Månedens mellemsted - Tre skraldesække

Se større billede

Af Søren E.Jensen

Nu skal jeg fortælle Dem om tre, sorte skraldesække, som kostede mig en hel uges besvær og til sidst fik mig til at begå en kriminel handling.

Poserne var helt efter formålet fyldt med skrald, og når de var det, hang det sammen med, at familien efter mange år i hovedstaden nu er flyttet til Tølløse i Midt-Sjælland, der helt igennem er kontrasternes by. Tølløse er notorisk omgivet af de måske allersmukkeste, sjællandske landskaber, men Tølløse i sig selv er grim, nogenlunde lige så grim som Ry i det østjyske eller Ølgod i Vestjylland eller alle mulige andre, danske stationsbyer.

Men i de kedelige huse bor der gennemgående flinke mennesker - foreløbig har jeg i hvert fald ikke oplevet andet - der virker meget mere tålmodige, end jeg har været vant til i hovedstaden. Opførslen i køen nede i Netto er markant anderledes end i København, hvor den tavse surmulen kun blev afbrudt af agressive opråb om, at få åbnet nok en kasse, også selvom der måske slet ikke var en kasse mere at åbne.

Sådan opfører man sig ikke i Tølløse; her affinder man sig og bruger ventetiden på at snakke med hinanden, kors hvor man dog snakker her i byen. Hvad man snakker om, er endnu ikke gået helt op for mig, men det er i denne sammenhæng også ligegyldigt; pointen er at indbyggerne virkelig efterlever ordet om, at tålmodighed er en dyd.

Det har de nu også grund til at gøre, for i Tølløse har man nemlig affaldssortering, og her skal jeg ellers lige love for, at politikerne er gået til makronerne. Systemet er så omfattende - mindre venlige tunger ville sige "sirligt" eller pertentligt" - at der givetvis er blevet brugt måneder og atter måneder henne på at regne planen ud i alle detaljer. Men fra moderne virksomhedsledelse ved vi også, at overdreven planlægning har en tendens til at overse det uforudsete, og det kom også til at gøre sig gældende her: Man havde simpelthen ikke taget højde for, at der kunne komme en tilflytter, der gerne ville af med tre sorte, fyldte affaldssække.

Det vidste jeg ikke, da jeg et par dage efter flytningen glad og munter smed de tre sække bag i bilen, og kørte ned til det område bag siloen, hvor jeg havde set et skilt, der viste hen til den kommunale genbrugsplads. Men da jeg nærmede mig, blev jeg bekymret, for genbrugspladsen så slet ikke gæstfri ud - det var det rene Fort Knox - og jeg var da heller ikke i stand til at trænge igennem; det viste sig, at man kun fik adgang, hvis man kørte sit sygesikringskort gennem en maskine, og sådan et kort havde jeg ikke fået endnu. Derfor blev jeg nødt til at vende bilen, køre hjem igen med mine sorte affaldssække, stille dem op nok engang ved skraldespanden og så ellers glæde mig over, at de kun var fyldt op med pap og papir fraset en halv flyttepizza, men den skulle nok holde sig i ro i det kolde vejr.

Et par dage senere kom så sygesikringskortene og triumferende smed jeg igen de tre affaldssække bag i bilen og kørte ned til genbrugspladsen med en mine, der tilkendegav, at jeg nu var en rigtig borger i byen. Men hovmodet fik sig en dukkert da jeg påny nærmede mig pladsen. I første omgang havde jeg sprunget alle de andre advarende skilte over, da det viste sig, at jeg alligevel ikke kunne få adgang til pladsen, men jeg burde have læst på lektien for midt i skilteskoven stod det klart og tydeligt at læse, at man ikke modtog papirssække - hvad jeg var ligeglad med - samt sorte affaldssække, hvad jeg bestemt ikke var ligeglad med. Rutinen gentog sig: bilen blev vendt, hjemme blev sækkene nok engang båret ud, men denne gang sad jeg tilbage i dyb spekulation, for hvor i alverden skulle jeg nu gøre af mine tre sække?

Problemet blev løst om søndagen, troede jeg, da familien kørte rundt for at se, hvad det var for et område, vi var flyttet til. Der var smukt, men det optog mig ikke i samme grad, som at jeg i nabokommunen så, at de også havde en genbrugsplads, og jeg tænkte, at de umuligt kunne være lige så restriktive som i Tølløse.

Det kunne de, viste det sig, da jeg om mandagen listede over kommunegrænsen med mine tre, sorte sække. Der var åbenbart tale om et egnsfænomen for allerede på afstand kunne jeg se det samme sceneri af bomme, skilte og dystre DDR-mænd i orange kedeldragter.

Jeg vendte bilen i behørig afstand, men nu begyndte agressionerne at blande sig med min spekulationer. Genbrug er naturligvis en god og miljøvenlig ting, men jeg havde allerede brugt så meget benzin på at komme af med mine tre sække, at jeg givetvis havde givet et større bidrag til den globale forurening end i de glade dage, hvor man ganske enkelt lossede skidtet af i det nærmeste skovbryn.

Det afstod jeg fra, for jeg var kommet i tanke om nok en løsning: Konkret boede jeg ganske vist nu i Tølløse, men skatteteknisk tilhørte jeg stadig København, og derfor var det vel også kun rimeligt, at de tog imod mine tre, sorte affaldssække.

Det betød ganske vist en køretur på tres kilometer, men den tog jeg gerne; jeg var nået til et punkt, hvor jeg gerne ville være mine affaldssække kvit. I København har man ingen bomme for sine affaldspladser, bortset fra når de er lukkede, og det var lige præcis hvad pladsen var, da jeg ankom.

Den lå i Vasbygade, tæt på jernbaneterrænet, hvor jeg ofte har vandret og registreret alt, hvad der er værd at registrere, deriblandt en godt gemt affaldscontainer, der næsten aldrig bliver brugt. Den viden kom mig til gode nu: Jeg kørte resolut ind på godsbaneterrænet, og skønt det givetvis ikke var lovligt, dumpede jeg mine tre, sorte affaldssække ned i containeren og skyndte mig at køre væk igen.

Jeg lover, at det aldrig skal ske igen, og jeg kan også roligt gøre det, for i mellemtiden har jeg fundet ud af, hvorfor man ikke må afleverede sorte affaldssække i Tølløses affaldscentral: Det er farven, altså den sorte, der er synderen. Gennemsigtige affaldsposer modtages nemlig gerne, og det kunne jeg for så vidt have sagt mig selv: Jeg er jo flyttet på landet, hvor folk holder øje med hinanden, deriblandt at man ikke kommer til at drøne en skraldesæk i container 4 med et stykke imprægneret træ, der hører hjemme i container 16.