Forlaget Vandkunsten » Bøger alfabetisk » Kvinder og køn i islam. Historiske rødder til en moderne debat » Kvinder og køn i islam - introduktionsbladet » Kvinders status i Iran efter næsten 30 års kamp

Kvinders status i Iran efter næsten 30 års kamp

Af Elaheh Rostami-Povey

Trods strenge patriarkalske regler har kvinder i Iran udvist både mod, fantasi og engagement i deres kamp for ligestilling, menneskerettigheder og demokrati. Det har båret frugt; siden midt i 1990erne har de opnået en række reformer ved at lægge pres på skiftende regeringer og parlamenter.

nbsp; Siden revolutionen i 1979 og frem til begyndelsen af 1990erne havde kvinder ikke lov til at være dommere, og loven gav mændene eneret på at få skilsmisse og forældremyndighed over børnene. Kvinder kunne heller ikke stille op til præsidentvalg.

nbsp; I 1997 gjorde Azam Taleghani, stifteren af islamisk kvindeforbund i Iran, oprør mod forfatningen og stillede op som kandidat til præsidentvalget. Siden da har andre kvinder fulgt hendes eksempel ved hvert eneste præsidentvalg, og i 2005 var der således 89 kvindelige præsidentkandidater.

Presset for at få gennemført reformer i familieretten har nu resulteret i, at kvindelige, juridiske vejledere bistår dommerne i skilsmissesager. Der er også indført nye bestemmelser, som giver kvinder ret til skilsmisse og forældremyndighed og desuden giver dem ret til at nægte manden at tage en hustru til, under forudsætning af at disse regler er skrevet ind i ægteskabskontrakten. I løbet af de sidste tyve år har de stigende olieindtægter medført en tiltagende industriel og menneskelig udvikling. Omkring 94 procent af befolkningen kan læse og skrive, 64 procent af universitetsstuderende er kvinder og omkring 74 procent af kvinderne bruger svangerskabsforebyggelse. Under visse omstændigheder er abort tilladt. Mens den gennemsnitlige levetid i 1970 var 52,4 år for kvinder og 52,6 år for mænd, var den i 2005 steget til henholdsvis 71,9 år for kvinder og 68,9 år for mænd.

Antallet af kvindelige parlamentsmedlemmer er det samme som i Tyrkiet, og antallet af kvinder i liberale erhverv er det samme som i Sydkorea. Som følge af en kampagne for nylig fik kvinder gennemtrumfet en lovændring, som gør det muligt for iranske kvinder, der har giftet sig med udenlandske mænd, at give deres iranske nationalitet og statsborgerskab videre til børnene, hvis børnene er født i Iran og har opholdt sig i landet i atten år.

For de kvindelige aktivister, som udgør flertallet af kvindelige studerende og en stor del af den kvindelige arbejdskraft, slutter kampen dog ikke her. Trods truslen om arbejdsløshed og stigende inflation er de fast besluttet på at føre kampen videre for at få bedre vilkår på arbejdsmarkedet. Elaheh Koolaee, der er lektor ved universitetet i Teheran, angriber den opfattelse, at flere arbejdspladser til kvinder skulle være ensbetydende med færre muligheder for mændene. Hun hævder tværtimod, at udearbejdende kvinder forøger husstandsindkomsten og skaber mere beskæftigelse på områder som børnepasning og hjemmearbejde. Shahla Lahiji, den første kvindelige forlægger i Iran og grundlægger af den kvindelige forlæggerforening, hævder ligeledes, at det vil styrke kvindernes stilling, hvis de bliver økonomisk uafhængige. Efter hendes mening er fagforeninger ”borgerlige organisationer, hvor kvinder med forskellige opfattelser kan få magt til at kæmpe for deres økonomiske interesser”.

Den 8. marts, kvindernes internationale kampdag, er også blevet den dag, hvor man protesterer mod kønsbestemte uligheder i love og cirkulærer. Kvindelige studerende støttes af deres mandlige kolleger, og i fællesskab organiserer de møder og konferencer over hele landet med henblik på at skabe debat om kvindesagsspørgsmål. Som regel forsøger myndighederne at forhindre den slags demonstrationer. Men som Nushin Ahmadi Khorasani skriver i Women’s Letter Journal: ”Vi ønsker ikke at sidde med hænderne i skødet og diskutere teoretisk om kvindesagen. Vi ønsker at diskutere problemerne med almindelige mænd og kvinder på gaden. Før 8. marts 2007 blev 33 kvindelige aktivister arresteret. De blev løsladt mod kaution, mens de afventer en retssag, der kan ende med flere måneders fængselsstraf. De mener, at fængsling er den pris, man må betale for at få indført ligeret for kvinder og demokrati nedefra.”

Ikke alle kvinder er enige om, at 8. marts skal gøres til officiel kvindesagsdag i Iran. Monireh Nobakht, som er leder af kvindernes kulturelle og sociale råd i præsident Ahmadinejads regering, hævder, at et flertal af kvinder i Iran støtter den nationale kvindedag, som holdes til ære for Fatimeh Zahra, der var datter af profeten Muhammed, hvorfor der ikke er behov for en officiel international kvindekampsdag. Fakhrolsadat Mohtashami Pour, der var leder af udvalget for kvindelige anliggender under præsident Khatami, mener dog, at det er ”vigtigt at benytte enhver lejlighed til at skabe debat om kvindespørgsmålet på både nationalt og internationalt niveau”. Debatter støttes af Zanan Magazine (et kvindeblad), og Shahla Sherkat, der er redaktør, har bl.a. arbejdet på at skabe dialog mellem forskellige kvindegrupper lige siden 1992.

I 2006 organiserede en gruppe kvindesagsaktivister en indsamling af en million underskrifter. Kampagnen er en protest mod ulighederne i familieretten. Kvinderne støttes af dele af offentligheden og af et antal parlamentsmedlemmer og ayatollaher, således ayatollah Sanei, ayatollah Janati og ayatollah Maybody. Nushin Ahmadi Khorasani har udtalt: ”Da jeg sad i fængsel, sagde jeg til fængselsbetjenten, at mine tilhængere befandt sig hjemme hos ham selv, og at det var hans kone, hans datter og hans søn.” Shadi Sadr, der er kvindelig advokat og aktivt medlem af kampagnen mod stening, hævder, at selv om dødsstraf ved stening sjældent praktiseres, har man besluttet at videreføre kampagnen for at forhindre dette voldelige overgreb på både kvinder og mænd, fordi det meget ofte er samfundets fattigste, der idømmes denne form for straf. I visse tilfælde tvinges kvinderne ud i prostitution for at skaffe penge til mændenes stofmisbrug. I andre tilfælde har kvinder myrdet deres mænd, fordi de har været udsat for hustruvold og tvangsægteskab. ”Vi mener ikke, at islam forbyder lighed mellem kønnene, og derfor kan vi arbejde på at få ændret love og regulativer, der er uretfærdige over for kvinder,” siger hun.

Mahboubeh Abbasgholizadeh, der er aktivt medlem af Women’s Charter, udtaler: ”Kampagnen for en million underskrifter er udtryk for, hvad kvinder ikke ønsker. I Women’s Charter taler vi om, hvad kvinder ønsker. De to kampagner støtter hinanden. Jeg er optimist. For hundrede år siden kæmpede iranske kvinder for at få indført pigeskoler. I dag er 64 procent af alle universitetsstuderende kvinder. Jeg håber, at vores børn en dag vil kunne sige, at deres forældre gik i fængsel som et led i kampen for ligestilling og demokrati.”

Oversat af Claus Bech