Forlaget Vandkunsten » Bøger alfabetisk » Historien om Hayy ibn Yaqzan og den østlige visdoms hemmeligheder » Hayy Ibn Yaqzan - introduktionsbladet » Yussuf Chahine og den arabiske middelalderlige filosofi

Yussuf Chahine og den arabiske middelalderlige filosofi

Af Elisabeth Moestrup

Den arabiske filosofi fra Andalusien i 1200-tallet har løbende interesseret araberne, også i nyere tid. Det er ikke den brede befolkning, der læser filosofi, lige som det ikke er den brede befolkning, der læser skønlitteratur, men snarere en lille elite af universitetsfolk og intellektuelle. Fra midten af 1800-tallet har der i disse intellektuelle kredse været løbende diskussioner om religion versus filosofi, og diskussionerne har især kredset om, hvorvidt islam har lukket af for den frie tanke i modsætning til i den vestlige verden, hvor religionen anses for at have holdt sig baggrunden. I 1800- og 1900-tallet tog man især Ibn Rushds, men også Ibn Tufayls skrifter op igen, om ikke som et muligt svar på, hvordan de arabiske samfund kan bringes på niveau med Vesten, så til en belysning af problemstillingen. Fælles for debattørerne var og er, at de anser perioden omkring 1200 for at være det tidspunkt i historien, hvor der blev lukket ned for den frie tanke og dermed udviklingen og kreativiteten.

En film om islamisk filosofi: Youssef Chahines Skæbnen

En af de personer, der deltog i diskussionen, var den vel nok mest kendte arabiske filminstruktør, egypteren Youssef Chahine. Han døde i juli 2008. Chahine var uhyre produktiv og havde mere end 50 år på bagen inden for egyptisk film og var også omkring islamisk filosofi. I sin film al-Masir (”Skæbnen”) fra 1997 behandler han halvvejs i fiktionsform den andalusiske filosof Ibn Rushds, også kaldet Averroes’, liv i 1100-tallets Maurien.

Filmen præsenterer hovedpersonen Averroes som en sandhedselskende filosof, der er i opposition til sin samtids islamiske lærde og til en fanatisk islamisk kult. Regeringen er svag og uansvarlig og tager ikke faren fra fanatismen alvorligt. Det går så vidt som til, at en af kaliffens egne sønner slutter sig til kulten, og det ender med, at de lærde (al-ulama) og den spanske reconquista går i et kompagniskab, som resulterer i det muslimske Andalusiens endeligt. Averroes bliver landsforvist, og hans bøger bliver brændt i en stor autodafe. Inden det sker, bliver et eksemplar af hver bog heldigvis smuglet til Frankrig, hvormed Averroes’ tanker bliver reddet til eftertiden.

Filmens alt dominerede tema er modsætningen mellem den oplyste filosof og hans tilhængere og islamismens mørke kræfter. Og modsætningen er sandelig til at få øje på. Mens Averroes’ familie opfører mavedans og synger glade sange (Hæv din røst, det er endnu muligt at synge!) fremstår fanatikerne yderst karikerede som en blanding af protestantiske puritanere, talibanere og samvittighedsløse mordere; alt i alt en så livs og -glædesfornægtende cocktail, at den ikke vil passe på selv den mest forbenede islamist.

En del af en kampagne

Filmen blev lavet kort tid efter, at en anden af Chahines film, Emigranten, efter pres fra islamiske kredse, blev forbudt efter premieren i 1994. (Den har dog hele tiden været nem nok at få på video). Emigranten handler om profeten Josef, der (ufrivilligt) udvandrede til Egypten, og navnesammenfaldet med Chahine selv er næppe en tilfældighed. Filmen vakte først og fremmest opstand, fordi den afbildede en profet (historien om Josef er den længste fortælling i Koranen).

På den baggrund – altså at Chahine selv havde prøvet at få et værk forbudt – er det nærliggende at læse et selvbiografisk element ind i ”Skæbnen”. Chahine kendte som kunstner, men også som kristen, opvokset i mellemkrigstidens kosmopolitiske Alexandria, et andet og mere åbent Egypten, og det at han oplevede, at de egyptiske myndigheder lod sig presse til at censurere en film om Josef, selv om den ikke var respektløs, bærer en vis lighed med den historie, han fortæller fra det middelalderlige Spanien. Chahine vidste også, at hans film – ligesom Averoes’ bøger - nok skulle overleve i Europa.

Ser vi nærmere på den underliggende påstand om, at selvstændig tænkning og filosofi uddøde i den muslimske verden i 1200-tallet med Averroes, er den dog forkert. Påstanden har haft sine fortalere – både i den Arabiske Verden og i Europa – men der er efterhånden mange eksempler på store spændende værker fra de efterfølgende århundreder. Også billedet af Averroes’, som én der stod i modsætning til den etablerede islamiske tradition, er fejlagtigt. Faktisk var Averroes selv en fremtrædende dommer og sharia-specialist og skrev en række værker inden for den malikittiske retsskole.

”Skæbnen” er på den måde ikke historieskrivning. Den er derimod et led i en kreativ kulturkamp og er en truet klasse af arabiske kunst- og kulturpersoners svar på tiltale. Hermed indgår den i en stribe af arabiske film og TV-serier, som i 1990erne gik til angreb på den omsiggribende islamisme, det være sig i dens militante form, eller på dens indskrænkede syn på kunst og kultur.

Den egyptiske filminstruktør Youssef Chahine