Forlaget Vandkunsten » Bøger alfabetisk » Kvinder og køn i islam. Historiske rødder til en moderne debat » Kvinder og køn i islam - introduktionsbladet » Da min tante og jeg smed sløret

Da min tante og jeg smed sløret

Af Birgitte Rahbek

En forårsdag i 1977 opsøgte jeg i et af Cairos velhaverkvarterer den ene af de tre kvinder, der i 1923, som de første, smed sløret i Egypten. Cézanne Nabarawi - i Leila Ahmeds bog omtalt som Saiza – var en spinkel kvinde på 80 år, der dengang endnu havde syv år tilbage (1897-1985). Hun havde været en nær ven og protégé af den egyptiske feminismes førstedame, Huda Sha’rawi.

Jeg havde altid forestillet mig den egyptiske ”afsløring” som en dramatisk scene hvor tre sorthårede kvinder triumferende river sløret af og holder det vajende i vejret, idet de stiger ud af toget i Cairo. Virkeligheden havde imidlertid taget sig lidt mere afdæmpet ud, kunne Cézanne Nabarawi fortælle:

I 1923 var min far og Ali Pasha Sha’rawi [Huda Sha’rawis mand] død. Det vil sige, at de to mænd, som kunne have forhindret os i at lægge sløret, ikke var længere. På grund af deres død bar vi sørgeslør. På turen tilbage fra kongressen i Rom sagde jeg til fru Sha’rawi: ”Hør tante, vi har ikke været i Rom, det vil sige været emanciperet, for så at vende tilbage til Egypten og på ny bære slør.” Hun svarede: ”Ok Cezanne, vi får se.” Fra Alexandria tog vi toget til Cairo, og da vi ankom, sagde hun: ”Nu skal du bare se hvordan vi gør. Vi løfter sløret og sætter det fast sådan her i siderne, så ser man blot ansigtet og vi beholder aba’en [overdragten] på.”

Det var fantastisk. Det ville have været vanskeligt for mig at have gjort det alene, for folk ville have forsøgt at skræmme mig og have sagt modbydelige ting. Men fru Sha’rawi kunne, for hun havde stået i spidsen for den nationale bevægelse og var beundret af alle. Så på den ene side beskyttede hun mig og på den anden side opmuntrede jeg hende. Flere år efter skrev man i aviserne, at man havde modtaget os ved at smide tomater og jeg ved ikke hvad efter os. Men det er ikke sandt, og heldigvis kan jeg vise Dem de første avisbilleder af os med blottet ansigt.

Ironisk nok var det Huda Sha’rawi, der nogle år forinden havde overtalt Cézanne til at gå med slør. Cézanne var vendt tilbage til Alexandria efter en omskiftelig tilværelse: hendes forældre var blevet skilt, da hun var lille, og hun var blevet opdraget af moderens kusine. Sammen havde de boet først i Alexandria, hvor Cézanne gik i fransk skole, og senere i Paris, hvor hun fortsatte sin skolegang. Hun havde under opvæksten så godt som ingen kontakt med sin familie, men da hun gik i gymnasiet krævede faderen pludseligt, at hun skulle komme tilbage til Egypten. Fostermoderen sendte hende til Alexandria under påskud af, at det ville være godt for hendes helbred. Hun blev først indlogeret på en kostskole og derefter hos morfaderen. Her erfarede hun, at hendes elskede fostermoder ikke var hendes biologiske mor, og at fostermoderen havde begået selvmord af sorg over at miste Cézanne.

I Europa havde Cézanne anlagt den vane at gå med hat:

Men så en dag kom min far hen til min morfar (som også var hans onkel) og sagde, at alle folk spurgte ham, om hans datter var europæer, siden hun gik med hat. Min morfar sagde: ”Hvad kan vi gøre mit barn, det er vores tradition, og hvis din far siger det, må du hellere gå med slør”.

Derpå nægtede jeg i en hel måned at forlade huset. Men så kom min mors veninde, Huda Sharawi, på besøg; jeg holdt meget af hende og kaldte hende tante. Hun havde medbragt en aba, som bestod af et skørt og en tilhørende cape til at tage over hovedet; det var vores traditionelle påklædning dengang. ”Se her, Cezanne”, sagde fru Sha’rawi, ”du tager den her på når du går ud og tager den af når du er hjemme, det gør ikke noget, og hvem ved, måske en dag…”

Huda Sha’rawi var som 13-årig blevet gift med sin fætter Ali Pasha Sha’rawi som også var hendes formynder, for hendes far var død og hun havde en stor formue, som fætteren forvaltede. Han var meget ældre end Huda og havde børn, og efter brylluppet opdagede Huda, at han stadig var gift, og det brugte hun som undskyldning til at sige, at hun ikke ville blive hos ham. Hun flyttede tilbage til sin fars hus og blev der i syv år.

Fru Sha’rawi har fortalt mig, at de endnu dengang havde eunukker i hjemmet, og engang hun sad og røg på sit værelse, kom en eunuk og fortalte, at man havde set røgen fra cigaretten komme ud af vinduet, og det passede sig ikke, at man kunne se det fra gaden.

Tante havde en bror, som hun holdt meget af. Han var yngre end hende, og da han gerne ville gifte sig, sagde han, at det ikke kunne lade sig gøre, hvis ikke hun vendte tilbage til sin mand. Så det gjorde hun, og jeg tror at han i mellemtiden var blevet skilt.

Efter at Cézanne havde affundet sig med sløret, bevægede hun sig igen ud, og i løbet af sine mange besøg hos fru Sha’rawi fattede hun interesse for politik. Det var først og fremmest det nationale spørgsmål, dvs. kampen mod briterne, der stod på dagsordenen. Da egyptiske kvinder i marts 1919 deltog i de store demonstrationer og optøjer, hvor flere kvinder blev såret, vakte det stor opmærksomhed i udlandet, og Huda Sha’rawi modtog en forespørgsel fra Kvindernes Internationale Alliance om, hvorvidt det var muligt at få en egyptisk kvindedelegation til at deltage i en kongres i Genève i 1920. På den tid tillod den politiske situation imidlertid ikke, at kvinderne tog af sted. Men invitationen blev gentaget i 1923, nu til en kongres i Rom. Der var på det tidspunkt dog endnu ikke stiftet nogen egentlig, egyptisk kvindeorganisation, kun filantropiske organisationer.

Da fru Sha’rawi fik den anden invitation, inviterede hun alle de kvinder hjem til sig, som havde arbejdet sammen med hende i den nationale bevægelse, samt venner der gik ind for kvindens ligestilling. Hun sagde: ”Hør mine damer, jeg tror tiden er inde til at oprette en organisation, der kræver kvindens rettigheder”. Så den 16. marts 1923 blev den Egyptiske Kvindeunion oprettet. De tilstedeværende kvinder valgte samme dag en bestyrelse og udpegede de tre, der skulle tage til Rom. Jeg var den ene.

På åbningsdagen i Rom sagde fru Sha’rawi til kunstmaleren Yusif Kader: ”Lav os et flag, men det skal være den egyptiske revolutions flag med korset og halvmånen”. Det gjorde han så, og ved åbningsceremonien anbragte vi vort flag og kongressens præsident, en amerikanerinde, sagde: ”hvem tilhører det flag?” Derpå rejste fru Sha’rawi sig op og sagde: ”Det er den egyptiske revolutions flag, som viser, at alle egyptere, kristne og muslimer, er forenet mod besættelsesmagten”. Folk klappede.

Sidst i 1930erne oprettede Huda Sha’rawi så Den Arabiske Kvindeunion. Den første kongres i 1938, som kvinder blev inviteret til i Egypten, handlede om palæstinenserne. Hun var meget oprørt over, hvad der skete i Palæstina, og på sit dødsleje i 1947 bad hun mig om altid at beskæftige mig med Palæstina-spørgsmålet, og det har jeg gjort lige siden på internationale konferencer.

Da de egyptiske kvinder kom tilbage fra Rom, nøjedes de imidlertid ikke med at smide ansigtssløret. De præsenterede også regeringen for to krav: minimumsalderen for ægteskab skulle sættes til 16 år, og piger og drenge skulle have lige muligheder for at blive uddannet på realskole-niveau og opefter. Ministeren imødekom straks deres krav, og tre måneder senere blev pigers ægteskabsalder sat op til 16 år.

Vort held var, at der ikke var noget parlament … Det kom først året efter, for hvis det havde været der, ville for eksempel alle mændene fra landsbyerne have stemt imod.

Derefter stillede vi flere krav: For det første et forbud imod polygami. Vi opnåede kun at få en begrænsning af polygami til tilfælde, hvor kvinden er syg og så videre. For det andet en begrænsning af mandens ret til at forstøde kvinden. For det tredje, at moderen skulle have ret til at opdrage barnet. Tidligere kunne moderen ved skilsmisse kun beholde sit barn til 7-års alderen for drenge og 9-års alderen for piger. Vi krævede, at drengen blev hos sin mor indtil puberteten og pigen indtil ægteskabet. For det fjerde en afskaffelse af bordeller.

Ministeren nedsatte en komité til at udarbejde en rapport vedrørende vore krav. Men kong Fuad blev rasende, da komitéens rapport kom frem i aviserne, for på den tid spærrede han dronningen inde, så han var slet ikke tilfreds med at vi blandede os i familiespørgsmål. Han sagde, at det var imod religionen, og rapporten blev derpå lagt ned i en skuffe. Men havde det ikke været for kongen, var den gået igennem.

Selvom Cézanne Nabarawi var forblevet aktiv i det internationale kvinde- og fredsarbejde indtil 1975, var det en desillusioneret feminist jeg mødte i 1977 i Cairo, hvor gaderne endnu bar præg af ”brødopstanden”. Hverken Nasser eller Sadat havde formået at opfylde de egyptiske kvinders drømme om større lighed og retfærdighed, og i Palæstina var situationen kun blevet forværret.