Forlaget Vandkunsten » Bøger alfabetisk » Carsten Niebuhrs Beskrivelse af Arabien 1772 » Carsten Niebuhrs Beskrivelse af Arabien - introduktionsbladet » 100 skarpe til ekspeditionens deltagere

100 skarpe til ekspeditionens deltagere

Af Johan David Michaelis

Professor Johann David Michaelis ved universitetet i Göttingen var den oprindelige idémand bag Den arabiske Rejse. I en lille bog, der nåede rejseselskabet i Alexandria i 1762, formulerede han i hundrede spørgsmål ekspeditionens opgaver. Spørgsmålene blev stillet efter en rundspørge blandt lærde i hele Europa. De var omhyggeligt forklaret og underopdelt – selv mente Michaelis, at han stillede mere end tusinde underspørgsmål, og i bogens forord skrev han bl.a.:

Jeg har endnu til gode at omtale de spørgsmål, som jeg har forelagt de rejsende. Hvis de skulle være til nogen nytte, måtte spørgsmålene ikke presses sammen på et par linier, nej der var brug for hele små afhandlinger. Dette behøver ikke at undskyldes, for ingen vil være så ubillig at bebrejde mig det. Det er behageligere at læse udførlige spørgsmål, der allerede indeholder noget af svaret, end spørgsmål, der er for kortfattede. Så vil jeg hellere dadles for fejl, jeg har begået i spørgsmålene.

Fejlene er mit ansvar, og de kan ikke undgås. Spørgsmålene dækker flere discipliner, og man kan ikke bebrejde mig, at jeg ikke kender alle disse videnskaber i deres fulde omfang. Jeg bilder mig ind, at jeg uden at skamme mig kan stille spørgsmål inden for naturhistorien eller medicinen, som naturkenderen eller den lærde læge ikke ville have stillet, hvis de ikke lige netop havde angået ting, som filologen havde brug for at vide i sin beskæftigelse med Bibelen, og hvor han ikke kunne finde viden der, hvor han ellers søgte den. Jeg er godt klar over, at svaret på nogle af mine spørgsmål ligger gemt hist og her i bøger, især i rejsebeskrivelser: Men hvem har læst alt? Og hvem kan huske alt, hvad han har læst? Hvis nogen finder svaret på et af mine spørgsmål i trykte bøger, og især sådanne, som ikke bygger på formodninger men på troværdige fakta, ham vil den videnskabelige verden være så meget mere forbunden, fordi han har fundet i Europa, hvad jeg har søgt i Asien. Og jeg vil heller ikke tabe noget derved, for man vil takke mig, fordi jeg gennem et spørgsmål, og ved at tilstå, at der er noget jeg ikke ved, giver ham lejlighed til at offentliggøre sin indsigt. Der må kunne findes meget rundt omkring i europæiske kabinetter, som jeg her stiller spørgsmål om. Men for mig, og for tusinde andre, er de et Asien. For kun den, kan anvende dem, som lever på stedet og har lejlighed til at tage dem i øjesyn, så tit han vil. For den rejsende findes der en rigdom så stor, at den er for meget for hans øjne, mere til mode end til nytte. Derfor opfordrer jeg enhver, der besidder et sådant kabinet eller som passer et, om at ofre lige så megen opmærksomhed på mine spørgsmål, som hvis han havde gennemrejst Ægypten, Syrien og Arabien.

For at blande færrest mulige fejl eller overflødigt stof ind, indbød jeg et selskab af lærde venner til at samles hos mig om aftenen for at jeg kunne læse mine spørgsmål op for dem. Disse var Herr von Walch, Herr von Heilmann, Herr livmedicus Röderer og Herr professor Christian Wilhelm Büttner. Den sidste havde været min lærer i naturhistorie og havde undervist mig indtil få år tidligere. På den måde nød vi mange gemytlige timer sammen og udvidede i fællesskab vor erkendelse gennem de samtaler, som spørgsmålene gav anledning til. Det var et lærd selskab, som gav så stort udbytte, fordi de eneste regler, vi fulgte, var venskabets.

Jeg udelod de spørgsmål, som mine venner kunne besvare for mig. Men det skete dog kun i få tilfælde, for hverken sandsynligheder eller systemer, men kun rene fakta kunne få mig til at stryge et spørgsmål. Jeg ændrede det fejlagtige og ufuldstændige, og ofte forlangte mine venner, at jeg tilføjede nye spørgsmål. I disse tilfælde har jeg anset mig for skyldig at nævne deres navne i taknemmelighed. Læseren er jo ligeglad med at vide, hvem der spørger, eller hvem der har forledt mig til den eller den fejltagelse, eller hvem der bragte mig ud af den igen. Det kunne altså se ud som om denne omhu er et unødvendig vidtløftigt pedanteri. Det er kun mig selv, der går op i at vise taknemmelighed over for mine venner, der har bibragt mig min indsigt, og jeg vil hellere gøre mig skyldig i et mindre pedanteri end at gøre mig skyldig i et uerkendtligt tyveri af en andens indsigt, der er blevet mig videregivet af et godt hjerte. Min læser vil derfor hele tiden, bogen igennem, kunne mærke sporene af disse sammenkomster og finde navnene på de tidligere nævnte lærde.

Mon det ville have været muligt for mig at undgå fejltrin i fremmede videnskaber, i hvilke jeg dog nødvendigvis måtte opkaste spørgsmål, som jeg skulle bruge svarene på inden for min egen disciplin, bibelfilologien? Og mon ikke man nu vil være så billig at tilgive mig de øvrige fejl? Jeg formoder, at læseren vil rejse det samme problem, som også mine venner flere gange rejste: De mente, at jeg spurgte om mere, end de fem rejsende ville kunne besvare på tre år. For hvis man ikke regner efter spørgsmålenes antal, men efter deres underpunkter, så løber de op i mere end tusinde. Og for den lærde verden ville det være en uventet stor lykke, om vi kunne komme til vished om så mange ting. I det mindste ville der komme mere ud af denne rejse end af nogen anden før den.

Oversat af Søren Møller Christensen