Forlaget Vandkunsten » Bøger alfabetisk » Kvinder og køn i islam. Historiske rødder til en moderne debat » Kvinder og køn i islam - introduktionsbladet » Ghorratulein og kvindesagen i Iran

Ghorratulein og kvindesagen i Iran

Af Haideh Daragahi

Den islamiske Republik Iran er et af de muslimske lande, hvor debatten og konflikterne om kvindens stilling er allermest udtalt. Antallet af udgivelser – bøger, artikler, ugeblade eller blogs – der beskæftiger sig med kvindesagen, er uden sidestykke i andre lande, og i de senere år har en række skribenter rettet fokus mod historiske kvindeskikkelser.

Nutidens iranske feminister kan således føre deres historie tilbage til første halvdel af det 19. århundrede, nærmere betegnet til det tidspunkt da Ghorratulein blev den første kvinde i den islamiske verden, som kastede sløret i fuld offentlighed. Ghorratulein var en af de mest fremtrædende personer i en forbudt, reformvenlig, religiøs bevægelse, den såkaldte ”babisme”. Hun blev henrettet i 1850 på nogenlunde samme tidspunkt som de øvrige ledere i hendes bevægelse. En af opgaverne for den moderne sekulære feminisme i Iran har været at gennemføre en forskning, der har givet hende den anerkendelse og status, som hun ellers er blevet nægtet lige siden sin død.

Babismen og Ghorratuleins betydning for kvindesagen findes allerede omtalt hos iranske historikere og ikke-iranske orientalister og rejsende fra det 19. århundrede, for eksempel hos den berømte, britiske orientalist, Edward Brown (1862-1926), og den franske diplomat, forfatter og historiker, grev de Gobineau (1816-82). Selvstændig forskning i hendes liv og samtid er dog først blevet udført i de sidste femogtyve år. Den mest omfattende artikel er skrevet af Mahnaz Matin for fjorten år siden og har over tres kildehenvisninger. Og i et kapitel af en bog, der blev udgivet så sent som i oktober 2007, Irans kvindelige frihedskæmpere, skrevet af forfatteren og teaterdirektøren Nilofar Beizai, kan man læse, at Ghorratulein var så kendt internationalt, at Sarah Bernhardt ønskede, at der skulle skrives et teaterstykke om hende, som hun, Bernhardt, kunne spille hovedrollen i.

”Hendes væsen var oprør.” Denne udtalelse, der ikke er venligt ment, blev fremsat af en litteraturhistoriker og giver i kort form et indblik i en af den moderne histories mest usædvanlige kvindeskæbner. Ghorratulein blev født i 1814 i en velhavende religiøs familie og blev uddannet af privatlærere ansat af hendes far. Hun blev gift i en alder af fjorten med en fætter fra en fundamentalistisk gren af familien, med hvem hun fik to børn. Hun er enestående for sin tid, fordi hun selv valgte sit livsløb og derfor også i en vis forstand sin død.

Hun kom i berøring med de liberale, reformvenlige strømninger i sheiki-sekten inden for shia-islam og skrev en så overbevisende og lærd afhandling om emnet, at sheiki-lederen gav hende tilnavnet Ghorratulein (øjets lys), et navn hun foretrak frem for Fatima, sit fødenavn. Hun erklærede sig skilt fra sin mand, og da sheiki-sektens tanker blev grundlag for den nye religion babismen, blev hun af Bab, lederen for den nye religion, udnævnt til at være en af de nitten lærde, der skulle agitere for den nye tro. Bab mente, at ejendomsretten var ”det største social onde”, og at bønderne ikke skulle betale afgift af den jord, de forpagtede af godsejerne. Babierne gik desuden ind for tvungen undervisning af børn og var modstandere af dødsstraf og prygl af små børn. Bab forbød flerkoneri og gik ind for, at begge parter i et ægteskab skulle give deres samtykke; han var også tilhænger af social kontakt mellem kvinder og mænd.

Som en af samtidens historikere udtrykker det, ”befriede han også kvinderne for slørets tyranni”. Disse tankers popularitet både hos progressive religiøse intellektuelle og hos den store fattige befolkning foruroligede hoffet og den etablerede gejstlighed. Bab blev arresteret, og andre babier blev fængslet, tortureret og brutalt myrdet. Ghorratulein blev anholdt, men det lykkedes hende at flygte. Mens hun levede i skjul i Teheran, arbejdede hun ihærdigt på at organisere en generalforsamling for sine trosfæller, der skulle tage stilling til, om babierne var en reformvenlig shiamuslimsk gruppe eller, som hun mente, en helt ny trosretning.

Under dette møde mellem enogfirs babier holdt Ghorratulein en tale, hvori hun fremhævede nødvendigheden af at bryde med fortiden, og til sidst rev hun det forhæng ned, som hun havde siddet bagved, mens hun talte.

Det fortælles, at en del af de tilstedeværende mænd tog flugten, og en enkelt af dem fandt det så ulideligt, at han forsøgte at skære halsen over på sig selv. Mødet blev afbrudt af regeringssoldater, og Bab blev hentet ud af fængslet og henrettet. Herefter begyndte en hensynsløs forfølgelse af babierne, som i mellemtiden havde grebet til våben.

Ghorratulein blev anholdt og sat i et fængsel, der lå i en park i Teherans centrum. Der var kun adgang til hendes celle ved hjælp af en stige. Senere blev hun henrettet ved, at et tørklæde blev proppet ned i halsen på hende, hvorefter hun stadig levende blev kastet ned i en brønd – der er ikke enighed blandt muslimske lærde om, hvorvidt det er tillade at lade en kvindes blod flyde. Hun var seksogtredive, da hun døde.

Ghorratulein har haft indflydelse på alle aspekter af kampen for kvindefrigørelse i Iran i de sidste 150 år. På tidspunktet for forfatningsrevolutionen i 1906 blev spørgsmålet om kvindefrigørelse taget op af de intellektuelle. Kvinders ret til at stemme og blive valgt blev diskuteret, men fuldstændig forkastet af konservative gejstlige. Det var nemmere at få tilslutning til tanken om skoler til piger og uddannelse af kvinder. Det mest kontroversielle spørgsmål var dog stadig sløret, der af modstanderne blev betragtet som en skamplet på det iranske samfund og et symbol på den levende død, som iranske kvinder var henvist til.

Den nuværende kvindebevægelse henter sin drivkraft i de uopfyldte krav fra halvandet århundredes kamp for ligestilling. Hvis denne kamp krones med held, får det ikke kun betydning for regionens kvinder, men for hele den globale kamp for retfærdighed og ligestilling.

Oversat fra engelsk af Claus Bech