Forlaget Vandkunsten » Bøger alfabetisk » 10-øren fra 1959 og andre mellemsteder » Månedens mellemsted - Tre skraldesække
Månedens mellemsted - Tre skraldesække
Nu skal jeg fortælle Dem om tre, sorte skraldesække, som kostede mig en hel uges besvær og til sidst fik mig til at begå en kriminel handling.
Poserne var helt efter formålet fyldt med skrald, og når de var det, hang det sammen med, at familien efter mange år i hovedstaden nu er flyttet til Tølløse i Midt-
Men i de kedelige huse bor der gennemgående flinke mennesker -
Sådan opfører man sig ikke i Tølløse; her affinder man sig og bruger ventetiden på at snakke med hinanden, kors hvor man dog snakker her i byen. Hvad man snakker om, er endnu ikke gået helt op for mig, men det er i denne sammenhæng også ligegyldigt; pointen er at indbyggerne virkelig efterlever ordet om, at tålmodighed er en dyd.
Det har de nu også grund til at gøre, for i Tølløse har man nemlig affaldssortering, og her skal jeg ellers lige love for, at politikerne er gået til makronerne. Systemet er så omfattende -
Det vidste jeg ikke, da jeg et par dage efter flytningen glad og munter smed de tre sække bag i bilen, og kørte ned til det område bag siloen, hvor jeg havde set et skilt, der viste hen til den kommunale genbrugsplads. Men da jeg nærmede mig, blev jeg bekymret, for genbrugspladsen så slet ikke gæstfri ud -
Et par dage senere kom så sygesikringskortene og triumferende smed jeg igen de tre affaldssække bag i bilen og kørte ned til genbrugspladsen med en mine, der tilkendegav, at jeg nu var en rigtig borger i byen. Men hovmodet fik sig en dukkert da jeg påny nærmede mig pladsen. I første omgang havde jeg sprunget alle de andre advarende skilte over, da det viste sig, at jeg alligevel ikke kunne få adgang til pladsen, men jeg burde have læst på lektien for midt i skilteskoven stod det klart og tydeligt at læse, at man ikke modtog papirssække -
Problemet blev løst om søndagen, troede jeg, da familien kørte rundt for at se, hvad det var for et område, vi var flyttet til. Der var smukt, men det optog mig ikke i samme grad, som at jeg i nabokommunen så, at de også havde en genbrugsplads, og jeg tænkte, at de umuligt kunne være lige så restriktive som i Tølløse.
Det kunne de, viste det sig, da jeg om mandagen listede over kommunegrænsen med mine tre, sorte sække. Der var åbenbart tale om et egnsfænomen for allerede på afstand kunne jeg se det samme sceneri af bomme, skilte og dystre DDR-
Jeg vendte bilen i behørig afstand, men nu begyndte agressionerne at blande sig med min spekulationer. Genbrug er naturligvis en god og miljøvenlig ting, men jeg havde allerede brugt så meget benzin på at komme af med mine tre sække, at jeg givetvis havde givet et større bidrag til den globale forurening end i de glade dage, hvor man ganske enkelt lossede skidtet af i det nærmeste skovbryn.
Det afstod jeg fra, for jeg var kommet i tanke om nok en løsning: Konkret boede jeg ganske vist nu i Tølløse, men skatteteknisk tilhørte jeg stadig København, og derfor var det vel også kun rimeligt, at de tog imod mine tre, sorte affaldssække.
Det betød ganske vist en køretur på tres kilometer, men den tog jeg gerne; jeg var nået til et punkt, hvor jeg gerne ville være mine affaldssække kvit. I København har man ingen bomme for sine affaldspladser, bortset fra når de er lukkede, og det var lige præcis hvad pladsen var, da jeg ankom.
Den lå i Vasbygade, tæt på jernbaneterrænet, hvor jeg ofte har vandret og registreret alt, hvad der er værd at registrere, deriblandt en godt gemt affaldscontainer, der næsten aldrig bliver brugt. Den viden kom mig til gode nu: Jeg kørte resolut ind på godsbaneterrænet, og skønt det givetvis ikke var lovligt, dumpede jeg mine tre, sorte affaldssække ned i containeren og skyndte mig at køre væk igen.
Jeg lover, at det aldrig skal ske igen, og jeg kan også roligt gøre det, for i mellemtiden har jeg fundet ud af, hvorfor man ikke må afleverede sorte affaldssække i Tølløses affaldscentral: Det er farven, altså den sorte, der er synderen. Gennemsigtige affaldsposer modtages nemlig gerne, og det kunne jeg for så vidt have sagt mig selv: Jeg er jo flyttet på landet, hvor folk holder øje med hinanden, deriblandt at man ikke kommer til at drøne en skraldesæk i container 4 med et stykke imprægneret træ, der hører hjemme i container 16.