Forlaget Vandkunsten » Bøger alfabetisk » Historien om Hayy ibn Yaqzan og den østlige visdoms hemmeligheder » Hayy Ibn Yaqzan - introduktionsbladet » Ibn Tufayl og hans samtid

Ibn Tufayl og hans samtid

Af Henrik Kaufmann Sørensen

Ibn Tufayls liv og levned

Ibn Tufayl blev født omkring år 1116 i Wadi Ash (nu "forspansket" til Guadix), 40 kilometer nordøst for Granada. Hans fulde navn var Abu Bakr Muhammad ibn 'Abd al-Malik ibn Muhammad ibn Muhammad ibn Tufayl al-Qaysi, hvilket siger så meget som at hans første navn var Muhammad, at hans far hed 'Abd al-Malik, at hans farfar og oldefar begge hed Muhammad, samt at hans tipoldefar hed Tufayl. Hans kunya (”forælder-tilnavn”) Abu Bakr betyder Bakrs far. Visse manuskripter kalder ham dog Abu Ja'far efter en anden søn.

Hans far var en lærd mand fra Marchena, men ellers ved vi intet om hans baggrund og opvækst. Efter hans store lærdom at dømme formoder man, at han har studeret i Sevilla eller Cordoba, men vi ved ikke hos hvem.

Han praktiserede medicin i Granada, inden han i 1147 rejste til den almohadiske hovedstad Marrakesh i Nordafrika sammen med den tidligere guvernør af Guadix, Ibn Milhan, for der at udføre en opgave for kaliffen 'Abd al-Mu'min. I 1154 blev han engageret af 'Abd al-Mu'min som ”konfidentiel sekretær” (katim al-asrar) for dennes søn Abu Sa'id, der var guvernør af Ceuta, Tanger, Algeciras, Malaga og Granada. Her blev han bemærket af en anden af 'Abd al-Mu'mins sønner, den kommende kalif Abu Ya'qub Yusuf, som ved sin magtovertagelse i 1163 gjorde Ibn Tufayl til livlæge og gav ham en fremtrædende position i talaba al-hadar, et råd bestående af ikke-berberiske lærde.

Denne post beholdt Ibn Tufayl indtil 1182, hvor han overlod den til Ibn Rushd (Averroes, 1126-1198). Da Abu Ya’qub døde i 1184 og en af hans sønner, Abu Yusuf, kom til magten, lader det til, at Ibn Tufayl beholdt sin indflydelsesrige position ved hoffet. Og da han selv døde året efter, i 1185 i Marrakesh, blev begravelsesceremonien ledet af kaliffen selv

Den spanske historieskriver 'Abd al-Wahid al-Marrakushi, giver Ibn Tufayl følgende skudsmål:

"En af de alsidigt lærde, der omgikkes [kaliffen Abu Ya’qub], var Abu Bakr Muhammad ibn Tufayl, en af muslimernes filosoffer. Han var sikker i alle filosofiens dele. Han læste hos en gruppe veluddannede filosoffer, heriblandt Abu Bakr ibn al-Sa'igh, hos os kendt som Ibn Bajja [=Avempace], og andre.

Jeg har set filosofiske værker, både fysiske og metafysiske og andet af denne Abu Bakr [ibn Tufayl]. Blandt hans fysiske værker er der en afhandling kaldet "Hayy ibn Yaqzan". Hans hensigt med den er at forklare menneskeartens oprindelse ifølge [filosoffernes] doktrin. Dette essay er, skønt af mindre omfang, meget nyttig i den disciplin. Blandt hans metafysiske værker er der et essay om sjælen, som jeg har set i hans egen skrift, må Gud være ham nådig. I slutningen af sit liv var han engageret i det metafysiske og intet andet. Han var ivrig efter at forlige filosofisk viden (hikma) med den religiøse lov (shari'a), og at styrke profetskabet både i det ydre og i det indre (zahiran wa batinan). Og samtidig udvidede han de islamiske videnskaber. Jeg har hørt, at han fik løn sammen med læger og ingeniører og skrivere og skjalde og skytter og fodfolk og andre bestillinger. Han plejede at sige; "hvis de havde mistet deres viden om musik, så skulle jeg nok have trakteret!" De Troendes Hersker Abu Ya'qub var stærkt forgabt i ham og opfyldt af kærlighed til ham, og kunne sidde i paladset med ham i dagevis, dag og nat, uden at vise sig [offentligt]. Denne Abu Bakr var en af tidens vidundere [både] som person og i kraft af sine kundskaber."

Der er ingen tvivl om, at Ibn Tufayl udover sin lægestilling besad en anden embedsfunktion ved almohade-hoffet, men der har været uenighed om hvilken. Det har længe været antaget, at han fungerede som wazir i betydningen minister for kaliffen Abu Ya'qub, men da ordet wazir blev brugt som en ærestitel i Andalusien, og ikke som en betegnelse for en bestemt funktion, er dette dog tvivlsomt. Ibn Tufayl står således ikke på en liste over Abu Ya’qubs egentlige ministre.

Der er derimod god grund til at antage, at han var et ledende (måske det ledende) medlem af Abu Ya’qubs talabat al-hadar, dvs. en af de kredse af lærde, som Abu Ya’qub havde omkring sig. Der var både en kreds af lærde almohader, altså lærde fra de dominerende nomadiske berber-stammer (talabat al-muwahhidun), samt en kreds af lærde fra de underordnede, fastboende samfundslag, sandsynligvis mest arabere (talabat al-hadar). En af deres fremtrædende funktioner var ifølge en kilde at skaffe opbakning til den hellige krig mod de kristne, hvilket vi med sikkerhed ved, at Ibn Tufayl gjorde med propagandistiske vers. Marrakushi skriver desuden:

"[De] lærde, der kaldes talabat al-hadar, er sommetider mange, og til andre tider ganske få … Ingen almohadisk kalif sammenkalder en generel eller privat audiens uden at bede de mest fremtrædende af disse talaba om at være til stede, og kaliffen åbner audiensen ved først at stille et lærd spørgsmål, enten fremsat af ham selv eller en anden med hans tilladelse".

Ibn Tufayl og Ibn Rushd (Averroes)

Ibn Tufayl overlod som nævnt sin fremtrædende post ved hoffet til Ibn Rushd i 1182. Ibn Tufayl introducerede selv Ibn Rushd til hoffet. Episoden beskrives af Marrakushi og viser tydeligt den usikkerhed, som filosofisk aktivitet var forbundet med:

"[Ibn Tufayl] indhentede til stadighed lærde mænd til [Abu Ya’qub] fra alle kanter og forestillede dem for ham og ansporede ham til at ære og prise dem. Og det var ham, der forestillede Abu Walid Muhammad ibn Ahmad ibn Muhammad ibn Rushd for ham. [Ibn Tufayls] elev, juristen mester Abu Bakr Bundud ibn Yahya al-Qurtubi, sagde til mig: Jeg har flere gange hørt doktor Abu Walid [ibn Rushd] fortælle: Da jeg ankom hos de troendes hersker Abu Ya'qub, fandt jeg ham sammen med Abu Bakr ibn Tufayl – der var ingen andre hos dem. Abu Bakr begyndte at rose mig og nævnte mit hus og slægt, og tilføjede dertil af lutter velvilje ting, som jeg ikke havde gjort mig fortjent til. Og det første de troendes hersker lagde ud med at sige, efter at have spurgt mig om mit navn og min faders navn og min afstamning, var; hvad mener de, altså filosofferne, om himlene – er de evige [med hensyn til begyndelse] eller er de skabte? Jeg blev grebet af angst og frygt og begyndte at undskylde mig, at jeg ikke havde beskæftiget mig med filosofi. Jeg vidste jo ikke, hvad Ibn Tufayl havde fortalt ham. De troendes hersker forstod dog min forfærdelse og angst, så han vendte sig til Ibn Tufayl og begyndte at tale om det spørgsmål, han havde stillet mig, og fremlagde hvad Aristoteles og Platon og alle filosofferne mente, og nævnte derudover islams folks indvendinger imod dem. Og jeg så, at han havde en så umådelig viden, at jeg end ikke ville have forventet den hos en, der udelukkende beskæftigede sig dermed. Og han blev ved med at komme mig i møde, indtil jeg tog ordet, så han fandt ud af, hvad jeg vidste derom. Og da jeg gik, betroede han mig en pengesum og en fortrinlig æresdragt og et ridedyr."

Det blev efterfølgende Abu Ya’qub – og indirekte Ibn Tufayl – der lagde grunden til Ibn Rushds berømmelse som "kommentatoren" ved at anspore ham til at kommentere Aristoteles. Således fortsætter Marrakushi:

"Den ovenfornævnte elev fortalte mig, at [Ibn Rushd] sagde: Abu Bakr ibn Tufayl inviterede mig en dag og sagde: Idag hørte jeg de troendes hersker klage over den vanskelige udtryksmåde hos Aristoteles eller hos hans oversættere, og han nævnte hans uklare hensigter. Og så siger han: Hvis en eller anden kunne resumere disse bøger og forklare deres hensigter efter at have forstået dem grundigt, så ville de være lettere at forstå for folk. Hvis du har kræfter nok til det, så gør det. Jeg er sikker på, at du kan klare det, efter hvad jeg kender til din fremragende forstand og skarpe begavelse og stærke arbejdsvilje. Det eneste, der afholder mig fra det, er min fremskredne alder og min tjenestefunktion og mit engagement i noget, som jeg finder vigtigere. Abu al-Walid sagde: Det var dette, der fik mig til at udføre mine resumeer af den vise Aristoteles' bøger".

Siden blev Ibn Rushd i sit arbejde på at nå frem til den oprindelige aristoteliske tænkning, bagom den nyplatoniske tilvækst, islams største – og i en vis forstand eneste – aristoteliker. Han fik ingen virkning i den islamiske verden, men hans version af og kommentarer til Aristoteles blev afgørende for den europæiske skolastik, da han omkring 1225 blev oversat til latin. Indtil da kendte man i Europa udelukkende Aristoteles gennem Ibn Sina, når man ser bort fra logikken, der havde været kendt siden oldtiden.

Tidspunktet for mødet mellem Ibn Tufayl og Ibn Rushd er ikke kendt, men det kunne være 1168 eller 1169. I marts 1168 antog Abu Ya’qub kalif-værdigheden og titlen ”de troendes hersker”, og i den forbindelse kom der delegationer af embedsmænd fra hele riget til Marrakesh for at gratulere. Abu Ya'qub modtog dem "efter rang og uddelte gunstbevisninger". Det er muligt, at det er i denne forbindelse, at Ibn Rushd, som på dette tidspunkt var qadi (dommer) i Cordoba, aflagde sin audiens. På den anden side ved vi, at Ibn Rushd var i gang med at kommentere Aristoteles allerede ved udgangen af 1169.

Ibn Rushds nervøse reaktion, da han blev udspurgt om filosofiske emner, viser hvor usædvanlig en person Abu Ya'qub var. Hans søn og efterfølger, Abu Yusuf, var mere "normal". Efter Ibn Tufayls død førte han en kampagne for at rense riget for filosofiske værker, hvorunder Ibn Rushds bøger blev afbrændt (bortset fra medicinske og astronomiske værker) og han selv fængslet. Ibn Tufayls baggrund taget i betragtning, var han tilsyneladende heldig at have levet under Abu Ya'qub, hvis kærlighed til filosofien lader til ikke bare at have sikret ham, men også givet ham indflydelse.