Forlaget Vandkunsten » Bøger alfabetisk » Carsten Niebuhrs Beskrivelse af Arabien 1772 » Carsten Niebuhrs Beskrivelse af Arabien - introduktionsbladet » Michaelis' Fragen og Den Store Danske Arabienekspedition

Michaelis' Fragen og Den Store Danske Arabienekspedition

Af Niels Peter Lemche

I sin syvogfyrre sider lange indledning til Beskrivelse af Arabien fortæller Carsten Niebuhr, hvorledes han havde sendt et eksemplar af sin beskrivelse til den lærde hofråd Michaelis. Han håbede at få en respons herpå, men skriver, at det havde Michaelis åbenbart ikke lyst til. Niebuhr var da allerede under sin hjemrejse blevet modtaget særdeles køligt af Michaelis i dennes hjemby, Göttingen, og måske det er i det lys, vi skal se, at der intetsteds i Niebuhrs indledning bringes nogen taksigelse til Michaelis. Michaelis nævnes nogle gange, og der henvises specifikt til de spørgsmål, som Michaelis havde stilet til arabienekspeditionen, men intetsteds siges det, at en arabienekspedition næppe nogensinde ville være blevet stablet på benene uden Michaelis.

Johann David Michaelis (1717-1791) var teolog og orientalist, professor siden 1750 ved universitetet i Göttingen og kongelig engelsk hofråd. Det var ham, der i 1753 havde undfanget ideen til ekspeditionen og solgt den til den danske minister, J.H.E. Bernstorff, og som til brug for ekspeditionens medlemmer udarbejdede et digert værk, Fragen an eine Gesellschaft Gelehrter Männer, die auf Befehl Ihro Majestät des Königes von Dännemark nach Arabien reisen (Frankfurt am Mayn, 1762), på 397 sider med præcis hundrede spørgsmål, som ekspeditionen skulle komme med svar på. Han var på alle måder arabienekspeditionens åndelige fader.

Bibelen som kulturhistorisk dokument

Michaelis’ ”spørgsmålsbog” består af et sammensurium af spørgsmål om dette og hint, men de fleste er inspireret af oplysninger fra Det Gamle Testamente, som Michaelis søger nærmere forklaret ud fra forholdene i Arabien. Michaelis var foregangsmand inden for bibelvidenskaben i sin samtid, idet han søgte bibelske emner belyst ud fra kilder, der ikke stammer fra Bibelen, men fra Mellemøsten i det hele taget, især Arabien. F.eks. henfører han i sin bog om Moselovens ægteskabsregler (Abhandlung von den Gesetzen Mosis welche die Heyrathen in die nahe Freundschaft untersagen, 1755) konstant til arabisk sæd og skik.

Som Michaelis så ekspeditionens opgave, så betragtede han den som en kærkommen mulighed, der ville gøre ham i stand til at kaste nyt lys over Bibelen. Hans spørgsmål indledes med en serie, der retter sig mod de gammeltestamentlige fortællinger om israelitternes udfrielse af Egypten, og tanken bag det fjerde spørgsmål om flyvefiskene er f.eks., at man ad denne vej kan få en naturhistorisk forklaring på underet med vagtlerne, som der fortælles om i Anden Mosebog 16.

Spørgsmål 1:

Hvad er suf, som har givet navn til Det Røde Hav, og som også vokser i Nilen?

Spørgsmål 2:

Om tidevandet ved den yderste spids af Det Røde Hav, dets tider, styrke og dybde samt havbunden på det sted, hvor israelitterne gik over; tillige om koraller.

Spørgsmål 4:

Om flyvende fisk i Det Røde Hav.

Naturligvis omfatter Michaelis’ spørgsmål også andre emner. Det halvfemsindstyvende spørgsmål er f.eks. tilsyneladende alene afledt af naturhistoriske interesser.

Spørgsmål 90:

Om æræz, om det er fyrretræer eller cedre.

Læser man de uddybende kommentarer til spørgsmålet, henvises der imidlertid også her til gammeltestamentlige passager.

Sammenfattende må Michaelis’ spørgsmål først og fremmest siges at være af interesse for studiet af bibelvidenskabens udvikling i oplysningstiden. De vidner om en ny interesse i reelle forhold; en interesse, der få årtier senere førte til fremkomsten af den moderne bibelvidenskab. Set ud fra naturhistorikerens (Forsskål) og geografens (Niebuhrs) synspunkter mangler enhver videnskabelig systematisering af spørgsmålene aldeles.

Niebuhrs beskrivelse

Niebuhr var som geograf kun udrustet til at besvare en mindre del af Michaelis’ spørgsmål. Da spørgsmålene så også først kom Niebuhr i hænde i 1764, hvor han allerede var ankommet til Indien, blev de i henhold til forventningerne ikke alle besvaret på en tilfredsstillende maner. Niebuhrs svar fylder kun seks sider i indledningen til Beskrivelse af Arabien, hvortil dog kommer ikke så helt få uddybende forklaringer i selve beskrivelsen, samt et tillæg med nogle af Forsskåls optegnelser. Hvad angår de omtalte spørgsmål, besvarer Forsskål f.eks. det første lapidarisk: suf planta aquatica, ar. dis, mens hverken Niebuhr eller Forsskål har nogen kommentarer til spørgsmålet om flyvende fisk.

Man må gå ud fra, at Michaelis var skuffet. For det første var de to professorer, der deltog i ekspeditionen, Frederik von Haven og Peter Forsskål begge døde undervejs. Kun en gemen landmåler havde overlevet, og fra ham var det ikke at vente, at han skulle være i stand til at kaste nyt lys over Bibelen. Michaelis havde øjensynligt ikke forståelse for, som moderne geografer har udtrykt det, at Niebuhr de facto blev grundlæggeren af den videnskabelige beskrivelse af Den Arabiske Halvø. At Niebuhrs optegnelser siden skulle komme til at danne grundlaget for den første tydning af den mesopotamiske og persiske kileskrift – den annonceredes kun ti år efter Michaelis’ død og tilmed i Göttingen – lå naturligvis helt uden for den verden, som Michaelis levede i, selv om denne tydning fik langt større betydning for bibelvidenskaben end nogen, som Michaelis selv havde præsteret. Historien er grum ved dem, der kommer for sent. I dag er Michaelis glemt bortset fra hos enkelte specialister i bibelforskningens historie, hvorimod den foragtede landmålers værker stadig kommer i nye udgaver.