Forlaget Vandkunsten » Bøger alfabetisk » Islamisk kunst og arkitektur » Islamisk kunst og arkitektur - introduktionsbladet » Persiske fløjlstapeter

Persiske fløjlstapeter

Af Mogens Bencard

I Rosenborgs magasiner ligger noget så sjældent som persiske fløjlstapeter fra 1600-årene. Tapeterne udgør til og med den største samling i verden, som har overlevet. Alt i alt drejer det sig om 61 stykker tekstil, men det mest usædvanlige er, at en del af dem (13 stykker) er baner på mellem 1,66 og 2,02 meter. Resten er klippet af til forskellige formål, således som det er tilfældet med de fleste andre stykker, der er bevaret. Disse baner giver et helt usædvanligt væveteknisk indblik i de raffinerede fløjler, som har en baggrund af guld- eller sølvtråde.

De er alle mønstrede, enten med figurer – ung kvinde med blomst, ung kvinde i bøn, falkoner med knælende tjener eller beruset yngling – eller med blomster som lotus eller rose, eller med fugle og blomster. Alle poetiske som persisk billedstof er det.

Det kan nok undre, hvordan så kostbare og usædvanlige tekstiler er endt i Rosenborgs gemmer. De optræder imidlertid i slotsinventaret fra 1824 med den oplysning, at de tilkom fra Gottorp Slot i 1817. Omstændighederne er som følger.

Krigsbytte

I 1544 havde den danske konge begået den politiske letsindighed at dele kongeriget op, således at yngre sønner kunne få en del af det. Derved skabtes bl.a. hertugdømmet Slesvig-Holsten-Gottorp, som kom til at give kongen talrige besværligheder.

I betragtning af hertugdømmets forholdsvis beskedne størrelse – endog med dets jordtilliggende fordelt som pletter i landskabet – er det imponerende, hvilken betydning det fik for historiens og kulturens udvikling. De skiftende hertuger førte f.eks. en meget klog ægteskabspolitik og blev åbenbart accepteret. Én prinsesse fra det indflydelsesrige Hessen-Kassel, to danske kongedøtre, en kurprinsesse fra det rige Sachsen og en svensk kongedatter blev indlemmet i familien.

Gottorperne var helt åbenbart drevet af en voldsom ambition, som i stigende grad bragte dem i modsætning til slægtningene i København. Da det i 1654 lykkedes Friedrich III (1597-1659) at gifte sin datter Hedvig Eleonora bort til Karl X Gustav af Sverige blev modsætningsforholdet åbenlyst. Ved de forskellige fredsslutninger med Sverige og ikke mindst ved freden i Roskilde i 1658, måtte Danmark acceptere begunstigelser for Gottorp, hvilket skabte betydelig animositet hos den danske konge. I flere omgange lykkedes det Christian V (1646-1699), hvis søster, Frederikke Amalie, var gift med hertug Christian Albrecht, at fordrive sidstnævnte fra Gottorp. Han vendte dog tilbage efter intervention fra udlandet og døde i 1694.

Den sidste regerende hertug, Friedrich IV (1671-1702), blev gift med Karl XIIs søster, Hedvig Sofie (1681-1708). Han døde i sin svogers tjeneste i slaget ved det polske Klissow. Hertuginden slog sig herefter ned i Stockholm med sin 2-årige søn, Carl Friedrich, der aldrig vendte tilbage til Gottorp. Hans søn, som blev gift med Katarina den Store af Rusland, ønskede sig imidlertid sit hertugdømme tilbage, hvilket skabte store bekymringer for Danmark. Bekymringerne hørte først op, da han på grund af hofintriger blev myrdet i 1762.

Under Den Store Nordiske Krig mellem Sverige på den ene side og Rusland, Prøjsen og Danmark-Norge på den anden side erobrede Peter den Store og Frederik IV sammen Gottorp i 1713 og flyttede ind på slottet. De retslige regler for krigsførelse var på det tidspunkt således, at man kunne kræve erstatning af fjenden for sine erobringer. Dersom fjenden ikke var til stede, og forhandlinger ikke kunne gennemføres, havde man ret til plyndring. Peter den Store tog den berømte globus med sig og stillede den op, hvor den står i dag, nemlig i hans kunstkammer i S. Petersborg. Frederik medførte til København en del af det gottorpske kunstkammer, og stillede det op på Rosenborg. Efter Karl XIIs død og Sveriges nederlag, blev det en del af fredsslutningen i 1721, at Danmark-Norge kunne indlemme de gottorpske besiddelser, og Frederik IV blev på Gottorp hyldet som enehersker i Slesvig-Holsten.

Også alt indbo blev ved den lejlighed dansk ejendom, og det er på den baggrund, at de persiske tekstiler i 1817 blev overført til Rosenborg. Ifølge Rosenborgs inventar fra 1824 bestod de af 4 bordtæpper og 6 baner plus 3 kapper til en himmelseng. Beskrivelsen er ikke detailleret, men af inventaret fra 1830 – det sidste, før Rosenborg i 1833 fik status som et museum – fremgår det, at fløjlerne var blevet anvendt til vægbeklædning i ”Christian Vs rum”. I dette rum blev tekstilerne fotograferet til en bog, som udkom i 1901. Fotografierne viser, at de forhåndenværende fløjler var blevet anvendt med stor omtanke. Banerne alternerede mellem de figurative og de blomsterprydede; foroven var de blevet forlængede, og øverst var sengehimlens tungede borter blevet anvendt som afslutning. Herpå havde man ophængt malerier og foran havde man opstillede møbler fra Christian Vs tid. Slotsforvalter Sommer og den altfavnende museumsmand C.J. Thomsen, som stod for nyindretningen af slottet til et historisk museum, havde god grund til at være tilfredse med rummets udsmykning.

Dette varede indtil den svenske kender og samler, F.R. Martin, kom på besøg. Han gjorde opmærksom på tekstilernes enestående sjældenhed og i en bog om dem, opfordrede han indstændigt museumsfolkene på Rosenborg til at lade dem nedtage og opbevare mere hensigtsmæssigt. Der gik et ti-år før museumsfolkene fulgte Martins råd og nedtog tekstilerne. Helt rettede man sig dog ikke efter ham, og måske skyldtes beslutningen, at man havde brug for et rum til praktiske – ikke udstillingsmæssige – formål. En del af tekstilerne blev ganske vist nedpakkede, men seks af de lange baner blev hængt op i det tårnrum i Riddersalsetagen, der kaldes Regaliekammeret. Her hang de indtil 1976, hvor de af bevaringsmæssige grunde endelig blev nedtagne og henlagt. Fra nu af vil de kun blive udstillet kortvarigt og undtagelsesvist. Deres historiske vidnesbyrd om en datidig eksklusiv væveteknik må anses for at være det vigtigste hensyn at tage. I 1995 udgav Rosenborg en bog om tekstilerne, som gennemgår såvel deres historie som de vævetekniske aspekter.

Statussymboler

Tilbage står nu at forsøge at finde ud af, hvor disse kostbare fløjler kom fra, og hvor gamle de er. Her kommer først inventarerne fra Gottorp til hjælp. Der er bevaret i alt 4 fra 1500-årene, men ingen af disse rummer persiske tekstiler. Det samme gælder et ukomplet inventar fra 1635. Til gengæld præsenterer de tre fra sidste halvdel af 1600-årene en overvældende mængde. Inventaret fra 1663 beskriver slottet, som det var under hertug Friedrich IIIs regering, og som det var fra 1666-indretningen efter at hertug Christian Albrecht var kommet på tronen. Det sidste fra 1695, som samtidig er det sidste før danskernes erobring, viser slottet i hertug Friedrich IVs tid. Der er ikke fuld overensstemmelse mellem dem, men noget går dog igen. Det fyldigste er det fra 1666, men der synes ikke at være tvivl om, at det væsentligste indbo stammer fra hertug Friedrichs tid. To ting falder i øjnene; det ene er den store mængde af senge, alle himmelsenge, af hvilke der er to til tre stykker i de fornemste gemakker. Det andet er persiske tekstiler, hvormed væggene i to rum er beklædte. Desuden fandtes en bordhimmel, 16 bordtæpper, samt i alt 15 senge med gardiner. Tekstilerne er enten satin, taft eller damask, og de fornemste omtales som enten sølv- eller guldklæde. Beskrivelserne er ikke særligt omhyggelige, men enkelte stykker omtales dog som udsmykket med figurer eller med blomster. Med andre ord fremstår de meget lig dem, der er bevaret på Rosenborg uden at man dog kan pege på stykker, som er identiske.

I barokken stillede man pragtsenge udstyret med rige tekstiler op i sine gemakker, selv de fornemste. Her er der dog tale om en usædvanlig mængde, som demonstrerer, at de er statussymboler mere end brugsgenstande. Inventaret fra 1666 taler da også om, at der til hver af disse senge hører tre sæt: det persiske, et til mere almindeligt brug og et til sorg. Desuden er der tilføjet et liste over de senge – i alt 130 stykker – som er til daglig brug, og som jævnligt skal forsynes med frisk linned.

Via Moskva

Bag denne demonstration gemmer sig endnu et vidnesbyrd om gottorpernes høje ambitionsniveau. Friedrich III havde særlig ivrigt stræbt efter at fremme sit lands handel – bl.a. havde han med nederlandsk hjælp grundlagt Friedrichstadt, der skulle tjene som udgangspunkt for Gottorps handel med det øvrige Europa.

Et andet handelsinitiativ var Friedrich IIIs forsøg på at opnå en handelsforbindelse med Persien, hvis luksusvarer, især på det tekstile område, tiltrak den europæiske overklasse. Alle nordeuropæiske handelsnationer, England, Nederlandene, Frankrig, Sverige og Danmark, var interesseret i denne handel, som dog var besværliggjort af den lange handelsrute ad søvejen. Alle disse ressourcestærke nationer var klar over, at en transport gennem Rusland ville være en stor fordel, og alle havde repræsentationer i Moskva, som havde til opgave at opnå en fordelagtig aftale med zaren.

Friedrich på Gottorp lod sig imidlertid ikke skræmme af konkurrenterne. Han var blevet overtalt af en Hamburger-købmand ved navn Otto Brügmann, som stillede en enorm indtjening i udsigt, hvis der blev investeret tilstrækkelig stort. I 1632 sendte hertugen Brügmann af sted til Moskva for at forhøre sig om mulighederne. Toldafgifter var naturligvis en af de store vanskeligheder, og på vejen mellem Isfahan og Slesvig var der forskellige muligheder at vælge imellem. Rusland var ikke til at komme uden om. Brügmann havde den ide, at varerne kunne føres til Achangelsk og derfra sejles direkte til Friederichstadt. Ganske vist var sejladsen nord om Norge ikke den letteste, men ad den vej kunne man undgå toldopkrævningerne fra svenskernes side i Narva, og fra danskernes side ved Helsingør.

Efter ankomsten til Moskva begyndte vanskelighederne for Brügmann. Den svenske repræsentant, som blev klar over, at gottorperne satsede stort, fik overtalt Brügmann til at benytte handelsruten oven Narva med de dertil hørende toldafgifter. Da Friedrich hørte dette, overvejede han i sin optimisme at genoptage den gamle plan om en kanal tværs igennem Slesvig, således at han i hvert fald kunne undgå Sundtolden. I 1634 lykkedes det at hale en aftale i land med zaren, og Gottorp fik eneret på den persiske handel mod til gengæld at betale 600.000 rigsdaler om året til Rusland, hvis handel med Persien ikke skulle berøres af aftalen.

Friedrich var begejstret, om end den svenske told ærgrede ham. Christian IV fulgte med i, hvad der skete gennem sine agenter og såede i et af sine talrige breve tvivl om, hvorvidt så mange penge kunne rejses. Hans nevø var imidlertid ikke i tvivl og sendte allerede i 1635 en ambassade under ledelse af Brügmann af sted mod Persien. I Moskva blev han mødt med fornyede krav, men opnåede dog, at man skulle vente med forhandlingerne indtil returrejsen.

Shah’en, som ikke var specielt tilfreds med gottorpernes eneret på handelen over Rusland, modtog delegationen med, som Brügmann senere udtrykte det, løfter, høflighed og håb. Han blev sikkert fristet af, at Brügmann, måske på eget initiativ, stillede i udsigt, at en europæisk hær ville blive stillet til rådighed for Shah’en mod tyrkerne. Efter et år kunne de vende tilbage til Moskva, belæssede med gaver, der hovedsagelig bestod af silker. En persisk ambassadør fulgte dog også med. Zaren gav gottorperne 7 måneders henstand, før den første afbetaling på 600.000 rigsdaler skulle finde sted, hvilket i betragtning af, at ingen handelsaftale endnu var truffet, var en ubehagelig tanke.

Da delegationen endelig nåede Slesvig var også en russisk ambassadør med i selskabet. Shah’ens repræsentant overrakte hertugen rige gaver bestående af silker og fløjler, og da det var overstået, kunne forhandlingerne begynde. Til hertugens skuffelse og raseri blev det imidlertid hurtigt klart, at ambassadøren ikke medbragte en fuldmagt til at indgå endelige aftaler. Så gav hertug Friedrich op; sagen var åbenlyst tabt. Det store, ambitiøse projekt måtte opgives. Han vendte sit raseri mod Brügmann, som blev anklaget for svindel, dømt til døden og halshugget. I København kunne Christian IV ikke uden tilfredshed notere sig den persiske fiasko.

Tilbage stod i Kiel indtil 2. Verdenskrig de persiske huse, men det største minde og det, som kunne give hertug Friedrich en vis tilfredsstillelse, var dog en beskrivelse af Persien, som hertugens sekretær, den lærde Adam Olearius, udgav. Den kom i mange udgaver på flere sprog og kunne således give Gottorp et stort ry.

Den sørgelige fiasko slog da heller ikke gottorperne helt ud. Og de talrige pragtsenge prydet med persiske silkestoffer blev opstillet for at give gæster på slottet indtryk af den store hertugelige ambition.

Literatur:

F.R. Martin: Die Persische Prachtstoffe im Schloss Rosenborg in Kopenhagen. Stockholm 1901.

Carol Bier: The Persian Velvets at Rosenborg. København 1995

M. Bencard, J. Hein, B .Gundestrup og J. Dress: „Die Gottorfer Kunstkammer“ i: H. Spielmann og J. Dress (red): Gottorf im Glanz des Barock, Band II, Schleswig 1997