Forlaget Vandkunsten » Bøger alfabetisk » Historien om Hayy ibn Yaqzan og den østlige visdoms hemmeligheder » Hayy Ibn Yaqzan - introduktionsbladet » Den selvlærete filosofs mærkelige skæbne
Den selvlærete filosofs mærkelige skæbne
Af Peter Madsen
Engelsk barbari og arabisk humanitetI 1713 skrev Alexander Pope et essay ’Imod barbarisk behandling af dyr’ i tidsskriftet The Guardian. ”Jeg kan ikke,” skrev han, ”tænke mig, at menneskene er mindre ansvarlige for ilde brug af deres herredømme over skabninger i tilværelsens lavere klasser end for udøvelsen af tyranni over deres artsfæller.” Hensigten med essay’et var, som det var karakteristisk for denne type tidsskrifter, at argumentere for humanitet, dyd, medfølelse, kærlighed, godgørenhed og følsomhed. Det er Pope’s eget England, der skal humaniseres og befries for ”et tåbeligt barbaris meningsløshed”. Her tilføres dyrene formålsløse smerter, allerede børnene fornøjer sig med det – eller ligefrem med at slå dyr ihjel. De voksnes forlystelser er ikke bedre, særlig jagten viser, hvordan den medfølelse, der naturligt skulle vise sig over for dyrene, bliver sat til side. Pope fremhæver særlig den skik under jagten at give en dame kniven for at hun kan skære halsen over på ”en hjælpeløs, skælvende og grædende skabning”. Ved siden af jagten giver forslugenheden anledning til grusomme scener: ”Jeg kender ikke til noget mere chokerende eller afskyeligt end synet af et af deres køkkener, der er dækket af blod og fuldt af skrigene fra skabninger, der udånder under tortur.”
Til støtte for sin argumentation for det naturlige i modsætning til det barbariske påberåber Pope sig en række forfattere – fra Vergil, Ovid og Plutarch, ”som har flere godhjertede træk i sine skrifter end jeg husker hos nogen anden forfatter” til Montaigne og Locke. Til de romerske klassikere og store nyere europæiske forfattere føjer Pope imidlertid ”en arabisk forfatter”, ”som har skrevet en traktat med henblik på at vise, hvor langt et menneske, der menes at have klaret sig på en øde ø, uden nogen vejledning eller så meget som synet af noget andet menneske, gennem naturens rene lys, kan nå til erkendelse af filosofi og dyd. Noget af det første, han lader ham bemærke, er naturens altomfattende godgørenhed i beskyttelsen og bevarelsen af dens skabninger. I efterfølgelse heraf ville, tænker han sig, hans selv-
Det er tydeligt nok ibn Tufayl og Historien om Hayy ibn Yaqzan, der er tale om her. Simon Ockley’s engelske udgave var kommet i 1708 og blev optrykt flere gange i det tidlige attende århundrede. Det var den første oversættelse til engelsk efter den arabiske tekst, som den store Oxford-
Den udførlige reference til Ibn Tufayls værk i Pope’s essay er interessant af flere grunde. Det er bemærkelsesværdigt, at det optræder på linje med de romerske klassikere og med Montaigne og Locke. Ibn Tufayl optræder som en del af kanon, af det forråd, hvorfra argumenter kan hentes. Men hertil kommer, at det er Pope’s centrale anliggende, der finder støtte dér: ”naturens universelle godgørenhed i beskyttelsen og bevarelsen af dens skabninger”, ”naturens rene lys”, ”dyden”. Eller rettere: Pope tager ibn Tufayl til indtægt for sine egne synspunkter. For strengt taget er det i den sidste ende ikke ”naturen”, der er tale om i Hayy ibn Yaqzan. Nok når han til erkendelse uden hjælp fra andre mennesker, men det han når til erkendelse af, er hinsides naturen. Det er det selv-
Kundskab på grundlag af iagttagelse og fornuft
I Pocock’s titel er det ”den menneskelige fornufts højeste kundskab”, der er tale om. Overhovedet er titlerne på oversættelserne informative. Titlen på George Keiths oversættelse til engelsk fra 1674 (efter Pocock Jr’s latinske version) lagde vægten anderledes: En redegørelse for den orientalske filosofi, der viser nogle berømte østlige mænds visdom; og særlig Hai Ebn Yokdans dybe visdom, hvad angår både naturlige og guddommelige forhold; som han nåede frem til uden nogen samtale med mennesker (mens han levede alene, fjernt fra alle mennesker i sin barndom, til han opnåede sådan perfektion). Her understreges erkendelsens dobbelte karakter, ligesom diskussionerne af den orientalske filosofi i indledningen understreges. Keith var en fremtrædende kvæker og fremhæver da også i sin indledning på en gang den selvstændige erkendelse og den guddommelige sandhed: ”Endvidere viser han glimrende hvor langt et menneskes kundskab, når hans øjne er åndeligt åbnet, adskiller sig fra den kundskab, som mennesker opnår ved blot og bart at have hørt den eller gennem læsning: og hvad han siger om en grad af kundskab, der kan nås ikke gennem forudsatte forudsætninger og afledte konklusioner, er en sikker sandhed, som nydes i foreningen af et menneskes bevidsthed med det højeste Intellekt, efter at bevidstheden er renset fra dens fordærvelse, og er adskilt fra alle legemlige billeder, og er samlet i en dyb stilhed.” Sådanne elementer i bogen er, siger Keith, ”i overensstemmelse med kristne principper”. Han lægger særlig vægt på ”medfødte og indre vidnesbyrd i menneskets egen sjæl og bevidsthed” og insisterer på, at det er legitimt for kristne at finde visdom i bogen.
Den ledende kvæker Robert Barclay referer i sin Apology for the true Christian divinity fra 1678 til ibn Tufayl’s bog: ”Ja, der er en bog, […] en beretning om en vis Hai Yakdan, som, uden samkvem med noget menneske, mens han levede på en ø alene nåede til en så dyb erkendelse af Gud, at han havde umiddelbart samkvem med ham.”
George Ashwell’s oversættelse fra 1686 (også fra den latinske version) udelader derimod den filosofihistoriske indledning til bogen (og andre passager) og lægger særlig vægt på erkendelsen af Gud: Historien om Hai Eb’n Yockdan, en indisk prins: eller, den selvlærte filosof. Skrevet oprindelig på arabisk, af Abi Jaafar Eb’n Tophail, filosof af profession, og muhamedaner af tro. Hvori det demonstreres, gennem hvilke trin og grader den menneskelige fornuft, forbedret gennem omhyggelig iagttagelse og erfaring, kan nå til kundskab om de naturlige ting, og derfra til hvad der er hinsides naturen; mere specifikt om Gud, og om den anden verdens forhold. I dedikationen anfører oversætteren ganske kort sit ærinde: at folk ”i denne tøjlesløse generation, hvor nogle er for løse i principperne, andre i deres handlinger” kan finde vejledning i ”sådanne moralske og religiøse principper, som naturens lys viser, og som nødvendigvis må blive anerkendt som sande af alle dem, der dømmer og handler som mennesker i overensstemmelse med fornuftens fordringer og de konklusioner, der følger af erfaring.” Hvad det vil sige for Ashwell fremgår mere udførligt af forordet, hvor det ikke alene er naturens forhold, der er tale om, men også – og især -
Da Simon Ockley, der siden blev professor i arabisk i Cambridge og særlig er kendt for sin History of the Saracens, så i 1708 bragte sin oversættelse på markedet, var det med denne titel: Forbedringen af den menneskelige fornuft, fremstillet i Hai Ebn Yokdhans liv, skrevet på arabisk for omkring 500 år siden, af Abu Jaafar Ebn Tophail, hvori det demonstreres gennem hvilke metoder man, ved naturens blotte lys, kan opnå kundskab om naturlige forhold såvel som forhold hinsides naturen; mere specifikt kundskab om Gud og et andets livs anliggender. Ockley forsynede bogen med et appendiks for at undgå, at ”nogen ved misforståelse skulle gøre ilde brug” af Tufayls bog. Mere specifikt lagde Ockley afstand til kvækernes ”entusiastiske” opfattelser. I øvrigt er forordet ganske kort, men bogen er yderligere forsynet med en henvendelse fra forlæggeren til læseren, hvor de entusiastiske opfattelser af ”foreningen med Gud &c” igen nævnes. Forlæggeren håber, at udgivelsen ved at give en forsmag på ”de arabiske filosoffers skarpsindighed og geni” kan ”tilskynde unge lærde” til at læse disse forfattere, som har været negligeret alt for længe på grund af en grundløs indbildning om deres irrelevans og uvidenhed”. Han tilføjer afslutningsvis: ”Og selv om det, vi her viderebringer, kan synes lidt i forhold til denne skarpsindige tidsalder, så er vi overbevist om, at enhver europæer, der vil sammenligne lærdommen i denne bog med, hvad der blev publiceret af hans egne landsmænd på den tid, vil finde sig forpligtet til med god samvittighed at give ham hvad der tilkommer ham.”
Hovedargumentet i Ockley’s lange appendiks er, at det ikke er givet mennesker at nå til indsigt i de guddommelige ting, det hinsides og det kommende andet liv gennem deres egne individuelle kapaciteter, kun gennem den hellige skrift, de kristne institutioner og instruktion fra dem, der virker i disse institutioner på grundlag af skriften, profeterne og Jesus’ lære. Ej heller kan der være tale om at skue Gud. Ockley må derfor advare mod at overtage elementer fra ibn Tufayls bog, der peger i retning af sådanne misopfattelser. Men kritikken er først og fremmest rettet imod kvækernes ’entusiasme’, deres insisteren på direkte gudsforhold uden for institutionerne og ekstatisk skuen af eller forening med Gud.
Oplysningsfilosofi
Det var imidlertid netop foreningen af filosofi og religion, vejen til indsigt i det guddommelige igennem iagttagelse og brug af fornuften, der var baggrunden for manges fascination af Hayy ibn Yaqzan i det syttende og det attende århundrede. Ibn Tufayl tildeles eksempelvis en prominent plads i den amerikanske naturvidenskabeligt orienterede teolog Cotton Mather’s indledning til The Christian Philosopher: A Collection of the Best Discoveries in Nature with Religious Improvements fra 1721. Mather, som var medlem af Royal Society i London, var en af de mest indflydelsesrige teologer i New England. ”Hvis ikke den selv-
Allerede i 1671, altså året for udgivelsen af den latinske oversættelse, kom den naturvidenskabeligt orienterede interesse for Hayy ibn Yaqzan til udtryk i en udførlig omtale af bogen i Philosophical Transactions of the Royal Society. Blandt medlemmerne af Royal Society, som blev grundlagt i 1660, var filosoffen John Locke, hvis Essay on Human Understanding udkom i 1690. Locke argumenterer imod forestillinger om medfødte tanker og lægger vægten på iagttagelse, sanseerfaring, og brug af fornuften, refleksion. Eftersom Locke dels havde haft Pocock Senior som lærer og tilhørte samme miljø som han i Oxford, dels som nævnt var aktiv i Royal Society, er det blevet foreslået, at hans erkendelsesteori kunne være influeret af ibn Tufayls bog. Der er flere omstændigheder end de omtalte, der kan pege i retning af en sådan mulighed, og der kan ikke være nogen tvivl om, at bogen vakte opmærksomhed og kunne læses som udtryk for opfattelser, der svarede til den frembrydende oplysningstids. Den menneskelige erkendelses selvstændighed, uafhængigheden af dogmer og institutionelt formidlet kundskab, vægten på iagttagelse og på den frie brug af fornuften, alt dette kunne appellere til bestræbelser på løsrivelse fra traditioner, autoriteter og institutioner, inden for den religiøse sfære såvel som inden for videnskab og filosofi.
Populærkultur
Bogen havde dog også en anden type appel, nemlig som en ’robinsonade’ før Defoe’s Robinson Crusoe. Hvor bogen i sig selv var konciperet som en filosofisk traktat, der udnyttede det narrative moment i filosofiens tjeneste, kunne læserne af oversættelserne uddrage eller indlæse mønstre fra genrer, der var populære i samtiden, såsom eksotiske eventyr (Tusind og en nat blev oversat til engelsk umiddelbart efter publiceringen af Gallands franske udgave fra 1704 og frem), fiktive rejsebeskrivelser og selvbiografiske skildringer. Det første eksempel på udnyttelse af historien er vistnok The History of Josephus the Indian Prince, som blev trykt i 1696 i fortsættelse af et af de utallige optryk af Robert Greenes historie om Dorastus og Fawnia fra 1588 (som er baggrund for Shakespeare’s The Winter’s Tale). Det er en sammentrængt udgave af selve historien om Hayy ibn Yaqzan, som her altså hedder Josephus. Vægten ligger på begivenhederne, men også hans erkendelsesproces er på tale, om end i meget kort form. Terminologien er kristen, men mange detaljer fra originalen er med. Den filosofiske indledning er udeladt, ligesom i Ashwell’s oversættelse. Udgivelsen af denne korte tekst sammen med en populær klassisker viser, hvordan ibn Tufayl’s historie inddrages i et helt andet kredsløb end det akademiske.
Der har været formodninger om, at Daniel Defoe hentede inspiration ikke alene fra Richard Steele’s beretning fra 1713 om Alexander Selkirk, som tilbragte fire år alene på en ø, men også fra ibn Tufayl’s bog. Der er ingen direkte vidnesbyrd om, at Defoe har kendt til bogen, men eftersom den var velkendt i perioden, er der så at sige ikke noget, der taler imod, at han skulle have kendt den. Kort tid før Robinson Crusoe udkom sidestillede Alexander Pope en passant i et brev Alexander Selkirk og den selv-
Flere af de episoder og motiver, som adskiller sig fra ibn Tufayl’s bog, er øjensynlig hentet fra Robinson Crusoe, og til trods for, at meget er bevaret fra ibn Tufayl’s bog, så er det en ganske anden eneboer, der beskrives her. En velnæret borger, kan man fristes til at sige, som lægger vægt på en stadig udvidelse af området for sit herredømme, og som forener dette med en uslukkelig appetit på såvel fødevarer som kundskab.
Bogen, som hævdes at være oversat fra portugisisk, er forsynet med et morsomt forord. Da disse papirer, står der, ”første gang blev præsenteret for verden, blev de mødt med et bifald, som næppe noget andet af denne art nogensinde er mødt med.” En Sieur Moulin oversatte dem hurtigt til fransk. Om de er autentiske er ikke til at sige, men alle mener, at sandsynligheden er overholdt hele vejen igennem. Historien har, fortsætter forordet, ”visselig været kendt af nogle få af vores landsmænd, som har udnyttet den så godt, at de har forsynet os med to stykker, der er meget nært beslægtet med dette. Det første af dem var Hai Ebn Yakdan, eller den selv-
Dette er alt sammen den rene og skære fiktion, men forordet viser endnu en gang, hvordan ibn Tufayl’s bog og Robinson Crusoe hører sammen i samtidens bevidsthed. Historien om Hayy ibn Yaqzan er her forvandlet til underholdningslitteratur og piftet op med en blanding af pikanterier og anti-
Således blev ibn Tufayl’s filosofiske traktat inkorporeret ikke alene i den filosofiske, videnskabelige og teologiske debat, men også som råmateriale for den litterære kulturindustri.