Forlaget Vandkunsten » Bøger alfabetisk » Kvinder og køn i islam. Historiske rødder til en moderne debat » Kvinder og køn i islam - introduktionsbladet » Om Leila Ahmeds bog Kvinder og køn i islam

Om Leila Ahmeds bog Kvinder og køn i islam

Af Pernille Bramming

Profeten Muhammed indgik som 25-årig ægteskab med sin chef, den rige og 15 år ældre købmandsenke, Khadija. De levede frem til Khadijas død 25 år senere i et monogamt ægteskab. I dag er der dog mere fokus på de 12 koner, profeten tog sig efter Khadijas død, ligesom det ofte går i glemmebogen, at der blandt beduinstammerne på Den arabiske Halvø på profetens tid var både flerkoneri og flermanderi. Eftersom stammerne havde kollektiv ejendomsret, var der ikke noget, der skulle gå i arv til enkeltpersoner, og derfor betød det ikke så meget, om man vidste, præcis hvem der var far til hvem. Skilsmisse var også noget nemmere end i dag: kvinden vendte teltåbningen den modsatte vej, så vidste manden, at han ikke var velkommen.

Dette og meget, meget mere fremdrager Leila Ahmed i bogen Kvinder og køn i Islam, ligesom hun analyserer hvorfor, det er blevet om ikke glemt så i hvert fald parkeret langt ude på et sidespor i fortællingen om islam. Og hun argumenterer for på ny at rette øret mod det, hun betegner ”islams etiske stemme”.

”Jeg læste den ud i en køre, fordi den var så fascinerende og oplysningerne så uventede,” skriver Doris Lessing i Independent on Sunday, da bogen udkom i 1992, og samme reaktion har mange andre givet udtryk for.

”Ahmeds intense bog vil afgørende blive en klassiker (..) Den giver muslimske kvinder vores retmæssige plads tilbage; i centrum af vores historie,” skriver den syriske forfatterinde, Rana Kabbani, i The Guardian.

I dag står Leila Ahmeds bog da også som en klassiker. Endvidere har hun haft stor succes med sit efterfølgende værk, selvbiografien A Border Passage. From Cairo to America – a woman’s journey. Den udkom i 1999 og slutter, hvor arbejdet med Kvinder og køn i Islam blev påbegyndt: i 1979, hvor hun bliver ansat ved Kvindestudier på University of Massachusetts i USA.

I begge bøger finder man Leila Ahmeds markante værdsættelse af sit eget køn og af de kvindelige fællesskaber og det kvindesammenhold, som har præget både hendes opvækst i Cairo, hvor hun blev født i 1940 og hendes studieår på Girton College i Cambridge. Hun levede i sin barndom i en kvindeverden, hvor moderen, mostre, fastre og tjenestepiger befolkede hendes liv. Livskloge, omsorgsfulde og belæste kvinder, som videregav deres indsigt ved den daglige eftermiddagste. Hos dem møder hun den hverdagens religiøsitet, som hjælper den enkelte til at leve ved at give livet mening. Det er den muslimske praksis og den fortolkning af islam, hun siden lader indgå i betegnelsen ”islams etiske stemme”, og som hun ser som en modsætning til islamismen.

Begge Leila Ahmeds forældre var politisk engagerede, og som teenager var hun vidne til det britiske kolonistyre og kongemagtens sidste dage i Ægypten, samt De frie officerers magtovertagelse i 1956. De efterfølgende årtier med arabisk socialisme grundlagde en solid skepsis overfor marxismen hos hende, og hun blev en arg modstander af den arabiske nationalisme, hvis stræben efter ”enhed” indebærer undertrykkelse af den meget lange række af etniske, sproglige og religiøse mindretal i de arabisk-talende lande. I sin PhD-afhandling om Lord Cromer, den britiske generalkonsul i Ægypten fra 1883 til 1907 gør hun op med det britiske kolonistyre og viser, hvordan det satte udviklingen af både sundhedsvæsen, industri og uddannelsessektoren væsentligt tilbage ved blandt andet at forhindre kvinder i at få en højere uddannelse.

Leila Ahmed har studeret i både England og USA, og Kvinder og køn i Islam er på mange måder frugten af årtiers intellektuelt arbejde. Hendes kritik af fundamentalisme, islamisme, mandschauvinisme, socialisme, kolonialisme og racisme sammentænkes heri og løftes op til en kritisk fremstilling af den gængse fortælling om den muslimske kvinde.