Forlaget Vandkunsten » Bøger alfabetisk » Historien om Hayy ibn Yaqzan og den østlige visdoms hemmeligheder » Hayy Ibn Yaqzan - introduktionsbladet » Orientalisten A.F.van Mehren og en anden "Hayy ibn Yaqzan"

Orientalisten A.F.van Mehren og en anden "Hayy ibn Yaqzan"

Af Christian Høgel

”Den Levende, søn af den Vågne” (den direkte oversættelse af ”Hayy ibn Yaqzan”) er et mærkeligt navn, både på en person og på en bog. Og så er der endda to – både bøger og personer - der hedder det. Den første blev opdaget af en dansker og er tilskrevet Ibn Sina; en af de vigtigste tænkere i den arabisk-persiske tradition.

Ibn Sina

I den vestlige verden har man kendt til filosoffen Ibn Sina (ca. 980-1037) siden hans to hovedværker al-Shifa (en samlet fremstilling af hans Aristoteles-inspirerede tankeverden) og al-Qanun fi al-Tibb (hans store og meget brugte medicinske værk) blev oversat til latin i det 12. århundrede. Ibn Sina - eller Avicenna som han hed i den latinske tradition - blev læst vidt og bredt, og med sin nyplatoniske opfattelse af sjæl og skabelse fik han afgørende indflydelse på læsningen af f.eks. Augustin. Hans navn var i århundreder mest forbundet med hans lægeværk, som var fast læsestof på vestlige universiteter helt op i det 18. århundrede, men i nyere tid er diskussionen af hans tanker først og fremmest knyttet til en dansk forskers arbejde. Den danske orientalist A.F. van Mehren satte nemlig for alvor gang i diskussionen af Ibn Sinas værk og tanker, dels ved at give et samlet bud på hans tænkning, og dels ved at henlede opmærksomheden på hidtil ukendte tekster af ham. I årene 1889-99 udgav Mehren - han udelod som regel selv ”van” i sit efternavn - således nogle af Ibn Sinas utallige mindre afhandlinger (den moderne forskning regner med at han affattede næsten 200 af sådanne i samarbejde med sine studerende), og gennem oversættelser af og artikler om disse, samt udlægninger af Ibn Sinas tanker i det hele taget, var Mehren en vigtig pioner i den moderne diskussion af Ibn Sina.

Vi skal her følge Mehrens biografi i overordnede træk for derigennem at få et billede af en orientalists mulige arbejdsfelt i det 19. århundrede og af denne forskers betydning for læsningen af Ibn Sina.

Mehren

August Ferdinand van Mehren var født i Helsingør i 1822. Han læste først klassisk filologi, men slog hurtigt ind på semitiske studier. I København, hvor han læste, var der inden for dette fagområde kun forelæsninger ved privatdocent D.G. Monrad, og Mehren valgte derfor snart at tage til Leipzig. Her fik han efter et par års studier i 1845 doktorgraden på en latinsk afhandling om den arabiske digter-filosof Nasif al Yazidjis breve. Tilbage i København blev han i 1851 lektor og i 1854 professor i arabisk, en post han besad indtil 1898, hvor han trak sig tilbage. Han døde i 1907.

Mehren udgav, oversatte og udlagde i løbet af sit aktive liv en række arabiske skrifter. Karakteristisk for hans arbejde var, at han beskæftigede sig med skiftende områder inden for den arabiske litteratur, samt at han gerne kastede sig over emner, der indtil da havde fået relativt lille opmærksomhed. Hans første større værk handlede om arabisk retorik (Die Rhetorik der Araber 1853); i samme periode udarbejdede han en omhyggelig beskrivelse af Det kongelige Biblioteks orientalske håndskrifter (Codices Hebraici et Arabici 1851 og Codices Persici, Turcici, Hindustanici etc. 1857). I de følgende år udgav han en række franske og danske publikationer om geografiske egne i Mellemøsten, kulminerende med en udgivelse af den arabiske geograf Shams al-Din al-Dimashqi i 1866. I 1867-68 var han for første og sidste gang i sit liv i Mellemøsten, hvor han opholdt sig i Cairo, og i årene efter udgav han flere geografiske værker, værker om historiske og religiøse forhold, samt enkelte bidrag om nyere arabisk folke-litteratur. I 1877-78 udgav han nogle mindre tekster om reformbevægelser inden for islam i det 9. århundrede, og dette arbejde ledte ham ind på filosoffen Ibn Sina. Ham kom størstedelen af hans sene arbejde til at handle om.

Mehrens ibn Sina

I sin tidligste artikel om Ibn Sinas filosofi (dansk 1881; mere udførligt på fransk 1882) søger Mehren at give en kort samlet fremstilling af Ibn Sinas lære om sjælen på grundlag af tre tekster, som han har fundet i håndskrifter i London og Leiden. Han når frem til, at Ibn Sina havde fremsat ret så kontroversielle synspunkter i en troende, muslimsk sammenhæng, ikke mindst fordi han ikke så Gud (Allah) som den umiddelbare skaber, men mente, at verden var skabt af Fornuften og blev styret af en slags verdenssjæl. Disse nyplatoniske ideer havde da også bevirket, hvad Mehren noterer sig, at Ibn Sina blev anset for kætter i mange muslimske kredse. Ikke desto mindre kunne Mehren konstatere, at Ibn Sinas tanker havde haft stor indflydelse på tænkningen i den muslimske verden ”helt frem til i dag”. Som den centrale pointe i artiklen anfører Mehren, at Ibn Sinas tanker om sjælens mulige opstigning til det guddommelige og mulige opnåelse af profetiske evner (en tanke han havde fra sin forgænger al-Farabi) var en art teosofisme, eller mystik om man vil. Og i alt dette registrerede Mehren en vigtig reform-tendens inden for islam, som han i sine følgende artikler forfulgte yderligere. Højdepunktet i denne proces - og måske af størst betydning som forskningsresultat - var hans udgivelser af nogle Ibn Sina-tekster i 1889-99, som han ikke tøvede med at kalde mystiske (Traités mystiques).

Hayy ibn Yaqzan

Blandt de såkaldt mystiske Ibn Sina-tekster findes én med en hovedperson ved navn Hayy ibn Yaqzan. Hayy ibn Yaqzan er altså et navn – og formodentlig en tekst – som ibn Tufayl har fra sin berømte forgænger.

Ibn Sina beretter i sin fortælling, at han på en vandring mødte en gammel mand ved navn Hayy ibn Yaqzan. Denne havde rejst rundt i hele verden og havde derfor skaffet sig viden om, hvordan hele verden så ud. Han kunne berette, at der findes tre dele af universet, nemlig sanseverdenen, materiens verden og formernes verden. Sanseverdenen er den verden, vi lever i her på jorden. Materiens verden ligger mod vest, og her går solen ned tæt på et ufrugtbart land (jf. Koranen 18:86), som er underlagt forandringens lov og derfor er vanskeligt beboeligt. Månen og alle andre himmellegemer tilhører denne verden. Mod øst findes formernes verden. Her forsvinder alle skabninger gradvist, og på en stor flade er de fire elementers område (eller bælte), klimabæltet for mineraler og metaller, dyrenes og menneskenes verden. Videre mod øst står solen op. Det sker mellem to horn, ”det flyvende” og ”det vandrende”. Det første symboliserer menneskets forstand, der kan bevæge sig frit, mens det andet udskiller sig i to dyr, et vildt og et tamt. Hayy ibn Yaqzan kommer med en længere beskrivelse af, hvordan disse dele af menneskenes sjæle både hæmmer og giver mennesket sjælelige potentialer. Hinsides alt dette findes englenes boliger, først de teoretiske og praktiske, længere ude de rene engle, blandt hvilke det aktive intellekt troner, den instans eller kraft, der giver sjælene fornuft fra det hinsides.

Ibn Sinas fortælling er altså en allegorisk fremstilling af en grundlæggende nyplatonisk verden, hvor udgangspunktet er det udifferentierede og guddommelige - det Ene, som det benævnes hos Plotin - som findes hinsides det aktive intellekt. Herfra er alt det øvrige i verden blevet skabt af en slags overskud; i den latinske verden benyttede man typisk termen emanation. I kraft af overskud eller emanation virker forstanden igennem det aktive intellekt på det sjælelige, der i vores verden mødes med materien. Vor rejsende Hayy har taget rejsen fra det sted midt på denne skala, hvor vi står, til begge yderpunkter. Overraskende i Ibn Sinas fremstilling er det imidlertid, at månen og planeterne ikke indgår i det system, der leder fra vores verden til det guddommelige, sådan som de gør i de fleste middelalderlige religiøs-filosofiske systemer (i øst såvel som i vest).

Den lære, man kan udlede af Ibn Sinas historie, læner sig som så meget i den middelalderlige filosofi tydeligt op ad en mystisk erkendelseslære. Det ser ud som om, historien vil fortælle os, at man for at nå til erkendelse skal foretage en slags vandring til det højeste, sådan som mystikeren i praksis søger at foretage. Dette mente også Plotin, og da hans tanker var vidt udbredte i den arabiske filosofi igennem det skrift, som blev kaldt Aristoteles’ teologi (men som i virkeligheden var udvalgte stykker af Plotin), er det ikke så mærkeligt, at også Ibn Sina var påvirket heraf. I Mehrens fremstilling bliver disse forhold dog kombineret med vage forestillinger om en ”østlig filosofi”, som Ibn Sina slår til lyd for i sine værker, og som Ibn Tufayl jo også henviser til i begyndelsen af sin historie om Hayy. Mehrens konklusion var, at Ibn Sinas østlige filosofi simpelthen var en mystik lære, og dette synspunkt er siden gået igen i en masse forskning, trods stadig større protester. I de fleste nutidige forskeres øjne var Ibn Sina ikke primært mystiker, og i hvert fald var hans ”østlige” lærdom ikke primært mystik. Til gengæld kunne hans lære - som foreslået af Henrik Kaufmann Sørensen - måske kaldes østlig, fordi Ibn Sinas geografiske udgangspunkt lå langt mod øst (i forhold til filosofiens øvrige centre). En anden mulighed er, at østlig refererer til, at den mest er optaget af de ting, der ligger mod øst i den historie, vi netop har hørt. Det var det Ene mod øst, som al hans filosofiske aktivitet stræbte imod.

Der er ingen tvivl om, at Ibn Tufayl generelt var dybt inspireret af Ibn Sinas skrifter. Navnesammenfaldet er kun ét element blandt flere, der vidner om et nært tankemæssigt og litterært slægtskab. I øvrigt er der i den samling af traktater, som Mehren udgav, en anden tekst, hvor Ibn Sina fortæller historien om Salaman og Absal - også navne der går igen i Ibn Tufayls Hayy ibn Yaqzan. Ibn Tufayl har altså både ladet sig påvirke af Ibn Sinas sjælelære og forsøgt at gøre Ibn Sina kunsten efter hvad angår allegoriske fortællinger.

I stedet for at underspille forbindelsen vælger Ibn Tufayl imidlertid at gøre det helt klart ved at kalde sin hovedperson det samme som en skikkelse hos Ibn Sina. Han nævner også sin gæld til Ibn Sina i fortalen til sin fortælling. Ibn Sina er med andre ord mesteren, og det at videregive hans visdom, som Ibn Sina jo i øvrigt tilskriver en gammel mand, er fortjenstfuldt i sig selv. Traditionens stemme er i den arabisk-persiske tænkning en bærer af sandhed og autoritet, også i et originalt værk som Ibn Tufayls Hayy ibn Yaqzan.

Bibliografi, vigtigste værker af A.F. van Mehren:

Epistola critica Nasifi al-Jazigi Berytensis ad de Sacyum, Leipizig 1848 (latinsk afhandling)

Cosmographie de Chems-ed-Din Abou Abdallah Mohammed ed-Dimichqui, Skt. Petersborg 1866 (tekstudgave)

”Tre Afhandlinger Af Avicenna om Sjælen”, 1881

”La philosophie d'Avicenne (Ibn-Sina) exposée d'après des documents inédits”, 1882

”Les rapports de la philosophie d'Avicenne avec l'Islam considéré comme religion révélée ...”, 1883

”Vues d'Avicenne sur l'astrologie et sur le rapport de la responsabilité humaine avec le destin”, 1884-85

”Vues théosophiques d'Avicenne”, 1885-86

Traités mystiques d'Abou Alî al-Hosain b. Abdallah b. Sînâ ou d'Avicenne, Leiden 1889-1899 (tekstudgave; genoptrykt 1999)

”Études sur la philosophie d'Averrhoës concernant son rapport avec celle d'Avicenne et Gazzali”, 1888-89