flyvefisk, søkøer og andre naturhistoriske fænomener i Det Gamle Testamente

Om flyvefisk, søkøer og andre naturhistoriske fænomener i Det Gamle Testamente

Af Philippe Provencal

Som et led i forberedelserne til den Arabiske Rejse 1761-1767 samlede og stillede professor Johann David Michaelis (1717-1791) fra universitetet i Göttingen som allerede nævnt i dette blad en række spørgsmål til ekspeditionen. Michaelis var initiativtageren til ekspeditionen, men det var den danske krone, som bekostede og organiserede den. Spørgsmålene blev nedskrevet i Fragen an eine Gesellschaft Gelehrter Männer, die aus Befehl Ihro Majestät des Königs von Dännemark nach Arabien reisen, eller i oversættelse: “Spørgsmål til et selskab af lærde mænd, som på befaling af deres Majestæt Kongen af Danmark, rejser til Arabien”.

De hundrede spørgsmål

Spørgsmålene er for de flestes vedkommende af filologisk art og drejer sig om obskure ord og skriftsteder i Det Gamle Testamente. De er dog klart rationalistiske i deres natur og udformning. Johan David Michaelis havde som typisk repræsentant for oplysningstidens akademikere således en gennemgående rationalistisk tilgang til sit fag. Han ønskede på systematisk vis at fremskaffe en forøget mængde data, så han kunne blive i stand til at danne ny og videnskabeligt holdbar viden. Hans rationalistiske holdning til bibelteksten gjorde ham berygtet blandt de regulære teologer i Göttingen, men hans filologiske og historiske forståelse af teksten i Det Gamle Testamente gjorde ham banebrydende for den historisk-kritiske bibelforskning<1>. Det vil sige den forskning i Bibelens tekst, hvor udgangspunktet er, at teksten udelukkende bør forstås i lyset af dens kulturhistoriske kontekst.

Der havde været rejser til og rejseberetninger fra Mellemøsten før, men resultaterne var ikke for gode i videnskabelig forstand. Man havde især holdt sig til Palæstina og Ægypten, mens der så godt som intet forelå fra det i filologisk og kulturhistorisk forstand for samtiden langt mere interessante sydvestlige Arabien. De tidligere rejsende havde oftest kun haft et nødtørftigt kendskab til lokalsprogene, og de var rejst uden noget ordentligt videnskabeligt undersøgelsesprogram. Det var meningen med denne ekspedition, at disse mangler ikke skulle optræde. Hvad angår det videnskabelige ekspeditionsprogram, så blev det fastlagt i den endelige udformning af den kongelige instruks til ekspeditionsdeltagerne af 15. december 1760. Dertil skulle som supplement lægges Fragen an eine Gesellschaft Gelehrter Männer redigeret af professor Michaelis.

Ekspeditionsdeltagerne skulle være uddannede og trænede akademikere. Frederik Christian von Haven (1727-1767), som havde læst orientalske (dvs. semitiske) sprog hos bl.a. professor Michaelis, blev valgt som semitisk filolog, og Peter Forsskål (1732-1763) blev valgt som naturhistoriker. Han havde læst naturhistorie under en af oplysningstidens absolut førende videnskabsmænd, nemlig Carl von Linné i Uppsala, og havde også flittigt læst orientalske sprog hos Michaelis i Göttingen. Som kartograf blev landmåleren Carsten Niebuhr (1733-1815) valgt, og derudover fik ekspeditionen også en illustrator, en uddannet maler ved navn Georg Wilhelm Baurenfeind (1728-1763), og en læge Christian Carl Cramer (1732-1764). Som det fremgår af ekspeditionsdeltagernes faglige profil, var ekspeditionen planlagt som en multidisciplinær ekspedition med et undersøgelsesprogram udarbejdet af videnskabsmænd. Emnerne, der skulle undersøges, var (med moderne termer) semitisk filologi, arabisk videnskabelig litteratur, biologi, astronomi, kartografi, geografi, etnografi mm.

Det er bemærkelsesværdigt, når man ser på de stillede spørgsmål, hvor meget naturhistoriske emner fylder. Af de 100 stillede spørgsmål har de 50 et naturhistorisk sigte, selv om langt de fleste af disse tager udgangspunkt i et filologisk problem vedrørende klassisk hebraisk. 25 har et geografisk eller etnografisk sigte, 18 har et medicinsk sigte; kun tre spørgsmål beskæftiger sig med rent filologiske problemer. To beskæftiger sig med teknik, og andre to omhandler, hvad vi med moderne termer ville kalde for religionsvidenskabelige emner. Selv om teksten er inddelt i 100 spørgsmål, er der reelt tale om flere, da mange af spørgsmålene er udspecificerede i underspørgsmål. Det er blevet sagt, at Fragen an eine Gesellschaft Gelehrter Männer er en god dokumentation for, hvad man dengang ikke vidste; det bør dog retfærdigvis fremhæves her, at nogle af spørgsmålene er vi i vore dage ikke blevet ret meget bedre til at besvare.

De fleste spørgsmål var stilet til von Haven og Forsskål, ikke til Carsten Niebuhr. Niebuhr var dog den eneste, der var tilbage, da spørgsmålene nåede frem til ekspeditionen, og han forsøgte efterfølgende at besvare dem efter bedste evne i Beskrivelse af Arabien. Langt de fleste tog udgangspunkt i filologiske problemer vedrørende den gammel testamentlige klassiske hebraiske tekst, almindeligvis i hapax legomena, det vil sige ord, som kun forekommer et eller få skriftsteder, eller andre obskure passager i teksten.

Vagtler og flyvefisk

Som et eksempel på et filologisk spørgsmål kan næves det fjerde:

Om Flyvefisk i Rødehavet.

Er der flyvende fisk i Rødehavet? Det kunne være muligt, at disse, forfulgt af deres fjender i det Indiske Ocean, undertiden i overordentlige mængder søger ind i Rødehavet. Har man eksempler på dette? Flyver disse fisk altid mod vinden eller også vel med vinden. I fald det første gælder, kan en heftig vind vel overvælde dem i deres flugt og kaste dem op på en nærliggende bred? Er det muligt, at disse flyvende fisk er de samme selawâ, som forsynet to gange i ørkenen har bespist israelitterne med? For at forstå dette og det følgende spørgsmål fuldstændigt tjener den 9. af mine afhandlinger: Lex mosaica Deut. 6. 7. ex historia naturali et moribus Aegyptiorum illustrata.

Spørgsmål 5 er også et godt eksempel og drejer sig om fuglen, som på arabisk kaldes for sumânâ, men også for salwâ, svarende til det netop nævnte hebraiske selawâ. Fuglen er en vagtel, og Anden Mosebog beretter om, hvordan israelitterne spiste vagtler i ørkenen under deres flugt fra Ægypten.

Carsten Niebuhr besvarede både spørgsmål 4 og 5, men i omvendt rækkefølge. Hvad angår spørgsmål 4 svarede han:

Flyvende fisk har jeg observeret i Den Arabiske Havbugt [Rødehavet] mellem Jedda og Luhhayah, men kun i ringe antal. Disse fløj kun nogle få hundrede skridt og kom ikke højt over vandet. En skipper fra Surat kaldte disse flyvende fisk dsjeri på det indiske sprog. En anden fra Maskât kaldte dem schibâs. I Jedda kalder man dem dsjerâd el bachr, dvs. søgræshopper. En købmand fra Mokka fortalte mig at araberne stopper de flyvende fisk med safran og krydderier, lader dem tørre fyrre dage i fri luft og herefter spiser dem som et styrkende middel. Måske giver ingredienserne ind imellem denne virkning.

Man kan se, hvordan Niebuhr loyalt forsøgte at besvare professor Michaelis’ spørgsmål ud fra de observationer, han havde gjort, og den viden han havde opnået under rejsen. Og de observationer, som han gjorde vedrørende flyvefisk, er i øvrigt helt korrekte. Flyvefisk ligner virkelig store flyvende græshopper, når de springer op af vandet og breder deres brystfinner ud. Brystfinnerne tjener som svæveplaner, og på lidt afstand ligner de insektvinger.<2> Det arabiske navn søgræshoppe er altså ikke et ringe valg. Det skal siges, at hvis disse fisk kommer til at svæve i modvind, kan de komme så højt over vandets overflade, at de kan ende på skibsdæk, men de plejer ikke at ende på land.

Søkøer

Som et andet eksempel kan nævnes spørgsmål 37. Det består i en særdeles lang tekst, hvor hovedspørgsmålet er inddelt i 8 underspørgsmål, der vedrører det hebraiske ord tahhash. Michaelis mente, at tahhash etymologisk set svarer til det arabiske navn på delfin, dukhas eller tukhas, og angiver betydningen af det hebraiske ord til at være en søko kaldet manatus. At der findes flere arter af søkøer<3>, var Michaelis tilsyneladende ikke klar over. Manat er i vore dage navnet på de tre atlantiske arter, og den art, som er udbredt fra Rødehavet og helt til Australien, hedder dugong. Ifølge Det Gamle Testamente skulle skindet eller læderet fra tahhash dyret bruges som dække på Pagtens Ark og også til sandaler. Det, Michaelis gerne vil vide, er, hvad folk ved Rødehavet kalder søkoen, især om de kalder den for dukhas eller tukhas. Desuden vil han gerne have specificeret en hel del ting om dyrets biologi og anatomi, bl.a. om den har en stemme. Mange mente således, at søkoen er det dyr, som står bag fablerne om havfruer.

I og med, at mælkekirtlerne hos alle søkøer befinder sig mellem lufferne, som er dyrets forlemmer, og der kun er to af dem, betyder det, at når en hun giver die står hun lodret i vandet og holder sin unge mellem lufferne, på samme måde som en moder holder sit barn til brystet, når hun ammer. Det skulle være baggrunden for myterne om havfruerne, idet fiskere og søfolk skulle have digtet videre på observationerne og fået det til at være kvinder, som ammer deres børn i havet.

I vore dage er man ikke kommet tættere på ordet tahhash’ betydning. Ordbøgerne giver ikke et sikkert svar, men foreslår dugong eller delfin<4>. I den danske, autoriserede oversættelse af Bibelen fra 1992 står der delfinskind. Niebuhr forhørte sig hos flere personer om ordets betydning, men kunne ikke bringe nogen nærmere forklaring. Han refererede dog alle svar; f.eks. følgende fra Beskrivelse af Arabien:

Jeg viste ordet tahhash fra hr. Michaelis’ 37. spørgsmål til en jøde i Maskât som ud over det hebraiske og nyarabiske også beherskede det gamle arabiske sprog (náchwe) temmelig godt og slet ikke syntes at være overtroisk. Han hævdede at det betød skindet af en gedebuk “dafr” efter at dette er blevet præpareret og farvet rødt. Han mente formentlig saffian …

Igen er det tydeligt, at Carsten Niebuhr har taget sin opgave alvorligt og prøvet at besvare spørgsmålet ud fra de informationer, han fik givet, og som alle refereres. Til slut nævner han en egen observation af en stor flok delfiner i Den Persiske Havbugt.

Naturhistorie og bibelvidenskab

Spørgsmålene, som Michaelis stillede, afspejlede hans egne interesser. De havde at gøre med hans egne filologiske undersøgelser eller med ord i den bibelske tekst, hvis mening var (og for en dels vedkommende stadig er) usikre. Der var ikke nogen speciel eller større interesse for flyvefisk eller søkøer i samtiden sammenlignet med vore egen tid, men spørgsmålene er oplagte eksempler på, hvordan Michaelis prøvede på at bruge en tværfaglig tilgang til den bibelske tekst for at løse svære filologiske eller eksegetiske problemer. I dette tilfælde bespisningen af de flygtende israelitter i ørkenen og den rette identitet af det dyr, hvis skind ifølge Toraen skulle sættes på Pagtens Ark. I disse, og som sagt i de 50 tilfælde ud af de 100 spørgsmål, er det naturhistorie, eller biologi for at bruge det moderne udtryk, som er det hjælpefag, han ønsker anvendt til løsning af problemet.

Niebuhrs svar på de stillede spørgsmål vidner for deres vedkommende om, at han gjorde skarpe observationer og havde sans for det væsentlige. Han besvarede først og fremmest de stillede spørgsmål ud fra de data, han slev havde indsamlet eller var sikker på. Kom data fra andenhåndskilder bliver disse nævnt. Svarene er som følge heraf i bedste overensstemmelse med datidens videnskabelige standard, og mange opfylder stadig de nugældende krav. Dette blev i høj grad anerkendt af professor Michaelis, som skrev i sin Lebensbeschreibung<5>:

“... Mine spørgsmål til de rejsende blev straks, således som jeg havde skrevet, og endnu før de var trykt, eftersendt af Bernstorff i manuskriptet til de rejsende i Egypten ... Niebuhr modtog dem først, da han var i Tranquebar, før han rejste tilbage til Arabien for anden gang og besvarede dem så godt han kunne, ja bedre end man kunne forvente af ham. Men en stor del af spørgsmålene var egentlige ikke skrevet for ham, men beregnet på Forsskål og [von] Haven, og det var ikke dem, der modtog dem... Den eneste der kom tilbage var Niebuhr, og han har ydet meget mere, end man kunne forvente af ham.”

Noter

<1> Hübner, U.: Johann David Michaelis und die Arabien Expedition 1761-1767, i J. Wiesehöfer og S. Connermann (red.): Carsten Niebuhr (1733-1815) und seine Zeit; Beiträge eines interdisziplinären Symposiums vom 7. – 10. Oktober 1999 in Eutin. Frans Steiner Verlag, Stuttgart 2002.

<2> Personlige observationer i Rødehavet.

<3> Fem arter, hvis vi skal være nøjagtige, men den ene (Stellers søko) blev udryddet af hvalfangere i det nordlige Stillehav i 1768. Denne art blev først opdaget i 1741 af Vitus Bering-ekspeditionen.

<4> Brown, F., S. Driver, C. Briggs: The Brown Driver Briggs Hebrew and English Lexicon. Hendrickson Publishers, Peabody 2004.

<5> Rasmussen, S.T. (red.): Den Arabiske Rejse 1761 - 1767, en dansk ekspedition set i videnskabshistorisk perspektiv. Munksgård, København 1990. S. 84.